Autotune – Skal man overhovedet kunne synge for at være popstjerne?

Autotune – Skal man overhovedet kunne synge for at være popstjerne?

Der var mange, der løftede et øjenbryn eller to, da Cher i 1998 på sin comeback-single, Believe, pludselig lød som en robot i sangens omkvæd, og da brødrene Olsen pludselig bragte "Cher-effekten" ind i de danske dagligstuer på deres Melodi Grand Prix-vindende Smuk Som Et Stjerneskud i 2000, var der endnu flere, som undrede sig.

Mange snakkede om, at både Cher, Jørgen og Noller havde benyttet sig af vocoder, men lad det være slået fast én gang for alle, at autotune og vocoder ikke er det samme. Dog ligger de to ikke milevidt fra hinanden. Med vocoderen, der er en sammentrækning af ordene "voice" og "coder", kan vokalen via en mikrofon føres ind i eksempelvis en synthesizer, hvor det således er muligt at mikse lyden af en sanger eller en rappers stemme med de forskellige lyde og toner fra synthesizeren. Eksempler herpå er Airs Sexy Boy, Kraftwerks Die Roboter og 2pacs California Love.

Autotune er baseret på såkaldt fase-vocoding-teknologi. Autotune- software analyserer tonehøjden i en sangstemme og resyntetiserer autotune-lydens data til den rigtige pitch. På den måde er autotune en type vocoder (voice coder). Dog en lidt anden type end den, man kender fra ovenstående eksempler. Selv om autotune i den brede offentlighed er bedst kendt for sin forvrængende effekt, er det faktisk i det skjulte, at den bruges i størst omfang, hvor den benyttes til uhørbar pitch-korrektion. Den kan justere en falsk tone til den nærmeste rene halve tone, og bruges primært af pladeproducere til at rette forkerte toner eller enkeltstående fejl på vokal-indspilninger. Synger man imidlertid mere end en halv tone falsk, vil programmet ikke være i stand til at få melodien til at lyde rigtig. Det er desuden muligt at skrue op og ned for effekten, således at stemmen lyder mekanisk og "robot-agtig" ved fuld effekt.

Det sker fordi, autotune derved fjerner alle overgange mellem tonerne, og det er den effekt, Cher og Olsen-brødrene benyttede sig af for over ti år siden, og som i løbet af de seneste år er blevet så populær i pop og hiphop. På album som Kanye Wests (billedet) 808s And Heartbreak, T-Pains Epiphany og Lil' Waynes Rebirth er stort set alle de vokale bestanddele af pladerne søbet ind i overdrevet autotune, hvilket har medført rynkede pander hos flere anmeldere, men begejstring hos pladekøberne, der har taget den overdrevne brug af autotune særdeles godt til sig.

Historien går, at den overdrevne brug af autotune på Chers Believe egentlig var en fejl, der skulle slettes fra nummeret, men at Cher, da hun hørte resultatet, insisterede på at beholde effekten.

Rune Rask: Hverken negativt eller positivt

Suspekt- og Selvmord-medlem Rune Rask, der også har produceret numre for kunstnere som Clemens, Johnson og L.O.C., benytter ofte autotune i sine produktioner:

– Faktisk bruger jeg det rigtig tit. Det, autotune i større eller mindre grad kan, er at rette falske toner ind. Det kan gøres efter skalaer, men man kan også lave tonerne helt om, hvis man har lyst til det. Men jo mere man laver det om, og jo mere man lader programmet bestemme, jo mere sjæl ryger der også ud af det, synes jeg.  

Hvordan synes du, det har påvirket musikken?

– Jeg synes hverken, det har haft en specielt negativ eller positiv indvirkning på musikken. Man kan egentlig sammenligne det med, da den elektriske guitar og ikke mindst distortion-pedalen kom frem. Da var der sikkert også en masse mere traditionelt orienterede musikere, der var modstandere af den udvikling. Et problem ved det kan dog være, at man visse steder kan få svært ved at høre forskel på folk, fordi det let kan komme til at lyde meget ens, når stemmebånd, der ellers har et forskelligt udtryk, køres igennem programmet. Så hvis man bruger programmet så overdrevent, som mange gør, er det klart en fordel at synge på en karakteristisk måde og derved skille sig ud, så man ikke lyder som alle andre.

På hvilke af de numre, du har produceret, synes du, det fungerer bedst?

– Vi brugte det ret meget på L.O.C.s XXXCouture-album, hvor det nogle steder blev anvendt på et helt overdrevet plan, og det synes jeg blev ret godt. En anden måde, jeg bruger programmet på er, hvis jeg sidder og indspiller et eller andet, hvor der måske ikke er den store melodi i – en rap-ting for eksempel. Så kan jeg gå ind og tune det og dermed bruge programmet som et redskab til at vise rapperen, hvordan man kunne tænke sig, at vedkommende gjorde. Det er ret praktisk, når man – som jeg – ikke selv kan synge.

Fungerer også live

Hvem synes du har brugt autotune på en fordelagtig måde?

– Kanye West er helt sikkert et stjerne-eksempel på, hvor godt det kan bruges i forbindelse med det kreative og kunstneriske udryk.

Hvor udbredt er det?

– De fleste bruger det. Måske med undtagelse af dem, der laver folk-musik. De fleste mennesker, der har større studier, bruger det højst sandsynligt. I visse tilfælde sætter kunstneren sig imod, at tonerne rettes til, og det er jo også helt fint. Det kan være en lappeløsning, lige så vel som det kan være kreativ leg.

Kan man bruge autotune live?

– Ja, sagtens. Vi bruger det selv live til Selvmord-koncerterne, når vi for eksempel skal spille nummeret Uden Dig, hvor der er ret heftig autotune i omkvædet og i sidste halvdel af Andreas' vers. Vokalen kører ned til pulten, hvor lydmanden sidder, for derefter at blive kørt tilbage til de bokse, vi har til at stå på scenegulvet, og dem kan vi så styre med fødderne. Fuldstændig ligesom guitarpedaler. Jeg synes overhovedet ikke, der er noget "fy skamme" i autotune, for der er sgu alligevel ingen, der synger 100 procent rent hele tiden, ligesom der heller ikke er nogen, der spiller 100 procent rent på det instrument, de spiller, hele tiden. Jeg indspiller nærmest med folk hver dag, og hvis jeg sætter en tuner til, kan jeg se, at der altid vil være punkter, hvor tonerne ikke rammer rent.   

Afstandtagen blandt musikere
Det er ikke alle, der er lige begejstrede for autotune, og så sent som sidste år tog selveste Jay-Z lyrisk kampen op med det vokalforbedrende værktøj i D.O.A. (Death Of Autotune), der udgjorde førstesinglen til hans Blueprint 3-album, der ifølge rapperen selv skulle være klinisk renset for autotune. Nummeret åbnes med ordene "This is anti-autotune – death of the ringtone". Paradoksalt nok var albummet produceret af Kanye West, der som bekendt baserede sin 808s And Heartbreak-plade på brugen af autotune.

Også Eminem har givet autotune et lyrisk ord med på vejen. På åbningsnummeret Cold Wind Blows fra den tidligere blonde rappers seneste udspil Recovery lyder det: "But I swear, you try to diss me, I'll slaughter you / I put that on everything, like everyone does with autotune." Dog er der flere steder på Recovery eksempler på tydelig brug af autotune, så Slim Shadys kommentar er nok snarere en betragtning end en decideret protest.

Alicia Keys har som sådan ikke noget problem med autotune eller andre vokal-manipulerende programmer, men det er ikke noget, sangerinden selv vil benytte sig af. Hun har udtalt til britiske Q Magazine, at hun aldrig bruger autotune eller programmer i den stil i det hele taget: "Jeg vil ikke have den type software i mit liv. Jeg har ikke det fjerneste imod, at andre bruger det, men hvis ikke jeg kan synge det selv, har jeg heller ikke tænkt mig at indspille det."

Death Cab For Cutie blev spottet med små lyseblå sløjfer på tøjet ved den årlige Grammy-uddeling i 2009, og bandet forklarede MTV, at det var for at markere, at de indgik aktivt i kampen mod computerredigerede vokaler. Frontmand Ben Gibbard forklarede med et glimt i øjet: "Vi er her for at skabe opmærksomhed omkring autotune-misbrug. Jeg synes, vi over de sidste ti år har set en masse gode musikere være påvirket af denne nye digitale måde at manipulere stemmen på, og vi føler, at nu er det nok. Lad os skabe opmærksomhed. Lad os stoppe dette, lad os bringe den blå tone tilbage, og lad os virkelig forsøge at få musikken tilbage til sine rødder, hvor rigtige mennesker synger og rent faktisk lyder som mennesker".

Markante autotune-numre:

De første:
Cher: Believe (1998)
Brødrene Olsen: Smuk Som Et Stjerneskud (2000)
Daft Punk: One More Time (2000)

De bedste:
Kanye West: Love Lockdown
Lil' Wayne: Lollipop
Rihanna: Disturbia
Bon Iver: Woods
Snoop Dogg: Sexual Eruption
Lady Gaga: Monster

De værste:
Chris Brown: Smash
Black Eyed Peas: Boom Boom Pow
Ke$ha: Tik Tok
T-Pain: Take Your Shirt Off
Owl City: Fireflies
Sean Kingston Feat. Justin Bieber: Eenie Meenie

De danske:
Joey Moe: Jorden Er Giftig
Medina: Stikker Du Af
Burhan G: Jeg Vil Ha' Dig For Mig Selv
L.O.C.: Fellatio
Selvmord: Uden Dig
Nik & Jay: Endnu En



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA