x

Scissor Sisters - På natarbejde i det indre univers

Scissor Sisters - På natarbejde i det indre univers

Den 28. juni udkommer Scissor Sisters' tredje album, Night Work – albummet, der ifølge frontmand Jake Sears skal afgøre, hvorvidt bandet kan fortsætte med at lave musik. Vejen frem til udgivelsen har været svær og har ikke mindst inkluderet kasseringen af halvandet års arbejde og et næsten færdigt album, som simpelthen ikke var godt nok. Nederlaget blev imidlertid vendt til en sejr, og således var Sears også i højt humør, da GAFFA fik ham i røret:

– Jeg er spændt på den kommende tid og er simpelthen så glad for det, vi har lavet. Plus det er sommer, så hvad mere kan man ønske sig? Det bliver også ret intenst, for vi skal turnere hele sommeren, men det er noget, jeg har glædet mig til meget længe, så jeg har intet at klage over.

Du har udtalt, at Night Work er lyden af Scissors Sisters kogt ned til, hvad I i virkeligheden er. Hvis det er sandt, hvad var I så på jeres to forrige plader?

– Jeg elsker alle vores album, men det, jeg mente var, at når man starter ud som band, så bliver man altid sammenlignet med en masse andre navne, i vores tilfælde Elton John og Bee Gees, og det er forståeligt, for vi har altid båret vores inspirationskilder synligt, og de to er helt klart nogle af de største inspirationer, vi har haft. Men med dette album føler jeg, at det er langt mere udefinerbart, og der er ikke nogen, der vil kunne sige, at Night Work lyder som en Elton John- eller Bee Gees-plade. Så nu føler jeg virkelig, at vi er vokset os så store, at vi har vores egen musikkategori eller genre. Ingen andre ville have kunnet lave Night Work.

Med den første plade (Scissor Sisters, 2004) skulle I kæmpe for at blive lagt mærke til, med den anden (Ta-Dah, 2006) skulle I opretholde succesen. Hvad er på spil denne gang?

– Hele vores karriere! Modtagelsen af dette album bestemmer, om vi kan forsætte med at lave musik som Scissor Sisters. Jeg har intentioner om, at Scissor Sisters skal have en lang levetid og lave mange plader og skabe et unikt univers. Det er i hvert fald det, alle mine favoritbands fra min ungdom har gjort, fra Red Hot Chili Peppers til Siouxsie and the Banshees, Daft Punk og Nine Inch Nails. Man behøver blot at nævne deres navn, og straks åbner der sig en hel verden inde i hovedet. Og det er præcis dér, jeg ønsker, at Scissor Sisters skal være, for det er vi ikke endnu.

Hvad er det vigtigste, folk skal få ud af at lytte til Scissor Sisters?

– Masser af god energi og glæde. Målet med bandet er at skabe et univers, hvori lytterne får mod til at vise deres sande jeg. Altså et fællesskab, hvor folk skal have det godt, mens de fejrer individualiteten. Det er nummer et. Selvom der er nogle skyggesider i vores musik, så er det stadig styret af glæde.

Hyldest til 80'ernes homoseksuelle

Apropos titlen på jeres nye plade, har du så haft noget natarbejde tidligere?

– Jeg arbejdede i en gammel biograf i Seattle for mange år siden, og jeg var der tit meget sent om aftenen og natten. Stedet var rent faktisk hjemsøgt af spøgelser, så det var ret uhyggeligt. Jeg så aldrig selv et spøgelse, men der var en aften, hvor jeg befandt mig oppe på balkonen, og dér mærkede jeg et eller andet bag mig, og det skræmte mig så meget, at jeg løb skrigende derfra. Kort tid efter sagde jeg mit job op. Men jeg elskede faktisk det job, og det var nok det bedste job, jeg har haft. Altså bortset fra det her.

Eftersigende kasserede I et helt album, der var tiltænkt som jeres nye tredje album. Hvorfor nu det?

– Vi nåede et punkt, efter at have arbejdet på det i halvandet år, hvor jeg følte, at det måske ikke var så godt, som det burde have været. Det lød simpelthen ikke, som om det kom fra et sundt og velfungerende band. Og jeg vidste, at bandet kun ville have en fremtid, hvis vi lavede et album, som vi selv virkelig elskede og var stolte af. Så valget var ganske simpelt: enten udsende det eller smide det væk og så lave et helt nyt album, som vi var meget gladere for.

Så der var krise i det ellers så festlige Scissor Sisters?

– Ja, for fanden, det var svært at finde ud af, hvad det helt præcis var, vi skulle lave, og hvad det betød at være Scissor Sisters i den verden, vi lever i nu. Men det var meget hårdt, alle vores plader har været svære, men da vi så gik i gang med Night Work, så gik det faktisk meget nemt, hurtigt og sjovt, og det var først der, jeg vidste, at vi havde fat i noget af det rigtige. Vi startede i juni sidste år og var færdige tre måneder efter. Det var skide sjovt, og det er sådan, det skal føles, når man laver en plade. Det skal ikke være hårdt og opslidende, for så vil jeg hellere arbejde i en biograf igen.

Hvad er historien bag billedet af de spændte baller på coveret til albummet?

– Det er et Robert Mapplethorpe-billede, og jeg kiggede på mange af hans fotografier, mens vi lavede det her album, og tænkte en del over, hvad de billeder afspejlede, hvilket var bøssernes natteliv i de tidlige 80'ere og sene 70'ere, og den frigørelse, der var i den tid, inden det hele nærmest blev udryddet af aids. Mapplethorpe repræsenterede virkelig den tid i historien. Hans fotografier opsummerer for mig den skønhed og tragedie, der var ved at være homoseksuel i 80'erne. Modellen på forsiden er en danser, der hedder Peter Reed, som døde i 1986, og jeg ønskede, at dette album skulle være vores hyldest til de bøsser, der kom før os, og som mistede deres liv i den tid. Jeg ved godt, det lyder tungt, men det var noget, jeg tænkte meget på dengang.

Hvis hans fotografier opsummerede, hvad det ville sige at være homoseksuel i 80'erne, hvad opsummerer så den tid, vi lever i nu?

– Det ved jeg faktisk ikke, tit ved man det først, når man er længere henne i historien. Men det er langt mindre sort-hvidt nu, og det handler mere om åbenhed og ikke så meget om bare seksualiteten.

Svær at gøre pinligt berørt

Du har ingen problemer med at optræde mere eller mindre nøgen på scenen, men hvad skal der til for at gøre dig pinligt berørt?

– Der skal ret meget til, for jeg bliver sjældent pinligt berørt. Jeg er en ret fri sjæl, jeg kan for eksempel falde på scenen og så bare grine ad det. Jeg elsker den slags, hvor man ikke er i kontrol, den slags er hysterisk morsomt. Men hvis jeg skal pege på noget, der gør mig pinligt berørt, så er det nok at kigge tilbage på noget af den musik, jeg har skrevet og senere indset, at vi har udsendt nogle virkeligt horrible sange. Jeg holder af al den musik, vi har lavet, men der er sange på vores to første plader, som jeg virkelig ikke kan tåle længere. Sådan har jeg det slet ikke med det her album. Og nej, du får mig ikke til at sige hvilke.

Er du nogensinde kommet i problemer med lovens lange arm for at optræde næsten nøgen?

– Nej, men jeg sørger også altid for aldrig at være helt nøgen. For der er ikke noget mindre sexet end en nøgen mand, hvor det hele bare slasker rundt mellem benene. Det er forfærdeligt.

Hvad er det underligste, du har fundet ud af om dig selv efter at have søgt på dit navn i Google?

– Det har jeg aldrig gjort, og det kommer jeg heller aldrig til. Jeg kan ikke engang holde ud at se mig selv på tv, og jeg kan slet udstå tanken om at skulle læse, hvad andre folk skriver om mig på internettet. Der er næppe noget, der kan få en til at få det værre end at læse, hvad andre folk har at sige om en. Så jeg vil råde alle til at holde sig langt væk fra at læse om sig selv eller gå op i, hvad andre folk synes om en. Det er i øvrigt også skadeligt for den kreative proces, for man vil altid kunne finde et sted, hvor der står, at man er en lort, og den kritiske sans findes allerede i enhver kunstners hoved. Vi har ikke brug for en computer til at fortælle os, at vi stinker. Vi har nok dæmoner at slås med.

Opskriften på den ideelle privatfest

Hvad er den største forskel i dit privatliv siden den seneste plade?

– Jeg har slået mig til ro og bygget en rede, om man så må sige, for mig og min kæreste gennem de seneste seks år. Vi har en fantastisk lejlighed i New York og en hund, der hedder Toby, der er vores livs kærlighed, og en skildpadde, der hedder Cheese Burger. Og vi har et fantastisk sted, hvor vi hele tiden holder store fester med masser af mennesker. Det er første gang i mit liv, at jeg føler jeg har et familieliv og et voksenliv. Så stabiliteten må være den største omvæltning i mit liv siden den forrige plade.

Hvad er hemmeligheden bag at holde en god fest derhjemme?

– Man skal for det første have fantastiske mennesker med til den. Normalt sætter vi et stort anlæg op og spiller høj musik til klokken syv om morgenen, og så inviterer vi så mange af de mennesker, vi kan lide, som kan være i lejligheden. Det vil sige 100-150 mennesker, hvis vi står tæt. Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes os at slippe for, at politiet er dukket op og lukket festen, for vi går virkelig amok og sviner hele lejligheden til, hvilket jeg ikke har noget imod, for det er det værd.

Klager naboerne aldrig?

– Somme tider, men folk må bare finde sig i det. Vi bor trods alt i en storby.
Hvis du kunne invitere tre kendte mennesker fra historien til middag, hvem skulle det så være?
– Det ville helt sikkert være Jane Fonda, Lily Tomlin og Dolly Parton, og hvilken fantastisk aften vi ville have? Bare mig og tøserne.

Ikke sex til sig selv

Rufus Wainwright blev engang spurgt, om han har dyrket sex til sin egen musik. Det havde han ikke, men han havde onaneret til den. Har du nogensinde dyrket sex, mens din musik blev spillet?

– Åh nej, åh nej, jeg kan ikke forestille mig noget værre. Det er noget, der ville gøre mig pinligt berørt. Jeg kan ikke forestille mig noget mere usexet. Men jeg tror faktisk, at den nye plade er rigtig god at dyrke sex til. Den føles i hvert fald meget sexet, og der er ingen banjosoloer. Men jeg springer over.

Hvad vil du så vælge som soundtrack til sex?

– Det er jeg den helt forkerte at spørge om, for jeg kan ikke udstå musik, mens jeg dyrker sex. Men hvis det skal være, så skal det være noget meget minimalt og atmosfærisk elektronisk musik. Hvis der er for mange beats, bliver jeg bare stresset, og jeg kan heller ikke forestille mig at sætte en Carly Simon-plade på. Jo for at lytte til det, men ikke hvis jeg skulle til at bolle.


Rådgivet af Elton John

I et senere interview med Sunday Times har Jake Shears afsløret lidt mere om det oprindelige og nu kasserede tredje album. For ifølge frontmanden var det selveste Elton John, der rådede bandet til at droppe pladen, efter at guitaristen Babydaddy havde spillet den nye plade for den legendariske klaverbokser. "Dagen efter at Babydaddy havde spillet pladen, fik jeg en opringning fra Elton, der sagde: 'Det her er simpelthen ikke den plade, I skal udsende. Det er virkelig ikke den rigtige.' Så jeg tog til Berlin og trykkede på genstartknappen. Jeg havde brug for at være mig selv og drømme, være sexy, og, du ved, slem."

Den religiøse opvækst:

Som homoseksuel har Jake stået over for at skulle springe ud – både over for familien og for sin religion.

– Religion fyldte en stor del af mit liv, indtil jeg var teenager. Jeg er vokset op i en familie, der gik i baptistkirke hver uge. Jeg gik på en kristen skole, og hele min mors familie er meget religiøs. Jeg blev døbt på baptistisk vis som 16-årig, efter jeg var sprunget ud og havde fortalt dem, at jeg var bøsse. Så det er en stor del af mit liv, og jeg elsker min kristne familie, og jeg har intet problem med religion, på nær hvis det bliver brugt til det forkerte. Men der er aldrig nogen i min familie, der har sagt, at det jeg var, eller det jeg gjorde, var forkert eller forkasteligt, og det synes jeg er fantastisk. Så derfor har jeg stadig et ømt punkt for kristendommen, selvom jeg ikke længere er religiøs.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA