x

Esbjerg Rockfestivals 20 års jubilæum

Esbjerg Rockfestivals 20 års jubilæum

Vejret viste sig fra sin absolut bedste side fra morgenstunden, så det lod til, at den første forudsætning for en god festival – vejret – var på plads. Esbjerg Rockfestival fejrede i år 20 års jubilæum, og gennem tiderne har festivalen bevæget sig fra at være en glamrockfestival til i dag udelukkende at være en dag i firsernes tegn. Esbjergenserne havde vanen tro fundet den indre gøgler frem, og havde iført sig alt, hvad firserhjertet kan begære af neonfarver, benvarmere, kindrødt, skulderpuder og koboltblå mascara. Som de foregående år var der på festivalpladsen også opsat det store Eldorado-telt, hvor dj's (bl.a. Dan Rachlin og Lille-Lars) gennem hele festivalen holdt halbal for voksne. Menuen bestod, meget passende, af landgangsbrød, gullasch og boller i karry. Jørgen de Mylius (selvfølgelig, hvem ellers?) var vært, og guidede os på bedste Eldoradomanér gennem dagens program.

Heaven 17 (****)

Som et spin-off af det noget mere kendte new wave band Human League havde Heaven 17 fået lov til at sparke festen i gang allerede ved middagstid, mens festivalpladsen stadig var mere end halvtom. Det var i sig selv et utaknemmeligt job, men frontmand Glen Gregory og band tog udfordringen op, ikke mindst med opbakning fra en lille flok die-hard new wave-fans i front. Bandet spillede en fremragende koncert, der beviste, at musikken bestemt er værd at lytte til, også i dag, og bestemt også, hvis man – som denne anmelder – ikke kendte musikken i forvejen. Men med en sikker eksekvering, et funky groove, en stærk frontvokal, en fabelagtig korsanger og et ualmindelig veloplagt band, blev vi præsenteret for bl.a. "I'm Your Money", "Come Live With Me", "Crushed by the Wheels of Industry" og selvfølgelig "Temptation".

Johnny Hates Jazz (**)

Johhny Hates Jazz havde i senfirserne et par hits i den sukkersøde og lette ende, og gik derefter hurtigt i glemslen. I den endeløse række af "skal-vi-ikke-lige-tage-en-runde-mere-og-se-om-nogen-kan-huske-os", har de tre medlemmer Clark Datchler, Mike Nocito og Calvin Hayes besluttet at støve hitmaskinen af og spille sammen igen. Koncerten i går var, så vidt jeg har kunnet researche mig til, gruppens første. Den viste sig desværre også at være lidt en fuser. De havde absolut ikke meget at byde på, og kom aldrig rigtig ud over scenekanten. Deres få hits fra dengang, "Shattered Dreams", "I Don't Want To Be A Hero", og "Turn Back The Clock" kunne kun lige vække pulikums begejstring (og flygtige minder fra dengang de dansede kinddans med Allan til klassefesten til lige præcis dét nummer?) i den tid det tog at fremføre det. Først hen mod slutningen fik de varmet sig selv lige præcis nok op til, at solbrillerne røg af og smilet kom frem. Desværre for sent… Jeg spår, at den gendannelse er lige så flygtig, som succesen var i senfirserne.

Hit med 80'erne med Morten Remar, Nanna Lüders, Søs Fenger og Anne Dorte Michelsen (****)

Hit med 80'erne er egentlig et coverband med rødder i det vestjyske, og på de kanter er de nærmest verdensberømte for at spille op til større og mindre arrangementer. I anledning af festivalens 20 års jubilæum havde gruppen inviteret et udpluk af de kunstnere, som de normalt kopierer, med på scenen. Bandet og solisterne tog esbjergenserne på en tidsrejse ned gennem firserne, med bl.a. "Som De Andre Gør" og "Jonathan" (Morten Remar), "Sammenhold Du" og "Buster" (Nanna Lüders), "Sig Du Kan Li' Mig" og "Ud Under Åben Himmel" (Anne Dorte Michelsen), "Åh Hvor Jeg Dog Elsker Dig" og "Du Er" (Søs Fenger). Dansk firsermusik som dette siger mig personligt ikke noget. Jeg brød mig ikke om det dengang, og gør det stadig ikke. Så oprindeligt havde jeg tænkt mig at nappe et måltid mad, mens jeg rakkede det ned på afstand med min lille fedtede anmelderblok. Sådan skulle det ikke helt gå! Min med-koncertgænger havde andre tanker og lokkede mig med op foran. Så stod man der; mavesur og sulten, med korslagte arme og så til, mens festen startede. Den gik ikke i længden, så jeg tog et valg, parkerede min musikalske forudindtagethed og lod mig rive med. Inden længe stod jeg arm i arm med en mere end halvfuld fyr, som proklamerede "Duuuuuu eeeeeer, det smukkeste jeg endnu har set". Ak ja. Jeg vil til hver en tid påstå, at det musikalsk er tyndbenet og letkøbt, men festivaler er så meget mere end musik. Målet blev nået, graderne på festbarometret steg adskillige grader. Og bagefter var der lige tid til en omgang boller i karry.

Alphaville (****)

Godt mæt og glad var det nu tid til tyske Alphaville. De havde i firserne to rigtig store hits med "Big In Japan" og "Forever Young", men fik aldrig det store gennembrud i Danmark. Bandet udgiver stadig nyt, og barsler i øjeblikket med et nyt album. I år var anden gang de gæstede festivalen, og som sidst, gav de en forrygende koncert med ikke uventet klimaks i netop de to ovennævnte hits. Mens det i firserne var synthesizere, der prægede lydbilledet, har gruppen bevæget sig mod et mere tungt og rocket udtryk, bestemt klædeligt og klart mere appetitligt for lytning i dag. At forsangeren samtidig har en karisma, et smil og ikke mindst en stemme, der let når bageste række, gjorde kun oplevelsen bedre. Der er ingen tvivl om, at her ikke bare var tale om en flok has-beens, der havde gravet det gamle guld frem fra grammofonkassen, men et band, der er dybt professionelt og i stadig udvikling.

Boy George (***)

Næste kunstner på scenen var Boy George, festivalens "dark horse". Kronisk sminkedukke, tidligere narkoafhængig og for nylig løsladt fra fængslet. Hvad skulle man forvente sig? Ville manden spille dj-sæt? Ville han spille noget af det gamle Culture Club? Og mest af alt – ville han være pinlig på Whitney-måden? Det startede ikke for godt. Iført voldsom make-up og noget, der mest af alt lignede et gøgler-outfit og grøn Robin Hood-hat entrede han scenen og lagde ud med et gospelnummer – Nobody Knows The Trouble I've Seen", måske en reference til tiden i bur, eller bare til sit turbulente liv generelt?

Gennem den næste times tid blev vi ført gennem en broget samling sange. Der blev langet en god portion covernumre over disken, bl.a. "Knocking On Heavens Door", T-Rex nummeret "Get It On" og flere gospelsange. Vi blev også præsenteret for Culture Club-numre som "Karma Kameleon" og selvfølgelig "Do You Really Want To Hurt Me". Boy George var den perfekte vært; glad og lattermild og med ufejlbarlig klang på sin stemme. Den mand kan synge! At koncerten ikke helt nåede klimaks, skyldtes udelukkende stedet og anledningen. På dette tidspunkt var publikum ikke gearet til snik-snak og gospel. Om end malplaceret var dette klart en oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.

Simple Minds (*****)

At Esbjerg Rockfestival kunne booke Simple Minds (billedet) som hovednavn, er lidt af et scoop. Her er tale om et band, der i firserne blev kåret som et af verdens bedste live-bands. De spiller stadig, og deres repertoire udvider sig med stadighed, senest med "Graffiti Soul" fra 2009. De leverede fra starten, og lagde de ud med "Sanctify Yourself" fra 1986; synthesizere smurt ud over scenen og Jim Kerr i vanlig rutineret form. Herefter gik det slag i slag, – " "Someone, Somewhere in Summertime", "New Gold Dream", "Mandela Day", "See The Lights", "Don't You Forget About Me" er blot et udpluk af dem. Simple Minds har om nogen en doktorgrad i stadionrock, et langt C.V. af koncerter, og intet egnede sig bedre til at afslutte dagen end den energiudladning, som koncerten blev. Jeg bemærkede, at en del publikummer begyndte at sive fra koncerten til sidst, måske grundet en hel dag i solen i kombination med lidt for meget alkohol. Jeg troede ellers, jyden var stærk og sej? En skam for dem, for de gik i den grad glip af en fantastisk finale med fællessang på "Alive and Kickin'". Og så blev det vist skåret ud i pap, hvem der var stærkest og sejest, og i den grad stadig i live!

Esbjerg Rockfestival er vel som mange andre (provins)festivaler. En del dukker op for musikkens skyld, og langt flere dukker op for at hygge sig med vennerne og en endeløs række fadøl, mens musikken blot skal tjene som baggrundsmusik for deres private picnictæppe- og klapstolefest. Begge dele er muligt på Esbjerg Rockfestival. Det lykkedes at skabe en tilpas blanding af ørehængere, som sidstnævnte gruppe kan synge, senere snøvle med på, og musikalsk spændvidde (altså inden for firsergenren, forstås!), som også tilfredsstiller den gruppe, som rent faktisk lytter aktivt. Man kan synes, hvad man vil om at dyrke nostalgien frem for det nye, men hvis man vil mindes tilbage til dengang, hvor håret var lidt højere, så tilbyder Esbjerg Rockfestival de bedste rammer.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA