x

De syngende dådyrøjne

De syngende dådyrøjne

– Min ambition var at lave en sød lille plade, som nogle få mennesker ville kunne lide. Det har været overraskende stort, men også krævet meget hårdt arbejde. Meget hårdere, end jeg havde forventet.

Da GAFFA talte med Norah Jones, fortalte hun med eftertryk, at de sidste par år havde været mere end almindelig turbulente. Flere af sangene på debutalbummet "Come Away With Me" fra 2002 kredser om emner som isolation og ensomhed, men kort efter udgivelsen var smukke Norah Jones – der beskriver sig selv som både et privat og stille og roligt menneske – alt andet end alene, men ombejlet og eftertragtet som få.
Lidt af en omvæltning for den nu 24-årige musiker, der ikke kun har været genstand for enorm succes og tilsvarende opmærksomhed, men dette også over en særdeles langstrakt periode. Norah Jones havde oprindeligt væddet med en ven om, at albummet kunne sælge mere end 10.000 eksemplarer. Hun vandt, ganget med indtil videre cirka 1600.

"Come Away With Me" har rundet de 16 millioner solgte eksemplarer, heraf halvdelen i USA, hvor albummet omkring 1. februar runder uge nr. 100 i træk på den amerikanske salgsliste og vel at mærke fortsat befinder sig i top 30.

Norah Jones var et totalt ubeskrevet blad, da hun begyndte at indspille debutalbummet "Come Away With Me" på det legendariske jazzlabel Blue Note i 2001. Som hun fortalte GAFFA, havde hun på det tidspunkt komponeret 2 1/2 sang i sit liv, og ellers bestod hendes offentlige musikalske erfaring primært i at spille på barer i New York og i hjemstaten Texas. Forventningerne til albummet var tilsvarende moderate. Ikke overraskende har succesen været smigrende, flatterende og ubegribelig for den unge smukke musiker, men også en ilddåb, som har været kreativt drænende, fortæller hun GAFFA.

– Succesen har været temmelig skræmmende. Folk holder hele tiden øje med mig nu. Jeg går ud fra, at det er et stadium, man skal lære at komme sig over for at føle sig fri. Men jeg må sige, at pladens succes har været alt andet end kreativt stimulerende.

Offentligheden ude
Frem for at kvæles i den evigt hungrede massemediemaskine lukkede Miss Jones ned for den offentlige interviewkanal og koncentrerede sig i stedet om musikken. Dels på tur over det meste af verden med sit faste band og dels i studiesammenhæng. Indspilningerne startede i april sidste år, og resultatet foreligger nu i form af albummet "Feels Like Home", som rammer de globale pladebutikker i dag. Og at dømme ud fra resultatet har den voldsomme medievirak omkring Texas’-stjernen ikke flyttet de store kunstneriske milepæle. Stilen er den velkendte smukke og afdæmpede fra debutalbummet, men nu leveret af et mere sammenspillet og erfarent band, fortæller hun.

– Min hensigt har ikke været at lave noget totalt andet, men bandet har nu spillet sammen i flere år, og det føles rigtig godt. Alle har skrevet sange, vi har fået stor liveerfaring, og alle spiller med på pladen. Det er temmeligt meget sådan, sagerne står i øjeblikket.

Norah Jones er naturligvis ikke blind for, at der ligger et helt andet forventningspres på hendes skuldre denne gang. Noget, hun efter bedste evne prøver at forholde sig så afslappet til som muligt.
– Hvad skal jeg gøre ved det? Enten kan folk lide pladen, eller så kan de ikke. Det får mig ikke til at ændre noget af den grund, jeg prøver bare at lave det bedste album, jeg er i stand til i øjeblikket. Det var det samme med det første album, tilgangen har været den samme. Jeg er glad for "Feels Like Home" nu, den har været sjov at lave, men måske hader jeg den om et år.

Bandet
Meget atypisk for en succesfuld soloartist spiller samtlige bandmedlemmer en meget central rolle, både som musikere og som sangskrivere – og her skal det tilføjes, at ingen af musikerne var store navne i forvejen – hvilket er noget, Norah Jones selv har tilskyndet til.

– Jeg har opfordret alle bandmedlemmer til at skrive sange, og lykkeligvis er det blevet sådan, at alle har skrevet bidrag til det nye album. Det fungerer meget stille og roligt og uproblematisk. Vi kan for eksempel sidde i turbussen, og én fra bandet viser en sang, han har skrevet. Vi har indspillet en del af guitaristen Adam Levys sange, som vi også gjorde på det første album, men også sange fra Daru Oda og Andrew Borger, henholdsvis min trommeslager og backup-sanger. Og en dag kom vores anden guitarist Kevin Breit lidt forsigtig op til mig og sagde, at han havde skrevet denne sang, "Humble Me", som jeg måske havde lyst til at høre. Det var første gang, han kom med noget, og jeg elskede sangen (denne skribents favorit, red.) lige med det samme.

Men selvom de kan være lidt forskellige fra de sange, jeg skriver sammen med Lee (Alexander, red.), har jeg ikke taget dem, bare fordi de er skrevet af mine venner, men fordi de passer til min stil, og fordi jeg kan lide dem.

Kæresten
Ja, den heldige vinder hedder Lee Alexander – bassist, komponist og altså Norahs kæreste. Direkte adspurgt foretrækker hun at vægte det musikalske frem for det private forhold til Lee Alexander, som hun denne gang har skrevet flere af sangene til "Feels Like Home" med.

– Lee og jeg begyndte at skrive sange sådan nogenlunde samtidigt, da vi begyndte at spille med Jesse Harris (guitarist, der også skrev flere af de store hits på "Come Away With Me", red.), som var meget inspirerende for os, som begge spillede jazz på det tidspunkt. Vi spillede en del live sammen og endte op i selskab med en masse sangskrivere, hvilket inspirerede os til selv at gå i gang. Lee skrev "Lonestar", og jeg skrev "Come Away With Me" nogenlunde samtidigt. I en periode skrev han en hel del mere end jeg gjorde, da jeg røg lidt ud på et sidespor og blev voldsomt overvældet af alt, hvad der skete i kølvandet på udgivelsen. Jeg er ikke helt så disciplineret, som han er. Men i den senere tid, hvor vi har haft lidt mere fritid, begyndte vi at skrive flere ting sammen, hvilket er meget fint, da det altid er rart at have én at spille ping-pong med, én, som kan respondere på de idéer, man har osv. Specielt har Lee hjulpet mig med teksterne, da han er mere af en ordsmed, end jeg selv er, og så er han væsentligt mere perfektionistisk, end jeg er. Når jeg synes, at en sang er færdig, er han typisk ikke tilfreds og kan sige ting som, at ”teksten stinker” osv. Så har jeg det med at forsvinde for ikke at blive fuldstændig skør, men alt i alt virker samarbejdet fint på den måde.

Mig og Dolly
Men selvom den lille tætte og relativt anonyme band-enhed er rygraden på begge plader i Norah Jones’ navn, har den nyslåede stjernestatus banet vej til et par eksklusive gæsteoptrædener. Meget tro mod det musikalske udtryk er det ikke nogle af Jones’ jævnaldrende hitlistebombere, men derimod et par prominente indslag fra det amerikanske musikhistoriske bagland, som giver en hånd med denne gang. Norah Jones fortæller, at The Band var et af de helt faste indslag i bandets turbus sidste år. Da en af studieteknikerne erfarede dette i startfasen af indspilningerne til "Feels Like Home" i Upstate New York fortalte han, at Dylans gamle våbenbrødre Garth Hudson og Levon Helm fra The Band boede tæt ved studiet og af og til kom ned og medvirkede på indspilninger til andre folks plader. Hurtigt blev en kontakt etableret.

– Det var virkelig cool at møde de fyre og spille med dem. Først kom Garth og spillede harmonika og orgel på forskellige sange. Senere vendte han tilbage til studiet for at indspille en af mine allerførste sange, "What Am I To You?" Vi havde indspillet den op til fem gange tidligere, men ikke helt fået den, som vi ville have. Denne gang fik vi både Garth og Levin til at spille med, og jeg syntes, at resultatet blev så specielt, at jeg besluttede, at den skulle med på pladen. De er meget unikke og dejlige mennesker, fortæller hun.

Norah Jones er bedst kendt for sine stille, langsomme jazz/pop-sange, men af og til bliver tempoet sat betragteligt op. Som ægte texaner vedkender Norah sig gerne sine countryrødder, hvilket heller ikke falder partneren Lee Alexander fjernt. Han havde skrevet bluegrass-nummeret "Creepin’ In", som sidste år udviklede sig til lidt af en live-publikumsfavorit. Norah & Co. besluttede sig for at give den et forsøg i studiet, og for at rendyrke stilen inviterede de selveste USA’s countrydronning til at lade sin velkendte røst klinge på sangen.

– Det startede egentlig som en joke, men så tænkte vi, at vi altid kunne spørge Dolly Parton, om hun havde lyst til at medvirke. Vi regnede med, at hun ville sige nej, men hun sagde ja. På nær et par enkelte strofer, hun glemte, sang hun alt i ét take. Vi var selv totalt nervøse, da vi alle gerne ville spille nummeret sammen med hende i stedet for at lade hende overdubbe et spor, som vi allerede havde indspillet. Men det gik fint, hun var helt vildt sød og sjov og nu kan vi alle bryste os af at sige: ”Jeg har spillet med Dolly Parton.”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA