x

Docktrinen der førte til storhed i midthalvfemserne

Docktrinen der førte til storhed i midthalvfemserne

Del 2: Der kan være noget på en gang besnærende såvel som skræmmende i at opleve et band, som ikke er så meget længere, men som var så banebrydende meget engang. Ofte er det så afgjort desværre udelukkende skræmmende og et billede på rock- og musikhistoriens hårde vilkår: Konkurrencen forsvinder ikke, og kan man blive kendt, kan man også blive glemt. Men der findes oplevelser, hvor det samtidig er muligt at nyde den nye vej kunstneren har taget.

Tag så de oplevelser, hvor man står og hører et band, som umiddelbart ikke virker imponerende, men hvor sidemanden eller kvinden kan fortælle, at dette band var et af de førende, hvis ikke det førende band i midthalvfemsernes Tyskland. Netop det skete for mig lørdag eftermiddag.

Foregangsmændene
Die Sterne er lidt af et begreb i Hamborg. Kort efter at gruppen blev dannet i 1992 skød de sig ind som en del af den såkaldte Hamburger Schule – Hamborgskolen. Et art åndeligt musikalsk fællesskab, der herskede i 80'erne og 90'erne, som ikke var bundet af dogmer om musikalsk retning, men var kendetegnet ved intelligente, ofte socialkritiske tyske tekster, der dermed på sin vis underviste andre i, hvordan man skulle bruge sproget i tysk popmusik. Genre-inspirationerne kunne hertil i farvevalg spændte fra  punk over grunge til pop. Det var ikke så afgørende.

Sammen med bands som Tocotronic og Blumfeld gjorde de sig bemærket for en vej, som i midthalvfemserne ligefrem var bannerførende i Tyskland. Den vej blev imidlertid, som det så ofte sker, få år senere udkonkurreret af - i dette tilfælde - en bredere national indiescene.

Selvom gruppen stadig lever og netop i 2010 har udgivet deres niende studiealbum, 24/7, er det dog så afgjort et band, der hører en svunden tid til. Deres nye udspil består af elektroniske grundstrukturer og enkle, ofte repetitive skabeloner på en facon, der placerer dem i bunken af så mange andre og som et band, der mest af alt må kigge misundeligt efter et krydsfelt af skabere som Röyksopp, Pet Shop Boys og ikke mindst skole-fællerne fra Tocotronic, der har formået at holde et højere niveau siden storhedstiden i 90'erne.

Koncerten formåede ikke at samle så mange, men bandet skal så afgjort anerkendes for deres plads i historien, og det må anbefales for de interesserede at gå tilbage og høre deres første udspil "Wichtig" og "In Echt" fra 1993 og 1994, der mere rendyrket repræsenterer bandets berettigelse og giver et indtryk af den hippeste musikbølge i Tyskland i midthalvfemserne.

Napoleonkaraktererne
Videre til den Napoleon-klædte forsanger schweiziske forsanger Tobias Jundt og hans Bonaparte-band. Bandet, der stammer fra Berlin giver sig hen til en punket og eksperimetel indie-retning, der ikke lader publikum kede sig. Sceneshowet ligner en mikstur mellem en ekshibition på den legendariske frivole kitkatklub fra start-30'erne – den der blev udødeliggjort af Liza Minelli i Cabaret - og en regulær cirkusoptræden.

Antallet af personer på scenen til deres koncerter svinger, men bestod til lejligheden af 6 styk musikere, der alle bar kostumer og dertil tre kvindelige dansere, der på bedste teatralske vis dansede interimistisk, kravlede, skiftede tøj og mod slutningen af koncerten ligefrem var topløse, mens de westlede. Det fik ikke overraskende et par ekstra tilskuere til at vende sig om, så hvem ved. Måske det kan give Rock Hard Power Spray nye ideer til en sceneoptræden? Til sangen "Computer In Love" iklædte de sig computerskærme, men det tog ikke kanten af vildskaben og sådan var det hele vejen igennem.

Et nærmere lyt til musikken afslører, at der så afgjort er fængende grundstrukturer i repertoiret, der er værd at lytte nærmere til. Deres kreationer synes at placere sig i et midterfelt mellem hidsig electrorock, der nok kan få et dansk band som selv Hard Candy til at synes, det rammer hårdt nok, og en flippet bluesrock-struktur med et energisk touch, der kunne sende tankerne en smule i retning af Thee Attacks – tjek eksempelvis "L'Etat C'Est Moi".

R'n'b-skolen
Næste skud på stammen var den Miami-fødte, men Paris-residerende Uffie. Med DJ Feadz på turntables bag en stor mikserpult til den ene side og en anden på keyboard i den anden side af scenen var Uffie efterladt i et stort midterrum til at vandre scenen sort med kun en mikrofon og en rapperinspireret hipsterlyrik leveret gennem vocoder.

Sange som "Pop The Glock" med tekstindhold som "Uffies banging, Feadz is banging time to get low do the tootsie roll" nærmest sprænger hendes - ved første øjekast - uskyldige ungpigelook til atomer. Hun placerer sig mest indlysende i skole med amerikanske Ke$ha og placerer ligesom hende sin lyrik i et væsentligt mere melodiøst flow, end mange rappere har for vane at gøre. Af samme grund åbner hun også op for at kunne samarbejde med andre stilarter og har blandt andet haft Pharell Williams inde over nummeret "ADD SUV", der lyder som noget, der kunne være blåstemplet og skubbet ud af den amerikanske r'n'b-skole. Eksempelvis af Britney Spears.

"You seem to forget that I'm a motherfucking cripple" sagde hun på en nymodens overskudsfacon mod koncertens afslutning. En udtalelse, der nok ville få de fleste gangmembers til at sende et par shells i vejret og ytre deres utilfredshed og et: "Hvad fanden ved hun om, hvordan det føles?" Men som det efterhånden sker overalt, skal man ikke nødvendigvis oprinde fra det miljø, man synger om for at lade som om man kender til det, så hun er vel ligeglad. For dem, der er tilhængere af genren, kan det anbefales at tjekke hendes musik ud.

Hovednavnet
Aftenens sidste akt på hovedscenen var festivalens hovednavn Klaxons. Bevæbnet med deres nye album "Surfing The Void" i tasken gav de en af Dockville Festivallens bedste koncerter. Deres 80-er- og 90er-inspiration af britisk rave - som de bearbejdede til en form, der senere gav dem stemplet som bannerførere for nu-rave -  tilsat deres rockbaserede grundstruktur har så afgjort også haft gennemsalgskraft på Hamborg-publikummet. Det afspejlede sig tydeligt i mængden, der mødte op.

Siden debutalbummet udvidede gruppen med endnu et fuldgyldigt medlem i trommeslager Steffan Halperin, så de blev en fast sammentømret kvartet. Dertil låner de assistance fra Anthony Rossomando på keyboards, og det er i grunden fascinerende at se, hvordan de trykker eksplosivt igennem, selvom særligt forsanger Jamie Reynolds virker velopdragent fattet. Til gengæld har jeg aldrig set et så stillestående frontrow-publikum til en koncert, der ellers burde fostre en opstemt tilgang. Bandet leverede ellers en glimrende omtrent timelang sætliste, der gav valuta for pengene.

Af nye bidrag fik vi blandt andet "Twin Flames" og den glimrende "Valley Of The Calm Trees" inden den rammende nye førstesingle "Echoes" afsluttede det officielle sæt. Dertil to ekstra knaldperler i form af "Surfing The Void", samt som afslutning deres tidligere single og til dato bedste nummer, den alarmprægede "Atlantis To Interzone". Vellykket.

Du kan læse tredje del, om søndagens Dockville Festival, hvor svensk-britiske Fanfarlo og amerikanske The Drums gav gode koncerter, ved at klikke her. Del 1 i serien finder du her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA