x

The Drums – Popmusikken skal genoplives

The Drums – Popmusikken skal genoplives

Med små, skæve popsange, der lyder af 60'ernes energiske surfrock tilsat en 80'er-punket patos, har de markeret sig som et forførende friskt indie-pust. Bandet hedder The Drums. Og skal man tro de toneangivende udenlandske musikmedier, står de foran et massivt gennembrud. GAFFA har mødt bandets to guitarister, Jacob Graham og Adam Kessler, der tager hypen helt roligt – men som var noget overraskede, da det en oktoberdag sidste år så ud til, at verden var ved at falde for de fire Brooklyn-drenge. Jacob fortæller:

– Vi spillede på Iceland Airwaves-festivalen. Og folk gik helt amok. De kendte vores sange og havde det bare fedt. Det var første gang, vi spillede uden for USA, og der var langt flere mennesker, end der nogensinde havde været til vores koncerter. Det kom fuldkommen bag på os.

Adam: – Indtil da havde det været hårdt arbejde, hvor vi gik rundt i New York og ringede på hos alle spillestederne og spurgte, om vi måtte give koncert.

Og lige pludselig er I et af de mest hypede nye indie-bands. Hvordan er det?

Adam: – Det er da en ære. Men vi ved også, at vi nok ikke bliver ved med at være det. Når hypen har lagt sig, håber vi bare, at de rigtige fans vil være tilbage.

Jacob: – Nogle gider ikke bruge tid på bands, som alle andre snakker om. Det kender jeg også fra mig selv. Jeg hører næsten kun mindre kendte bands som Cats On Fire og Champagne Riot. Er de ikke fra Danmark? (Jo, red.) ... Men vi håber, at folk lytter til os, fordi vi er fede og ikke på grund af hypen. Og så har vi jo lige fået råd til at droppe vores daytime job. Før arbejdede jeg som postbud og bartender. Men det er slut nu.

Adam: – Jeg var motorcykelmekaniker.

Jacob: – Det er derfor, han har alle de dér tatoveringer...

Poppen er faret vild

I de senere år er der dukket mange bands op i Brooklyn. Bands som The National, Animal Collective og Grizzly Bear har gjort bydelen til de dystre og eksperimenterende indie-gruppers hovedstad. The Drums har et mere simpelt udtryk. Er I outsidere i Brooklyn?

Adam: – Jeg har aldrig hørt Animal Collective. Heller ikke The National, men vi har vist mødt dem. De skulle være ret gode, har jeg hørt. Men vi er ikke en del af den familie.

Jacob: – Jeg tror, at mange af de andre Brooklyn-bands har en helt anden tilgang til musikken, end vi har. De prøver at skabe noget nyt og noget originalt, og det har musikken også brug for. Men vi prøver ikke at lyde originale. Vi vil bare skrive de bedste sange, vi kan. Jeg tror, at man kan stille sig i vejen for den gode sang, hvis man bruger for meget tid på at eksperimentere med musikken. Hvis man hele tiden skal gå tilbage til en sang og ændre den, så er det nok fordi, sangen bare ikke er god nok.

Adam: – Vi har aldrig brugt mere end én dag på at indspille en sang. Det giver en nervøs energi, vi godt kan li'.

Hvad er det ved den simple pop, som er så fantastisk?

Jacob: – Mange ser ned på popmusik. Men vi elsker virkelig poppens friske og ukomplicerede tilgang til musikken. Du har en intro, et vers og et omkvæd, og så begynder det forfra. Det er virkelig tilfredsstillende. Vi elsker den oprindelige pop, der ud af det blå dukkede og i 50'erne og 60'erne. Begejstringen for den klassiske popsang er i dag visnet lidt. Poppen er faret vild, og det vil vi ændre på.
 
Den flygtige lykke

Når man lytter til jeres musik, er det tit svært at skelne mellem det triste og det glade. Førstesinglen "Best Friend" fra jeres nye album handler om at miste sin bedste ven, men sangen er vildt begejstret. Hvad går den egentlig ud på?

Jacob: – Den handler om Jonathan (The Drums' forsanger, red.) og mig, som har været bedste venner, siden vi var 11 år gamle. Det er den første sang, vi skrev sammen. Den handler om at være bedste venner. Og det er jo virkelig en dum ting at skrive en sang om. Så vi besluttede at lade mig dø. Og det siger nok en del om vores sange; de kan høres på to måder. Man kan gå amok til dem på dansegulvet. Men man kan også ligge i sin seng og lytte til teksterne og høre, hvor deprimerende de er.

Er det også sådan, I har det med livet?

Adam: – Ja, når vi er lykkelige, ved vi ikke, om vi virkelig er det, eller om det bare er noget, vi prøver at overbevise os selv om.

Jacob: – Alle mennesker er indimellem lidt triste og forvirrede, og når du endelig er lykkelig, er følelsen så flygtig. Og selvom det lykkes at fange det øjeblik, er man jo samtidig klar over, at det snart er forbi.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA