Roskilde-ulykken ti år efter: Et lys i mørket

Roskilde-ulykken ti år efter: Et lys i mørket

For ti år siden, nærmere bestemt den 30. juni 2000, skete det utænkelige. Ni unge mænd døde på Roskilde Festivalen foran Orange Scene under Pearl Jams koncert. En ufattelig tragedie, der har kastet lange og mørke skygger efter sig. Men midt i mørket et tæt og varmt venskab blomstret op mellem Pearl Jams guitarist Stone Gossard og forældrene til et af de svenske ofre.

Ebbe og Birgitta Gustafsson kørte tilfældigvis forbi Roskilde den 30. juni 2000 om aftnen på vej hjem, i utide, fra en ferie i Tyskland, pga. dårligt vejr. De hverken anede at deres søn var på festivalen og endnu mindre, hvilken katastrofal ulykke han var i centrum af. Da deres lokale præst dagen efter overbragte den fatale besked, brød verden sammen for ægteparret fra Tranås i Midtsverige. Som for otte andre forældrepar blev deres liv, denne skæbnesvangres dag, forvandlet for altid. Ikke mindst takket være deres stærke kristne tro har familien standhaftigt bearbejdet sig gennem ulykken, og er kommet tilbage til livet, hvilket bl.a. kan læses i deres fine bog Efter Roskilde – från kris til försoning fra 2003.

Det ringer på døren

Nogenlunde samtidigt, i 2003, finder Pearl Jams guitarist Stone Gossard ud af, at han må reagere. Han føler, at han er nødt til at relatere til ulykken og til de pårørende, hvis de måtte være interesserede i at møde ham. Indtil dette tidspunkt har dialogen mellem Pearl Jam og de pårørende været begrænset til en kontakt med forsanger Eddie Vedder og de pårørende til det australske offer, Anthony Hurley og en sporadisk mailkorrespondance mellem Vedder og enkelte danske pårørende. Men Stone Gossard kunne ikke leve med tavsheden, og i november 2003 rejste han, og kæresten Liz, til København og besøgte den kommende uge forældre og/eller venner til fem ud af de seks skandinaviske ofre. Og en sen tirsdag aften ringede det på døren på Regnvädersgatan 3 i Tranås. Et møde, der skulle vise sig at blive kimen til et tæt, varmt og varigt venskab begyndte.

Birgitta Gustafsson: - Det gjorde et meget stærkt indtryk på os, at han var rejst hele vejen fra USA for at besøge os. Jeg kan huske at jeg var frygtelig nervøs. Jeg vidste ikke hvordan han så ud og tænkte at nu kommer der en langhåret rockstjerne ind af døren (efter år med soldatercut har Stone nu igen ladet det lange garn vokse ud, red.), men han var helt almindelig, det var som om at han var en af os. Det var en uforglemmelig aften, han gjorde et stærkt indtryk. Det var tydeligt at han var et varmt, kærligt og åbent menneske, det forstod vi med det samme. Selvom vi mødtes på baggrund af en sorg, var det et utroligt positivt møde. Jeg følte allerede fra starten at dette var et møde der ville få stor betydning fremover, både for ham og for os. Jeg bad allerede den første dag om at få hans mailadresse, hvilket jeg fik. Jeg har stadig gemt den seddel han skrev adressen ned på.

Birgittas positive indtryk var mere end gengældt, uddyber Gossard til GAFFA i forbindelse med 10-års dagen.

Stone Gossard: - Jeg kan ikke takke Ebbe og Birgitta nok for den venlighed og den kærlighed de har vist mig. Der er meget få gange i livet hvor man møder en person med sådan en kærlig og spirituel tilstedeværelse. Birgittas åbenhed og kærlighed har haft en signifikant indvirkning på mig. Jeg tror at vi begge har rørt ved hinanden på en uventet og smuk måde. Og det er kommet ud fra tragedien, enhver forældres mareridt. Jeg er meget taknemmelig for hende.

Tomrum

Venskabet mellem Gossard og Gustafssons er af en helt særlig karakter, der naturligvis er tæt forbundet til mindet om familiens afdøde søn.

Birgitta: - Vi sætter voldsomt stor pris på hans venskab. Tænk at han med sin store omgangskreds vil blive ved med at have kontakt til os. Carl-Johan kan aldrig erstattes, han var vores søn, men Stone udfylder en del af det tomrum. Det er den følelse jeg har, hvilket bliver styrket i den varme og kærlighed han altid udtrykker når vi mailer, er på Skype eller mødes.

I er mødtes på baggrund af en tragedie. Ripper det ikke op i sårene at holde kontakten?

Birgitta: - Nej, slet ikke, tværtimod. Vi får en støtte og omsorg fra ham som lindrer vores sorg, det er altid positivt at have kontakt sammen. Det gælder både når vi mailer, mødes eller ser Pearl Jam spille.

Samme holdning giver Pearl Jam-guitaristen udtryk for:

Stone: - Birgitta og jeg har set hinanden ved flere lejligheder nu. Hun kommer til vores shows, og hun møder bandet, vi deler måltider, og mailer sammen. Efter hver seance deler vi hvor taknemmelige vi er for hinanden, alt i mens vi fortsætter med at hele fra den største form for tab. Fra første møde startede vi et venskab som lever i bedste velgående i dag. Vores fælles spiritualitet og åbenhed over for hinanden har været en stor del af min egen heling, og jeg er enormt taknemmelighed for hendes kærlighed og tilgivelse. Det har hjulpet mig til at føle og acceptere tragedien af tab, uden at miste håbet om godhed i verden.

Har du fundet en anden fred i dag med hvad der skete den dag?

Stone: - Alle i bandet – og alle som arbejder sammen med os – oplevede tragedien på Roskilde meget stærkt. Den er altid med os. Det kan være meget intenst at føle, erkende og se fortiden i øjnene. Men det har vi hver især gjort, på hver vores måde, og det vil vi altid fortsætte med at gøre. Vi ønsker at kommunikationen mellem os og familierne altid må være åben. Tiden og de mange positive møder med familierne har hjulpet i helingsprocessen; men jeg kan ikke sige at jeg har fundet fred med ulykken.

Pearl Jam live

Der har fundet lidt af en omvæltning sted i forhold til Birgittas syn på Pearl Jam og deres musik. Først var det ufrivillig larm fra teenage-værelset, nu kan hun selv klappe med blandt publikum.

Birgitta: - Pearl Jam var Carl-Johans favoritband, det var jo derfor han tog til Roskilde. Han spillede dem altid højt inde fra værelset og jeg tænkte tit, at han måtte kunne høre noget mere stille og afslappet musik. Men i dag forstår jeg hans værdier og entusiasme meget bedre. Vi er mere til det mere afdæmpede og rolige, så Pearl Jam bliver på den måde aldrig "vores" musik, men de har mange fine sange og så er det heftigt at se dem live. Det har også været en stor oplevelse at møde de andre i bandet, jeg oplever dem som meget sympatiske og ydmyge mennesker. Vi ved også at de er mennesker som gør en stor indsats i flere humanistiske og filantropiske sammenhænge, bl.a. i miljøsager, og at de i det hele taget arbejder for og bidrager til at skabe en bedre og mere retfærdig verden. De er ikke mennesker der sætter sig selv forrest, men gør hvad de kan for at hjælpe andre. Da vi kom til koncerten i Paris tog Eddie (Vedder, red.) imod os på den varmeste måde. Han viste os billeder af sin lille datter (han har i dag to små piger, red.) og sagde at han slet ikke kunne forestille sig hvad han ville gøre, eller hvordan han ville reagere, hvis der skulle ske hende noget. Bandet passede rigtig godt på os og lod os stå på siden af scenen. Her fra dedikerede Eddie hele koncerten til familien Gustafsson og de spillede den sang jeg havde ønsket – Thumbing My Way. Da vi var på vej ind i bilen som skulle køre os til hotellet kunne vi stadig høre Pearl Jam, der spillede Yellow Ledbetter som sidste ekstranummer. Men pludselig står Eddie storsvedende foran os. Han var løbet af scenen under koncerten, for at sige farvel til os. Alt i alt en gestus og en omsorg der betød utroligt meget for os.

Er der nogle sange der er specielt svære at høre? Meget tyder på at det gik helt galt på Roskilde under Better Man.

Birgitta: - Ja, jeg skænker det en tanke når den sang spiller. Det var sandsynligvis det sidste som Carl-Johan hørte.

Publikum reagerer generelt meget voldsomt på Pearl Jam. Kan det ikke vække ubehagelige minder at stå blandt publikum når det går vildt for sig?

Birgitta: - Bandet har så positiv en udstråling når de spiller, at det smitter af på publikum; det er først og fremmest positiv entusiasme. Men, jo, jeg bryder mig ikke om når det bliver for vildt. I Paris og i London havde vi V.I.P.-pladser og var lidt skærmet for publikums skubben og masen. I København oplevede vi det lidt mere, og det var lidt ubehageligt. Jeg bryder mig ikke om at der bliver stage-divet, så kigger jeg den anden vej og har ikke rigtig lyst til at stå blandt publikum under en festivaloptræden. Men jeg ved at Pearl Jam har et meget skærpet sikkerhedsberedskab, så det giver en større tryghed.

Nye sikkerheds-procedurer

Det var på mange måder paradoksalt at det af alle var Pearl Jam der blev indblandet i ulykken, da bandet allerede inden koncerten havde iværksat et omfattende sikkerhedsberedskab før og under deres koncerters afvikling. Efter Roskilde bebudede bandet at de aldrig mere ville spille festivaler igen. Det udsagn er nu ændret, men kun når deres egne sikkerhedsforanstaltninger bliver fulgt til dørs.

Stone (sekunderet af Pearl Jam Head of Security dengang og i dag, Pete Beattle):

- Før Roskilde var vores standardprocedure, i forhold til at spille festivaler, at acceptere en festivals operationelle og sikkerhedsmæssige procedurer. Bands var set som "bare optrædende" og havde traditionelt ikke meget at sige i forhold sikkerhedsprocedurer på samme måde som ved deres egne shows. Efter Roskilde har dette forandret sig fuldstændig for os. Vi har strammet standarderne for sikkerhed på samme niveau som for vores egne shows. Vores kontrakter med festivalerne fremhæver vores operationelle krav, er de ikke mødt, bliver der ingen kontrakt, hvis de ikke bliver efterlevet i praksis, går vi ikke på scenen. Vi kræver retten til at vurdere alle operationelle og sikkerhedsmæssige politikker på forhånd, såsom design og konfiguration af barrierer, og sikkerheds-respons-procedurer i forhold til at sikre vores fans' sikkerhed. Det inkluderer pro-aktive forhåndsvurderinger på følgende områder:

  • kommandostruktur for festival sikkerhed

  • tilstrækkelighed og passende placering af EMTs (Emergency Medical Technician)

  • typer af barrikader, konfiguration og implementering

  • forsvarligt salg af alkohol

  • kapacitet

  • ind- og udslusningsprocedurer

  • procedurer for at stoppe koncerter

 

Anede intet uråd

Alt sammen størrelser som Pearl Jam ikke havde kontrol over hin skæbnesvangre aften på Dyrskuepladsen i år 2000. En koncert der tilsyneladende var som alle andre; bandet hørte ingen alarmklokker ringe på forhånd.

Stone: - Vi anede ikke at der var nogle problemer før vores tour manager kom på scenen og fortalte os at noget var galt. Jeg følte det som et slag. Jeg følte en overvældende følelse af chok da det gik op for mig at folk var blevet trampet ihjel og at mennesker der blev løftet over barrikaden var døde. Alle der var til stede var som lamslåede; dette havde fundet sted. Efterfølgende sad vi og stirrede på hinanden på hotellet, bange og chokerede.

Det er umuligt at spole tiden tilbage, men var der noget I kunne have gjort i forhold til at forhindre hvad som skete?

Stone: - Hvis der var noget jeg kunne have gjort for at forudse hvad som skete, ville jeg ønske at jeg havde kunnet forhindre det. Så fortryder jeg at ikke alle de berørte familier fik en håndsrækning fra os umiddelbart efter ulykken. Det var ikke tilstrækkeligt at sørge for dette gennem medierne og vores internationale kontakter.

Hvorfor gik der så lang tid som tre år før du besluttede dig for at opsøge de berørte familier?

Stone: - Vi prøvede på at tilkendegive vores tilgængelighed til alle familier umiddelbart efter tragedien men der blev ikke etableret nogen egentlig forbindelse. På det tidspunkt regnede jeg med, at det var på grund af den almene kaos og alles choktilstand. Men jeg har senere forstået at nogle af familierne har forsøgt at række ud til os, allerede dengang, uden held. Det har jeg altid fortrudt. Så var der den omstændighed, at nogle af de første pressereaktioner gik på, at vi selv havde inspireret publikum til denne adfærd, og at vi bar en stor del af skylden. Jeg tror, at det var efter det, at vi alle begyndte at trække os tilbage. Eddie var den første som etablerede forbindelse med en af familierne. Han tilbragte nogle dage med Hurley-familien fra Australien, hvor han græd med dem og hvor han anerkendte og følte intensiteten af deres tab. Jeg blev inspireret af det mod og den kærlighed han viste, hvilket førte mig ud på min egen rejse. Så tre år efter ulykken rakte jeg ud til dig, Henrik, som selv stod på scenen under koncerten, og fik, med din elskværdige hjælp, kontakt til en række af familierne og andre pårørende, og tilbød at mødes med dem hvis de var interesserede. Jeg er så taknemmelig for alle familierne som har delt deres minder, billeder, sorg og vrede. Intet kunne have været mere dybtgående end deres værdighed og åbenhed under disse besøg. Alle familier var stadig lamslåede, her tre år senere. Men de åbnede gæstfrit deres døre og havde mig som gæst. Jeg vil aldrig glemme hvor kraftfuld denne oplevelse var. Vi delte ikke så mange ord, og du, Henrik, gjorde dit bedste som oversætter. Jeg prøvede at overbringe vores bands fortvivlelse og anerkendelse af deres tab. Måske hjalp mit besøg på en lille måde.

Roskilde og de pårørende

Flere familier havde både før og efter Stones besøg været i kontakt med festivalledelsen, og ikke alle med de bedste erfaringer.

Stone: - Jeg kan kun sige, at de fleste familier som jeg talte med, af forskellige grunde, ikke havde været tilfredse med den måde på hvilken festivalen håndterede tragediens efterspil. Nogle følte at de skulle have taget mere ansvar, nogle følte at de skulle have taget det juridiske ansvar for ulykken. Dette er et vigtigt spørgsmål som bør besvares af hver enkelt familie, da alle har deres egne oplevelser af kontakten med Roskilde Festival og deres repræsentanter.

Synes du at festivalen skulle have påtaget sig det juridiske ansvar for ulykken?

Stone: - Jeg mener, at når folk omkring dig bliver skadede eller dør, så er du nødt til at anerkende din rolle, ærligt og fuldstændigt, identificere og lære af dine fejltagelser, og implementere standarder for at forbygge at noget lignende kan finde sted igen.

Med Guds hjælp

Flere familier har anlagt retssager for at få festivalen til at anerkende det juridiske ansvar for ulykken uden held. Udfaldet er blevet, at ulykken var forårsaget af en række uforudsigelige begivenheder, der ikke kan tilskrives festivalens ansvar alene. Dette har medført stor bitterhed og sorg i mange familier. Her har Gustafssons stået lidt udenfor. Selv om de føler for de familier som har gennemgået de lange og opslidende retssager har de fra starten valgt en anden kurs, hvilket primært skyldes deres stærke kristne tro.

Birgitta: - Troen på Gud har altid været en vigtig del af vores liv og var en kæmpe trøst da Carl-Johan døde. Han holdt om os i vores livs sværeste dage. Bibelen har lært os at tilgive de mennesker som har gjort os ilde og forsone os med dem. Vi synes ikke at sikkerheden var i orden og synes stadig at festivalen havde et ansvar og at det var deres fejl, men vi har alligevel valgt at tilgive dem. Vi synes at der er forskel på at tilgive og på at sige at det var ok, hvad som skete. Vi besluttede os for at tilgive for at komme videre. Det andet vil for os være som at gå baglæns i livet. Vores valg og vores tro har hjulpet os med at komme videre i tilværelsen.

Inden mødet med Stone var I i kontakt med Leif Skov (tidligere festivalleder, red.). Hvordan var det?

Birgitta: - Det var hårdt, men vigtigt at mødes. Vi sagde til ham at vi ville tilgive og forsones med ham og festivalen, det skulle de vide. Som festival mener vi at de har et ansvar for at folk ikke kommer til skade. Der var svære omstændigheder, der var regn, dårlig lyd, men stadig hviler der et ansvar på ledelsen. Da Leif Skov besøgte os viste han os de nye sikkerhedsprocedurer som skulle implementeres. "Ja, det er fint" tænkte jeg, "det er bare et år for sent". Men det var alligevel godt at mødes og blive forsonet med Leif Skov.

Bog og foredrag

I 2003 udkom Efter Roskilde – från kris til forsoning, bogen hvor Ebbe og Birgitta Gustafsson fortæller sin historie til journalisten Jonatan Sverker. Gennem årene har Ebbe og Birgitta givet en række foredrag, bl.a. i kirker, hvor de har fortalt deres historie og deres måde at leve med deres skæbne på.

Birgitta: - Bogen blev skrevet da den måske ville kunne hjælpe andre i tilsvarende svære situationer, hvor livet er hårdt. Hovedpointen er, at der er et lys i horisonten, det kan lade sig gøre at komme videre. Vi er ofte blevet bedt ud til foredrag på baggrunden af bogen. Det har været tungt, men også meget givende og livsbekræftende. Vi har fået mange kontakter her igennem, som vi sætter stor pris på. Det har været hårdt at være igennem processen at skrive bogen, og at holde de mange foredrag, men det har medvirket til at hjælpe andre, og det har været det vigtigste. Men der er også en grænse, vi gør ikke noget aktivt for det selv, men tager det op til overvejelse når vi bliver spurgt om at holde foredrag.

Se Venedig...

Birgitta, Ebbe og deres datter Sandra (og de sidste par gange også hendes forlovede Johan) har set Pearl Jam i Paris, 2006, København 2007, London 2009 og snart går turen til Italien.

Birgitta: - Ja, det er helt fantastisk. Stone har inviteret os alle til Venedig i forbindelse med Pearl Jams koncert i byen. Han betaler ophold, fly og det hele. Det bliver en oplevelse for livet.

Oprindeligt havde Stone inviteret Gustafssons til Berlin, men Pearl Jams koncert i byen finder sted på selve tiårs dagen for ulykken, og det var for meget for Birgitta.

Birgitta: - Nej, jeg ville ikke til Berlin på årsdagen. Den er altid meget tung for mig, og jeg har heller ikke lyst til at se Pearl Jam på en dag jeg forbinder med sorg. Det er anderledes med Ebbe, for ham er alle dage lige hvad det angår. Men vi har en tradition med at foretage en lille rejse omkring årsdagen. Så lægger vi også en krans en krans af røde roser formet som et hjerte på Carl-Johans grav hvert år.

En velsignelse og et privilegium

Og som sagt står Pearl Jam på scenen den 30. juni 2010 i Berlin, på 10 års dagen for ulykken, som guitaristen opsummerer på følgende vis:

Stone: - Det er umuligt at flygte fra fortiden. Alle familierne lider stadig frygteligt over tabet af deres børn. Jeg håber på at kunne anerkende fortiden og ære dem der døde og dem deres mistede deres kære. Som band føler vi stadig tabet signifikant og vi håber og beder til at tiden vil mindske og transformere smerten.

Og Stones håndsrækning har konkret hjulpet, ikke mindst, familien Gustafsson i deres store sorg.

Det er lidt af en omvæltning der har fundet sted i dit forhold til Pearl Jam. Hvad tror du Carl-Johan vil sige hvis han sidder og kigger med i himlen?

Birgitta: - Han ville sikkert sige "bra morsan! Han ville le og smile og vil kunne se at jeg har forandret mig. Han ville være glad for vores kontakt, og måske lidt jaloux! En dag da jeg sad og snakkede med Stone sagde jeg "tænk hvis han sidder og ser på os nu?" Det var et meget intenst øjeblik.

Et af mange eksempler på en samhørighed og et venskab der, på en trist baggrund, har ført mennesker, med totalt forskellige baggrunde særdeles tæt på hinanden; rockstjernen gennem to årtier, Stone Gossard, og kontorassistenten Birgitta Gustafsson fra Tranås i Midtsverige. Et fællesskab der også inkluderer resten af Pearl Jam og Birgittas familie.

Birgitta: - Vi har kun mødt positive reaktioner fra omverdenen over vores relation til Pearl Jam, selvom mange måske ikke helt forstår hvad vi mærker og oplever. Men selvom Stone er en stor rockstjerne er han helt almindelig når det kommer til menneskelig kontakt. Vi værner om vores dybe venskab, og vi ønsker at bevare det. Vi kender mange som har mistet barn, men vi har fået denne kontakt til Stone, og for den føler vi os velsignet og privilegeret.

Roskilde-ulykken og Pearl Jam:

  • Tre af ofrene var svenske, tre danske, en tysker, en hollænder og en australier

  • Pearl Jam har rakt ud til alle de berørte familier

  • Pearl Jam var i en periode 90'ernes største rockband. De har udgivet ni studiealbum, en "Greatest Hits" og en dobbelt "rarity"-opsamling, udgivet et hav af live-koncerter, har lavet flere dvd'er og har solgt over 60 millioner plader. Senest gik "Backspacer" #1 i USA i 2009.

  • Pearl Jam har alle dage været stærkt involveret i forskelligt humanitært og filantropisk arbejde, dette gælder ikke mindst Stone Gossard

  • Stone Gossards besøg i Skandinavien er beskrevet i bogen "I Pearl Jams fodspor – før og efter Roskilde" af denne skribent.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA