x

Weekend i Williamsburg

Weekend i Williamsburg

I disse år er Brooklyn for indiemusikken, hvad Memphis i sin tid var for bluesen og Nashville for countryen. Bydelen i New York har fostret indierockens helt store navne: The National, TV On The Radio, Grizzly Bear, MGMT, Yeasayer, Dirty Projectors, Vampire Weekend og Animal Collective – for bare at nævne et par stykker. Især området, der ligger i Brooklyns nordspids, er blevet et vibrerende centrum for en helt ny generation af bands. Området hedder Williamsburg.
 
Og hvad der i dag er et lille band i Brooklyn, kan meget vel være det, alle taler om i morgen. Intet band er for lille til det store indiegennembrud – hvis blot musikken er i orden. Og når først den opdages og anerkendes af de toneangivende amerikanske musikmedier, hopper resten af den vestlige verden som regel med på vognen.

 
En kælder ved havnen

Der gik rygter om, at Wild Nothing skulle spille i en hemmelig kælder nede ved havnen om fredagen. Det var tilsyneladende ikke annonceret nogen steder. Og man kunne ikke købe billet til koncerten, der var gratis og altså fandt sted i en kælder kaldet Monster Island Basement.

Området virkede forladt, selvom man mellem de tomme, graffitimalede havnebygninger var begyndt at rejse skyskrabere med udsigt over Manhattans skyline. De eneste mennesker, der var at se, var et par unge, der gik rundt og lignede den næste store indieting – omtrent ligesom de fleste andre i Williamsburg, der må have en forbløffende lav gennemsnitsalder og en overvældende kreativ kapital.
 
Indenfor førte en stejl trappe ned til et mørkt, klaustrofobisk rum med vægge af smuldrende mursten. I det ene hjørne var en interimistisk og sparsomt oplyst scene, og der var hverken backstagelokaler eller aircondition. De bands, der skulle spille, var tilsyneladende en del af den flok unge, der allerede trippede rundt i kælderen. Flere af dem lignede, med langt hår, store briller og dun på overlæben, noget fra 70'erne. De kendte hinanden og havde ikke synderligt travlt med at komme i gang med at spille.

 
Woodsman

Bandet Woodsman lagde omsider ud med den helt hypnotiske og instrumentale "Sunglass", der med tilbagelænede, modale guitarflader skaber en tidløs stemning. Sangen bygges langsomt op og lægger op til et klimaks, der aldrig kommer – for det er processen, der er det vigtigste. Og fanger man stemningen, sætter den sig fast.
 
Woodsman kommer fra Denver i Colorado og havde taget turen til Williamsburg, hvor undergrundsscenen er særligt gunstig for den eksperimenterende, nye indiemusik. Bandet består af to trommeslagere og to guitarister, der skiftes til at synge. For det meste stod den ene foroverbøjet, så håret næsten ramte gulvet – ofte for at skrue på de pedaler, der giver deres musik et vibrerende og støjende udtryk. De har tidligere på året udgivet ep'en "Mystery Tape" på noget, der hedder Lefse Records.

 
Velvet Davenport

Derefter spillede Velvet Davenport fra Minneapolis, der med pagehår, 60'er-vibe og indadvendt, men entusiastisk patos spillede små psykedeliske popsange – sjældent med mere end tre akkorder og med en skramlet lo-fi-lyd med vokalen langt tilbage i lydbilledet. Deres sange skelner ikke altid mellem vers og omkvæd – de er ofte blot halvandet minuts smittende musik.

Og selvom Velvet Davenport indimellem dvæler voldsomt i fortidens helte – ikke mindst Velvet Underground og en ung David Bowie, leveres sangene uden skyggen af musikalsk ironi. Pastichen tages alvorligt – og Velvet Davenport, der bare består af to guitarister, har noget at have det i, selvom de endnu ikke er helt klar til gennembruddet. De udsendte i år "Get Out" med to gode numre på Virginia-selskabet SHDWPLY Records. Det bliver spændende at se, hvor langt de kan nå.
 

Wild Nothing

Da Wild Nothing senere var færdige med at stille gear op, var publikum godt varme. Wild Nothing er egentlig bare et synonym for Jack Tatum fra Virginia. Men i aften havde han medbragt et fuldt, ungt orkester. Og det var en god idé, for Tatums hvirvlende popmelodier kan næppe stå alene. Selvom albummet "Gemini", der udkom i år på Brooklyn-selskabet Captured Tracks, til dels befinder sig i lo-fi-universet, er det produceret med en detaljerig finesse – især vokalen har været igennem nogle filtre for at dække over, at Tatum faktisk synger ret skidt. Det var denne aften svært at tro, at det vitterligt er ham, der synger på pladen.
 
Wild Nothing lyder som The Cure når de er mest 80'er-iørefaldende, lidt på samme måde som The Pains Of Being Pure At Heart – fra Brooklyn. Og indimellem lyder Tatum som Mew (hør bare omkvædet i "Drifter"). Hele pladen har en svævende, længselsfuld sommervibe, der forener ren nostalgi med et opdateret indieudtryk. Men Wild Nothing er endnu ikke et stabilt liveband, selvom alt tyder på, at de med tiden kan blive det. Og det bliver selvfølgelig ikke værre af, at sangmaterialet virkelig er dragende godt.
 

HEALTH (billedet)
 
I Music Hall of Williamsburg – et af Brooklyns større spillesteder – var folk søndag aften kommet for at høre Los Angeles-bandet HEALTH, der netop har udsendt den anmelderroste "Disco2" på selskabet Lovepump United og kan opleves på årets Roskilde Festival. HEALTHs sange har smadrede trommer og rester af noget, der engang var en melodi. Men vokalen, der lyder som en blanding af Placebo og Pet Shop Boys, er helt monoton og synges med følsom kontrol.
 
Faktisk var det svært at genkende og fastholde mange af sangenes strukturer. HEALTH lød som en hyldest til en verden, der er lige ved at gå under. De bevarer spændingen mellem det genkendelige og det totalt ukendte, der varsler noget fatalt. Indimellem blev det lidt ensformigt, men den mørke, suggestive energi skabte en tranceagtig stemning blandt publikum.
 
 
En ny tid
 
Selvom disse bands ikke er fra Brooklyn, er bydelen en vigtig inspirator – og en base, mange upcoming bands indtager, når det begynder at blive alvorligt. For kan de slå igennem dér, er resten af verden åben. Disse bands er ikke bare en del af bydelens kreative energi.

Det ser ud til, at de er en del af en helt ny æra i musikhistorien. I en tid, hvor små indiepladeselskaber dukker op over alt, kan nye bands uden oplagte radioørehængere bryde igennem lydmuren og finde et publikum, der ikke gider en forudsigelig mainstream.
 
Musikken er for alvor blevet globaliseret, og internettets indtog har gjort det muligt at nå bredt ud til sultne lyttere, der frit kan udforske og opdage store mængder af ny musik, uden at tænke på budget, hitlister og salgstal. Denne tendens er blevet mere og mere afgørende for at skabe grobund for kreative, musikalske miljøer.

Og blandt dem finder man lige nu et af de mest interessante i Williamsburg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA