x

Regnvejrsdisko on the docks

Regnvejrsdisko on the docks

Del 3: Der er en åben plæne på Dockville Festivalen, hvor den tyske kunstner Thomas Judisch har lavet en installation. Ved første øjekast ligner det ikke andet end et par kar, men nærmer man sig kan man se, at det indeholder meget mere end det. Ikke blot fysisk, men også i bredere forstand er indholdet en fast uafrystelig bestanddel af enhver festivalhistorie.

Et element som festivalgængere pakker ekstra sko i tasken for at værne sig mod, et element som Roskilde Festivalen i blandt andet 2007 over store områder svømmede over af. Indholdet i karrene er mudder. Og i dette tilfælde ligger det der for, at folk selv kan få lov at smøre det på kroppen i de mængder, de synes passende. I dette tilfælde er det lagt ud som et kunstnerisk bidrag. Denne søndag aften skulle mudder dog i løbet af blot en halv time blive et allestedsnærværende bekendtskab, uanset om folk ville det eller ej. Det vender vi tilbage til.

Sko der passer
Sidst på eftermiddagen indtog britiske Good Shoes scenen. Med deres energiske Fender-driblinger og guitarbårne pop-rock-strukturer er det et ensemble, der på mange måder sender inspirationstanker i retning af en lidt mere nedpillet version af The Buzzcocks eller måske de ligeledes britiske The Futureheads.

Deres bagkatalog på to albums, hvoraf det seneste "No Hope, No Future", er udgivet dette forår, indeholder flere gode takter og åbner derfor muligheder for at levere en god koncert. I dette tilfælde var det dog ærgerligt, at Rhys Jones vokal mudrede så meget, som den gjorde.

"Now I'm older I worry about being young. And being so unsure", sang han næsten symptomatisk i den i øvrigt glimrende "City By The Sea". Det virker næsten som om de af og til er lidt usikre, når guitarist Steve Leach vender sig og bliver stående med ryggen mod publikum for lige at synkronisere med Tom Jones på trommer. Den slags kan være i orden, hvis koncerten allerede er flyvende, men i dette tilfælde forstærkede det et indtryk af at numrene blev ærgerligt tamt og forudsigeligt eksekveret. Dette er dog så afgjort et band, der må have endnu en chance, og inden den dag har de forhåbentlig et anderledes selvsikkert tag i det hele. Deres debutalbum fra 2007, "Think Before You Speak", indeholder i alt fald adskillige gode numre at bygge det på.

Svensk-engelsk grundstøbning
Det er som om det svensk-engelske fundament bag gruppen Fanfarlo har givet en form for ekstraordinært innovativ tilgang til at skabe melodiøse indie-pop-sange. Oplevelsen af dem under disse 50 minutter var inciterende lækker og sendte til tider tanker i retning af den canadiske scenes væld af produktive og opfindsomme indiebands – heriblandt ikke mindst højdespringerne Arcade Fire og Broken Social Scene.

Som et miniorkester leverede gruppen adskillige lækkerbiskener, hvor der flittigt blev tilpasset ved at skifte instrumenter, som når forsangeren fik stukket en klarinet i hånden under en instrumental-sekvens, eller når der under nummeret "Comets" vellykket blev tilsat sav undervejs. I øvrigt et nummer, der er et godt eksempel på, hvordan de også evner at tilføje og fjerne instrumenter undervejs i et nummer på yderst harmonisk vis.

Hele kollektivet helligede sig så sandelig et samlet kunstnerisk output, der tillod tilskuerne at lade sig svømme hen i den absolutte nydelse. Prøv desuden også at dvæle ved numre som "Drowning Men", den friske tidligere single "Fire Escape" og allervigtigst den letstøbte "Finish Line", der folder sig ud som lidt af en perle. De har kun et album bag sig, "Reservoir", fra 2009, så det er let at opdatere sin pladesamling med dette band.

Såfremt man kan se gennem til tider ret kraftig inspiration hos bands som de ovennævnte er dette en gruppe, der virkelig vinder ved nærmere lyt og som – hvis vi skal skele til hjemlige himmelstrøg – bør beslægtes med Alcoholic Faith Mission. Hvem man så synes er bedst må være op til den enkelte. Måske er der plads til begge? Dette band må i alt fald anbefales.

At slå på tromme for californisk surf
Den højenergisk dansende frontmand Jonathan Pierce fra The Drums symboliserer med sin samtidig lyse og lette vokal sommer, friske surfbølger, badeshorts og ja, måske klarest formuleret: Et californisk touch. Tag bare deres største hit "Lets Go Surfing" fra deres selvbetitlede debut, der blev udgivet i juni. Hele stilen er placeret mod vest, selvom de faktisk oprinder fra Brooklyn, New York i øst. Sådan er der så meget.

De charmerede sig så afgjort vej også til denne koncert, hvor smalle seler, hornbriller, opsmøgede cowboybukser med kam i baglommen og dertil brillantine-sideskilninger næsten synes at være et ekstra medlem i gruppen. Måske det er lige dele stilen og musikalsk stjernestøv, der efterfølgende sendte en hob autografhungrende piger hen for at afkræve bandet autografer?

De holder sig overordnet temmelig gennemført til stilen, om end der eksempelvis er tydelig inspiration fra The Cure i guitargangen på "I Felt Stupid" og øjensynligt også kraftig inspiration fra The Smiths til tider. Det skal dog ikke pille ved at en koncert med The Drums – og denne var et fint eksempel – sagtens åbner plads for at nyde dem uden at skele til kopilån. Denne koncert var lydmæssigt godkendt og repræsenterede på fin vis hvad drengene evner.

Hamborgs diskokonge
At vælge lokalt når en festival skal afsluttes kan være yderst velvalgt, og det må man sige Jan Delay & Disko No1 var (billedet). At himlen så åbnede sig hen ved 15 minutter inde i koncerten i et regulært skybrud, kunne han ikke gøre for. Omvendt skal han have credit for ihærdigt at kæmpe videre og sikre at regnen ikke fjernede alle tilskuere. Den snarere delte folk i to: Dem der var ligeglade og dermed danseglade og dem, der søgte ly.

Hamborg-drengen Jan Eissfeldt, som han oprigtigt hedder, var i begyndelsen af 90'erne et af de grundlæggende medlemmer i den tyske hiphopgruppe Beginner. Han blev dengang blandt andet kendt for sine lyriske evner og den signaturagtige lyse nasal-stemme, som han på ingen måde har fralagt sig i dag.

Han havde et større partyband af et orkester med sig på scenen, samt adskillige venner, heriblandt en anden ham-borger, den oprindeligt bosnisk-serbiske rapper Das BO, der med sin hiphopstil peger tilbage til Jan Eissfeldts rødder. De fremførte af samme grund blandt andet Das BOs hiphop-nummer "Türlich Türlich".

Jan Delay er Jan Eissfeldts reggae-alias, men på trods af enkelte repetitive reggae-bidrag denne aften, samt det nævnte hiphopnummer, skal anden halvdel af navnet, Disko No1, have mervægt. Jan Eissfeldt genopfandt sig selv og sin stil ved i 2006 at udgive et album i soul- og funkstil, og det var den approach han mestendels foldede ud denne aften. En aften i diskokuglen og funkens tegn i en grad så 80'er-albums med Prince må have roteret i Jan Eissfeldts afspiller i hele ugen op til koncerten.

Overordnet set var resultatet smooth og funkylicious på en måde, der nærmest hele tiden søgte at kræse for publikum. Det får være at reggaebidragene burde have været total frasorteret, fordi de brød rytmen. Valget af adskillige til lejligheden passende covernumre udjævnede fuldkommen det regnskab. Det klichéprægede valg af House Of Pains "Jump Around" talte ikke i den rigtige retning, men det gjorde eksempelvis Lauryn Hills "That Thing" og Chemical Brothers' "Block Rockin' Beats" blandt flere andre.

Han fuldførte en udmærket koncert af den type, hvor han må have ærgret sig gul og blå over regnvejret. For havde det ikke sat ind var dette et fint festklimaks for festivalen.

To piger var blandt dem, der gav helvede i det hele og dansede som gjaldt det livet. Sjaskvåde kiggede de sig en gang imellem omkring fra det hævede podie de stod på, for at se om de blev bemærket. Det gjorde de i høj grad. Det var som at se to hippier danse solen eller, i dette tilfælde, himlen sort. Som en regndans til UG. Som en udfoldelse af det ultimative nærvær med nuet.

Netop det billede står som en forbilledlig afslutning på en festival, der netop havde hyldet ånden om en større kunstnerisk legeplads med installationer og fritanker og musik og samhørighed. Billedet af de to har brændt sig fast som et symbol på festivalen, men også som et symbol på livet. Som et symbol på festivalmennesker, der lever livet.

Du kan læse del 1 i serien her og del 2 i serien her.

Der er en åben plæne på Dockville Festivalen, hvor kunstneren Thomas Judisch har lavet en installation. Ved første øjekast ligner det ikke andet end et par kar, men nærmer man sig kan man se, at det indeholder meget mere end det. Ikke blot fysisk, men også i bredere forstand er indholdet en fast uafrystelig bestanddel af enhver festivalhistorie. Et element som festivalgængere pakker ekstra sko i tasken for at værne sig mod, et element som Roskilde Festivalen i blandt andet 2007 over store områder svømmede over af. Indholdet i karrene er mudder. Og i dette tilfælde ligger det der for at folk selv kan få lov at smøre det på kroppen i de mængder, de synes passende. I dette tilfælde er det lagt ud som et kunstnerisk bidrag. Denne søndag aften skulle mudder dog i løbet af blot en halv time blive et allestedsnærværende bekendtskab uanset om folk ville det eller ej. Det vender vi tilbage til.

Sko der passer
Sidst på eftermiddagen indtog britiske Good Shoes scenen. Med deres energiske Fenderdriblinger og guitarbårne pop-rock strukturer er det et ensemble, der på mange måder sender inspirationstanker i retning af en lidt mere nedpillet version af The Buzzcocks eller måske de ligeledes britiske The Futureheads.

Deres bagkatalog på to albums, hvoraf den seneste No Hope, No Future, er udgivet dette forår, indeholder flere gode takter og åbner derfor muligheder for at levere en god koncert. Denne aften var det ærgerligt at Rhys Jones vokal mudrede så meget – hans vokal er selv på studiealbummet ikke helt klar, det er rigtigt, men her blev det for meget.

"Now Im Older I Worry about being So Insecure" sang han næsten symptomatisk på et tidspunkt. Det virker næsten som om de af og til er lidt usikre når guitarist Steve Leach vender sig og bliver stående med ryggen mod publikum for lige at synkronisere med Tom Jones på trommer. Den slags kan være i orden, hvis koncerten allerede er flyvende, men her blev numrene ærgerligt tamt og forudsigeligt eksekveret. Det er så afgjort et band, der må have endnu en chance. Til den tid har de forhåbentlig et anderledes selvsikkert tag i det hele. Deres debutalbum fra 2007, Think Before You Speak, indeholder adskillige gode numre.

Svensk-engelsk grundstøbning
Det er som om det svensk-engelske fundament bag gruppen Fanfarlo har givet en form for ekstraordinært innovativ tilgang til at skabe melodiøse indie-pop-sange. Oplevelsen af dem under disse 50 minutter var inciterende lækker og sendte til tider tanker i retning af den canadiske scenes væld af produktive og opfindsomme indiebands – heriblandt ikke mindst højdespringerne Arcade Fire og Broken Social Scene. Som et miniorkester leverede de seks mand adskillige lækkerbiskener, hvor der flittigt blev tilpasset ved at skifte instrumenter som når forsangeren fik stukket en klarinet i hånden under en instrumental-sekvens eller når der under nummeret "Comets" vellykket blev tilsat sav undervejs. I øvrigt et nummer, der er et godt eksempel på hvordan de også evner at tilføje og fjerne instrumenter undervejs i et nummer på yderst harmonisk vis. Hele kollektivet helligede sig så sandelig et samlet kunstnerisk output, der tillod tilskuerne at lade sig svømme hen i den absolutte nydelse. Prøv desuden også at dvæle ved numre som "Drowning Men", den friske tidligere single "Fire Escape" og allervigtigst den letstøbte "Finish Line", der folder sig ud som lidt af en perle. De har kun et album bag sig, Reservoir, fra 2009, så det er let at opdatere sin pladesamling med dette band.

Såfremt man kan se gennem ret til tider ret kraftig inspiration hos bands som de ovennævnte er dette en gruppe, der virkelig vinder ved nærmere lyt og som –hvis vi skal skele til hjemlige himmelstrøg – bør beslægtes til Alcoholic Faith Mission. Hvem man så synes er bedst må være op til den enkelte. Måske er der plads til begge? Dette band må i alt fald anbefales.

At slå på tromme for Californisk surf
Den højenergisk dansende frontmand Jonathan Pierce fra The Drums symboliserer med sin samtidig lyse og lette vokal sommer, friske surfbølger, badeshorts og ja, måske klarest formuleret: Et californisk touch. Tag bare deres største hit "Lets Go Surfing" fra deres selvbetitlede debut, der blev udgivet i juni. Hele stilen er placeret mod vest, selvom de faktisk oprinder fra Brooklyn, New York i øst. Sådan er der så meget.

De charmerede sig så afgjort vej også til denne koncert, hvor smalle seler, hornbriller, opsmøgede cowboybukser med kam i baglommen og dertil brillantine-sideskilninger næsten synes at være et ekstra medlem i gruppen. Måske det er lige dele stilen og musikalsk stjernestøv, der sendte en hob autografhungrende piger hen for at afkræve bandet autografer.

De holder sig overordnet temmelig gennemført til stilen, om end der eksempelvis er tydelig inspiration fra The Cure i guitargangen på "I Felt Stupid" og øjensynligt også kraftig inspiration fra The Smiths til tider. Det skal dog ikke pille ved at en koncert med The Drums – og denne var et eksempel – sagtens åbner plads for at nyde dem uden at skele til kopilån. Denne koncert var lydmæssigt godkendt og repræsenterede på fin vis hvad drengene evner.

Hamborgs diskokonge
At vælge lokalt når en festival skal afsluttes kan være yderst velvalgt og det må man sige Jan Delay & Disko No1 var. At himlen så åbnede sig hen ved 15 minutter inde i koncerten i et regulært skybrud kunne han ikke gøre for. Dog skal han have klar credit for at regnen så afgjort ikke fjernede alle. Den delte folk i to: Dem der var ligeglade og dermed danseglade og dem der søgte ly.

Hamborg-drengen Jan Eissfeldt, som han oprigtigt hedder var i begyndelsen af 90erne et af de grundlæggende medlemmer i den tyske hiphopgruppe Beginner. Han blev dengang blandt andet kendt for sine lyriske evner og den signaturagtige lyse nasal-stemme, som han på ingen måde har fralagt sig i dag. Jan Delay er hans reggae-alias, men på trods af enkelte repetitive reggae-bidrag denne aften skal anden halvdel af navnet, Disko No1, have mervægt: Dette var en aften i diskokuglen og funkens tegn. Jan Eissfeldt genopfandt sig og sin stil ved i 2006 at udgive et album i soul- og funkstil og det var den approach han også foldede ud denne aften. I en grad så 80er-albums med Prince må have roteret i Jan Eissfeldts afspiller i hele ugen op til koncerten. Dog med den afgørende undtagelse at Jan Eissfeldt stort set udelukkende rapper.

Med ham på scenen var et større partyband af et orkester, samt adskillige venner, heriblandt en anden ham-borger, den oprindeligt bosnisk-serbiske rapper Das BO. Resultatet var smooth og funkylicious på en måde, der nærmest hele tiden søgte at kredse om publikum. Det får være at reggaebidragene burde have været total frasorteret, da de brød rytmen, men valget af adskillige til lejligheden passende covernumre slettede det regnskab. Det klichéprægede valg af House Of Pains Jump Arund kom også, men dertil var der
eksempelvis Lauryn Hills "That Thing" og Chemical Brothers "Block Rocking Beats". Nogle af hans egne sange som "Türlich Türlich og Les yeau sans visage stod udmærket hertil og fuldførte en glimrende koncert af den type, hvor han må have ærgret sig gul og blå over regnvejret. For havde det ikke sat ind var dette et fint festklimaks for festivalen.

To piger var blandt dem, der gav helvede i det hele og dansede som gjaldt det livet. Sjaskvåde kiggede de sig en gang imellem omkring fra det hævede podie de stod på, for at se om de blev bemærket. Det gjorde de i høj grad. Det var som at se to hippier danse solen eller, i dette tilfælde, himlen sort. Som en regndans til UG. Som en udfoldelse af det ultimative nærvær med nuet.

Netop det billede står som en forbilledlig afslutning på en festival, der netop havde hyldet ånden om en større kunstnerisk legeplads med installationer og fritanker og musik og samhørighed. Billedet af de to har brændt sig fast som et symbol på festivalen, men også som et symbol på livet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA