x

Plan B – Hardcore rimsmed og talentfuld soulsanger

Plan B – Hardcore rimsmed og talentfuld soulsanger

Der var næppe mange, der efter Plan B's ret voldsomme hiphopdebut Who Needs Action When You Got Words fra 2006 havde gættet på, at den engelske rapper, der af flere medier blev karakteriseret som "den britiske Eminem", ville følge op på pladen med et regulært soulalbum i bedste Motown- og Stax-ånd.  

Benjamin Drew, som Plan B's borgerlige navn er, hverken ligner eller lyder som en soulsanger, som han sidder der og ryger ud af vinduet på Hotel Phoenix i København. Hans stemme er hæs, vokabulariet er fyldt med eder og forbandelser, og han er ganske afslappet klædt. Om beslutningen om at lave en soulplade lyder det roligt fra den 26-årige rapper og sanger:

- Når man kan gøre det lige så godt, som jeg kan, hvorfor skulle man så lade være?

Lige fra barnsben var drømmen egentlig at blive soul-sanger, og de første mange sange, Drew skrev, var rendyrkede soul-numre, men af fare for, at ingen ville gide høre på en hvid knægt fra Forest Gate i London, der gav den som smørtenor og sang kærlighedssange, kastede han sig over den hardcore rap. Deraf navnet Plan B. Men hvordan har de fans, der investerede i hiphopdebuten, det med, at han med koncept-soul-albummet The Defamation Of Strickland Banks nu er tilbage til plan A?

- Den type mennesker, jeg gerne vil have skal lytte til min musik, er den type, der kan rumme begge stilarter, og som kan værdsætte, at ligegyldigt hvad jeg gør, så gør jeg det godt. Problemet er, at der er mange mennesker, der sammenligner denne her plade med en fucking hiphop-plade, når de i virkeligheden burde sammenligne den med alle de andre soulplader, der er derude. Lad være med at sige, at jeg har solgt ud. Lyt til min fucking plade, glem alt om det første album og bedøm pladen som det værk, den er. Jeg gider ikke have snæversynede fordomsfulde mennesker til at lytte til mit lort, jeg vil ikke have, at racister og homofober lytter til mit lort, og jeg vil bestemt ikke have, at puritanere lytter til det. De folk, der udelukkende lytter til én type musik – om det så er hiphop eller drum'n'bass - er en flok fucking pikhoveder, og det kan jeg slet ikke forholde mig til.

Det er på tide at rykke grænserne
Den gode hr. Drew har da også en virkelig bred smag. Ud over sin første plade og den ny har han blandt andet også udgivet et forrygende mixtape ved navn Paint It Blacker, hvor han rapper hen over numre af blandt andre Rolling Stones, Nirvana og Leonard Cohen.

- Det var for at bevise, at noget af det fede ved hiphop er, at man kan sample enhver type musik og stadig få det til at fungere; at man kunne blande Radiohead, Rolling Stones og Leonard Cohen med hiphop og stadig lave nogle solide numre. Hiphop er bare et beat, hvor en person rimer hen over, og man kan fandme bruge alle typer musik i hiphop. Fucking alting, mand! Det er på tide at rykke grænserne inden for hiphop. Vi har haft en succesfuld hvid rapper med Eminem, og med Drake har vi fået en seriøs canadisk rapper, så det næste er en britisk rapper, og derefter må det næste være en homoseksuel rapper. Amerikanske rappere har en tendens til at overdrive deres lort på en måde, så det bliver pissesvagt, og der er mange britiske rappere, der er bedre og har mere på hjerte end de amerikanske rappere, som helt sikkert også har det svært på grund af den måde, musikindustrien markedsfører dem på.

Ud over musikken har Plan B også gang i en ret interessant filmkarriere, hvor han senest har spillet over for Michael Caine i fimen Harry Brown, og inden længe tager han fat på sin instruktørdebut Ill Manners.

Hvordan begyndte du at spille skuespil?
 
- Jeg kunne godt lide at spille teater i skolen, og det falder mig meget let at udtrykke følelser som angst, forlegenhed og vrede. Når det kommer til stykket, handler det at spille skuespil jo i bund og grund om at lyve. Alle lyver, det er bare ikke alle, der er gode til at gøre det, når der er kamera på. Michael Caine sagde til mig, at kameraet var min bedste ven, så længe jeg ignorerede det, og det har han fuldstændig ret i.

Du synger, rapper, spiller skuespil og instruerer film, og jeg kan ikke lade være med at spørge, om der er noget, du ikke kan? Er der noget, du er elendig til?

- Ja, bordtennis. Det styrer jeg virkelig ikke…   




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA