x

Flogging Molly – et gør-det-selv-band med succes

Flogging Molly – et gør-det-selv-band med succes

Flogging Molly, et af de hårdest arbejdende livebands på denne planet, gæstede Voxhall i Århus. I den forbindelse fik vi en snak med bandets sympatiske guitarist Dennis Casey, med vejen til succes som omdrejningspunkt.

Fra en Los Angeles-bar til verdensturne

Når jeg læser om jer står der nogle steder at Flogging Molly blev dannet i 1993, andre steder 1997. Hvad er rigtigt?

Dennis: – 1997, så vidt jeg ved. Jeg var den sidste der kom med, og det var i 1999. Så den nuværende konstellation blev dannet i 1999.

Bandet spillede i begyndelsen på en bar, Molly Malone's, i Los Angeles. Hvor ofte?

Dennis: – De spillede hver mandag aften. Det var Dave (Dave King, vokal og akustisk guitar, red.), der var omdrejningspunktet, med forskellige musikere gennem tiden. Han mødte os alle der, når vi kom for at se showet.

Så Dave spillede der som solo-artist til at begynde med?

Dennis: – Ja, det tror jeg nok, og så blev det med tiden til Flogging Molly. Og efter jeg kom med, udgav vi "Swagger" og tog på tour.

Den plade, "Swagger", solgte omkring 50.000 eksemplarer inden for de første par år, på et ganske lille selskab. Hvordan lykkedes det?

Dennis: – Takket være en masse koncerter, især som support for større bands. Vi åbnede blandt andet for The Mighty Mighty Bosstones, Anti-Flag og The Bouncing Souls. Pladeselskabet fortalte os at det ville være rigtig, rigtig svært at sælge 50.000 albums, men George insisterede på at vi ville – og det lykkedes.

Fra amatør til professionel

Hvornår blev I professionelle, i den forstand at I kunne opsige jeres almindelige jobs?

Dennis: – Det er et godt spørgsmål. Jeg tror det var kort efter at vi skrev kontrakt med SideOneDummy. Vi tog på en østkysts-turne der varede seks uger, og der var planlagt endnu en tour derefter, så det var ganske enkelt ikke muligt at have et almindeligt job ved siden af. Det var sværere for nogle i bandet, end for andre, fordi de havde gode jobs. Og vi vidste jo ikke at vi ville nå hertil, vi håbede, men det var risikabelt.

Gode sange og stakkevis af koncerter

Det er ret utroligt at I er nået så langt. Jeres bedst sælgende plade ("Drunken Lullabies", red.) har solgt over 400.000 eksemplarer, og I er stadig på det samme lille selskab. Hvad er tricket?

Dennis: – Gode sange, først og fremmest, og dem skriver Dave.

Men gode sange er ikke nok i sig selv. Der er flere bands, i hvert fald her i Danmark, der skriver gode sange, men som ikke kommer ud og spille så meget.

Dennis: – Nej, gode sange er selvfølgelig nok i sig selv, man kan ikke bare skrive nogle sange, og så sætte læne sig tilbage, og håbe på at man sælger en million plader. Men skal ud på scenerne, og møde sit publikum, ellers bliver det aldrig til mere end et luftkastel. Det er en mere organisk måde at bygge en fanbase på, i stedet for at have radiohits og videohits, som de store selskaber ofte gør brug af. Der er intet som at se et band live, så 20 koncerter om året er ikke nok, man skal ud og banke i asfalten.

Ja, ellers er det som at have en vinforretning midt i ørkenen.

Dennis: – Det er en god analogi. Ja, man bliver nødt til at bringe det ud til folket.

Havde I slet ingen singler i radioen?

Dennis: – Nej, overhovedet ikke. Kun på det sidste er vi så småt begyndt at blive spillet i radioen, i USA. Heller ingen MTV, se på os – vi ser ikke så MTV-agtige ud. Vi var lidt på tv: Conan O'Brian og Jay Leno. Der var dog en untagelse, nemlig i staten Arizona, hvor en enkelt station i den største by der begyndte at spille vores musik helt fra begyndelsen af, så vi har en rigtig stor fanbase dér. Vi har også spillet der 5-6 gange til Skt. Patricks Dag (den irske nationaldag, red.).

I 2005 var jeres musik med i "Mr. And Mrs. Smith" med Brad Pitt og Angelina Jolie. Hvordan skete det?

Dennis: – George, der lige kom ind, vores trommeslager, er også vores forlagsmand, og han finder alle de her ting. Vi ejer alle vores forlagsrettigheder. George er en klog fyr, og ved en masse om musikbranchen, hvilket er rigtigt godt for et band at have. Du kan ikke være syv mennesker der hele tiden er stangstive – så når man ikke særligt langt.

Livekoncerter er hårdt arbejde, men ikke så hårdt som at grave grøfter

Jeg har læst at I et år spillede mere end 200 koncerter. Har du nogen ide om hvor mange koncerter Flogging Molly har spillet i alt, siden bandet blev dannet?

Dennis: – Det er et virkelig godt spørgsmål! Det vil jeg spørge vores manager om i morgen, vi mødes med ham i Holland. Det kan være han ved det.

Okay, så ringer jeg i morgen, og spørger.

Dennis: – Ja, gør endelig det.

At spille så mange koncerter virker lidt vanvittigt. Hvor får I energien fra?

Dennis: – Det er jeg glad for at du siger, for mange tror det er lige så let som at gå en tur i parken. Det er helt sikkert ikke lige så hårdt som at lægge tag på et hus, eller grave grøfter – dét er hårdere – men det ér hårdt at turnere, for eksempel fordi man ikke kommer hjem hver nat. Først og fremmest kommer energien fra den passion og kærlighed vi alle har til det vi gør, til musikken, og det vi tror på. Det får os gennem de hårde dage. Og så kan jeg godt lide at drikke kaffe, og Red Bull (griner).

Dennis: – Vi kommer alle fra arbejderfamilier, vi er ikke priviligerede på nogen måde, og vi har arbejdet hårdt for at nå hertil. Og vi er taknemmelige, og kloge nok til at indse at det er en gave at kunne gøre det her. Jeg tror det er anderledes når man er taknemmelig, end hvis man er en rockstjerne, der mener at man har fortjent det, og er for fin til at åbne sin egen dåseøl.

Hvad med familier, når I turnerer så meget? I er nærmest som såmænd.

Dennis: – Vi er alle gift, de fleste af os har børn, jeg har to, og et på vej. Så det kan lade sig gøre at have en familie, men det er også det sværeste ved at turnere. En ting er at bussen bryder sammen, at vi havde en dårlig koncert, eller at vi mistede vores baggage, men at savne familien; det er det sværeste ved at være på turne.

Jeres sidste studiealbum er fra 2008, og I har for nylig udgivet en live-cd/dvd. Kommer der snart en ny studieudgivelse?

Dennis: – Ja, vi går nok i gang med at skrive og indspille i august, hvor vi holder en lille turnepause. Og den bliver forhåbentlig udgivet engang næste år.

De bedste Flogging Molly-sange

Hvilke fem sange er de bedste Flogging Molly-sange, efter din mening?

Dennis: – Jeg sidder ikke og lytter til vores musik, men der er nogle sange jeg rigtigt godt kan lide at spille. "Black Friday Rule", hvor George (George Schwindt, trommeslageren, red.) har en lang solo, er rigtig sjov at spille. Der er også "Within A Mile Of Home", "Drunken Lullabies", "Float" og "Seven Deadly Sins".

Og et måske sværere spørgsmål: Hvad er den værste Flogging Molly-song?

Dennis: – De er alle sjove at spille. Det ér et svært spørgsmål.

For mig, når jeg skriver, er der altid noget af det jeg har skrevet jeg er mere tilfreds med, og noget jeg – i bagspejlet – ikke er så tilfreds med, måske fordi det blev skrevet lidt for hurtigt eller under pres. Der er altid sådan noget, er der ikke?

Dennis: – "Screaming At The Wailing Wall". Når du siger det på den måde.

Den blev lavet i al hast, eller hvad?

Dennis: – Ja, det gjorde den faktisk. (griner) Den kunne have været gjort meget bedre, tror jeg.

Okay. Hvad lytter du til for øjeblikket?

Dennis: – Det nye Black Keys-album, og Billy's Band, fra Saint Peterborg i Rusland – de er virkelig, virkelig gode.

Gode råd til upcoming bands

Til sidst, siden I har haft en gør-det-selv-tilgang til succes, har du nogle gode råd til upcoming bands – især dem der ikke er oplagt materiale for de store selskaber?

Dennis: – Det er meget simpelt: Kom ud og spil, så meget I overhovedet kan, og hvor end I kan. I bliver muligvis ikke betalt i begyndelsen, men I må starte et sted, og det er det bedste sted at starte.

Hvad med de sociale medier, som Twitter, Facebook, Myspace og så videre?

Dennis: – De er alle gode redskaber til at hjælpe med at bygge en karriere, men før eller siden bliver bands nødt til at komme ud og optræde. Det tror jeg er det absolut vigtigste, også fordi man bliver et meget bedre band, og en meget bedre musiker, intet kommer i nærheden. Spil lokale koncerter, kør til den næste by, og tilbage igen. Det er den bedste måde at gøre det på. De sociale medier bruges til at annoncere koncerter og så videre, men først og fremmest: kom ind i varevognen.

Okay. Tusind tak.

Dennis: – Selv tak.

Koncerter i alt

Og sådan sluttede samtalen med Flogging Mollys guitarist Dennis Casey. To dage senere tikkede en sms ind fra deres tour-manager, som svar på mit spørgsmål om hvor mange koncerter bandet havde spillet gennem tiden.

"Over 1.500," stod der.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA