x

Naja Rosa: Sjælfuld sangfugl på gennemrejse

Naja Rosa: Sjælfuld sangfugl på gennemrejse

Ventetiden er slut. For nu er debutskiven med Naja Rosa endelig klar til udgivelse. Med den yngste datter fra kolonihavehuset i Sydhavnen, som i en menneskealder i dansk rockhistorie har været synonymt med de vilde roser. Talentet har været der fra dag et, og tilløbene har været mange. Alligevel var det et specielt øjeblik, som afgjorde, at sangen, som hun altid havde vidst var hendes bestemmelse, nu skulle leves helt ud. Hvor der skulle sættes ekstra tryk på at skabe de store sange, uden at holde noget tilbage. Nemlig den dag i 2006, da Thomas Koppels klaver stod efterladt i morgenlyset i huset på kanten af regnskoven, og hvor hans fravær fyldte det hele for hans nærmeste.

Det var stunden, hvor Naja Rosa besluttede, at alt skulle sættes ind på at indfri de medfødte gavers forpligtelse, og hvor hendes fingre søgte svarene i de hvide og sorte tangenter, som omgående fødte de første fortællinger. Fortællinger, der nu er blevet til et album af de sjældne. Fordi hvert et ord og hver en tone emmer af nærvær og lysten til at fortælle historier. Og hvor tæften for den iørefaldende og evigt grønne sang ikke kan være en tilfældighed.

Forsommerens koncerter på festivalerne Spot og Start har mere end antydet, at talentet rækker langt ud over det sædvanlige. Her har vi mødt en sangerinde og sangskriver, der stadig har sine rødder i Savage Rose, men som i den grad er en flyvsk sjæl med appetit på eventyret, og som har samlet godt og grundigt ind på rejser og blandt kunstnere langt herfra. Ligesom vi har set en sangerinde, som til fulde lever op til en mor, der ellers må være rent ud frygtindgydende at skulle måles op mod.

Naja Rosa Koppel har i de sidste fem år haft fast bopæl i New York. Her bor hun i Brooklyn, nærmere betegnet i kunstnerbydelen Bedford-Stuyvesant, kaldet Bed-Stuy, hvor hun deler et loft med en anden kunstner. Her finder hun den multikulturelle verden, som er en vigtig drivkraft, ligesom hun i en årrække har levet af at synge sine sange nede i subwayen, som hun konsekvent betegner som den hårdeste skole.

Bogen til far

Undertegnedes tilgang til Naja Rosa var, da jeg for nogle år siden blev sat til at anmelde en ny bog med fotografier. På forsiden var der et billede af et klaver og de simple håndskrevne ord "Til min far". Klaveret var Thomas Koppels, og Naja Rosa tog billedet nogle dage efter, at han var sunket sammen ved klaveret, på en i øvrigt strålende smuk morgen i det hus i den caraibiske østat, Puerto Rico, som havde været forældrenes hjem i eksil i et års tid. Her var Naja Rosa på besøg sammen med en veninde, som er bassist i New York, og besøget handlede ikke mindst om, at de skulle indspille et album med Naja Rosa. Et album, der selvfølgelig måtte skrinlægges i det efterfølgende kaos. Men hun fik skrevet en sang, som på mange måder er central for hende, nemlig Mountain Of Love, hvor fraværet af Thomas Koppel i den grad skriger ud af linjerne. Naja Rosa fortæller:

– Det var en af de første sange, jeg satte mig ved klaveret og lavede. På min fars klaver i Puerto Rico lige efter, at han var død. Mountain Of Love er jo netop det store bjerg, de boede på. Der var utroligt smukt, og det var fantastisk smukt at se min far i det sidste år, han levede, hvor de boede i Puerto Rico, og hvor jeg også var rigtigt meget af tiden. Men at se den livsglæde, han havde. Han elskede netop det med at stå op og gå ned i studiet nedenunder og spille og have udsigten over alle de her bjerge og havet. Og der var en helt speciel energi på det der bjerg, også fordi det var lige ved regnskoven, og af dyr og liv og magi og stemninger og historier og tusmørket og alle coqui-frøerne og så videre. Men at se ham leve – han elskede det og var fuldstændigt på toppen af livet, da han gik bort. Spillede smukkere end nogensinde, og vi jammede aftenen før. I det hele taget hele den måned op til, at han døde, hvor vi bare spillede musik hver aften og de der fuldkommen magiske øjeblikke, hvor man bare fløj væk.

Bogen var en kraftig indføring i Naja Rosas verden, men eftersom den var udsendt via et pladeselskab, var der de første hints om, at der nok også var en ny Koppel med gyldne stemmebånd på vej. Og derefter kom åbenbaringen i form af en MySpace-side, hvor de første strofer af nummeret When The Smoke Clears omgående fangede med en appel, som jeg nærmest skulle tilbage til en ung Aretha Franklin for at høre lige så intens. En røst af friskhed, blå toner til overmål og en klang, jeg sjældent havde hørt mage.
Efter den oplevelse var jeg hooked.

Landevejen fra barnsben

Naja Rosa er født i København i 1980 og voksede op sammen med sine forældre og storesøster, Billie, i haveforeningen Frederikshøj, som ligger i Sydhavnen, faktisk helt ude, hvor det meget specielle område støder op til Valbyparken og til det lille samfund for frie sjæle, som er skudt op ved bredden af, hvad der prosaisk og meget rammende i folkemunde aldrig hedder andet end Lorterenden. For et barn et veritabelt paradis, og Naja Rosa fortæller i sin bog om barndommens land med sammenholdet, men også med den stærke kærlighed og den konstante musik, der strømmede ud fra hjemmet og fra den konstante rejsen med Savage Rose.

Thomas og Annisette Koppel havde allerede i starten af 1970'erne vendt en lovende karriere ryggen, fordi de blev politisk bevidste og besluttede sig til at give alle kræfter til kampen for fristeder og mod uretfærdighed i verden. De ville den ene dag spille på store scener og andre gange til demonstrationer for Christiania eller Ungdomshuset, men de ville også tage på rejser nærmest på sigøjnervis, hvor Thomas Koppel ville traktere trækharmonikaen, mens Annisette ville synge, som da de besøgte flygtningelejre i Libanon. Og børnene var med på alle rejserne, og ville tidligt prøve talentet af på scenen. Naja Rosa har berettet om, hvordan hun altid har vidst, at hun skulle synge. Ligesom hun indspillede fra hun var helt lille, hvor talentet var åbenlyst. Eller som hun selv siger det:

– Jamen, jeg er jo vokset op i Sydhavnen blandt ukrudt og vilde blomster. Legede og hang ud med alle ungerne fra Frederikshøj og Sjælør. Blev taget med rundt på landevejene af mine forældre, legede under scenerne og drømte om den dag, jeg selv skulle være sanger i et band. Jeg startede mit eget band med en veninde som 5-årig og skrev, digtede og indspillede sange derudad. Elskede det, og den dag, jeg som 7-årig blev inviteret op for at synge kor for mine forældre på en af deres sange foran et publikum, var jeg stolt som aldrig før og vidste, at det var det, jeg skulle i livet. Nemlig at synge. På en scene.
Naja Rosa fik tidligt en firespors kassettebåndoptager, som hun brugte konstant. Her ville hun indsynge alle stemmer, også basgange og trommespor, og fik konstant idéer. Skolegangen var det så som så med, for hun ville musikken, og de mange rejser passede ikke ind i stilen på Bavnehøj Skole.
Næste stop: Los Angeles.

Da englenes by kaldte

Naja var 14, da hun tog af sted til Los Angeles første gang. I byen under de høje palmer var Thomas og Annisette i færd med at indspille den plade med amerikanske musikere, som skulle give Savage Rose et nyt gennembrud, nemlig Black Angel.

Storesøster Billie Koppel  var så glad for Los Angeles, at hun besluttede sig for at blive og nåede også at indspille et album, som dog aldrig udkom. Omkring samme tid blev Annisette ramt af kræft – en sygdom, hun gudskelov overvandt – og familien besluttede sig for, at solen i Englenes By var at foretrække frem for de fugtige danske vintre i kolonihavehuset i Sydhavnen. Og som 17-årig var Naja Rosa endelig færdig med den temmelig forhadte folkeskole og kunne flytte over til LA-bydelen Silver Lake, hvor hun startede på Musicians Institute, hvor blandt andre guitaristen Manoj Ramdas (Spektr, The Raveonettes med flere) også har gået. Og Los Angeles var lige det, der skulle til, for på skolen fik hun en genial sanglærer, som havde som fast opfordring til hende, at hun skulle tro 100 procent på sig selv, og desuden havde hun derhjemme et par forældre, hvor Annisette var disciplineret med sin sang, og Thomas Koppel tidligt havde komponeret specielle stemmetræningssange, der gik fra et normalt leje "til det umulige", som Naja Rosa siger det. Hun beretter om tiden i Los Angeles:

– Jeg var blevet betaget af det store sus, Hollywood, de lange palmegader, havet, bjergene og de mange, mange historier, der er at finde i byen. Så jeg flyttede over til dem, lavede musik med både kendte og ukendte producere, og fik mange løfter på ting, der altid faldt til jorden. Hollywood løfter de store drømme for en ung pige, men de bristede også en masse gange. Jeg arbejdede i tøjbutikker på Melrose, og drømte om den dag, musikken rigtigt ville tage fat…

Gadens skole i New York

Naja Rosa blev i Los Angeles i syv år, men vidste allerede tidligt, at den by, hun for alvor ville til, var New York. Også her startede hun helt fra bunden:

– I New York har jeg arbejdet på skumle barer i Lower Eastside på Manhattan, og set bagsiden af New York, fra store kunstnere. Der er coked out, og som i deres fabulousness bruger penge, som var det luft, tyller champagne og bor i gigantiske lejligheder, og så var der byens børn, der kæmper for at overleve. Som bor og spiller musik i subwayen for en ydmyg skilling. Jeg har set det hele og både sunget med i subwayen foran newyorkerne, og været til de store dyre fester med de folk, der altid lover dig guld og grønne skove.

– Men det var med rødderne fra gaden, jeg spillede rundt på alle klubberne i New York. Hentede dem om morgenen og tog deres små børn på skulderen, et barn i den ene hånd, basforstærkeren i den anden og guitaren på ryggen. Ned på togene og ud i det øvelokale, jeg delte med et par andre meget hardcore Brooklyn-bands. Øvede med bassistens baby på maven, mens hun havde sønnen på ryggen, og fik oplevet en del heftige typer med mange, mange historier, som gav til musikken og nerven. Jeg boede på sofaer hos venner i lang tid, flyttede rundt fra Harlem til Brooklyn. Og Brooklyn er det sted, jeg har valgt slå mig ned, i et meget sjælfuldt kvarter med en masse kunstnere. Farver over det hele! Og det er først nu, jeg faktisk har fået mig et fast sted, som jeg deler med min gode veninde.

Late Night Blues

I New York har Naja Rosa fundet en stor kreds af venner, der giver hende modspil, og her har hun arbejdet sig op og spiller i dag på klubber, hvor du intet får forærende. For som hun siger det med sin typiske drømmende stemmeføring:

– Musikken har fulgt mig med late night blues på hustage, fester, på spillesteder og gamle New York-lejligheder. Det har været utroligt givende og stærkt, også fordi New York er sådan en hård by at klare sig i. Der er så meget drøn på, og man bliver hurtig træt, fordi man løber rundt hele tiden. Alle kæmper, alle har en vision, og de fleste er sgu ret gode, så der er hård konkurrence, og på spillestederne bliver der ikke vist nåde. Man er bare en til ud af de mange, der spiller på en aften, og du skal selv sørge for at bringe folk ind, så det har været noget med at synge på gaden og hive folk ind, samt uddele flyers og sætte plakater op rundt i kvarterene.

Naja Rosa har talt sig varm nu. Hendes kærlighed til New York er brændende, men hun slår samtidig fast, at hendes hjerte lige så meget er hjemme i Sydhavnen. Fordi det er her og på turene som korsanger bag sin mor i Savage Rose, at basen ligger. Et orkester, der efter farens død i høj grad udgår fra mor og datter, med Naja Rosa som særdeles aktiv medkomponist, når der er brug for den specielle tæft for den gode sang, som hun for længst har markeret sig som leveringsdygtig i. Samt ikke mindst hendes eget band, hun dels har samlet til pladen, der blev indspillet for et år siden, og har vist frem live.
Et band, der tæller nogle af de dygtigste unge musikere, som kongeriget kan opdrive, blandt andre guitaristen Rune Kjeldsen og bassisten Anders "AC" Christensen. Og som Naja Rosa også er sindssygt stolt over. Som hun siger det med sin typiske boblende begejstring over at spille her i Danmark:

– Men nu er det sgu også fedt at stå på scenerne herhjemme med helt andre forhold og det band, som spiller på pladen, de er så seje... Og jeg flyver, når vi spiller! Og danser!

Det er en plade, som Naja Rosa med rette er stolt over, og hvor hver en tekst har sin helt egen historie. Som hun selv siger det om pladen, der simpelthen bærer titlen Naja Rosa:

– Jeg vil nok sige, at den gennemgående historie for hele pladen er at gribe livet og leve i nuet, og at turde tage chancer, selv om det kan komme til at gøre ondt. Men også at kunne bruge de ting, som gør ondt, til at blive større og komme videre. Hvad enten det er med kærlighed, eller arbejde, eller at miste nogen. At leve hver dag og bruge sig selv, og der er jeg utrolig glad for det sted, hvor jeg er kommet til i livet, og glæder mig til at blive endnu klogere på det.

Naja Rosa er i den grad klar til at synge sit liv ud på de danske scener. For selv om hun også har sat gang i en amerikansk karriere og blandt andet har et projekt med lydmageren Kimyon, er det i første omgang den danske udgivelse, som bliver fokus. Selvfølgelig med konstante afstikkere til Det Store Æble. Afstikkere som er en nødvendighed for en fri fugl med den åbne horisont som livsbetingelse, og som er drevet af en ild og lyst til mangfoldighed, som ikke kan holdes nede.


Naja Rosa fortæller om nogle af sangene:

Set It On Fire:
– En kærlighedssang. Om at ville have så meget ud af kærligheden, en lidenskab og ilden og eventyret. Det at stå over for et menneske, som kan give en lige så meget ild, som man selv kan give. Det forventer jeg mig også af mennesker, selv om det ikke er alle, der behøver at have en lige så skør og kraftig tilgang til det hele. Men når det gælder kærligheden, skal det væltes. Det skal være ilden, der får det til at flamme op og et kæmpe eventyr rundt om.

When The Smoke Clears:
– Den er inspireret af, at jeg godt kan lide gamle gangsterfilm. Og så har jeg jo også oplevet det en del både i New York og LA, med typerne på klubberne med guldkæder, som hundsede rundt med pigerne, ikke?  Og på en anden side er det måske et oprør mod de store magter, som får unge mænd dræbt, for grunde, som er deres og ikke de unge mænds. Men mit billede var først og fremmest at stå og være sangerinde på en klub, hvor man så alle de ting foregå.

Heaven Is Crying
– Blev jeg inspireret til, da Ungdomshuset blev smadret. Ikke at jeg er kommet der så meget, andet end da mine forældre spillede der, og jeg rendte rundt og dansede. Men det som er med Ungdomshuset og med Christiania, som jeg føler, de har prøvet at kvæle i mange år, er, at der er så meget kultur og ungdomsoprør, og netop den skævhed og mangfoldighed, som jeg føler, at vi har så meget brug for. Farver og liv og steder, som bliver taget fra os, så jeg føler, at vi skal gå op og ned ad gader, som er fuldkommen ens. Så en dag hvor det øsede ned, gik jeg hjem og skrev den sang, om de større magter, der måske ikke forstår, men i det mindste burde de lytte til det store skrig, der er fra ungdommen.

If Time Was A Religion
– Jeg føler, at vi alle sammen løber. Løber efter tiden og stresser og når måske ikke at nyde det liv, der er rundt om os. Tiden er jo på en eller anden måde blevet en religion for os alle sammen, for vi løber hele tiden efter noget, og hvad er det egentlig, at vi løber efter, og hvad er det, vi skal nå? Vi løber bare mod enden, og "let's slow down, love will last", ikke? Og det med, at vi tror, at penge kan løse alle vores problemer. Og om hvordan vi holder os oppe og fægter i luften, i stedet for at dykke ned i alle de store ting, som vi skal have løst, for at nå livets mål.

Naja Rosas band:

Naja Rosa – vokal
Anders Holm – trommer
Rune Kjeldsen – guitar
Anders "AC" Christensen – bas
Daniel Fridell - keyboard


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA