x

Ronni Vindahl: Multimusiker i en kælder på Nørrebro

Ronni Vindahl: Multimusiker i en kælder på Nørrebro

I en kælder på Nørrebro kæmper man sig først gennem barnevogne og et gammelt stueorgel, passerer efterladenskaberne af den danske sommers regnbyger, før man til sidst kommer ind i et rum, der skiller sig ud med sit stilrene udtryk og den imponerende samling instrumenter, der tæller alt fra Fender-guitarer til en 808-trommemaskine. I midten af rummet står et sort bord med tilhørende computer. Det er her, Ronni Vindahl bruger næsten al sin tid. På at lytte til musik, lave musik og lægge til og trække fra. Det er her, i "hulen", jeg mødes med ham, for at snakke om alle de projekter han har gang i. Om soloplade, intergritet og "udansk" musik.
 
Du strækker dig over mange genrer. Du har lavet hiphop, minimalistisk pop og dansabel festmusik. Hvad startede din musikalske udvikling egentlig med?
 
Hmm, egentlig startede det med at jeg hellere ville have en elektrisk guitar end at blive konfirmeret. Så det fik jeg af min mor da jeg var 13 og så startede jeg med at spille rock med mit band Smear Campaign hjemme i kælderen i Ordrup hos mine forældre. Og det var helt tilbage i '94-95. Jeg har egentlig aldrig rigtig lavet hiphop eller syntes det var den mest spændende musikstil, men jeg har lavet produktioner igennem tiden, som der er blevet rappet på og har hørt rigtig meget hiphop siden den gyldne æra i starten af 90'erne. På det tidspunkt vi lavede den første Boom Clap Bachelors-plade var vi alle sammen meget influeret af Detroit scenen og LA-hiphopscenen med Jay-Dee, Slum Village, alt hvad der kom ud af Stones Throw. Og så selvfølgelig gammel soul, disco, electro og r'n'b. De genrer har vi nok altid holdt fast i i Boom Clap Bachelors, men vi er alle meget forskellige i det band. Jeg tror jeg er den mindst "hiphop'ede" af os, med hensyn til smag.
 
Synes du, der er en lyd eller en genre, der går igen i de bands du har spillet i?
 
Ikke rigtigt. Jeg kan godt lide mange forskellige genrer, bare det er godt og numrene er gode, så er jeg helt åben. Æstetisk er jeg ikke til for metalliske eller koldtlydende ting. Jeg kan godt lide det har en vis form for sjæl og varme i sig. Non+ er mere dansabelt end Boom Clap Bachelors og det har været megasvært at få danskerne til at hoppe på det. Det er ret sjovt, for jeg har lige været i Bergen, hvor den lidt pæne disco/dansepoprock er rigtig dominerende. Det kan man også godt kan høre på hvad der kommer ud af den by. Selvom de har det meget koldere og det regner mere end i København, så kommer der mere sorgløs, dansevenlig og international musik ud derfra på trods af at byen er meget provinsiel og lille i forhold til København. Det er dog ved at ændre sig lidt med København.
 
Hvad med din soloplade? Er der en linje fra den hiphop og soul du har været inspireret af tidligere?
 
Altså, den spænder fra æteriske rumklangs-guitarnumre til mørke popnumre, men det der nok går igennem hele forløbet er min egen fortolkning af den soulmusik, som jeg har dyrket lige siden jeg begyndte at interesse mig for og spille musik. Og måske kan det godt lyde lidt hiphop'et på nogle måder?… i hvert fald i trommeprogrammeringerne måske.
 
"I love this track!"
 
Du har en del gæsteoptrædener med på din soloplade. Kan du løfte sløret for det?
 
Ja, jeg synes jeg får rimelig fint selskab. Bl.a. af Coco fra Quadron. Coco har jeg spillet med i nogle år i Boom Clap Bachelors, siden vi startede med at spille live med bandet, og hun er også med på en del nye Boom Clap Bachelors tracks på vores kommende ep. Hun er den bedste soulsangerinde vi har herhjemme. Derudover har jeg Tuco fra Non+ med på et enkelt nummer, og sidst men ikke mindst har jeg Jenny Wilson med på et nummer, som hun netop er i gang med indspille på i skrivende stund. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for hende har jeg været fan af længe.
 
Hvordan kom samarbejdet med Jenny Wilson i stand?

 
Det startede faktisk helt tilbage med den første Boom Clap Bachelors-plade ("Kort før dine læber", 2008, red.), hvor vi kontaktede nogle skandinaviske artister for at høre om de ville synge på deres modersmål. Vi skød måske lidt over målet, men tog chancen og kontaktede Jenny. Vi fik så en utrolig sød mail tilbage, hvor hun skrev at hun desværre ikke ville medvirke, da hun helst ville synge på engelsk. Og så løb det projekt ligesom ud i sandet. Da jeg så skulle til at lave min soloplade, lavede jeg et track, som jeg ikke rigtig synes jeg selv kunne synge på. Og så have jeg jo tilfældigvis Jennys mailadresse liggende, så jeg sendte hende nummeret og sagde at jeg virkelig gerne ville have hende med, men at jeg ikke rigtig havde nogle penge at give hende for det. Så fik jeg en mail tilbage med ordene "I love this track" og ja... så var den hjemme, ha ha.

Ronni Vindahl tilføjer, at han regner med at have sit soloalbum klar til udgivelse til foråret.
 
Du har tidligere været bosat i Berlin og lavet musik dernede. Du er nu, mere eller mindre vendt hjem til København, men hvad er efter din mening de største forskelle på musikscenen i Berlin og i København?
 
Ja, nu skal jeg være i København lidt, men har planer om at tage til L.A. og komponere og producere til efteråret.  Berlin er sjov, fordi der er overvejende meget elektronisk musik. Og meget af det elektroniske musik, som dominerer Berlins natteliv er rimelig hardcore eller meget nørdet  - altså der er meget techno, techhouse, house og minimaltekno, synes jeg. Det er ikke rigtig nogle stilarter, som tænder mig specielt, men Berlin har generelt et åbent sind, ikke mindst i kraft af byens status som metropol. I København går det mere ud på at se rigtig ud, høre det rigtige og være de rigtige få steder - sådan er det selvfølgelig også nogle steder i Berlin.

Der er dog mange dygtige bands i København, og måske er det musikalske bundniveau faktisk lidt højere herhjemme… Jeg synes der er ved at komme rigtig mange fede bands ud af København - jeg synes i hvert fald jeg falder over nye spændende ting næsten hver dag! Vi kunne godt gå en gylden tid i møde med dansk musik.
 
"Hvis du siger, du er cool, så er du det ikke"
 
I interviews omkring hele miseren med Non+-pladen og problemer med at finde et dansk pladeselskab, nævner du at jeres lyd blev anset som meget udansk. Hvordan forholder man sig som kunstner til det?
 
Vi tog det ikke så tungt og synes måske det var lidt skægt, samtidigt med det selvfølgelig var lidt demotiverende ikke at kunne få bid igen efter at være blevet droppet af Universal. Vi var så rundt hos en masse selskaber i ind- og udland, men vi opgav lidt det med labels og udgav det selv. Selvfølgelig irriterer det en lidt at få at vide at man er udansk, når det betyder man ikke kan få en ordentlig udgivelse i Danmark, men på den anden side har Danmark ca. 6 millioner indbyggere, hvilket er på størrelse med Berlin og omkringliggende forstæder, så der er så meget der er udansk, fordi der simpelthen ikke er et publikum til alle genrer. Så vi satser nok generelt mere på udlandet, da det også oftest er derfra vi får bedst respons på vores projekter.
 
Fortæl lidt om samarbejdet med Kris Mars (på remixet af Non+'s "Wake"). Hvordan kom det i stand?
 
Egentlig er det kommet i stand fordi vi i Boom Clap Bachelors er ved at lave en plade med den unge mand, drengen er jo kun 17! Så tog Thomas Bisballe fra Boom Clap "Wake"-nummeret frem i studiet en dag og klippede det op, og så rappede Kris over det. Det endte så med at blive rigtig fedt og gav nummeret en helt frisk dimension. Kris blev faktisk signet til Kanye Wests pladeselskab efter Mr. West havde hørt de demoer vi havde lavet med Kris for lidt over et år siden. Nu kommer Kris til Danmark til vinter hvor vi efter planen færdiggør hans debutplade produceret af Boom Clap Bachelors. Det bliver vildt.   
 
Non+'s førstesingle blev jo brugt i en reklame for et bilfirma. Hvilke tanker gør man sig i sådan en situation? Er man ikke nervøs for at give afkald på den street credibility man eventuelt måtte have opbygget?
 
Mange bands gør sådan noget, og mange anerkendte, "coole" og smarte producere gør det også i smug. Altså laver musik til tv og reklamer. Hvis man tager en artist som José Gonzalez - en rigtig svensk indiedarling - så blev han kendt på sit cover af The Knifes "Heartbeats" i en Sony-reklame, som gik hele verden over. Og så vidt jeg ved har han ikke mistet sin "street credibility". Det er svært at tjene penge på musik i dag, specielt hvis man er et lidt esoterisk navn - og ikke et større navn, som faktisk sælger plader, så det kan mærkes. Så reklamer og synkronisering er nogle af de steder hvor det er muligt at tjene lidt til huslejen og bandkassen. Og hvis man har et hverdagsjob, så har man ofte ikke rigtig tid til at lave ordenlig musik. Det er selvfølgelig ucool at blive associeret med de store multinationale kapitalist-emperier, og der er uden tvivl også selskaber, som jeg aldrig ville associeres med. Så jeg er ikke ligeglad, men jeg er heller ikke hysterisk omkring det. Som jeg forstår det har street credibility noget med politisk korrekthed at gøre, og i så fald burde reklamer for produkter alle være politisk ukorrekte. Det er der uden tvivl også nogle der er, men det er mig bekendt ikke alle firmaer, der har støttet apartheid, nazisme, er dyremishandlere eller har slavearbejdskraft fra østlandene, og så er det bare om at have sine overbevisninger og føle sig rimelig informeret før man samarbejder med andre.

Min bedre halvdel sagde engang til mig: Hvis du siger du er cool (både direkte og indirekte), så er du det ikke! Og det synes jeg er rigtig nok - så folk skal bare slappe af med street credibiliteten og koncentrere sig om at lave noget ordentligt og nærværende musik - det er det der overlever i længst tid.
 
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA