x

Brandon Flowers – Den Ufrivillige Solist

Brandon Flowers – Den Ufrivillige Solist

Du havde en god ting kørende med The Killers. Hvorfor dræbe det til fordel for sådan et forfængelighedsprojekt som dette, dit soloalbum "Flamingo"?

– Det er altså ikke et forfængelighedsprojekt, det er bare en videreudvikling af, hvad jeg hidtil har lavet. Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg fortrukket, at det bare var et The Killers-album, men de andre ville hellere holde pause.

Hvad sagde din kone til, at du ikke havde tænkt dig at holde pause alligevel?

– Hun er bestemt ikke vild med idéen, men hun er så småt ved at forstå, hvorfor jeg ikke bare kan holde pause. Men jeg har lovet hende, at jeg nok skal sætte farten ned efterhånden. Jeg ved bare ikke hvornår.

Var det en fælles beslutning, at The Killers skulle holde pause, eller var det kun noget, de andre ville?

– Det var en fælles beslutning, men det var bestemt ikke mig, der skubbede på, for at det skulle ske. Jeg forstår dem godt, for vi har da haft travlt, men det betyder ikke, at jeg ikke stadig har lyst til at skrive sange og optræde med dem.

Er de tre andre i The Killers dovne, eller lider du af en svær grad af arbejdsnarkomani?

– Jeg vil ikke betegne mig selv som arbejdsnarkoman, for sammenlignet med folk, der har almindeligt fysisk arbejde, så føler jeg mig egentlig ret forkælet. I denne branche arbejder jeg nok lidt mere end alle andre, men jeg føler mig dog stadig forkælet og privilegeret.

Hvad har de tre andre sagt til, at du nu går solo?

– Det har de faktisk været ret cool med. Jeg ville ikke have gjort det, hvis en af dem virkelig var imod idéen. Det ville være forfærdeligt, for jeg har vitterligt ikke lyst til at skabe splid imellem os.

Når man laver kunst egenhændigt, så må resultatet nødvendigvis være tættere på ens artistiske intentioner, hvorimod man i et band arbejder med kompromiser og demokrati. Så føler du dig tættere knyttet til materialet på dette album?

– Ja, men jeg er nået et punkt, hvor jeg måske er kommet for tæt på det, for der har været alt for meget mikroforvaltning. Det var også derfor, jeg ønskede, at producerne skulle blande sig i arbejdet og fortælle mig, om det rent faktisk fungerede. De endte tit med at sige "så, nu skal vi ikke pille mere ved den sang", og når jeg gik tilbage og lyttede et par uger efter, viste det sig altid, at de havde ret.

Ambitiøs og så alligevel

Du har engang udtalt, at du ønskede, at The Killers skulle være blandt de fem største bands i verden, så er dit mål nu at konkurrere med folk som Paul McCartney, Peter Gabriel, David Byrne og Morrissey?

– Ja, det lyder meget rigtigt. Nej, spøg til side, det er trods alt nok for store fodspor at følge efter.
Men det er vel dem, du er oppe imod som solist, for du har også engang sagt, at man ikke kan blive for ambitiøs?

– Jamen, det mener jeg også stadigvæk, men jeg vil trods alt ikke sige, at min soloplade er på højde med, hvad de solister har lavet. Men jeg føler tit, at vi yngre musikere holder os tilbage, for vi sætter simpelthen de gamle folk op på så høje piedestaler, at vi aldrig kommer i nærheden af dem. Jeg er før kommet i problemer for at sige den slags, for eksempel engang, hvor jeg sagde, at Nirvana og Led Zeppelin var placeret på alt for høje piedestaler. Jeg var på ingen måde ude på at svine dem til, jeg mente bare, at de var placeret så højt, at vi aldrig har en jordisk chance for at lave noget, der er lige så godt som det, de har lavet. Og hvis man aldrig har en jordisk chance for at matche de største, hvorfor så overhovedet prøve at skabe noget? Mit mål er at nå derop, så nej, man kan aldrig blive for ambitiøs.   

Så hvad er ambitionerne for dette soloalbum?

– Det ved jeg ikke rigtigt, altså jeg vil vel gerne nå så langt som muligt.  

Hvad nu hvis albummet bliver større end noget, du har præsteret med The Killers?

– Ja, det har jeg faktisk tænkt over for nylig, og det håber jeg trods alt ikke, for det ville nok gøre mig pænt upopulær hos de tre andre.

Hånet af Lanois

Brendan O'Brian (AC/DC, Bruce Springsteen, Peal Jam m.fl.) Stuart Price (Madonna, Keane, Pet Shop Boys m.fl.) og Daniel Lanois (U2, Peter Gabriel, Bob Dylan m.fl.) har alle været med til at producere numre på din nye plade. Hvorfor faldt valget på de tre?

– Det startede faktisk med, at det kun skulle være Stuart, og det skulle være en verdensmusikplade i stil med David Byrne, vi lavede, men jeg er åbenbart ikke særlig god til at kopiere ham. Efter noget tid begyndte sangene at bevæge sig over i noget mere roots-baseret, og jeg tænkte, at det måske var en god idé at invitere et par andre producere ind for at se, hvad der skete. Lanois var en af de første, jeg kom i tanker om, for ikke nok med, at han har lavet fantastiske ting med U2, han er også virkelig god til at få en organisk lyd frem og er samtidig ikke bange for at arbejde med elektroniske elementer.

Var Lanois nem at arbejde sammen med, for jeg har lige læst en artikel om arbejdet med Dylans Time Out Of Mind, hvor flere af spillerne, inklusive Dylan, til tider var utilfredse med, at Lanois ville bestemme det hele?

– Hmm, jeg ville ikke sige, at han er nem at arbejde sammen med, for han har mange meninger, men Time Out Of Mind er fantastisk, så jeg ville ikke klage, hvis jeg var dem. Men ja, han har stærke meninger, og somme tider fik han sin vilje, og andre gange fik jeg min vilje. Så vi havde et rigtig godt samarbejde. Men jeg vil så også sige, at der var et par sange, som blev fravalgt, fordi Lanois simpelthen hånede dem.  

Viva Las Vegas

Hvis Las Vegas er normen, er alle andre steder så kedelige?

– Ja, det kan man godt sige, og det er noget, vi alle sammen har lidt under, især Mark (Stoermer, bassist). Han er en rigtig natteravn, der ikke går i seng før klokken syv om morgenen, og den eneste anden by, hvor han ikke keder sig om natten, er New York. Ellers går han bare fortvivlet rundet og mumler "jeg ved ikke, hvad jeg skal give mig til." Så vi var faktisk ikke forberedt på, at verden uden for Las Vegas ville være så anderledes.

Las Vegas associeres tit med alskens kødeligt begær, så føler du, at det har været svært at blive taget seriøst, når du nu altid associeres med Vegas?

– Det har helt klart været svært at blive forbundet med det, som mange mennesker ser som det værste sted i Amerika. Men selvom vi har rejst rundt i hele verden, så føler jeg ikke rigtigt, at jeg kender andre steder end Vegas, og det har jeg faktisk ikke noget imod. Men jeg forstår godt folk, der har et negativt billede af Vegas, og på en ny sang, Welcome To Fabulous Las Vegas, tager jeg stilling til nogle af de ting, som folk ikke kan lide ved byen. Jeg er trods alt ikke helt forblændet af byen.

Har du tre favoritsange om Las Vegas?

– Hmm, Viva Las Vegas med Elvis, Ooh Las Vegas med Gram Parsons og Leaving Las Vegas med Sheryl Crow.

Og tre klassiske rockplader, som du godt gad se opført som store Las Vegas-shows?

– Det kunne faktisk være cool med mange plader. Men jeg ville helt klart vælge Pink Floyds The Wall, selvom deres koncerter i forvejen var spektakulære. Men prøv lige at forestille dig den plade som et Vegas-show, wow! David Bowies The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars ville også være for vildt. Og Lou Reeds Berlin, selvom det nok ville være et ret mørkt show.

Hvis man blandede lidt erotik ind i det, så skulle publikum nok dukke op.

– Ja, det har du nok ret i, og det tror jeg faktisk ville fungere ret godt.

Som rockstjerne, med adgang til uoverskueligt mange hoteller i din hjemby, hvad er så det værste, du har gjort ved et hotelværelse?

– Jeg har faktisk en underlig respekt for hotelværelser. For på et tidspunkt i min barndom gjorde min mor rent på hotelværelser, så jeg kan ikke undgå at tænke på kvinden, der skal gøre rent på mit værelse. Så jeg plejer selv at ordne værelset, så hun ikke skal døje med det.

Så du er en god dreng, der rejser rundt med en lille støvsuger og rengøringsmidler?

– Nej, dog ikke, men jeg efterlader ikke unødvendigt rod. Mange mennesker er bare glade for, at de ikke er hjemme og skal rydde op efter sig selv, så de efterlader værelset, som var det en tornado, der havde boet der, men ikke mig.

Flamingo Hotel

Albummet er ikke opkaldt efter den prangende lyserøde fugl, men derimod Flamingo Road, der har taget navn efter det 64 år gamle Flamingo-hotel i Las Vegas. Gaden har inspireret Flowers i sådan en grad, at han hævder, at alle albummets historier udspiller sig på gaden.

"Flamingo" er netop udkommet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA