x

Selvlært islandsk trubadur

Selvlært islandsk trubadur

Island har gennem de sidste år været en nærmest utømmelig kilde af musikalsk energi og originalitet, og Mugison er et af de seneste skud på stammen af interessante kunstnere fra den træløse ø i Nordatlanten. GAFFA.dk fik sig for nylig en uddybende snak med den 26-årige musiker og blev en hel del klogere på, hvad man gør, når ingen kan udtale ens navn; hvordan kærlighedserklæringer er vejen frem, hvis man vil have en pladekontrakt; hvor lang tid det tager at sy 10.000 CD-covere og meget mere.

Malaysisk karaoke, den nye Tupac og den første CD
Det er torsdag formiddag og faktisk så tidligt, at Londons værthuse ikke engang har åbent endnu. GAFFA.dks udsendte har ikke været revet ud af sengen så tidligt i ugevis, og det ser heller ikke ud som om, at interview-offer Mugison er helt vågen. Af mangel på bedre slår vi os ned på en bænk på Themsens bred med udsigt til turistattraktionerne Tower Bridge og Tower of London. Det er som sagt tidligt, så vi starter blidt over en koppe skoldhed kiosk-kaffe med at få historien bag, hvordan Ornelius Gumunson blev til Mugison.

– Da jeg flyttede til London for fire år siden for at studere til lydtekniker, kunne ingen udtale mit navn. Det var umuligt at forstå, hvad de sagde, når de kaldte på mig, og jeg reagerede oftest slet ikke på deres henvendelser, fordi jeg ikke forstod, at de talte til mig. I løbet af det første år, jeg var her, blev jeg inviteret til Malaysia af min far, som jeg ikke havde set i rigtig lang tid. Han arbejdede dernede, og vi endte med at bruge fem uger på at rejse rundt. Vi besøgte ofte karaokebarer, for min far er en rigtig god sanger. Hans øgenavn har altid været Muggi hjemme på Island, og når han sang i Malaysia, ville folk råbe "Muggi, Muggi" for at få ham til at synge igen. En dag var det så min tur til at synge, og siden jeg er Muggis søn, begyndte de lokale at råbe "Muggi-son" efter mig. Det synes jeg var så sjovt, at jeg valgte at adoptere det. Det var også noget folk her i London kunne udtale, og sidenhen er det ligeledes blevet mit kunstnernavn.

Hvordan begyndte du med at lave musik?
– Jeg fik en guitar, da jeg var 14 og havde rigtig svært ved at lære at spille på den, så jeg startede med at skrive mine egne sange, så ingen kunne høre, at jeg ikke kunne spille. Da jeg endelig lærte et par numre, lavede jeg ikke selv musik i et par år. Som 16-årig kom jeg med i et rock'n'roll-band. Vi spillede masser af covernumre og fik tjanser på forskellige pubs, hvor vi blev betalt i alkohol. På det tidspunkt begyndte jeg at skrive igen og præsenterede ofte mine kammerater for nye numre. De sagde dog altid, at jeg var for fucked-up, og at selvom de godt vidste, at jeg ikke var på stoffer, så syntes de alligevel, at musikken var for psykedelisk og underlig. Så med tiden stoppede jeg med at lave musik igen. Det holdt indtil jeg var 18 og besøgte en ven i Berlin, hvor jeg købte en 8-spors båndoptager. Da jeg kom hjem til Island, begyndte jeg at optage mig selv og kvittede bandet - fortalte dem, at jeg var et geni, og at de kunne fucke af! Jeg begyndte virkelig at nyde at lave musik, og der er stadigvæk nogle bånd af det et eller andet sted...

Så der kommer måske snart en Mugison-kompilation med tidligt, uhørt materiale?
– Ja, hvis jeg dør i morgen, bliver min mor sikkert rig.
Du er måske den nye Tupac?
– Ja! Måske...

Jeg hørte, at du udgav en slags plade, inden du tog til London for at studere?
– Det var faktisk kun 2 uger, før jeg rejste og mere af nød, end fordi jeg gerne ville udgive min musik. Jeg var flad og havde brug for nogle hurtige penge. Jeg havde nogle næsten færdige numre på min computer og brugte så en weekend på at brænde dem ned på CD'er og lave tracklister og prismærker. Resultatet var, at jeg om mandagen havde omkring 70 CD-R plader, som jeg kaldte "Útbrot". Jeg solgte en del på min daværende arbejdsplads, og min familie købte resten. Det gav mig 70,000 islandske kroner (omtrent 7.000 danske kroner, red.) for tre dages arbejde, og det var nok til at købe flybilletten til London og betale den første måneds husleje.

Et ensomt bjerg, kærlighedserklæringer og masser af håndarbejde
I løbet af sommeren 2002 indspillede Mugison sit første rigtige album. Det foregik i London og var lidt af en satsning, da han havde indskudt sin husleje i foretagendet og således var hjemløs og måtte bo hos sine venner, mens han optog det. Denne strategi resulterede dog også i, at "Lonely Mountain" blev en ganske unik plade.

– Min musik er generelt baseret på tilfældigheder. Den opstår mest ud af den situation, jeg nu engang er i, når jeg skaber den. Da jeg lavede "Lonely Mountain", havde jeg ingen lejlighed, så jeg boede ved forskellige mennesker hele tiden eller passede mine venners lejligheder, når de var på ferie. Jeg havde kun en gammel guitar, en lille computer, jeg havde købt brugt, og nogle små legetøjsagtige keyboards, som kostede omkring £10. Det skyldtes ikke, at jeg havde en fetish for dårlig lyd eller sådan noget, men blot at jeg ikke havde penge til at købe kvalitetsgear. Det var også derfor, at jeg brugte lyde fra min krop og fra forskellige ting, jeg fandt i de lejligheder, jeg boede i, da jeg lavede pladen. Jeg havde simpelthen ikke andet at arbejde med.

Hvordan gik det til, at du fik kontrakt med Matthew Herberts Accidental Records?
– Da jeg havde lavet albummet, sendte jeg 7-8 demoer ud til større independent labels som Domino og Matador. Samtidig sendte jeg også en CD-R til Matthew, men det var nu mest en slags kærlighedserklæring i stil med: "Tak fordi du er den, du er og se her, hvad du har inspireret mig til at lave." Dengang havde jeg slet ikke i tankerne, at han måske ville udgive min musik, for jeg troede, at han kun udgav sine venner, og at hans selskab var en slags familieforetagende. Jeg ville egentlig bare ha', at han skulle høre min musik og måske gi' lidt feedback. Der gik kun tre dage, så fik jeg fik brev ham. Det viste sig, at han rigtig godt kunne li' pladen, og da vi senere mødtes, besluttede han sig for, at han gerne ville udgive den på Lifelike (et underselskab til Accidental Records, red.).

"Lonely Mountain" udkom på Lifelike i efteråret 2003, hvilket på sin vis var et re-release, for pladen var allerede ude i et oplag på 1000 eksemplarer gennem Mugisons eget label Rafhlaa - og i denne udgave endda med et helt specielt cover.

– Jeg boede her i England, da jeg fik trykt de første 1000 CD-eksemplarer af "Lonely Mountain". Det var dog lige inden, jeg flyttede hjem til Island. Jeg stod der med 1000 CD-bokse og forsøgte at få dem ned i min kuffert, hvilket selvfølgelig ikke var muligt, så det endte med, at jeg bare tog alle CD'erne ud og smuglede dem ind i Island. Det betød så også, at jeg, da jeg kom hjem, var nødt til at finde på et eller andet, der kunne bruges som cover til alle de løse skiver. En dag snakkede jeg med min mor, og hun mindede mig om, at jeg som 15-årig havde lavet en digtsamling af fotokopierede sider, som jeg havde syet sammen på symaskine. Hun foreslog, at jeg brugte samme teknik til at lave coveret - og det gjorde jeg så.

Det meste af det første oplag blev solgt på Island, men en del endte også i specialpladeforretninger i Storbritannien, og Matthew Herbert syntes så godt om det hjemmesyede cover, at han i samråd med Mugison besluttede at benytte en lignende idé til Lifelike-udgaven.

– Vi ændrede designet en smule, så det blev til et rigtigt cover. Ved det første oplag havde jeg syet omkring 200 ad gangen, hvilket gik fint. Lifelikes oplag var på 10.000 eksemplarer, og jeg var overbevist om, at mig og min familie kunne lave dem på en weekend. Det endte med at tage to måneder, hvor jeg arbejdede omkring 16 timer om dagen, og de eneste såkaldte fridage var et par gange, hvor jeg var en kort tur her i London for at spille en koncert.

Geniet, den prostituerede og Duracellkaninen
Mugisons debutalbum blander singer/song-writer rock med electronica og hverdagslyde fra de omgivelser, det er optaget i. Det borger for et meget personligt, men også lidt skizofrent udtryk, og Mugison indrømmer da også, at han ikke sparer på inspirationskilderne.

- Jeg skriver for det meste mine numre på guitar eller klaver - i hvert fald dem med vokal. Når en sang er skrevet, og jeg beslutter mig for at gøre den færdig og optage den, kan det være, at jeg går til en múm-koncert om aftenen, og så bliver jeg måske inspireret af dem. Jeg immiterer dem måske lidt den næste dag - både bevidst og ubevidst, fordi det de spillede var supergodt, og så får min sang måske et par sekunders múm-lyd. Så ender den måske på hylden i en uges tid, og så fortsætter jeg med at arbejde på den efter, at jeg har hørt Tom Waits eller Queens Of The Stone Age, hvilket måske får den til at ændre udtryk igen. Det er således meget kaotisk, når jeg laver min musik. Jeg synes rigtig godt om den idé, at jeg ikke komponerer numrene, men at de skaber mig. Jeg er ingen komponist, men en maskine for sangene, og jeg er mere en prostitueret for min musik end en musiker med en mission... Og så alligevel: Jeg har nogle gange arbejdet på numre i 3 uger, og jeg synes altid, at jeg er verdens største geni, når jeg laver musik - og er samtidigt af den opfattelse, at alle andre er røvdårlige og burde holde op med det. Hver gang jeg laver noget fedt, vækker jeg min kæreste eller ringer til mine venner bare for at tvinge dem til at høre det og give mig ret i, at min nye sang vil redde verden, og at den er det bedste musik, der nogensinde er lavet! To uger senere, når jeg så lytter til nummeret igen, er det det værste lort og lyder præcis som noget Madonna eller en eller anden anden kunne have lavet. Så min musik er måske lidt skizofren, men på en eller anden måde får jeg til sidst strikket numre sammen, som mest er mine egne.

Det lyder som en ret krævende proces, hvordan er din arbejdsmoral?
- Jeg har en meget streng arbejdsmoral og afslutter som regel alle de ting, jeg starter på. Jeg tror, at alle kan gøre det, jeg gør. Det er bare et spørgsmål om, at de ikke giver op. Jeg kender for eksempel mange folk, som giver op lige så snart, de ikke kan få et computerprogram til at virke. Jeg har en freak indeni mig, som altid kræver, at jeg får tingene til at virke lige meget hvor meget energi, jeg skal bruge på det. Jeg tror, det er derfor, jeg opnår resultater. Tag for eksempel "Lonely Mountain": Jeg skrev musikken, producerede den, spillede næsten alle instrumenter og sang på den, optog den, lavede coveret - og jeg har også selv lavet videoer til den (de kan ses på www.mugison.com, red.). Pladen blev hurtigt til et personligt projekt, og at lave den var lidt som at bestige et bjerg: Halvvejs oppe var jeg næsten død, men jeg ville hellere dø og ikke nå toppen end at give op, kravle ned igen og fortælle mine venner og familie, at det ikke var lykkedes.

Fejl giver personlighed
På trods af at en computer spiller en betydelig rolle i hans hverdag som musiker, insisterer Mugison, at den er et vigtigt værktøj, der giver ham mulighed for at skabe personlig musik.

- Jeg bruger altid organiske lyde i mine numre. Det vil sige: Jeg spiller selv på instrumenter og optager deres lyde på computeren for derefter at arbejde med dem, indtil de lyder præcis, som jeg ønsker. Jeg er ikke imod, at nogle folk udelukkende programmerer deres musik, men jeg synes, det er utroligt trættende, at disse mennesker ofte bruger computeren som en slags stavemaskine. Når mange musikere har indspillet deres musik, laver de en slags stavekontrol for at få alt til at lyde perfekt. Alt skal harmonere, men det gør også, at alting kommer til at lyde ens, så jeg bruger aldrig de tricks. Jeg er ligeglad med, om jeg synger en smule falsk eller tempoet skifter henover et nummer. På "Poke A Pal", der er den sidste sang på mit album, er der for eksempel ret mange steder, hvor jeg ikke synger rent. Lige efter jeg havde optaget pladen, gav jeg mine venner og studiekammerater lov til at høre den. Flere af dem mente, at jeg skulle indspille vokalen til den sang igen, og de fattede slet ikke, at det er den måde, den er sunget på, der er dens essens. Det gør nummeret meget mere personligt, og jeg kan ikke forstå, at folk er bange for at efterlade et personligt aftryk i deres musik. Det viser jo, hvem vi er, og at vi allesammen er unikke.

Det andet album, et soundtrack, et country-projekt og problemet med samarbejdspartnere
Mugison arbejder i øjeblikket på sit andet album, men har også en del andre projekter på vej.
- Jeg er godt igang med mit andet album. Seks numre er færdige, og jeg har mange flere idéer og halvfærdige sange. Pladen har dog ligget lidt i ro på det sidste, for for et par måneder siden blev jeg spurgt, om jeg ville lave et soundtrack til en film, der hedder "Niceland". Det siger man jo ikke nej til, så det lavede jeg - og det er et helt album i sig selv. Det kommer nok ud her i juni eller juli eller sådan noget - sikkert omkring en måned før filmen får premiere. Jeg håber, at jeg kan få det næste rigtige Mugison album ud omkring september eller oktober på Island, og så udkommer det vel engang i starten af 2005 i resten af verden.

Hvad kan man forvente sig af dit andet album?
- Jeg tror, at jeg kommer til at synge mere på det end jeg gjorde på "Lonely Mountain", og at det bliver mere fokuseret på min stemme. Det er i hvert fald sådan, som det ser ud på nuværende tidspunkt. Jeg tror, det bliver en sjov plade...

Du planlægger ikke en ny tur rundt hos dine venner i London for at optage den i deres lejligheder ligesom med debuten?
- No way! Jeg bliver på Island i min hjemby (Isafjord, i øens nordvestlige hjørne, red.). Min kæreste spiller klaver og er musiklærerinde, så jeg har tænkt mig, at hun skal hjælpe. Jeg har faktisk den idé, at alle de folk, som jeg holder af, bør medvirke på albummet. Jeg lavede jo "Lonely Mountain" alene, så jeg vil gerne have det næste til at være komplet anderledes. For eksempel håber jeg, at min bedstefar vil spille mundharmonika på en sang.

Hvad kan vi glæde os til med hensyn til dit soundtrack til "Niceland"?
- Ligesom med "Lonely Mountain" er det omgivelserne og omstændighederne, der indirekte har bestemt, hvordan musikken kom til at lyde. En af betingelserne, da jeg sagde ja til soundtracket, var, at jeg kun havde fem uger til at lave det, hvilket er rigtig kort tid, når man både skal skrive musikken og indspille den. Jeg kendte heldigvis en del til filmen på forhånd, så jeg vidste, hvad den handlede om. Alligevel gik jeg lidt i panik og snakkede en del med min kæreste om, hvad jeg skulle gøre. Hun nævnte det for en af beboerne i hendes hjemby, som foreslog, at jeg brugte deres kirke som studie, hvilket også gav mig adgang til et orgel. Det var en fed ide, så det gjorde jeg, for jeg havde ingen andre steder at tage hen og ingen tid til at tænke over, om jeg skulle leje et symfoniorkester eller noget andet. Resultatet er en masse instrumental musik samt tre reelle sange med vokal, omkvæd og så videre. Soundtracket er generelt rigtig afslappet - mest bare spillet på guitar, et klaver, der ikke stemmer, og kirkens gamle orgel. Jeg tror, det er en plade min bedstemor vil kunne li' - det er nærmest traditionel skandinavisk kirkemusik.

Der går også rygter om, at du har gang i et country-agtigt projekt med en af dine venner. Har det noget på sig?
- Ja, men det er på pause i øjeblikket. Det er noget, jeg laver med min bedste ven Pétur (medvirker også på "Lonely Mountain", red.). Han er en slags klassisk eller ny-klassisk komponist. Vi har altid lavet musik sammen og besluttede sidste år, at vi skulle lave noget country/rock'n'roll sammen, så vi mødtes i Sigur Rós' studie for at se, om vi kunne lave et helt album på en weekend. Det lykkedes. Vi lavede 14 numre, og nogle af dem er fantastiske. Vi lavede fire sammen og resten hver for sig, når den anden sov. Det var lidt ligesom Beatles. Vi var rigtig godt tilfredse med musikken, da vi indspillede den, men siden hen har vi lyttet til den igen og besluttet os for ikke at udgive noget endnu, fordi det er et solo-projekt, så et fælles projekt og så et andet solo-projekt. Planen er, at vi beholder de fire numre, vi lavede sammen, og så færdiggør vi et fælles album i år eller måske næste år. Vi bliver nødt til at indspille noget mere sammen, for vi vil lave et album som Mugi & Pétur, hvor alt musikken og teksterne er af os begge to. Vi arbejder godt sammen, men der er altid store skænderier, fordi vi begge er af den opfattelse, at vi er genier, så hvem ved - det kommer nok til at koste os vores venskab...

Er det generelt sådan, det foregår, når du arbejder sammen med andre mennesker?
- Jeg arbejder faktisk udelukkende sammen med venner og familie, for jeg bryder mig ikke om andre musikere, som kommer op til mig og siger: "Hey, lad os lave noget sammen". Jeg ender altid med at hade dem. Jeg arbejdede godt nok sammen med Dani Siciliano for nylig, men det var anderledes, for hun er helt unik, jeg kan rigtigt godt li' hende og elsker hendes musik, så det var mere mig, som legede med et idol. Jeg tror grunden til, at jeg kun kan arbejde med venner, er, at jeg ikke kan klare, når folk kritiserer mig. Jeg håber, at jeg måske bliver lidt mere moden med tiden og måske kan producere for folk, jeg ikke kender, men i øjeblikket skal fremmede ligesom tjene deres ret til at kritisere mig. Det var for eksempel ret sjovt, da jeg lavede soundtracket til "Niceland", og vi sad i møde med instruktøren, som jeg på daværende tidspunkt ikke kendte. Jeg havde det færdige soundtrack med, og de var godt tilfredse, men han sagde blandt andet, om jeg ikke syntes, at en fløjte var ret høj i mixet. Jeg sagde ikke noget, men nikkede bare og tænkte, at jeg burde tæske ham for bare at kunne finde på at sige sådan noget. Jeg sad der og svedte og alting. Men da jeg så kom hjem, lagde jeg fløjten lavere i mixet, og det var meget bedre end før, så han havde ret. De er jo allesammen professionelle, og deres holdninger er helt sikkert gyldige, men det betyder ikke, at de ikke gør mig tosset. Jeg tror, folk virkelig må have min respekt, før jeg kan tage dem seriøst - i hvert fald hvis de taler om min musik.

Det lyder som om, at du er en meget travl mand. Kan du klare dig financielt med de penge, du tjener på din musik?
- Ja, det har jeg gjort i snart halvandet år nu, men det er somme tider meget hårdt. Jeg solgte en sang til en tv-reklame før jul, og det gav mig 2 måneders løn. Det så rigtig skidt ud på det tidspunkt, for albummet var lige kommet ud, og der var ingen penge til mig endnu. Jeg måtte enten arbejde på fabrik eller sælge den her sang, så valget var ikke svært. Siden har rigtig mange folk, jeg kender, spurgt, hvorfor jeg "solgte ud" - du ved mig: indie-artisten - og jeg tror, at jeg har lært, at principper er noget, man skal have råd til at have...

Mugison spiller på Spot 10 i Århus den 4.-5. juni. Han er aktuel med debutalbummet "Lonely Mountain" og forventer også snart at have soundtracket til filmen "Niceland" ude. Mugison kan også opleves på nummeret "All Thee Above" fra Dani Sicilianos nye album "Likes", og han optræder på Sónar-festivalen i Spanien 17.-19. juni.

 

Klik her for at besøge Mugisons hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA