x

Marianne Green: Kodeordet er autenticitet

Marianne Green: Kodeordet er autenticitet

Marianne Green er en af årets positive overraskelser indenfor verdensmusikken. Tilfældet ville, at hun ramte ind i min sfære og siden har krævet sin plads med stor hast. Hun fik nemlig en ret lunken anmeldelse i GAFFA for sin selvudgivede plade Dear Irish Boy, og ville have en second opinion. Og da jeg havde hørt albummet, måtte jeg bøje mig for et sjældent helstøbt album, som er den officielle debut. Mere irsk end irerne. Sunget betagende med perfekt gælisk accent. Romantisk uden at der dog går pop eller Enya i den.

Vejen til irsk musik var den, rigtigt mange kender. En plade i farens velassorterede samling med de irske nationalskjalde, The Dubliners, og dertil boomet for romantiseret irsk drømmepop, personificeret ved Enya, som brød med Clannad og steg til himmels. Her hørte Marianne Green gælisk sang for første gang og var hooked. Siden kom Riverdance og så var fascinationen vokset til en besættelse af irsk musik og kultur. Og besættelse betyder i Mariannes tilfælde, at der skal researches helt i bund.

Ligesom intet bliver overladt til tilfældet.

Riverdance var starten

Marinne Green er vokset op i Bondebyen i Lyngby. Faren har engelske aner og moren italienske, og især fra faren fik datteren et seriøst musikalsk input fra barnsben, hvor ingen musikstil syntes fremmed. Vi befinder os i midthalvfemserne, hvor forestillingen Riverdance spredtes som en steppebrand, efter at medlemmer fra blandt andet bandet Planxty havde komponeret musik til et pauseshow i det Europæiske Melodigrandprix, som i 1994 holdtes i Dublin. Et danse- og musikshow, som siden er blevet betegnet som banebrydende for irsk musiks popularitet.

Som Marianne Green siger det selv:

- Riverdance kom ind i billedet, og jeg påbegyndte en rejse, hvor jeg måtte udforske det her, både dansen og musikken. Så jeg gik på biblioteket og fandt mere, og snart tog jeg første gang til Irland. Da jeg var 17, tog jeg med en kæreste til koncert med irsk musik i Copenhagen Folk Club og jeg havde allerede købt en bodhran (irsk rammetromme. Red.) i Irland og ville super gerne lære det. Allerede da jeg som 14-årig blev tændt på irsk musik, var jeg blevet opmærksom på bodhran-spilleren Martin O'Hare, som havde udgivet en bog, og som bor i Danmark. Under koncerten opfordrede musikerne så Martin O'Hare til at komme op på scenen og spille, og selv om jeg var genert, tog jeg mod til mig og gik jeg hen bagefter og spurgte ham, om han gav undervisning. Og han svarede "It depends….", og siden, når man lærte ham at kende, vidste man, at han er fra Nordirland, og de har en typisk tør måde at sige tingene på. Og det betød bare, at han ville undervise, hvis man var seriøs.

- Så han spurgte, om jeg havde fri den næste dag, og jeg sagde ja, og tænkte, at nu skulle jeg have soloundervisning. "Du kan komme ned på Bloomsday Bar, der er session, så tag din bodhran med", sagde han, og jeg tænkte "shit, hvad hvis der er andre mennesker?". Så jeg kom, og der var mange musikere og han ville høre mig spille og roste mig, og derigennem lærte jeg de andre musikere at kende, og de var supersøde og hilste én velkommen. Og det tror jeg var vigtigt, for en ting var, at musikken var fed, men man opdagede også, at menneskene bag var inkluderende og de havde et fællesskab.

- Jeg oplevede endvidere, at man ikke spiller med noder. Man skal lære melodierne at kende, og når man kan mange, kan man lære tingene på stedet, så det er en direkte samtale gennem musik. Og den der bodhran var også et enormt frit instrument, for du kunne selv bestemme. Der var ikke nogle som sagde, at man skulle gøre sådan og sådan, og for mig, som tidligere havde gået på musikskole, var det helt fantastisk, for pludselig kunne det komme fra ens hjerte og ud i gennem et instrument, og man kunne være en del af musikken på den måde.

Musik fra County Down

Marianne Green er datter af en mor, som er fra Padova i Italien og faren, som er halvt engelsk, heraf efternavnet. Det har gjort, at hun altid har hørt mange sprog, og tidligt fandt ud af, at hun nemt ville kunne kopiere lyde. Det som hun nu gør til perfektion på Dear Irish Boy. Det er en plade, der tager sit udgangspunkt i en speciel idyllisk lokalitet i Nordirland. Og som i øvrigt er dokumenterer det spring, hun har foretaget, siden hun debuterede med ep'en By Younder Town tilbage i 2003:

- På min plade har jeg koncentreret mig meget om det område, der hedder County Down (forkortet Co. Down. Red). Det er det første grevskab i Nordirland, når du kommer op ad kysten fra Dublin. Og det er faktisk et område, som man indenfor traditionel musik ikke hører så meget fra. Det er mere Dublin, Galway, Belfast eller Donegal, som er superkendt. Jeg har været i Co. Down flere gange, og indspillede også cd'en der. Eksempelvis har jeg en sang, som hedder The Wreck Of The Newcastle Fishermen, og der er selvfølgelig ikke tale om byen i England med samme navn, men om en by op ad kysten i Co. Down. Sangen handler om en katastrofe i 1843, hvor 76 fiskere omkom, og sangen er episk og meget spændende, synes jeg. Og titelsangen The Dear Irish Boy var fra en gammel bog, som jeg fik fat i, hvor komponisten er ukendt. Og jeg syntes, at det var interessant at titulere på den måde, altså min kærlighed til Irland, som ellers altid i gælisk romantik omtales feminint, som var landet af hunkøn. Men jeg tror også, at når man laver sådan noget musik og specielt de gamle traditionelle numre, som har det billedsprog og den verden, så må man stå ved det romantiske, erklærer Marianne Green.

Som tidligere antydet, stopper Greens passion slet ikke ved sangen. Faktisk er hun kendt fra sin danseskole for irsk dans, som er unik, ligesom hun sammen med irske og danske musikere turnerer over hele verden med et show, som har fokus på traditionel dans og musik. De tre dansere er absolut topklasse, men alligevel har Marianne valgt at sætte fokus på sin musik. Et klogt valg, i og med hun synger formidabelt og i valget af medspillere har satset på de bedste, blandt andre via indspilning hos Colum Sands og med kapaciteten Andy Irvine til at spille en række instrumenter. Marianne Green fortæller:

- Jeg har selv udgivet pladen på eget selskab, Glas Records. Jeg kunne have forhørt mig hos pladeselskaber, og der ville nok have været gode chancer, fordi Andy Irvine er med på pladen. Andy Irvine er bagmand for en revival i irsk musik med et band, der hedder Planxty (Andy Irvine er en legendarisk irsk-engelsk multiinstrumentalist, kendt bl.a. for at inkorporere inspirationer fra Balkan i irsk musik. Red.). Men jeg indspillede pladen hos Colum Sands i Rostrevor, en lille idyl som ligger ved kysten neden for Mourne-bjergene, og hver dag ville vi køre gennem det smukke landskab, hvor bjergene når helt ned til vandet for at komme ned og indspille hos Colum, og hele stemningen var fantastisk. Og efterfølgende fik jeg pladen mikset og mastereret i Windmill Lane-studiet (bl.a. brugt på mange U2-plader. Red.) af Tim Martin, som godt nok er et stort navn, der har arbejdet med blandt andre Van Morrison. Men han kan altså også sine ting.

Pladen har skabt en vis grad af opmærksomhed, og de første spændende job er begyndt at vise sig. For ud over Tønder Festival er hun også blevet booket til en festival i Tunesien, af alle steder. Men måske ikke så mærkeligt, for i Nordafrika har den gælisk syngende skotske sangerinde, Karen Matheson, tidligere råhittet i duet med algierske Idir. Under alle omstændigheder skal en opfordring udgå herfra om at lytte nærmere til Dear Irish Boy.

Marianne Green er ved siden af sangen danser og koreograf og driver sammen med Julie Mørk danseskolen Dark Green School of Irish Dancing. Den er den eneste af sin art her i landet, og som lærer og koreograf har Green opnået den eftertragtede irske danselærertitel T.C.R.G ved eksamen hos dansekommissionen "An Coimisiún le Rince Gaelacha". Ligesom Green Steps sammen med gruppen Trad Lads har turneret over hele verden.

http://www.mariannegreen.com

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA