x

Roger Waters og The Wall – genopførelsen af en musikhistorisk klassiker

Roger Waters og The Wall – genopførelsen af en musikhistorisk klassiker

Når Roger Waters den 7. maj og 13. juni besøger henholdsvis København og Herning, er det med opførelsen af et mildt sagt historisk album på plakaten. "The Wall", der blev det næstsidste Pink Floyd-album med Roger Waters som kreativ styrmand, så dagens lys i november 1979 og kunne således fejre 30-års jubilæum sidste år. Der er solgt lige så mange millioner eksemplarer af albummet, og er i Pink Floyd-regi således kun overgået af "The Dark Side Of The Moon" fra 1973, der har solgt en halv gang mere og dermed indtager tredjepladsen over verdens bedst sælgende albums (Michael Jacksons "Thriller" har solgt 110 millioner og AC/DC's "Back In Black" har solgt 49.)

Det er netop "The Dark Side Of The Moon", som Roger Waters senest har opført hele tre gange i Danmark – først på Roskilde Festival i 2006, så i Augustenborg i 2007 og endelig i Odense i 2008 – og nu er tiden så kommet til "The Wall". Hvor "Dark Side Of The Moon" er funderet i en musikalsk filosoferen over livets store tematikker, følger "The Wall" i stedet en konkret fortælling, der frem for alt fokuserer på sin hovedpersons tiltagende følelse af fremmedgørelse i forhold til omverdenen – netop den følelse, som muren er metafor for.

Hovedpersonen Pink vokser op under Anden Verdenskrig og mister sin far – præcis ligesom Waters selv, der har pointeret at dette aspekt af historien er decideret selvbiografisk – hvilket afføder en overbeskyttende tendenser fra moderen, og således repræsenterer forældrene de to grundlæggende sten i Pinks mur. Skolegangen præges af de morbide lærere, der går mere op i at ydmyge eleverne for deres egen fornøjelses skyld – netop fordi lærerne hjemme ydmyges af deres endnu værre hustruer – hvilket afføder apati hos eleverne, udtrykt i den så velkendte linje, "we don't need no education".

I sit voksenliv gør Pink sig som musiker og får så stor succes, at han ender på en større turné i USA, og hans fravær fra hjemlandet fører til en utro kone. Fremmedgørelsen, fraværet og turnélivets dekadence får Pink til at eksplodere i et raseriudbrud og sidenhen til at synke ind i sig selv – nu fuldkommen omgivet af sin mur.

Den ensomme, parallelle verden fører ham til at tage en overdosis inden en koncert – han bliver "Comfortably Numb" – og han transformeres i sin fantasi om til en fascistleder, der drevet af sine traumer spyr had ud over sit publikum såvel som i gaderne, hvor han marcherer med sine folk. Kulminationen finder sted, da Pink ved en retssag skal holdes ansvarlig for al den smerte, han menes at have påført sine omgivelser – sin mor, sin kone og sin skolelærer – og han dømmes til et liv uden for muren, som dernæst brydes ned.

En mur mellem bandet og publikum

Ud over parallellen mellem Pinks og Waters' egen far, er en god del af inspirationen til "The Wall" kommet via Syd Barrett, Pink Floyds oprindelige frontfigur og primære sangskriver, der gradvist mistede forstanden. Den oprindelige inspiration til albummet kom imidlertid i forbindelse med bandets "Animals"-turné i 1977, hvor Waters ved en koncert i Montreal – den sidste på turnéen – ud af frustration spyttede en særligt ivrig – eller blot irriterende – tilhører i ansigtet. Det gav Waters lysten til at bygge en mur mellem bandet og det publikum, der til hans frustration var blevet ubærligt stort i takt med bandets tiltagende succes.

Og det blev lige præcis det, der blev konceptet for turnéen, der fulgte efter udgivelsen af albummet. I løbet af 1980 og 1981 opførte Pink Floyd koncertudgaven af "The Wall" 31 gange fordelt på fire byer – Los Angeles, Uniondale (New York), London og Dortmund – og det centrale element var netop den 12 meter høje mur, som blev bygget på scenen undervejs i løbet af koncerten. Den samme mur blev brugt som lærred til de videoprojektioner, som tegneren Gerald Scarfe stod for, og til sidst – som fortællingen dikterer – blev den naturligvis revet ned.

Netop Scarfe kom til at spille en central rolle i filmudgaven af "The Wall", som dukkede op i biograferne i 1982. Han stod for de mange nu aldeles klassiske animationssekvenser, og Alan Parker – på daværende tidspunkt kendt for "Midnight Express" og "Fame", sidenhen også for "The Commitments" – blev instruktør, og Bob Geldof fik hovedrollen som Pink. Adskillige af albummets numre blev bearbejdet på ny, nye indspilninger fandt sted og nummeret "When The Tigers Broke Free", der nøjagtigt fortæller om faderens død, blev taget med. Trods filmens overordnede succes har både Waters og David Gilmour, bandets sanger og leadguitarist, begge udtalt sig mindre positivt om filmen, idet de ikke følte, at historien blev fortalt nær så godt, som den havde potentiale til.

Wrights exit og Waters' kreative dominans

"The Wall" tog på alle måder hårdt på bandet, og undervejs i de oprindelige indspilninger røg tangentspilleren Richard Wright ud af bandet. Detaljerne kan man strides om, men det overordnede forløb har efter sigende været, at der var rigeligt med dårlig stemning mellem Wright på den ene side og producer Bob Ezrin og Waters på den anden. Wright ønskede mere tid i producerstolen, men det kunne han ikke få, hvilket så affødte et begrænset engagement fra hans side, som så til gengæld frustrerede Waters i en sådan grad, at han krævede Wrights afgang.

Andre parametre omhandler vilkårene, hvorpå Wrights kreativitet skulle strømme såvel som en ikke overholdt tidsplan, der hindrede Wright i at ses med sine børn. Hvorom alting er, blev Wright dog hyret som musiker på den efterfølgende turné, men medvirker slet ikke på opfølgeren til "The Wall", "The Final Cut" fra 1983.

Netop "The Final Cut" blev Waters' sidste album med gruppen – en samling sange, der i udgangspunktet var til overs fra "The Wall", men som blev udviklet til et selvstændigt album, der især fokuserer på Waters' skuffelse over sit hjemland, ikke mindst Margaret Thatcher og landets rolle i Falklandskrigen. Mere end noget andet Pink Floyd-album er "The Final Cut" resultatet af Waters' personlige ambitioner og bandpolitiske stædighed, og det var disse to faktorer, der blev mere og mere fremtrædende som årene skred frem.

På "The Dark Side Of The Moon" var Waters for første gang eneste tekstforfatter, og på de følgende albums – "Wish You Were Here" fra 1975 og "Animals" fra 1977 – er det i tiltagende grad Waters' kunstneriske visioner, der udgør de konceptuelle rammer. Kulminationen var således "The Final Cut", og det var også umiddelbart herefter, at Waters offentliggjorde sit exit fra bandet – Pink Floyd repræsenterede for ham en "opbrugt energi" – og han lancerede sin solokarriere, mens Pink Floyd til hans store ærgrelse fortsatte uden ham.

En nytænkning af fortællingen

I tiden mellem 1983 og i dag har Roger Waters udgivet "The Pros And Cons Of Hitchhiking" i 1984 – baseret på et albumkoncept, som han i 1977 præsenterede for bandet samtidig med konceptet for "The Wall", som bandet så valgte – samt "Radio KAOS" i 1987 og "Amused To Death" i 1992. I 1990 opførte han "The Wall" i Berlin med et ensemble af musikscenens største navne, efter Berlinmuren var faldet året forinden, og det er den sidste gang, albummet er blevet opført i sin helhed. Sideløbende har Pink Floyd udgivet "A Momentary Lapse Of Reason" i 1987 og "The Division Bell" i 1994. Waters blev inviteret ombord på den efterfølgende turné, men takkede nej.

Først 11 år senere, i 2005 ved "Live 8"-koncerten – bag hvilken Bob Geldof, "The Wall"-filmens hovedrolleindehaver, stod – kunne man se Waters på scenen med sine gamle medlemmer, Gilmour, Wright og Nick Mason, bandets trommeslager. Wright døde i 2008 af kræft, hvormed en tilsvarende gendannelse af gruppen er udelukket for tid og evighed, men Gilmour og Waters har optrådt sammen så sent som i juli i år ved en velgørenhedskoncert for The Hoping Foundation, som Gilmour og hans band var sat til at spille til. Han lovede Waters, at hvis Waters ville medvirke, så ville Gilmour dukke op til en af Waters' "The Wall"-koncerter og spille med på "Comfortably Numb".

Og så er vi fremme ved i dag. Det nu over tre årtier gamle værk skal genopføres. Men hvorfor? Roger Waters forklarer, at der ikke er tale om nostalgi, men snarere om en nytænkning af de problematikker, som "The Wall" tager udgangspunkt i:

"Jeg begyndte at tænke på, at historien kunne ses som en allegori på den måde, som lande behandler hinanden. Med andre ord, kunne værket udvikles, så det ville beskrive en bredere funderet, mere universel tilstand end det gjorde, da vi opførte den i 1980, eller da jeg opførte den i Berlin i 1990? Jeg tænkte mere og mere på det, og pludselig fik jeg et par idéer og sagde til mig selv, at 'måske hvis vi nu gør sådan med én sang og sådan med en anden, så kan vi opnå dét her'. Og så begyndte jeg at skrive et par ting ned på papir, og endelig sagde jeg så: 'Ved du hvad? Jeg gør det her'."

Den første koncert i den aldeles lange række finder sted den 15. september i Toronto, og Waters med band har således over et halvt år – dog med pause i januar og februar – til at forfine deres optræden, inden de når til Danmark og leverer hele to opførelser af dette legendariske værk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA