x

Primavera - Musiknørdernes mekka

Primavera - Musiknørdernes mekka

Line-uppet på årets udgave af Primavera Sound fortæller en historie om en festival, der favner bredt inden for alternativ pop og rock med en særlig kærlighed for betydningsfulde figurer i musikhistorien (med Neu!, Wire, Pixies og Pavement) og imødekommer også et ungt indiesegment. Gæsterne er dedikerede, og musikerne elsker at spille her. Det bringer os frem til festivalens største problem, som affødt af programmets kvalitet på tre kompakte dage. Man bliver tvunget til at nedprioritere hypede og/eller supergode bands, i dette tilfælde Wilco, Beach House, The Antlers, The XX, Low osv.

Scenerne, der ligger på et asfalteret havneområde, har sigende navne efter sponsorerne Ray-Ban, Vice, Pitchfork, ATP (hipsteralarm!) og hovedscenen efter ølproducenten San Miguel. To af amfiscenerne har i øvrigt udsigt over Middelhavet. Mens barerne har gavmilde øl- og drinkspriser (introducerer Europas stærkeste Jack Daniels y Cola), så er publikum også væsentligt venligere og velsoignerede end på Roskilde, fordi man meget belejligt overnatter på hoteller og først møder på festivalpladsen klokken 18.

Den flotte roster står dog heller ikke tilbage for det faktum, at festivalen bliver holdt i Barcelona, et par kilometer fra centrum, i slutningen af maj måned, hvor vejret her i 2010 bød på solrige dage svarende til godt dansk midsommervejr. Festivalen gør det så nemt at være gæst, at man kan bruge alle sine kræfter på dét, der er vigtigt: Musik.

GAFFA har besøgt festivalen den 27.-29. maj og bevidnet følgende:

Torsdag

Min Primavera-festival startede med at kede mig og blive lidt forbavset over det fjollede Glasgow-orkester Bis, som åbnede den store scene. Bandet brød igennem i 90'erne, blandt andet med singlen "Eurodisco", og Primavera var en sjælden koncert for et band, der har været mere eller mindre opløst siden 2003. I stedet blev jeg hurtigt forelsket i udvalget på den overdækkede Pitchfork-scene, hvor amerikanske Surfer Blood levede op til forventningerne efter deres debutalbum "Astro Coast" fra 2009, hvor de blander sommerpoppede melodilinier og patenteret 90'er-støj med forsanger John Paul Pitts' lidt usædvanlige skønne røst for genren, Grizzly Bear-style. Derefter var engelske postpunk-band The Fall i storform, da Mark E. Smith som en anden prædikant, intenst og dybt seriøst lod sine befalinger smælde ud. Også Elena Poulou, synth- og effekter, sang et par numre. Det produktive band skuffede et par fans, fordi de spillede deres nye materiale, men for en firsttimer, så gled deres "Your Future, Our Clutter" (2010) fint ind i det småvrede udtryk.

For Roskilde-publikummet er den gode nyhed, at Titus Andronicus efterfølgende på blot de to afslutningsnumre fik overbevist reporteren om, at det både holder på konceptpladen "Monitor" og live med et skramlet og energisk rock'n'roll-udtryk. Bevæbnet med drinks forsøgte jeg mig at leve mig ind i en ret velspillet Superchunk-koncert, hvor ham den bindegale Les Savy Fav-frontmand Tim Harrington var gæst, men det var lidt svært at holde fokus, når man kunne ane et par store oplevelser i Broken Social Scene og Pavement i horisonten.

Med Kevin Drew i spidsen fik Toronto-kollektivet Broken Social Scene i storladen og indfølende stil integreret de nye numre fra den nyligt udgivne "Forgiveness Rock Record" med favoritterne fra hovedværket "You Forgot It In People", "7/4 Shoreline" fra "Broken Social Scene" og blandt de nye den udmærkede "Forced To Love". Også violinisten Owen Pallett (Final Fantasy), som har arrangeret strygerne på Arcade Fires "Funeral", gæstede kollektivet denne gang. Numrene med Drew som vokalist virkede marginalt bedre end Brendan Cannings ditto. Den skønne Lisa Lobsinger sang for et par gange, men agerede ellers kor, mens bassist og guitarist Charles Spearing (også Do Make Say Think) spillede fremragende og lukkede den lange koncert af med skærende guitarflader. Broken Social Scene var aftenens oplevelse i stærk konkurrence med gendannede Pavement blot 20 minutter senere, fra én berusende oplevelse til en anden. GAFFA anmeldte koncerten tidligere på måneden, da de spillede på deres længeventede comeback-tour i Brixton Academy i London, og vi venter stadig i spænding på Roskilde Festival, hvor alt kan ske, sådan som Stephen Malkmus og co. udvælger numre. Koncerten var ikke fejlfri og ikke dén fantastiske forløsning, som man sikkert automatisk forventer sig, når ens teenagehelte bliver gendannet, men sætlisten var stærk (selv uden "Elevate Me Later"). Pavement åbnede med "Cut Your Hair", og så var festen ligesom i gang, inden den sluttede med de tre ekstranumre "Shady Lane", "Stop Breathing" og "Gold Soundz". Kevin Drew fik også lige kigget forbi. Som en anden slacker løftede Malkmus guitaren med en ligegyldig attitude; op over hovedet, spillede bag nakken og vinkede fint farvel.

Klokken 03 fredag morgen stod valget mellem det lokale (endda baskiske), Pitchfork-anbefalede Delorean og de støjende englændere i Fuck Buttons. Delorean åbnede med fuld kraft med "Seasun" fra deres gennembruds-ep, der som en smuk detalje og homage bærer navnet "Ayrton Senna" efter den brasilianske racerkører, mens resten af koncerten bestod af numre fra deres kommende debutplade "Subiza", som ganske enkelt er for poppet en udgave og ikke lever op til ep'ens hårdere elektroniske pace. Derfor smuttede jeg lige fra koncerten for at nyde slutningen af Fuck Buttons, som så ud til at have gennempryglet sit publikum med insisterende noise-flader. Den slags vold har sin egen skønhed.

Fredag

Owen Pallett (tidligere kendt under navnet Final Fantasy) åbnede allerede fredag eftermiddag i Primaveras store underjordiske auditorium med at spille det meste af sit "Heartland"-album. Pallett spiller violin, men slår den an som en akustisk guitar, som et percussion-instrument, bas og med bue, og han sætter det hele sammen i avancerede loops (med lidt guitar og synthesizer). Der er mere grundlæggende singer-songwriter-numre, storheden fra musicals med en fantastisk vokal og mere avantgardistiske ringende strygerarrangementer. Det var helt i særklasse, et musikalsk geni, som også har udviklet gode sange undervejs. Ham ville jeg gerne se spille en fuldlængde koncert i en stor symfonisk sal i Danmark! Koncertens højdepunkt var det medrivende, synthesizerbyggede covernummer af Caribous "Odessa".

Harlem, som netop er debuteret med det kække garagerock-album "Hippies", skuffede lidt med meget rodet præstation med mange pauser, falsk vokal og lidt ens numre, så undertegnede forsøgte at fange sidste halvdel af den anmelderroste powerpop-gruppe The New Pornographers, som på trods af godt albummateriale fra "Twin Cinema" og et par gode numre på "Together" (2010) desværre også var kedelige, på trods af at de dedikerede afslutningsnummeret til Ronnie Dio. Måske de bliver bedre, når de besøger Danmark den 18. september?! Koncerten med Best Coast levede til gengæld op til alle forventningerne, selvom hendes soulvokal og girl group-retrosound endnu ikke er optaget på et album, men kun udgivet som fire singler. Man tænker på sol, strand, nyforelskelse og lidt på Zooey Deschanel, når man hører Best Coasts "When I'm With You" og "Something In The Way". Anbefales!

Undervurderede texanske minimalistiske rock'n'roll'ere Spoon spillede tight og havde valgt et sammenhængende udvalg af numre fra en spraglet diskografi inklusive "Underdog" og favoritten "Written In Reverse". Det indflydelsesrige engelske punk/postpunk-band Wire startede forfærdeligt, mest fordi Colin Newman sang ret skidt, men bandet fik alligevel gjort det til en interessant oplevelse mod slutningen, selvom de undgik at spille numre fra hovedværkerne "Pink Flag" og "Chairs Missing", samt kun et enkelt nummer fra "154".

Som ventet var Les Savy Fav en kæmpe fest, og der gik kun et nummer, før forsanger Tim Harrington – som var meget medvirkende på flere andre Primavera-koncerter – havde strippet ned til sine boksershorts og crowdsurfede ud blandt publikum, tabte sin mikrofon og kastede sig rundt. Animal Collective-medlemmet Noah Lennox er igen ved at sætte en plade i søen som Panda Bear (billedet). Den kommer til at hedde "Tomboy" (2010), bygger på samples, tunge baslinjer og små repetitive melodistykker, og skal man følge hans koncert, så bliver det mere minimalistisk, mere klart og mindre psych end de to naturlige mesterværker af nogle forgængere: "Merriweather Post-Pavillion" (2009) med Animal Collective og "Person Pitch" (2007) solo som Panda Bear. Koncerten blev forsinket på grund af tekniske problemer med visualiseringen, og heller ikke solosetuppet med en bas over skulderen og diverse samplere og computere virker særligt dynamisk. Lennox spillede kun nye numre, og i stedet savnede man bare den ambiente "Comfy In Nautica". Men indtil jeg hører pladen, lader jeg tvivlen komme en respekteret kunstner til gode.

For at lade op til Pixies-koncerten forsøgte min omgangskreds og jeg at komme rigtigt i feststemning med at bruge en 50-80 Euro på whisky-cola i baren, og det var sikkert derfor, at jeg klokken 02.30, godt fire timer efter, var involveret i en mindre euforisk Yeasayer-koncert, hvor man socialiserer ved at give highfives og give hestesko til folk, der vil crowdsurfe til lyden af Baltimore-Brooklyn-gruppens avancerede kompositioner. Men rent musikalsk var koncerten under niveau for deres to album, senest "Oddblood" (2010). Vokalen virker simpelthen for svær live for Chris Keating, men døm selv, når Yeasayer besøger Danmark i juli. Frank Black udkrængerede påny sin sjæl, da Pixies lige lidt tidligere havde fyldt pladsen foran hovedscenen. Omvendt var Kim Deal relativt afslappet og smilende; sikkert fordi det legendariske alternative rockband fra Boston var festivalens helt store tilløbsstykke. Kvartetten spillede sikkert og ærligt, lige præcis som man kunne håbe på. Personligt toppede jeg ved "Debaser", men mine energiske sidekammerater skreg sig igennem hele koncerten, der både talte Neil Young-nummeret "Winterlong", Jesus And Mary Chain-nummeret "Head On" og den lidt atypiske 50'er-lyd på "Here Comes Your Man". Til slut blev det helt vildt med "Monkey Go To Heaven" og falske skrig gennem "Caribou". På "Hey" svarede publikum komisk på åbningshilsnen med endnu et "Hey", og begejstringen tog næsten overhånd med pleaseren "Where Is My Mind?" som encore. Pixies er sikkert ikke på samme niveau som dengang, men koncerten havde en energi mellem band og publikum, som langt overskred en velfriseret professionalisme.

Lørdag

New Jersey-gruppen Real Estate spiller surf-indiepop med lyse guitarfigurer og enkle vokalharmonier, på kanten til at være for tilbagelænet og behageligt. Med udsigt over vandet fra ATP-scenen serverede Michael Rother, det eneste stadig aktive medlem af krautrockbandet Neu!, en utroligt velspillet koncert. Energien hos Neu! er indadvendt, trommerne er ensformige, men bliver slået an med tyngde, der falder i hak med baslinierne, i øvrigt fik Rother akkompagnement af Steve Shelley (Sonic Youth) og Arron Mullen. Rother, der gik ud af Kraftwerk og dannede Neu! i Düsseldorf sammen med nu afdøde Klaus Dinger, spillede guitar og keys/electronics. De hurtige kunne lige nå at se Bradford Cox (også Deerhunter) spille de sidste par numre solo under aliaset Atlas Sound, hvor Cox teknisk overlegent samtidigt samplede, spillede western guitar og mundharmonika med effekter. Min sidekammerat spekulerede i, om han spillede en coverversion af Animal Collectives "Brother Sport", mens han desværre undlod at spille "Walkabout".

Klokken halv ti var både albumaktuelle The Drums, let indadvendte The Antlers, sidste års helt store indie-gennembrud Grizzly Bear, som tidligt i karrieren fik en pladekontrakt på det danske Efterklang-relaterede label Rumraket, samt amerikanske prog-/støjrock-band Polvo. Jeg valgte sidstnævnte på anbefalinger og fik vel festivalens mest positive overraskelse. Polvo, der blev dannet i 1990, har en stor klar lyd, opbyggelige numre og lader de instrumentale passager flyde i kontrast til den samtidige grungescene. Der skulle gå 12 år fra udgivelsen af deres fjerde album til comebacket "In Prism" fra sidste år, som de meget naturligt tog meget materiale fra. Bedst var en lang version af albumåbneren "Right The Relation", selvom Ash Bowies vokal var lav. Polvo understregede deres glæde ved at spille på festivalen ved at understrege af deres koncert i 2008 var afgørende for, at de fortsatte med at spille musik sammen og udgive "In Prism", så tak for det. Grizzly Bear, der øjensynligt både havde spillet "Cheerleader" og "Two Weeks" (ifølge anmeldelsen på GAFFA.se), sluttede af med de mere symfoniske numre fra deres "Veckatimest"-album med undertegnede som øjenvidne. Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at kvartettens vokalharmonier tryllebandt publikum.

Midt på aftenen var No Age (nu som trio) ganske fremragende, omend mindre støjende end forventet på deres plader "Nouns" og "Weirdo Rippers" samt ep'en "Losing Feeling" (2009). Publikum gik helt amok, og jeres udsendte købte sig en band-T-shirt, hvis det kan være en indikation af, hvor medrivende det var. Randy Randall smed sin guitar ned blandt publikum i sidste nummer og modulerede så i stedet lyden gennem sine pedaler. Fin gimmick. 80'er-synthpop-ikonet Gary Numan gik på scenen 40 minutter for sent, men hans slet skjulte narcissisme delte publikum. De tilbageværende 25 procent til koncertens slutning syntes tydeligvis, det var verdens fedeste oplevelse, og det skal retfærdigvis også nævnes, at Numan ikke længere lyder som den 20-årige outsider, der brød igennem med "The Pleasure Principle" i 1979. I dag er det væsentligt mere industrial rocket, og jeg tænkte en overgang på Trent Reznor og Nine Inch Nails. Jeg fik også lige set lidt bongorock med rytmisk-orienterede break'n'beats og verdensmusikalske Liquid Liquid, der var aktive fra 1980 til 1983 og først på det seneste har spillet sporadiske koncerter. Endnu en sjældenhed, men måske skyldet tidspunktet for koncerten var publikum overraskende modtagelige overfor for lidt enerverende funk-disco-crossover fra starten af 80'erne.

Lørdag nat efter klokken 02 forsvandt lidt i havdisen, men selvom jeg hader Pet Shop Boys en lille smule, så virkede alle deres koreografiske tricks og efterhånden lidt udvandede pophits efter hensigten. Roskilde-aktuelle Health skulle have skuffet en lille smule, men jeg blev heller ikke et lykkeligere menneske af at se Phil og Paul Hartnoll som techno-duoen Orbital, der ganske vist er kendt for sin improvisation på scenen, men det kunne man ikke rigtige afkode som publikum. Man må give festivalplanlæggerne, at de forstod at planlægge lørdagens program efter basdominerede elektrofester, men festivalen sluttede i praksis med den løsslupne stemning til No Age.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA