x

Strøm til folket

Strøm til folket

I sommeren 2007 kom der er ny, overvejende gratis festival til København, hvis primære ambition var at eksponere den elektroniske undergrundscene for nye mennesker på usædvanlige måder. I de tre år festivalen har kørt, har bookerne sørget for at få så mange af electronicaens subgenrer repræsenteret i deres program, såsom dubstep, blip blop, wonky, ambient og skwee, og det har vist sig at være et sats, der giver pote.

Med finansiel støtte fra Københavns Kommune præsenterer Strøm Festival i august ikke færre end 130 forskellige navne på 20 forskellige spillesteder, samt 36 forskellige events over hele hovedstaden. De mest prominente optrædener tæller LCD Soundsystem (billedet), Gonjasufi, Jónsi og N-Type, der meget godt viser, hvor bredt festivalen favner. Talskvinde for Strøm Festival, Pernille Krog Mogensen, er tydeligt stolt af den brede spændvidde:

– Vi er meget mere eksperimenterende i musikken, end for eksempel Distortion er. Der handler det mere om festen i festivalen, hvor vi på Strøm koncentrerer os mere om selve koncerterne. Selvfølgelig har vi også fire fjerdedele og fest i gaderne, men fokus ligger primært på koncerten. Vi er også meget mere eksperimenterende i musikken, og vi har mange flere undergenrer repræsenteret.

Den fjerde udgave af Strøm har også spredt sig noget mere over landkortet end tidligere. Man er gået ud over hovedstadens grænser og rykker til både Århus, Hillerød, Helsingør og Malmø for at nå et bredere publikum.

– Vi har indledt samarbejder med Region Hovedstaden og Øresundsregionen, og så har vi længe gerne villet have Århus med i Strøm, så vi kunne komme ud til jyderne. Det har vi arbejdet frem imod længe. Vi er så fantastisk privilegerede, at vi arbejder sammen med en stor del af de bookere  og promotere, der arbejder med koncerter og arrangementer i København. Vi sidder ikke med det hele selv, vi har udliciteret meget, og så er det klart, at hvis man udviser tillid til dem på den måde, så får man også så meget mere igen. Det kan vi se er ved at give pote. Der er rigtig mange, der gerne vil medvirke nu og hjælpe med at stable de fede arrangementer på benene.

Strøm Festival finder sted i dagene den 16. til 22. august, og du kan læse meget mere om program, bands og spillesteder på Stromcph.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA