x

Den Gale Pen møder Jonas Gülstorff

Den Gale Pen møder Jonas Gülstorff

Joans Gülstorff udgiver nu sit tredje og sidste album som Poeten og Lillebror, et album, der har fået titlen Det Sidste Ord. Det er også det eneste positive ved pygmæ-digteren, der forsøger at lulle Den Gale Pen ind i sit uforståelige hippieunivers af rullekrave-jazz og poesi, der tilsyneladende ikke behøver at rime.

Hej Jonas fra Puls. Før lavede du lorte-tv for masserne, og nu laver du lorte-lyrik for de selvfede kulturradikale. Kan du bestemme dig?
– Det jo netop det, jeg gør. Bestemmer. Jeg laver det kreative arbejde, jeg har lyst til. Radio, tv, film, musik og bøger. Det handler alt sammen om at formidle en historie, at underholde og stille kritiske spørgsmål. Eller som du ville udtrykke det: lorte-spørgsmål.

Så får du lige et lorte-spørgsmål til: Kan det næsten blive mere uinteressant end at høre på en påtaget, indadvendt kunstnertype med øko-sko som dig læse digte op?
– Jeg har, som du selv nævner, oplevet lidt af hvert. Ikke kun i mediebranchen. Jeg har også arbejdet i en børnehave, på et pladeselskab og som kok i Amsterdam. Jeg har rejst meget og mødt mange inspirerende mennesker, og optrådt med oplæsninger over hele verden. Der er altid noget nyt at skrive om. Sidste år blev jeg gift i New York. Nu bor jeg i Brooklyn med min kone og et nyt sprog at lege med.

Synd for amerikanerne, men godt for os. Enhver kan jo skrive ord på lapper af papir og så fiske dem vilkårligt op af en gøglerhat. Sådan lyder det, du laver!
– Lars Bukdahl (litteraturanmelder, red.) var også lidt sur omkring min sidste digtsamling, men det er vist noget af det største, man kan opnå inden for digterkunsten i Danmark. Så helt galt kan det jo ikke være, men hvis du vil udvide din horisont, kan jeg anbefale den japanske digtform Waka, hvor ordene ikke behøver at rime.

"Wanker" er vist mere passende! Hvordan er det i øvrigt at producere noget, som folk kun hører, fordi de er bange for, at deres studiekammerater fra RUC ellers skal tro, de er småborgerlige?
– Jeg er heldig i forhold til andre digtere, som sidder på deres kammer og skriver digte, der står stille i tid og form. Jeg producerer jo også for Szhirley, skriver melankolske kærlighedssange for Rasmus Nøhr og laver elektronisk popmusik for Saseline. Så jeg supplerer både RUC's dansegulv og de poetiske diskussioner, der foregår i hjørnerne.
 
Hmm, umiddelbart meritter, jeg ville holde for mig selv. Du blander digte med moderne jazz. En cocktail fra helvede og lidt fra Jørgen Leth. Hvorfor dog?
– Teksterne er poeten, musikken er lillebror, der understøtter historien. Det var hele tiden tænkt sådan, at musikken skulle have en mere aktiv rolle i forhold til de spoken word-plader, der var lavet før. Jørgen Leth ved mere om cykelløb end mig, og Onkel Danny kunne sikkert ryge mig under bordet. Men ingen af dem ville have nogen anelse om, hvordan man programmerer et beat.

Og det kan du så heller ikke. Er det fordi, du ikke gider lære at spille et instrument, at du på ægte, ugidelig kunstnerfacon får andre til det?
– Jeg spiller faktisk mange af instrumenterne på mine plader. Det sker, at musikere bliver for påvirkede til at spille deres instrumenter, eller er optaget af at vise unge piger rundt i trommeboksen. Så må man gøre, hvad man kan for at få C-stykket færdigt. Jeg kan spille lidt af det hele, men foretrækker at få en professionel til at gøre det. Det er jo netop, når vi udveksler idéer, at den gode musik opstår.

Det har vi så til gode. Hvordan går det i øvrigt med skægget? Jeg har fulgt det de sidste 12 år, men det er ikke rigtig lykkedes, synes jeg.
– Det hedder en trimmer. Det er sådan en elektrisk maskine, der sørger for, at skægget hele tiden har den samme længde. Man kan indstille den efter numre. Jeg er en 3'er.

Ok, altså cirka din højde i centimeter, smart. Du udgav tidligere en bog med såkaldt gadekunst. Er der andet hærværk og kriminalitet, du gerne vil forherlige, nu du er i gang?
– Jeg udkommer cirka med en bog om året, og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Men formatet kommer nok til at ændre sig. Forlagsbranchen står over for samme tur, som pladebranchen tog for ti år siden, da digitaliseringen af musik udbredte sig. Jeg tror, vi vil opleve et boom af nye forfattere og genrer, som vi aldrig har læst før. Jeg synes, det er meget spændende.

Nu er det heldigvis sidste omgang med Poeten og Lillebror. Det er endegyldigt slut nu, ikk'?
– Med Poeten og Lillebror, jo. Men må jeg have lov at præsentere Jonas Gülstorff?

Næ, ellers tak!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA