x

Gensyn med de sorte firsere

Gensyn med de sorte firsere

I første halvdel af firserne lavede Claus Bohm to dokumentarfim, der portrætterede datidens kreative miljøer med udspring i punkkulturen, nemlig "Totem", som tager udgangspunkt i det musikalske, og "Nattens Engel", hvis udgangspunkt er det litterære. Nu samles de to film på en dvd-udgivelse, og i den anledning blev filmene vist i Grand Biograf i København d. 7. juni, efterfulgt af særdeles uformel efterfest på Café Floss.
 
En egentlig anmeldelse af de to film følger senere, når GAFFA har modtaget anmeldereksemplar, men i forbindelse med en biografpræsentation af værkerne, så kan det være oplagt at spørge til, om der overhovedet stadig er publikum til noget, der ret beset foregik for omkring 25-30 år siden. Der har nok været et par hundrede mennesker i alt til forevisningen, så dét spørgsmål må besvares med et ja. Lige så oplagt er det vel så at følge op med endnu et spørgsmål, nemlig det, der går på, om filmene og det miljø, de portrætterer, stadig har nogen relevans også i dag, mange år efter. Eller er der først og fremmest tale om et nostalgisk projekt? Nu skal man aldrig undervurdere nostalgien, som angiveligt er en af de stærkeste kræfter i universet, og der var da bestemt dukket en pæn del gæster i kategorien fyrre plus op. Men også gæster med rødder i vore dages punk- og goth-kultur, så der var i virkeligheden et par generationer repræsenteret, hvilket syntes at pege i retning af, at der ikke kun var tale om nostalgiske gensyn for nostalgiens egen skyld. Der er tilsyneladende noget ved firsernes sortsynede punk-kultur, som stadig virker dragende, også på unge generationer i dag.
 
Når kritiske røster melder sig på banen, så hedder det ofte om de sorte firsere, at det var en periode, der var kendetegnet ved en udpræget grad af selvhøjtidelighed, og hvad lige præcis dén stereotyp angår, så lever begge film op til den, på både godt og ondt. Man har fundet repræsentanter for tidens bølger med noget på hjerte - og noget mellem ørerne: Martin Hall, Michael Strunge, Michael Valeur, Bo Green Jensen, med flere. Men samtidig er der også tale om unge mennesker, som helt klart giver den en ekstra omgang med fremmedordene for kameraets skyld. Og selvom det i dag kan virke pletvist opstyltet, så er det faktisk lige præcis her, filmene giver et indblik i en anden tid, en tid, der ikke på samme måde som i dag var præget af ironisk distance - på godt og ondt. Netop fordi sortsynet gik hånd i hånd med en art naiv romantik, så gav det rent faktisk folk mulighed for at tro på noget, at brænde for noget. Man har kaldt punk-bevægelsen for nihilistisk, og for det utrænede øje ligger dén konklusion lige for, men det er en reduktionistisk opfattelse, for selvom punken i sloganform prædikede NO FUTURE, så forsøgte dens mest kreative udøvere lige netop at skabe en fremtid; en fremtid uden altødelæggende atomkrig, en fremtid med plads til individet uden egoisme, en fremtid af håb og drømme. Og det er denne kamp man ser afspejlet i Bohms film, og personligt vil jeg gerne tro på, at når denne kamp stadig fascinerer unge mennesker også i dag, så er det fordi, der, også i de nye generationer, findes folk for hvem reality shows på tv ikke er nok. Folk, der ønsker at træde ved siden af virkeligheden for at skabe deres egen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA