x

Reportage: Sweden Rock Festival 2010

Reportage: Sweden Rock Festival 2010

Der er altid store forventninger, når man torsdag krydser sundet og begiver sig ind i no man's land på vej mod verdens fedeste rockfestival, Sweden Rock Festival (SRF). Tre dages non-stop rock'n'roll. For de få umættelige er der endda en start-op dag om onsdagen. Der er mange alvorlige branderter, men svenskerne holder fanen højt og tilstrømningen til de fire scener er enorm og vedvarende gennem hele festivalen.

Når festivalen lukker ned, og lydtrykket er taget af, er det sikkert kun tomme flasker i store affaldssække og ørevoks i træerne, der vidner om, at her lige har været en fantastisk rockfest på denne skønne plet i skoven. Men lad os slå fast med det samme. Godt 30.000 mennesker fik, hvad de kom for … rock, rock og atter rock.

Svenskerne kan meget, men vejret kan de ikke fikse, og vejret viste sig ikke fra sin bedste side i år. Men det ændrede absolut ikke på humøret og gejsten, der var i top som vanligt. Der blev sunget og festet, uagtet at vandet ind imellem stod ned i lårtykke stråler. Helt galt gik det lørdag, hvor et kraftigt regnskyl fik den næststørste scene til delvist at kolapse, hvilket betød, at et større areal måtte afspæres af hensyn til festivalfolkets sikkerhed. Det gav lidt udfordringer for festivalledelse med forsinkelse, men som altid fik de hurtigt styr på tropperne.

Svenskere og danskere
Hvorfor er der så stor forskel på svenske og danske rockfans? Jeg mener, for fanden, vi bor lige ved siden af hinanden, og alligevel kan man tydeligt se forskel på en svensk og en dansk rockfan. Når der skal spilles luftguitar, lever svenskerne rock'n'roll-drømmen fuldt. Her kan vi danskere altså ikke være med. Der er flere udklædte svenskere på SRF end på en god dag i Fælledparken under pinsekarnevallet i København. Ånden er også helt på plads. Der er smil, og stemningen er i top. Formålet står klart … we came here to rock! Og når man fortæller, at man er dansker, kommer de prompte med deres fulde support i forhold til VM i fodbold. Jeg er desværre ikke sikker på, at det omvendte altid ville være tilfældet.

Der var to danske veteraner på plakaten i år, og begge gjorde et pænt indtryk på svenskerne. D-A-D, der var annonceret som Danmarks stolthed, leverede et brag af en koncert med højt tempo, ild i ren Rammstein- stil og fyrvækeri i hjelmen, og ja så fik jeg endeligt set "Jihad", som de tidligere har snydt mig for! D-A-D gik rent hjem. Helt det samme kan man ikke sige om Pretty Maids, der var med på et afbud fra Ratt. Pretty Maids fik den store scene med dug på linsen, hvilket måske ikke er optimalt uden forberedelse. De klarede sig pænt igennem uden dog at efterlade det store indtryk.

Old school rock, metal og unplugged i skøn forening

Hvis man er til 70'er- og 80'er-rock krydret med metal i varierende tyngder, er SRF stedet, hvor det sker. Hvor mange andre festivaler lægger hovedvægten på Tordenskjolds soldater er SRF en alternativ festival med bands, der ikke sommeren igennem spiller på alle mulige familiefestivaler rundt om i sommerlandet. Mange er fløjet ind til denne event, og der er altid en pæn håndfuld navne, som vi er mange, der aldrig troede, at vi skulle komme til at opleve, og da aldrig i en sydsvensk skov. Rick Springfield, Steel Panther, Treat, Blackberry Smoke, Dan Reed m.v. er alle navne, der sikkert aldrig vil finde vej til en dansk koncertsal eller dansk festival, men som giver julelys i øjnene hos mange rockfans. Desværre har den fede rock trange kår i det danske popland.

Et andet scoop ved SRF er rockklassiker-teltet, hvor der bliver givet unplugged koncerter. SRF var dog på randen til at blive kvalt i sin egen succes, i det interessen for disse koncerter langt oversteg kapaciteten ved teltet. Særligt, da Quireboys gav et intimt og underholdende sæt, var området omkring teltet pakket til bristepunktet. En overvejelse værd er også placeringen af teltet ved siden af Rockstage. Da WASP gik på lørdag aften med bulder og brag, opgav vi at se resten af et ellers fortræffeligt gensyn med Dan Reed fra det hedengange Dan Reed Network, da WASP ganske blæste den akustiske guitar ad helvede til.

Med over 60 navne er det ret svært at finde tid til at få et bredt indtryk af alle hjørner af SRF. Især fordi, der er så mange interessante navne og stilarter i mængden. Jeg valgte at satse på den klassiske rock, både de etablerede og de mere ukendte, hvorfor min anmeldelse ikke tager trykket på de mange metalbands, der også stod på scenen på SRF 2010. Slayer, Danzig, UDO, Sabaton, Suicidal Tendencies, blot for at nævne en håndfuld af de mere krasbørstige af slagsen. Men jeg kunne fornemme, at særligt ved disse koncerter blev ørevoksen blæst op i træerne. Jeg har givet en kort anmeldelse af dette rocksegment nedenfor.

Midt i al rosen har jeg dog et stort kritikpunkt: den åndsvage catwalk, der udgår fra Festival Stage, da denne kombineret med den høje scene gør det næsten umuligt at følge hele bandet på scenen bortset fra via de to storskærme, der i øvrigt på glimrende vis viser hele showet. Den betyder ganske enkelt, at mange af de optrædende på netop denne scene har meget svært ved at få kontakt til publikum. Så væk med den catwalk og lad os få mere in-your-face performance!

Festivalens tredje og sidste hovednavn, Guns 'n Roses er ikke anmeldt, da Axl endnu engang spillede primadonna og var stærkt forsinket, så vi valgte at køre hjem og sove ud efter tre prægtige dage i trygge svenske hænder. Alt i alt en glimrende festival … som vanligt. Jeg må dog endnu engang undre mig over, at der ikke er flere danskere; Sölvesborg ligger trods alt kun knap to timers kørsel fra København. Men på den anden side er godt 30.000 tilskuere alt rigeligt. Sweden rock!

MSG
Armed and ready
******

MSGs 30 års jubilæumstur var en ren triumf for den tyske super guitarist Michael Schenker. Jeg har aldrig set ham bedre, og han havde samlet et sandt drømmeband til lejligheden. Koncerten var et led i genforeningsturen med den oprindelige sanger Gary Barden. Schenker havde desuden allieret sig med den super bastante rytmesektion bestående af Chris Glen (også fra det tidlige MSG) og trommeslageren over dem alle, Chris Slade, der tidligere har tæsket gryder i AC/DC, Asia, Manfred Manns Earth Band med flere. Det var tungt, det var sejt og det var rocket. Hold kæft, hvor det swingende. Da vi fik "Armed & Ready", "Cry for the Nations" samt en parade af klassike MSG- tracks samt super versioner af UFO-klassikere som "Lights Out", "Doctor Doctor" samt den evige Schenker-show off "Rock Bottom", var alt, som det skal være. En helt igennem fantastisk koncert med noget nær optimal koncertlyd. Højt og klart. Sådan skal det gøres!

Steel Panther
Pragtfuld underholdning
******

Hold da kæft, hvor vi grinede, da den satiriske parodi på firsernes Sunset Strip kultur Steel Panther gik på scenen. Bandet er Sunset Strips svar på Spinal Tap. Der blev lavet tykt grin med firsernes puddelhårsperiode med Mötley Crüe, Poison og Skid Row i spidsen. Specielt periodens tekster om sex, drugs and rock'n'roll blev flittigt anvendt i denne rockrevy. Jeg kan ikke tro, at noget band nogensinde har sagt så mange gange fuck, sex, pussy, cock etc., som det er tilfældet her. Drengene får sex stjerner, fordi det holder. Afstanden til plathed er uhyre tæt på, men de er absolut uovertrufne i komik og seriøsitet. Det er rigtig sjovt og alle får sig én på grineren. Vi får "Asian Hooker", "Party All Day, Fuck All Night" og "Community Property", der handler om, at Michael Starr gerne vil have en kæreste, men hans pik er… Vi fik faktisk de fleste numrene fra bandets cd "Feel the Steel" samt en forfriskende udgave af Mötley Crües "Kickstart my Heart". Det skal lige med, at bandet er utroligt velspillende oven i komikken, og at bandets egne numre faktisk er skide gode. Thumbs up!

Billy Idol
Fit for fight
*****

Billy Idol kørte den rent hjem på trods af, at vejrguderne ikke var nådige under netop hans optræden. Det sked han på og stillede sig ud i regnen og sang med en usvigelig sikkerhed hele vejen igennem et sæt, der i den grad var forandret siden koncerten i Vega for et par år siden. Han var frisk at se på og utroligt veltrimmet, hvilket mange gange fik pigerne til at hyle i længsel efter hans veltrænede krop. Billy er cool, og han har konstant kontakt til publikum med en energisk og sprudlende optræden. Temaet var back to basic rock'n'roll og det fik vi med et meget sammenspillet band med Idols mangeårige partner i front; den habile Steve Stevens på guitar. "Rebel Yell", "White Wedding" og "Malmoe Woman" blev fyret af på en let og forfriskende måde. Billy var lige nødt til at spørge, hvor han egentlig var, før han kunne omdøbe "LA Woman" til "Malmoe Woman". Vi fik også et par fede numre, jeg ikke kendte så godt. "Bitter Pill" og "King Rocker" var skøn rock'n'roll fra denne evigt unge gavflab.

Rick Springfield
Human touch
*****

Det var med stor interesse, at vi ventede på pretty boy Rick Springfield, der ikke har været på disse kanter i over 25 år. Tiden er gået med skuespillerkunsten i en tv-serie samt lejlighedsvise koncerter i US. Rick har altid lagt væk på, at gejsten skal være der hver gang, hvorfor han ikke har maraton-koncertture som så mange andre. Han lagde hårdt ud og fortsatte i et meget intenst og medrivende sæt med en sætliste, der nok var skruet sammen til lejligheden, for der var kun rock på programmet. Han smed rundt med guitarene og sprang og løb, så man blev helt forpustet. Hans stunt i "Human Touch" fik publikum op af liggestolene, da han hoppede ud blandt publikum med to mikrofoner og fandt en masse backing-sangere undervejs, før han kravlede op i miksertårnet og skrålede ud over festivalpladsen. Rørende var det også, da han fik en lille knægt til at komme op på scenen og synge med. Det kunne have været plat, men han fik kæmpe bifald (knægten altså), og derefter var det nemt for Rick at køre den hjem. God, god underholdning. Nogle filmede, så lad os se om ikke, vi får gensyn på dvd.

W.A.S.P.
I wanna be somebody
*****

Festivalens store overraskelse var gamle Blackie Lawless og hans svende. Efter en temmelig lunken optræden for et par år siden på SRF var forventningerne ikke høje. Men alt blev gjort til skamme. Lawless havde lagt vægten på de to første W.A.S.P.-skiver og havde samlet et meget velspillende band omkring sig. Det blev til en ordentlig omgang kick ass rock'n'roll ud i det perfekte. Ingen dikkedarer, sådan er det bare. Det swingede som bare fanden, så ja Blackie … efter alle disse år kan vi vel godt konkludere: you are somebody!

Y&T
Beskidt og tung hard rock
*****

Y&T er et kongeband. De er så godt som ukendte i Danmark, hvilket bl.a. betød, at kun et par hundrede dukkede op, da de spillede på The Rock i København for et par år siden. Y&T har et fast greb på hard rock-fanskaren, og blandt disse er Y&T top of the rock! De er tunge, de har masse af feeling, og de rocker som bare helvede. De er friske og tændte denne eftermiddag på SRF. De har desuden en habil guitar supremos i frontmand Dave Meniketti. De lagde ud med "Black Tiger", og jeg skal hilse og sige, at den blev serveret så heftigt og klokkerent, at festen blev skudt sikkert i gang. "Dirty Girl", "Mean Streak", "Open Fire", "Forever" og en stribe numre fra bandets nyeste cd "Facemelter" cementerede, at Y&T fortsat er garant for en beskidt og tung gang hard rocking and rolling. Yeah!

Treat
Spilleglæde og trange kår
*****

Jeg havde helt ondt af Treat. De fem svenskere har lige sendt et monster-værk på gaden i en verden, hvor der bare ikke er plads til et band som Treat. Genren er trængt, og markedsføringen af "Coup de Grace" er i bedste fald ualmindelig manglefuld. Med dette album i ryggen kunne det ikke gå helt galt, og de fem svenskere leverede da også en rigtig stærk optræden med god kontakt til publikum. De virkede veloplagte og tændte, hvilket måske skyldes, at det ikke er hver dag, de får chancen for at spille for så mange tilskuere. Særligt på "All in", "We Own the Night" og Treats nyeste single "Skies of Mongolia" sad lige i øjet.

Aerosmith (billedet)
Dream On
****

Det var med enorm stor spænding blandt publikum, at lyset gik ud. Dette var Aerosmiths første koncert efter at frontman Steven Tyler sidste sommer faldt ned fra scenen og brækkede skulderen under en koncert i USA. Der har været endog mange rygter og historier om audition af andre sangere og om, hvorvidt Tyler nogensinde ville blive klar. Men her stod Aerosmith så som et af festivalens tre hovednavne. Det var helt tydeligt, at maskinen ikke fungerede 100%. Nu er Aerosmith ikke hvem som helst, og de leverede en god indsats, men når man har set dem før, kunne det mærkes, at alt ikke var, som det skulle være. Stemingen på scenen virkede anstrengt, og Joe Perry smed på et tidspunkt sin guitar hen ad scenegulvet. Manden er kendt for at have temperament, så et eller andet passede ikke herren. Aerosmith, der under normale omstændigheder ville score et klokkerent 6-tal, får således kun 4 stjerner. De kan spille, og Tyler var faktisk ikke synderligt mærket af sit uheld. Han dansede og bevægede sig, som kun Tyler kan, men kom ikke ud over scenekanten (heldigvis heller ikke i bogstavelig forstand) og talte stort set ikke til den fyldte festivalplads. Men vi fik en perlerække af klassikere, fra åbningsnummeret "Love in a Elevator" over "Back in the Saddle" til afslutningen, hvor vi fik "Dream On", "Walk this Way" og en forrygende version af "Toys in the Attic". Man må håbe, at de snart genvinder formen, for Aerosmith hører absolut til blandt en snæver kreds af rigtige rockgiganter.

Winger
Can't get enough
****

Winger har det, der skal til. Super dygtige musikere, gode numre og ikke mindst et fremragende album fra 2009 med titlen "Karma" i ryggen. Hvad mangler der så? Feeling; Winger kommer desværre ikke ud over scenekanten. Det bliver for nørdet og for poleret. De skulle have spillet på en af de mindre scener, hvor de bedre kunne få kontakt, men på Festival Stage, hvor de nærmest skal have en kikkert for at se publikum, fungerer det ikke helt. Men når det er sagt, så er der masser af fedt lir, når de trykker den af med numre som "Madaleine", "Seventeen" og "Can't get Enough". Godt lir fik vi også, da nyeste medlem John Roth gav en alvorlig guitarlektion; puh-ha, det var fedt.

Bachman & Turner
Morfar-rock med bund i
****

Der var stor spænding, da vi skulle møde de gamle bamser fra Bachman Turner Overdrive, Randy Bachman og C.F. Turner. Den største overraskelse var vel egentlig, at de ikke er bamser mere, men har smidt adskellige kilo med årene. De dybe hæse stemmer var intakte, så da de rullede ud i "Not Fragile", gyngede hele festivalpladsen, og selvfølgelig blev der skrålet helt vildt på deres evergreen "You Ain't Seen Nothing Yet". Der er gået over 35 år, siden dette hit blev sendt på gaden, og det kan stadig skabe fællessang blandt publikummer, der end ikke var født på det tidspunkt. Det er en ægte klassiker. "Rock is My Life", "Hey You", "Taking care of Business" og ikke mindst "Roll on Down the Highway" sad lige i skabet. Der var dog enkelte momenter, hvor der gik lidt morfar i den, men et herligt gensyn alt i alt.

Blackberry Smoke
The south will rise again

****

SRF har altid haft tag i den sydstatsinspirerede rock, herunder klassisk amerikansk rock. Der var faktisk ikke i programmet for 2010 lagt samme vægt på denne genre som vanligt. Blackberry Smoke fra Atlanta skulle holde fanen højt, og det gjorde de godt. Meget afslappede, meget smilende og med en synlig kærlighed til musikken fik vi klassisk rock med feeling og varme. Bandet er et helt nyt kapitel i Europa, og min umiddelbare overbevisning er, at de måske er lidt for American til europæerne, men det ændrer ikke på, at de leverede et godt sæt. Der blev snakket om dem blandt folk de efterfølgende dage, så måske de alligevel fik etableret sig i Skandinavien.

Saga
Careful where you step
****

Saga behøver ingen præsentation, da de nærmest er verdensberømte i Danmark. Bandets oprindelige sanger Michael Sadler valgte desværre at trække stikket ud og gøre plads for bandets nye sanger Rob Moratti. Problemer er, at Sadler desværre ikke lader sig udskifte; i hvert fald ikke med Rob. Robs stemme mangler saft og kraft og det duer ikke, når Sagas i øvrigt fremragende optræden er pæn og symfonisk. Sadler gav Sagas meget polerede stil liv og varme. Nu mangler bandet ilt, og det klæder ikke dette ellers velspillende band. Saga står ved en skillevej, og næste step er efter min mening afgørende for bandets fremtid. De kan hurtigt miste det ståsted, de har haft siden de slog benene væk på os som opvarming for Styx tilbage i 1980 i København.

Cinderella
Don't know what you got till it's gone
***

Cinderella havde fremtiden i deres hule hånd tilbage i midtfirserne, men det blev aldrig helt som forventet. Nuvel, de har solgt mange skiver og de har turneret i mange år, men det kunne måske have været bedre, og denne dag er ingen undtagelse. De er da rimelig gode, men det virker som om, at de ikke har kigget på sig selv på det seneste. De virker uinspirerede og har ingen udstråling. De spiller, og de spiller, men der bliver altså ikke vippet med foden. De skal passe på, at deres største hit ikke bliver deres ultimative skæbne.

Gary Moore
Off in the field
**

Nøøj, hvor var det kedeligt. Vi var mange, der fra starten mente, at Gary Moore som hovednavn var en stor fejltagelse, og det viste sig absolut at holde stik. Mere low key et hovednavn kan jeg ikke forestille mig. Nuvel, bluesen var udskiftet med rocken, men det var altså bare så kedsommeligt. Selv ikke "Over the Hills and Far Away" kunne for alvor sætte koncerten i gang, og heller ikke, da han med "Out in the Fields" havde chancen for at løfte denne aften, gik det op i en højere enhed. Han spiller stadig en heftig spade, men som han står der i stor frakke lynet op til halsen, har han altså ikke mere udstråling end en isbjørn på Grønland. Jeg tror måske, at en festival med 30.000 tilskuere ikke er det rigtige set up til en fyr på Gary Moore.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA