x

Solomon Burke: Én gang prædikant, altid prædikant

Solomon Burke: Én gang prædikant, altid prædikant

Solomon Burke er en soul-legende. I år fyldte han halvfjerds, og i dag udgiver han sit nyeste album, "Nothing's Impossible", indspillet med stjerneproduceren Willie Mitchell, der døde i begyndelsen af året, kort efter at deres værk var i kassen.

Som optakt til den nye plade fik GAFFA en snak med Solomon via telefon. Sådan her lød det, da den store soul-konge, og prædikant tog telefonen.

Burke: – Well done, bless you.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, og måtte igennem en længere smalltalk inden det lykkedes det mig at stille mit første spørgsmål.

At fortælle med stemmen

Du er kendt for at kunne fortælle en historie med din vokal. I mine ører har det en masse med variation af klangfarve, og frasering at gøre. Hvad mener du det er?

Burke: – Det der hedder sjæl. (griner)

Det er det korte svar. Kan du uddybe lidt?

Burke: – Det hedder sjæl. Det er den indre sjæl, som jeg udtrykker, der kommer fra sjælen, hjertet og hjernen. Hemmeligheden er at se på andre, som du gerne vil have de ser dig. Og det er vigtigt at vide at alle har brug for en eller anden, og at alle vil elskes – selv hvis de siger de ikke vil. Folk vil vide at personerne omkring dem er reelle, og at de er til at stole på. I vores tid er dét det vigtigste – at sende budskabet: du er ikke alene, jeg tænker på dig.

Så er det så "simpelt", drejer det sig ganske enkelt om at være oprigtig, når man synger? Er det hemmeligheden?

Burke: – Lige netop! (begejstret) I alle disse år har jeg aldrig hørt nogen udtrykke det så præcist.

Det lyder næsten fór simpelt.

Burke: – Men det er sandt. Ser du, det er hemmeligheden. Enkelhed.

Men er det så noget der kan læres, eller er det noget de heldige få er født med?

Burke: – Alle kan lære noget, hver eneste dag er en velsignelse. Livet er et læringshjul, som vi rider på.

Prædikanten er stadig i dig.

Burke: – Selvfølgelig, det er mit job. (griner)

Den gode sang rammer folk i hjertet

Du har sunget i mere end et halvt hundrede år. Er det stadig de samme virkemidler nu som dengang, der gør en sang til et hit?

Burke: – Jeg ved intet om at lave hits, jeg ved noget om at lave sange. Nogle af dem rammer hitlisterne, andre gør ikke, men de bliver hjerte-sange. Og det er meget vigtigere end at have et nummer et-hit, at have den sang der rammer en – bare én. For den ene er vigtigere end millionen.

Lad mig omformulere mit spørgsmål. Er det stadig de samme virkemidler i dag, der gør at en sang rammer folk i hjertet?

Burke: – Absolut. Og det er vigtigere i dag, fordi alting går så stærkt, verden ændrer sig hele tiden. Og verden bliver mindre. For halvtreds år siden ville det have taget operatøren seks til otte timer at få denne samtale til at lykkes – og vi ville kun kunne tale i to minutter. Det er underordet hvad vi taler om, virkemidlet er sjælen, om det så drejer sig om musik, mad, arkitektur, maleri, tømmerarbejde, at skrive – som du gør. For halvtreds år siden kunne du kun nå ud til nogle få mennesker, i dag kan du lægge dine ord på nettet, og hele verden kan læse dem. Fortæller det dig ikke noget? At du nu væver med englene, at du arbejder på samme niveau som engle, du kommunikerer i øjeblikket.

Sådan har jeg godt nok aldrig set på det, men det betyder at vi har et vist ansvar nu.

Burke: – Mere og mere. For nu må vi dele sandheden, nu må vi virkelig være oprigtige. Nu må vi virkelig rejse os op, og sige: jeg står ved dette, jeg tror på det sande og det gode.

Store sangskrivere, dengang og nu

Tilbage til musikken. Du har arbejdet med mange store sangskrivere gennem tiden. Hvem ser du som værende store sangskrivere i dag?

Burke: – Det er svært at sige, der er så mange. Der er Ben Harper, og mit barnebarn, som har skrevet for Christina Aguilera og Alicia Keys. De er overalt, og i hvert et land er der en sangskiver med et hit, der bare skal finde selvtilliden til at komme ud med det – og ikke give op.

Hvem var de største sangskrivere i 50'erne og 60'erne, efter din mening?

Burke: – Ray Charles, Count Basie, Diana Washington, Ella Fitzgerald. Der var så mange dengang... Perry Como, Gene Autry, Roy Rogers, Hank Williams. Og listen fortsætter.

Der er mange der mener at sangskriverne dengang var bedre, end de er i dag. Mener du det er rigtigt?

Burke: – Jeg tror det er mindet om en tid. Hvis du holder fast på sange fra dengang, så vil du altid synes de er bedre, men de unge sangskrivere fortæller en anden historie. Tag for eksempel hiphop og rapperne. De fortæller om naturlige ting, om ting der virkelig skete for dem i deres liv, og de sætter sig selv fri på den måde. De...

Og så blev linjen afbrudt, så jeg ringede op igen, og blev mødt med følgende ord:

Burke: – Okay, jeg taler for meget. (griner)

Nej, nej, slet ikke. Men det mindede os om dengang vi kan kunne tale i to minutter ad gangen.

Burke: – Det er rigtigt. (griner)

Sangere, sangskrivere, kunst og covernumre

Førhen var det typisk sådan at sangskriverne skrev sangene, og sangerne sang dem. I dag er der en tendens til at se sangere, der ikke synger sange de selv har skrevet, som værende mindre kunstnere, hvis kunstnere overhovedet. Hvorfor tror du det er sådan i dag, når det ikke var sådan førhen?

Burke: – Fordi folk i dag kan finde disse informationer overalt, på nettet for eksempel, så de er mere opmærksomme på det. De vil have sangerens sjæl, ikke en andens sjæl. Du kan ikke snyde dem.

Men snød I – du og andre sangere – dengang folk, når I sang sange skrevet af andre?

Burke: – På ingen måde. Vi sang sange skrevet af store sangskrivere, folk der ikke lavede andet end at skrive sange for deres tid. De kunne virkelig skrive, men de kunne ikke synge, så de havde brug for sangere.

For nylig gav jeg en koncert udelukkende med coversange seks ud af seks stjerner, hvilket nogle læsere blev oprevne over. Synes du at det er rigtigt at sangere bør synge deres egne sange, for at være store kunstnere?

Burke: – Nej, slet ikke. Men folk vil have det hele i dag, de vil have mere end hvad der er normalt. De ved ikke længere hvad der er normalt. Giv mig det hele! Hvorfor kan han ikke synge sine egne sange? Hvorfor kan han ikke sy sit eget tøj? Hvorfor kan han ikke lave sine egne sko?

Den nye plade, "Nothing's Impossible"

På din nye plade har du arbejdet sammen med Willie Mitchell, som har produceret pladen. Det blev hans sidste plade. Hvordan kom det samarbejde i stand?

Burke: – Det var skæbnen. Jeg havde villet arbejde med Willie i over 30 år. Vi elskede hinanden, lo sammen, morede os sammen, tale sammen over telefonen og lavede aftaler om at lave noget sammen – men det blev aldrig til noget. Men så en dag var jeg i Mississippi, omkring 130 kilometer fra ham, så jeg kørte ind til Memphis for at se ham – for første gang i mit liv, så jeg ham ansigt til ansigt, og blev overvældet af hans gæstfrihed og hans venlighed. Han stod med armene strakt ud mod mig, som brødre dem endelig ses igen. Og dén dag vi mødtes indspillede vi tre sange. Han ville ikke lade mig forlade studiet. Jeg ankom klokken 11.30 og tog af sted klokken 4.25 næsten morgen. Og det blev til et album af kærlighed, et album jeg er så taknemmelig for at jeg tog tiden til at lave, for det var hans sidste album, hans sidste produktion. Jeg er meget velsignet.

Jeg er nysgerrig omkring hvordan pladen blev indspillet. Kan du fortælle lidt om det?

Burke: – "You Needed Me" og en anden sang indspillede vi i studiet, og "Dream" indspillede vi udenfor studiet, sammen med musikerne, med Willie ved klaveret, og min mikrofon lige ved siden af klaveret – ikke i vokalboksen. Det var de samme, fantastiske, musikere, som han har brugt gennem 30-40 år. Det var som en genforening af de gode, gamle gutter. Folk der har arbejdet med Al Green og Otis Redding.

Er det indspillet alt på en gang, eller er der overdubs?

Burke: – Ingen overdubs, ingen overdubs overhovedet. "You Needed Me" er indspillet i to takes. "Dream" var tyve minutter lang, vi blev bare ved og ved og ved, så det du hører er en forkortet udgave af det. Hele pladen er indspillet i løbet af otte dage, i Willies studie, med horn og strygere og det hele.

De gode gamle dage hos Atlantic og Apollo Records

Et hop tilbage i tiden, til sammenligning, til din tid på Atlantic Records, hvordan fungerede den dengang?

Burke: – Der var Joe Medlin, der var over 1,90 meter høj, og altid til stede ved mine sessions. Han havde sjælens rytme i sig, sad i en stol og råbte "man, go with this, go with this", og sådan var det på Atlantic Records. En sandwich og varm chokolade – og lad os optage, lad os lave en plade.

Og hvad med tidligere, på Apollo Records?

Burke: – Dengang, da jeg startede, blev det hele indspillet med to mikrofoner – en til orkestret, der blev sat midt mellem dem, og en mikrofon til sangeren. Og det blev indspillet direkte til vinyl. Senere blev der flere og flere spor, i 70'erne havde i 16, så blev det til 24, og nu 48 eller endnu mere.

Hemmeligheden er at fange det, med ét eller 48 spor

Ja, flere spor, men gør det egentlig noget godt? Kunne vi indspille en plade i år, på samme måde som I gjorde i 50'er og 60'er?

Burke: – Absolut. Vi gjorde det i Willies studie, på den nye plade, "Nothing's Impossible". Når du lytter til "Dream", så hører du det som det var lige der på gulvet, ikke i en vokalboks. Og den er indspillet på otte spor, både analogt og digitalt. Når det kommer til stykket handler det om sangen, performance og musikaliteten.

Så alt det tekniske er sekundært?

Burke: – Det har ingen betydning, så længe du fanger det. Hvis du kan fange det med en mikrofon, fint. Med to mikrofoner, fint. Hemmeligheden er at fange det. Hvis det når ind til din sjæl, så var magien der. Hvis du kan løbe ud til bilen, og spille det på din bilradio, og det lyder godt dér, så fik du det. Jeg tror ikke på at rode med det for længe, for så mister du det. Hvor lang tid tager det at høre en sang? Tre minutter, måske fem minutter. Så kan du gange det med syv, så har du hvor lang tid det burde tage at indspille det. For hvis du ikke får det i syv forsøg, så får du det heller ikke i otte.

Grådige pladeselskaber, også dengang

I dag er der mange kunstnere der brokker sig over at de intet tjener, og at pladeselskaberne er grådige, og så videre. Men har det overhovedet ændret sig, eller har det altid været sådan?

Burke: – Jeg venter stadig på at få mine royalties for "Everybody Needs Somebody". Jeg venter stadig på royalties fra folk der allerede er døde. Jeg kæmper stadig juridisk for at modtage hvad der retmæssigt er mit. Nu tager vi vores sange tilbage, fra de folk der har stjålet vores forlagsrettigheder, taget vores musik og vores sange. Folk der har indspillet vores plader, og fortalt os at de ville blive udgivet.

Så intet er ændret siden dengang?

Burke: – De flyttede dem rundt, og tjente penge på dig fra andre lande, lande du ikke kendte til. De ændrede selskabsnavne, de skabte nye selskaber for at skabe nye aftaler. Heldigvis blev vi velsignet af rapperne, der fik os til at høre efter, og indse at vi ikke har brug for pladeselskaberne for at sælge en million plader. Bare gå ud og få trykt dine plader, og sælg dem selv, og se hvad der sker. Det er bedre for dig, du kan sælge 25.000 plader på egen hånd. Uafhængighed er meget vigtigt. Du kan nu lease dine plader til distributører. Giv ikke noget væk mere, det er det ikke værd. Bliv ved med at skrive, bliv ved med at producere, bliv ved med at drømme. Jeg har også haft dårlige tider. Hemmeligheden er at komme op at stå igen, og fortsætte, at være i bevægelse.

Hvad er musik?

Sandt. Og til sidst: hvad er musik? Er musik kunst, er det underholdning, er det en måde at formidle et budskab, eller noget helt fjerde?

Burke: – Det er dem allesammen kombineret. Budskabet er vigtigt. Musik er en måde at dele din kærlighed på, det er en måde at sende et budskab om håb og fred. Det er en måde at lade nogen vide at de ikke er alene, at de har en ven de kan støtte sig til. En der vil elske dig til enden, en der vil dele kærligheden med dig, igen og igen og igen – indtil der ikke er mere kærlighed at dele.

Det er en smukt måde at afslutte på. Jeg har ikke flere spørgsmål.

Burke: – Men opgiv mig ikke. Du ved hvorfor, ikke sandt? Fordi alle har brug for en at elske.

Det budskab har jeg helt sikkert modtaget her til aften.

Burke: – (griner) Tak for at du ville snakke med mig, jeg håber vi får mulighed for at mødes en dag. Gud velsigne dig.

Jeg kommer sikkert til USA om nogle måneder, så...

Burke: – Godt. Lad mig vide når du kommer.

Okay, jeg tager dig på ordet.

Burke: – Lover du det?

Ja, det lover jeg.

Burke: – Så kan vi spise frokost sammen. Det ser jeg frem til.

I lige måde. Hav det godt, Solomon.

Burke: – Gud velsigne dig. Farvel.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA