x

Fran Healy: Husk at bevare jordforbindelsen

Fran Healy: Husk at bevare jordforbindelsen

Gennem seks studiealbums fordelt over ti år har Fran Healy været den ubestridte primus motor bag det skotske band Travis. Sideløbende med musikkarrieren har han kæmpet for børns rettigheder i Sudan og (sammen med Bono) været fortaler for at eftergive 3. verdenslandene deres gæld. I dag bor han i Berlin med sin tyske kone og d. 5. oktober udgiver han sit første solo album "Wreckorder" på eget selskab; et album, der blandet andre tiltag har en gæsteoptræden af Sir Paul McCartney på bas.

GAFFA mødte Fran Healy i Vancouver, BC inden en af hans sidste nordamerikanske promotion-koncerter for det kommende album – en tour der startede i Las Vegas tilbage i juli. Backstage på spillestedet Vogue, i hjertet af Vancouver, blev det til en snak om den depression, der kan komme efter succes, jagten på den originale melodi, og hvordan det er muligt at beholde begge ben på jorden, når man er forbillede for Noel Gallagher og Chris Martin.

Du har skrevet samtlige Travis-sange gennem årene. Hvad er forskellen på en soloudgivelse og Travis – og hvorfor vælger du at udsende en soloudgivelse netop nu?

– Når man er frontmand i et succesfuldt band, spørger alle, hvornår du udsender dit eget. Jeg har aldrig følt for det, det har aldrig faldet mig naturligt at skulle lave noget, der ikke var Travis.

- Planen med Travis er, at vi vil udsende 12 cd'er – lige nu har vi halvdelen bag os. Hvis jeg skulle udsende et soloalbum, følte jeg, at det skulle være nu. Jeg tror også, at alle havde brug for en pause fra Travis, en pause hvor vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til hver især.

- Min største frygt var, at det ville komme til at lyde som en Travis-cd uden Travis, en frygt jeg havde i baghovedet, da jeg startede ud – hvilket, heldigvis, langtfra blev resultatet. Det musikalske udtryk er ikke noget, man kan tvinge igennem, fandt jeg ud af. Men jeg ser det sådan her: Sangskriveren er den brønd, vandet kommer fra. Efter du har hentet vand op fra brønden, kan du vælge at lave det til cola, juice eller et hav af andre ting – alt efter hvilken proces du tager det igennem. Det er det valg, du har som den, der henter vandet. Min solo-cd er bare vandet direkte fra brønden, uden nogen tilsætning eller proces. Giver det mening?

Vil undgå genbrug

Har der været en grundidé, en inspiration bag den kommende soloudgivelse?

– For mig handler det om at finde den originale melodi. Jeg forsøger, så vidt muligt, ikke at genbruge. Jeg lytter til radio hele dagen, og 90 % er jo melodier, der er hentet fra tidligere sange – der er ikke ret meget nyt at komme efter. At finde nye melodier er en meget hård proces. Lidt ligesom at sidde midt i Loch Ness med en fiskestang – 9 ud af 10 gange, du haler linen ind, er det en gammel støvle og ikke en fisk, der er i den anden ende.

Travis' anden udgivelse "The Man Who" (1999) debuterede som #1 på den Britiske top 100 og tilbragte 104 uger på samme liste. To år efter udkom den storsælgende "The Invisible Band" (2001). Igen debuterede Travis på førstepladsen af den britiske hitliste og forblev på toppen i 4 uger. "The Invisible Band" forblev i top 100 hele 54 uger. Travis, og specielt Fran Healy, var nu i den musikalske britiske superliga. Chris Martin (Coldplay, red.) udtalte, at Fran Healy var hans største inspiration som sangskriver, og Gallagher-brødrene kunne ikke få hænderne ned over Healys øre for den gode melodi.

I 2003 udsendte Travis deres fjerde album: "12 Memories". Selv om Elton John sammenlignede udgivelsen med Beatles' "Revolver" (1966), var kritikere og fans ikke så begejstrede. "12 Memories" blev stemplet som politisk og alt for dyster.

Hvad er forskel på den Fran Healy, der sidder foran mig her, og den Fran Healy, der pryder coveret på "The Boy With No Name"?

– Efter succesen med "The Invisible Band" fik jeg en depression. Det havde været for meget arbejde, for meget stress, for meget alting. Folk omkring mig blev ved med at foreslå mig forskellige former for medicin, men jeg ville bare have en at snakke med. Jeg begyndte at gå til en fantastisk hypnose-psykolog. Hun førte mig tilbage til min barndom, og som voksen kunne jeg forholde mig til det problematiske forhold, jeg havde som barn til min far og andre fortrængte oplevelser. Efter disse konsultationer følte jeg mig, ikke rask, men normal igen. "12 Memories" var en personlig cd, omhandlende mine minder – det havde aldrig noget med politik at gøre. Når jeg lytter til alle mine udgivelser, repræsenterer de det sted, jeg var i mit liv, da jeg skrev dem. Når jeg lytter til "The Man Who" (2000), kan jeg huske bruddet med min daværende kæreste. "The Boy With No Name" (2007) sender mig straks tilbage til en periode, hvor jeg skulle lære mig selv at skrive sange forfra igen, "Ode to J. Smith" (2008) til en periode, hvor vi, i Travis, skulle genopfinde os selv som live-rockband.

Lige nu har jeg det bedre end nogensinde. Jeg er lykkelig som familiefar, glad for mit nye liv som vegetar, og i det hele taget befinder jeg mig godt i mit eget skind. Jeg har altid følt mig som en gammel mand, altid ville jeg have mere erfaring, end jeg havde, så at være sidst i 30'erne passer mig fint. Jeg er stoppet med at ryge og har lige gennemgået en 21 dages grøntsagskur – jeg har det bedre end nogensinde.

Som han sidder der, tilbagelænet i sofaen med sin filthat og løst-hængende skjorte, ser Fran Healy virkelig ud til at være afslappet og tilpas.

Paul McCartney er gæst

Sir Paul McCartney spiller bas på nummeret "As It Comes" på din kommende udgivelse. Hvordan kom det i stand?

– Jeg mødte ham første gang tilbage i 1999, og er løbet på ham flere gange gennem årene, så jeg synes, at jeg kendte ham godt nok til at sende en demo af nummeret. Velvidende at Paul er en meget ærlig mand, som siger ligeud, hvad han mener, vidste jeg, at der var en chance for en negativ tilbagemelding. Nummeret "As It Comes" er mit favoritnummer på den kommende udgivelse. Det handler om en gammel mand, der er ved at være ved enden af sit siv. Heldigvis meldte Paul positivt tilbage, og han indspillede bassen i et studie i Sussex, England.

Paul er i det hele taget en glimrende indikator for, hvordan man holder begge ben på jorden. Når man befinder sig i samme rum som ham, glemmer man helt, hvem han er, da han snakker med alle om alt. Sidst vi indspillede med Travis, kom han forbi studiet for at sige hej. Han havde åbenbart lige været ude at handle, for han kom anstigende med to billige plasticposer i hænderne, iført en udslidt sportsjakke. Der er ikke noget fancy over ham.

Hvad med dig selv, har du aldrig mistet jordforbindelsen?

– Jeg voksede op som katolsk dreng i den protestantiske del af Skotland, og alene af den grund fik jeg tæsk hver dag. Jeg er fra arbejderklassen og har aldrig følt mig bedre end nogen andre. Jeg tror simpelthen ikke, at det ligger til mig at miste jordforbindelsen. Jeg har altid levet efter, at hvis du har en is i den ene hånd, skal du huske at samle en lort op med den anden – det virker for mig.

Fran Healy virker også som en afbalanceret og utrolig sympatisk mand; en mand, der er meget lykkelig og ydmyg overfor det liv, han lever. Han opfordrer mig til at få børn, da det er det bedste, der nogensinde er sket for ham.  Til sidst snakker vi lidt om de forskellige Travis-udgivelser. Jeg fortæller, at mit ubestridte favoritnummer er "Last Train" fra "The Invisible Band" -udgivelsen. Fran Healy samler sin mobil op og ringer til sin tekniker: "Kan du ikke lige komme backstage med en guitar, jeg skal lige øve "Last Train" så jeg kan spille den i aften" hører jeg ham sige.

Da jeg forlader backstagelokalet på Vogue, kommer teknikerne løbende den anden vej med en guitar. Og jep: Fran Healy spillede "Last Train", dedikeret til mig under aftenens koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA