x

DAT politics – koncertoptakt

DAT politics – koncertoptakt

Koncerter med elektroniske kunstnere består ofte af en nørd fastfrosset bag en laptop med ansigtet lagt i alvorlige folder. Heldigvis afviger franske DAT politics fra stereotypen og gør mere i at skabe en party-vibe som akkompagnement til deres unikke laptop-pop. GAFFA.dk talte for nylig med Claude og Gaëtan fra gruppen om deres liveshow, hvor instrumentparken blandt andet tæller tre laptoppe, keyboards, en sampler og som noget fortrinsvist nyt også et par mikrofoner.

Hvordan arbejder I på scenen sammenlignet med i studiet?
Claude: - Når vi spiller vores numre live, er de altid anderledes fra, hvordan de optræder på pladerne, for der er ingen post-produktion, så musikken er mere rå. Vi prøver også altid at lave numrene længere, når vi spiller for et publikum, for vores sange er som regel ret skizofrene på plade – de springer rundt fra en ting til en anden. Ellers foregår vores koncerter meget, som når vi spiller derhjemme. Vi jammer gerne begge steder.

Improviserer I under jeres koncerter?
Claude: - Det sker, men vi forbereder en del til vores sæt i forvejen, så direkte improvisation er begrænset - altså med mindre en af vores computere bryder sammen. Men siden vi er tre mennesker på scenen, er der nogle gange tid og mulighed for at tilføre nye ting til udvalgte numre.
Gaëtan: - Vi foretrækker dog at beholde et nogenlunde fast format for sangene. Vi spiller normalt hvert nummer, som det nu engang er skrevet - også selvom der er frihed og plads til at eksperimentere med det.

Hvordan laver I jeres sætlister?
Claude: - Vi har en liste over de numre, vi kan spille live og forsøger derfra at konstruere et sæt, der passer til hver enkel koncert og hvert spillested.
Gaëtan: - Når vi har turneret i et stykke tid som nu, bliver det nemt kedsommeligt for os at spille det samme sæt aften efter aften, så vi skifter jævnligt ud i numrene. Men hvis vi ville, kunne vi sikkert spille fem timer, for alle mønstrene til de gamle numre er stadig lagret på vores computere.

Hvilken rolle spiller publikum for jer?
Gaëtan: - De er meget vigtige!
Claude: - Ja, hvis vi ser, at folk nyder et specielt nummer, strækker vi det som regel, så det bliver meget længere - eller vi laver det meget mere iørefaldende. Det er vigtigt for os, hvordan folk reagerer på vores musik. Vi bliver rigtig glade, hvis de reagerer positivt, og det sker heldigvis kun sjældent, at folk bare står med armene foldet over kors uden at bevæge sig.

Spiller I nyt materiale fra det kommende "Go Pets Go" album på denne forårsturné?
Claude: - Ja, en smule - men i øjeblikket mest bare versioner, som ikke er helt færdigudviklede.
Gaëtan: - Ja, vi arbejder stadig på at finpudse noget af det nye materiale. Inden vi kommer til Danmark, tager vi i træningslejr, ligesom vi gjorde med "Plugs Plus" (DAT politics' 2002-album, red.), hvor vi brugte to uger på at finde ud af, hvordan vi kunne spille på computer og keyboards og synge på samme tid.

Jeres sidste album "Plugs Plus" var fyldt med gæster som Matmos, Kevin Blechdom, Kid606 og Felix Kubin - og de fleste af dem bidrog med vokaler. Hvordan fungerer det live?
Claude: - Nu synger vi det meste selv. For eksempel "Pass Our Class" som Matmos ellers leverer vokalen til på plade. Andre numre kan vi ikke selv synge. For eksempel er vi ikke gode nok til tysk til at spille Felix Kubin-nummeret "Morgens, Mittags".

Hvad synes I bedst om: At arbejde i studiet eller spille live?
Claude: - Jeg synes begge dele er sjove og kedelige på forskellige tidspunkter. Efter at vi har brugt lang tid i studiet på at lave et nummer, er det virkelig fedt at se, hvordan det fungerer live, og hvordan folk reagerer på det. Det ville være virkelig svært for mig at lave musik i studiet, hvis vi ikke kunne spille det live. Jeg tror ikke, jeg ville vide, hvorfor jeg laver musik, hvis jeg ikke havde mulighed for at spille den for folk. Derfor tror jeg også, at det må være svært at være filminstruktør, for de oplever aldrig publikums direkte respons på det, de laver...

DAT politics spiller på Musikcaféen i Århus på torsdag den 6. maj som led i RECession festivalen. Gruppens femte album "Go Pets Go" udkommer den 7. juni på Chicks On Speed Records. Læs mere om albummet i GAFFA 06/2004.

Læs en anmeldelse af DAT politics live her!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA