x

Mixtape: Annasaid

Mixtape: Annasaid

Den unge århusianske kvartet Annasaid har netop sendt deres mathrock- og britisk-inspirerede debutalbum "Jua" på gaden, men de er egentlig allerede blevet et habilt liveband med mere end 130 koncerter i bagagen, heriblandt opvarmningsjobs for Glasvegas, Temper Trap og Florence & The Machine, sidstnævnte på hendes Europaturné.

Ukuelige Annasaid har selv initieret de fleste af deres udenlandske koncerter og har også lige været med til at starte Tubescream, som er et management- og bookingbureau, der blandt andet har arrangeret deres egen århusianske festival. Hvis man ikke har store pladeselskaber og bookere til at arbejde for sig, så kan man jo lige så godt gøre det selv?!

"Jua" er produceret af Ole Gundahl og mixet af Tom Woodhead, der også har arbejdet med det engelske mathrock-band Minaars, som netop gæstede Tubescream Festival i 2009 og er forgængere for blandt andet Foals. Om Annasaid lader sig inspirere af Minaars, Foals eller hele den engelske indierock-scene er et åbent spørgsmål, som bliver heftigt debatteret under GAFFAs tre-stjernede anmeldelse af pladen her.

Martin Sahlertz, Johan Sylvest, Mathias Pedersen Smidt og Jesper Jensen har komponeret dette mixtape.

Mixtape: Grillfest a la Annasaid

Det er sommer, og så skal der grilles! Vores mixtape er til den kræsne grillfest-vært, som anerkender at forkullet kød og avantgarde-indie ikke just går hånd i hånd. Der skal ædes og drikkes på ægte vikinge-manér, og så skal det musikalske akkompagnement helst være et man kan te sig tosset til! Derfor her en samling numre til grillfestens forskellige stunder – lige fra den spæde start til den tidlige morgen.

Queens of the Stone Age – Mexicola
Grillfestens gutter lægger tyvstartende aftenen ud med denne gamle robot-rockklassiker fra Queens of the Stone Ages selvbetitlede debutalbum. Den perfekte lydledsager til at grille "lårtet" ud af de bøffer og få headbanget i gennem inden pigerne tropper op!

Se og hør på YouTube.

Animal Collective - Summertime Clothes
Pigerne ankommer nu til festen, og med det samme sættes denne fantastiske popsang på, der er det perfekte soundtrack til farverne, duftene og kjolerne på denne dejlige sommeraften. Enhver med en lille forkærlighed for den let psykedeliske popmusik – eller bare den gode melodi i det hele taget – burde falde for dette nummer og dette band.

"Summertime Clothes" på YouTube.

Johnson – Teriyaki
Nu er der spist, ryddet af bordet, og vi skal videre til fase to af grillfesten: festen! I fald at enkelte gæster har overspist en smule og nu sidder og hænger lidt, præsenterer vi her modgiften. Denne nyeste slager med 8210's bawler Numero Uno burde sætte skub i enhver halvsløv forsamling og gøre festen kampklar til den lange nat!

YouTube.

Late Of The Pier - The Bears Are Coming
Festen er nu på sit højeste, og momentum skal holdes! "The Bears Are Coming" (YouTube-link) er en vanvittig popsang, der altid i en rasende fart sender samtlige mennesker ud på dansegulvet for at svinge knæene som ind i helvede. 'Nuff said!

Ray Charles - Georgia On My mind
Solen titter nu så småt frem igen, og den hårde kerne sidder tilbage midt i al rodet. Kroppene er dækket ind i tæpper, der er rester af hotwings i mundvigene og teriyaki i håret. Med "Georgia On My Mind"s herlige morgenprægede sløvsindsstemning siger vi farvel og tak for den bedste grillfest i mands minde.

"Jua" er ude nu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA