x

Volbeat – Når drengedrømme går i opfyldelse

Volbeat – Når drengedrømme går i opfyldelse

Der var næppe mange, der tilbage i 90'erne havde gættet på, at en af landets største musikalske eksportsucceser siden Aqua skulle blive et rock 'n' metal-band med folkelig appel og endda flere radiohits på samvittigheden. Sådan er det ikke desto mindre gået, og det kører på skinner for Volbeat, der har brugt det sidste års tid på landevejen med barndomsheltene i Metallica og på at indspille deres fjerde album Beyond Heaven/Above Hell, som i skrivende stund er på vej til både de danske og diverse udenlandske pladebutikker. En plade, der i vanlig Volbeat-stil byder på både spændende gæster og genresammenblandinger:

Michael Poulsen: – Det er stadig de samme inspirationer, vi trækker på, men denne her gang er der virkelig en bred vifte af forskellige genrer, og det bliver kørt lige til grænsen på den fede måde.

Thomas Bredahl (guitar): – Man kan sagtens høre, at det er Volbeat, når man hører pladen, men der er nok nogle, der vil få sig nogle overraskelser. Vi vil jo ikke lave en plade, der lyder som den, vi lavede sidst, men det er der jo nok mange, der forventer, at vi gør.

Michael: – Lytterne er jo meget forkælede. På den ene side vil de gerne have, at bandet bare lyder, som det plejer, men på den anden side vil de også meget gerne have noget nyt. Så lige meget hvad vi gør, kan vi aldrig rigtig vinde det der game, så det er blevet sådan, at vi bare gør, hvad vi har lyst til.

Drengedrømmen går i opfyldelse

Da Metallica tilbage i 2007 skulle give koncert i Århus, ledte Lars Ulrich efter to danske supportbands til koncerten, hvor Volbeat som bekendt blev det ene. Bandet faldt i så god jord hos særligt Metallica-frontmand James Hetfied, at Michael Poulsen en dag fik et noget specielt opkald:

Michael: – Jeg blev ringet op på en ganske almindelig eftermiddag af en fyr, der præsenterede sig som James Hetfields assistent, og jeg tænkte bare: "Sure, and I'm Santa Claus", men det viste sig så rent faktisk at være ham, og han fortalte, at James gerne ville mødes med mig for at spise og snakke lidt musik, så vi bookede en klub på Enghavevej, hvor man kan få dejlig dansk mad og gik derned og spiste bøffer og snakkede musik. Det var meget tydeligt, at de lige skulle høre, hvor travlt vi havde, og checke, at vi ikke sad og skød os i armene med alt muligt lort eller drak bajere 24 timer i døgnet. Men hovedsageligt var det jo, fordi James rigtig godt kunne lide vores musik. Vi spiste sammen med ham og Rob Trujillo (Metallica-bassist, red), og bagefter tog James og jeg på Mojo i København for at høre beskidt blues. Et par dage efter blev jeg ringet op igen, hvor James spurgte, om jeg ikke var klar på at lave noget igen. Det var jeg selvfølgelig, så denne gang kom han hjem til mig i privaten, hvor min daværende kæreste diskede op med noget mad, og vi igen fik en god snak om musik, familie, biler, og hvad vi ellers kunne komme på. Det gik rigtig godt, og før vi fik set os om, blev vi tilbudt at tage på USA-tour med Metallica. Så drømme går altså i opfyldelse nogle gange – det kan lade sig gøre.

Hvad var Metallica-drengenes reaktion på nummeret Wild Rover Of Hell, der jo er ret Metallica-inspireret, og hvor de også bliver nævnt i teksten?

Michael: – Den eneste reaktion var den dag, hvor vi spiste med James og Trujillo, hvor Hetfield begyndte at spørge ind til de forskellige sange og kom ind på sangen, og vi forklarede, at det er en halv hyldest til dem, og han så sagde: "Yeah, I figured that one out."

Thomas: – Sidst James var i København, udviste han for øvrigt stor begejstring for bycyklerne, og han var tit lige ud at smide en tyver i sådan en og køre rundt i byen med hættetrøje, solbriller og gedeskæg. Når han holdt for rødt, kunne han godt se, at der var nogle, der lige kiggede en ekstra gang for at se, om de virkelig kunne passe, at James Hetfield cyklede rundt i København på en bycykel, og folk troede selvfølgelig aldrig, at det virkelig var ham. Så det var hans måde at komme ud og bevæge sig normalt blandt folk.
Michael: – Da jeg skulle ud med James, efter at han havde spist hjemme hos mig, fortæller jeg ham, at jeg har bestilt en taxa til at køre os ind til byen, men det gad han sgu ikke. Han spurgte, om ikke vi kunne tage to bycykler i stedet for. Det syntes han var meget sjovere.

Livet på landevejen

Kan I hver give et eksempel på noget særligt bemærkelsesværdigt, der er sket, når I har været "on the road" i USA?

Michael: – Klart. Før den første Metallica-koncert i USA mødte vi et crew-medlem, der stod og snakkede i telefon, og han var ved at forklare personen i den anden ende om os: "Yeah, there's a new band coming on tonight. They're called Vol… Vol… – Volleyball or something." Det fik jeg forklaret i et interview derovre, så det endte med, at der kom nogle folk med et banner, hvor der stod "Volleyball" på.

Anders (Kjølholm, bas): – Året før var vi også i USA med Nightwish, og der kan jeg tydeligt huske en oplevelse, hvor vi spillede i Baltimore, der også bliver kaldt "Bodymore", fordi det åbenbart er den by i USA, hvor der bliver slået flest mennesker ihjel. Jeg vågner op og skal finde mig et toilet, og da jeg kommer ud af bussen, står der en crack-junkie og forlanger, at jeg skal gi' ham en smøg. Jeg siger til ham, om han ikke bare kan spørge pænt, om han må få en, og det skulle jeg så åbenbart ikke have gjort, for pludselig begynder han at hive op i trøjen og vise skudsår og fortælle mig, at jeg ikke skal snakke sådan til ham. Heldigvis kommer der en lokal og siger: "Gå du bare ind, så skal jeg nok tage mig af ham her." Da jeg så går ind, tilføjer han: "For resten skal I ikke gå over på den anden side af gaden, for så bliver I skudt. I sidste uge ramte de Sum 41's tourbus i en drive by shooting."

Thomas: – Ja, den var også gal i Houston, hvor de sagde til os: "Hør jer drenge, I skal bare gå direkte fra bussen og ind på spillestedet. Dernede står luderne og deres alfonser og derovre står crackdealerne, og de står altså og skyder efter hinanden. Så hvis I skal noget, så er det altså i bil eller taxa."

Jon (Larsen, trommer): – Et eller andet sted er vi jo bare nogle dumme turister. Da vi var i Detroit, ville vi gerne ud at se på pladebutikker, så vi gik ind i centrum af byen, hvor der ikke var andet end tomme bygninger. Dumme som vi var, begyndte vi at gå ned ad nogle gader for at lede efter en pladebutik, og pludselig havnede vi i et lidt for spøgelsesagtigt kvarter, hvor vi begyndte at joke med, at "uha, nu skal vi passe på bandemedlemmerne", og pludselig stod der bare en ordentlig flok af dem med pistoler og det hele, og så kan du ellers tro, at vi fire blegfede danskere fik vendt om i en fart.

Anders: – Men der var sgu ikke noget med sprut og damer og stoffer. Folk har nok en forestilling om, at det er sådan, man lever hele tiden, men hvis man gør det i 14 dage, så kan man sgu ikke holde til at spille musik.

Michael: – Nej, det er sgu kun Lemmy fra Motörhead, der kan det.

Om gæsterne på Beyond Hell/Above Heaven:

På Volbeats nyeste udspil medvirker så forskellige navne som Napalm Death-sanger Mark "Barney" Greenway, Mercuful Fate-guitarist Michael Denner Krator-sanger Mille Petrozza, Jacob Oelund fra Taggy Tones og selveste Henrik Hall.

Hvorfor var det netop de gæster, der kom med på pladen?

Michael: – Det lidt kliché-agtige – men ikke desto mindre ærlige – svar er, at det simpelthen kom helt naturligt, at de her folk skulle være med på vores plade. De sidste par år, hvor vi har turneret meget og spillet mange festivaler, har vi også haft mulighed for at dele scener og backstageområder med nogle gamle drenge, som vi har set op til i mange år. Blandt andet faldt vi i snak med Napalm Death, som jeg har hørt, siden jeg gik rundt og headbangede med mit dårlige pagehår i folkeskolen. Da jeg så snakkede med Barny, fandt jeg ud af, at han udmærket kendte Volbeat, og på sin meget flotte accent sagde han (imiterer Birmingham-accent): "You know, me girlfriend listens to ye all the time." Vi hang ud med dem, og da jeg begyndte at skrive materiale til Beyond Hell/Above Heaven, havde jeg Barney i tankerne. Når jeg skriver sange, kan jeg godt lide den udfordring, der er i at tænke andre ind i det materiale, jeg skriver. Vi havde snakket om at have et nummer, hvor guitarerne blev stemt lidt ned, og hvor vi gik tilbage til de gamle metalrødder. Så da jeg sad og arbejdede med nummeret, groovede det på sådan en Napalm Death-agtig måde, og så tænkte jeg på Barney. Han syntes, det var en fed idé, og han ville rigtig gerne være med. Da jeg lavede demoen til Barney, growlede jeg selv på nummeret, og selv om jeg har fået ros for mit growleri i gamle dage, synes jeg, der er så mange andre, der er bedre end mig, og Barney, han topper alt og alle. Der er ikke nogen, der lyder som ham. Da jeg growlede i Dominus, var jeg direkte inspireret af Barney, så hvorfor lyde som en copycat, når man kan få den ægte vare?

– Med hensyn til Mille fra Kreator, der er et gammelt tysk thrashband, som jeg også har hørt siden folkeskolen, er han kommet til en del af vores koncerter i Tyskland og har fulgt os i et stykke tid, og de gange, jeg har fået at vide, at han stod der, er jeg blevet hooket op med ham og har fundet ud af, at han er et rigtig dejligt og sødt menneske, og vi har snakket en del sammen. Jeg havde lavet en sang, hvor der var et stykke, der var meget old-school metalagtigt, hvor jeg selv havde lagt noget sang på, men hvor jeg tænkte, at det ville lyde meget federe med en rigtig metalsanger, og dér tænkte jeg på Mille med det samme.

– Mille kom så med på nummeret, og det gjorde Michael Denner fra Mercyful Fate også. Jeg har mødt Michael til forskellige koncerter, og jeg har købt et gammelt kabinet af ham engang. Jeg kom egentlig først i kontakt med ham på Facebook, og det viste sig, at han også havde fulgt os i et godt stykke tid. Jeg har aldrig været specielt fan af lead-guitarister, men lige præcis ham har jeg altid syntes var enormt fed, og det blev han jo selvfølgelig smigret over at få at vide, så han sagde ja til at medvirke på nummeret. Jeg blev pavestolt, da han sagde ja til det, for jeg har set op til Mercyful Fate og King Diamond, lige siden jeg var en lille teenager. Jeg har endda tatoveret Mercyful Fate på mit lår. Der har jeg coveret fra Don't Break The Oath. Det var meget stort for mig.

– Derudover har vi et nummer, der hedder Heaven Nor Hell, og da vi en dag stod og spillede et riff til det nummer i studiet, så tænkte jeg, at det havde lidt en Bruce Springsteen-feeling over sig, og inde i mit hoved hørte jeg lyden af en mundharmonika. Vi har aldrig prøvet at bruge mundharmonika før, og jeg kendte ikke nogen, der spillede det, så jeg ringede til min gode ven, Steffen Jungersen, og han sagde: "Der er kun én, og det er Henrik Hall fra Love Shop." Jeg havde mødt Henrik et par gange før, så det var bare lige at ringe til ham og sige: "Hva' så, du gamle? Skal vi ned i øveren? Jeg har en idé…" Henrik var frisk og syntes, det var en fed udfordring. Han har ikke prøvet at spille til noget, der var så hårdt før. Så det er virkelig en plade, der spænder lige fra det mest rock 'n' roll, vi nogensinde har lavet, til det mest ekstreme metal, vi har spillet, og alt det, der ligger imellem er jo punk, country, poprock og rockabilly.

– Vi har også Jacob fra Taggy Tones med. Han spiller slapbass, og det har jeg altid godt kunne tænke mig at lave et nummer med, så nu var det fandeme på tide, og da vi er gode venner med drengene i Taggy Tones, var det helt naturligt, at det blev Jacob.

"Lytterne er jo meget forkælede. På den ene side vil de gerne have, at bandet bare lyder, som det plejer, men på den anden side vil de også meget gerne have noget nyt."

Ingen skeletter i skabet – men et enkelt i bilen

Der er mange ting, der skal tages højde for, når man køber nyt hus. Blandt andet hvor man lige skal gøre af sit nyindkøbte plasicskelet, før man flytter ind. Michael Poulsen fortæller:

– Min kone og jeg har lige købt hus sammen, og vi er ved at indrette det. På et tidspunkt var vi inde i en antikforretning, hvor der står et fullsize-skelet, som man kender det fra biologi-lokalerne i folkeskolen. Da vi så det, kiggede vi på hinanden og blev hurtigt enige om, at vi ville sætte ham i en stol i entréen, så han er det første, folk ser, når de kommer hjem til os. Da han skulle transporteres hjem, måtte jeg jo pænt sætte ham på bagsædet med sele på, og fordi vi ikke var flyttet ind i huset endnu, lod jeg ham sidde i bilen i nogle dage, og det er der kommet en del sjove oplevelser ud af. Vi har døbt ham Chuck efter afdøde Chuck Schuldiner fra metalbandet Death, som vi begge er meget store fans af. En dag kører jeg rundt ude i Valby, hvor tre betjente vinker mig ind til siden og fortæller mig, at en af deres kollegaer har set mig køre rundt med et skelet på bagsædet, og det er de blevet bedt om at undersøge. Det griner jeg lidt af og fortæller dem, at Chuck altså ikke gør noget deromme på bagsædet, hvor min hund i øvrigt ligger på skødet af ham. Jeg får fortalt dem, at han er af plastic, og at han er købt i en antikforretning. Pludselig siger den ene af betjentene: "Det er sgu da dig fra Volbeat!" Og så gik snakken på noget helt andet, og de glemte helt at se, at jeg faktisk havde et knust sidespejl, for jeg fik bare lov til at køre videre af de tre betjente, der vinkede pænt til mig.  

"Beyond Hell/Above Heaven" er netop udkommet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA