x

Phono Festival, Odense Offentlige Slagtehuse, torsdag

Phono Festival, Odense Offentlige Slagtehuse, torsdag

Siden starten i 2006, hvor fokus nærmest udelukkende var på skæv og obskur elektronisk undergrundsmusik, har den odenseanske Phono-festival til stadighed fået en mere og mere splittet musikalsk profil. De sære undergrundsting er der stadig, men de synes nu at have en mere sekundær rolle i forhold til festivalens sats på populære club-stilarter og professionelle dj's. Denne lettere skizofrene tilstand var helt tydelig første dag på Phono 10, hvor man blev præsenteret for begge yderpunkter, samt noget der lå lidt midt imellem, og selvom alsidigheden ofte har været et charmerende kendetegn ved Phono, så kan det lige så vel falde igennem. Det gjorde det til dels denne torsdag aften, måske primært fordi ingen af de involverede yderpunkter havde meget originalt at byde på.

Der blev lagt ud med det på papiret mest eksperimenterende og eksotiske – den slags giver man selvsagt ikke den bedste sendetid – nemlig en showcase med Luva, Smycken og Pistol Disco, tre navne fra det svenske selskab PushtheButton, som samtidig vart henvist til en lille sekundær scene, hvor lyden desværre hurtigt viste sig at være ganske horribel. Nu blev tingene selvfølgelig ikke bedre af, at de alle i forvejen foretrak at indhylle deres musik i ekstreme mængder af rumklang, og i det hele taget synes at sværge til den typiske udflydende shoegazer-lyd, så det var lidt svært at afgøre hvor meget af den mudrede rumlen der var tilsigtet og hvor meget der skyldtes anlægget, lige som det i det hele taget var svært at afgøre hvor meget de optrædende egentlig havde at byde på.

Af de tre navne gik jeg glip af Luva (så vidt jeg da kan regne ud – der blev ikke rigtig gjort noget ud af at fortælle hvem der var hvem), men ifølge pålidelige kilder skulle han have benyttet sig af lidt af det samme guitar+effektpedaler-setup som Smycken, blot brugt i en lidt mere traditionel low fi dreampop/shoegazer-ramme. Hvad Smycken angår, så var der tale om den efterhånden velkendte kombination af evigt gentagne loops og improviserede guitarmønstre med meget små variationer over en enkelt akkord. Af og til ramte han noget ganske indtagende, men desværre mest i kontrast til en del passager, hvor det føltes, som overværede man blot en fyr der sad og jammede lettere planløst hjemme på værelset. Der var momenter hvor man syntes at øjne et potentiale, men lyden gjorde det svært at afgøre, om det måske mere skyldtes tilfældighedernes spil.

Trioen Pistol Disco holdt også af simple improvisationer over konstante gentagelser, blot med udgangspunkt i håndspillet minimalistisk neo-krautrock frem for loop-pedaler. Dette gav dem et mere skarpt struktureret groove, og dermed en lyd som måske gik lidt mere klart igennem den altomsluttende rumklangsgrød, men uden at de tre meget lange numre af den grund fremstod som et bedre bud på en frugtbar – for slet ikke at tale om nytænkende – udnyttelse af de uendelige repetitioners strategi. Ganske som hos Smycken var der bestemt øjeblikke, hvor det hele virkede fascinerende og til tider ligefrem smukt, men Pistol Disco skød nok lidt sig selv i foden ved at trække dem ud meget længere end de kunne holde. Det er ikke svært at spille hyperminimal gentagelsesmusik, men til gengæld er gentagelserne i sig selv ingen garanti for at der opstår en magi – det kræver tværtimod en virkelig stor musikalitet. Pistol Disco ramte kun i glimt den besættende balance af fokus og frihed som er hele stilens pointe, og lå desværre så meget under for dens konventioner, at de i det lange løb blev, ja, lidt for meget af et langt løb.

Aftenens andet svenske showcase foregik heldigvis på den store scene og stod i skarp kontrast til de uldne lydforhold og noget velkendte musikalske ideer hos PushtheButton-folkene. Den bizarre skandinaviske electro-afart skweee kan næppe præsenteres meget bedre end af Daniel Savio, Joxaren og Limonious fra selskabet Flogsta Danshall, tre af dens bedste og mest flittige udøvere. Samtidig stod de så også lidt som bindeleddet mellem festen og eksperimentalmusikken i Phonos profil, for imens skweee bestemt stadig er et ganske skævt og kultisk undergrundsfænomen, så byder stilen afgjort på så meget uimodståeligt rytmisk drive og melodisk overskud, at den burde være festmusik – om end festmusik af den mere barokke slags.

Første skweee-mand på scenen var Daniel Savio, som må være en af det suverænt mest produktive skweee-navne. Selvom han havde det fremragende album Dirty Bomb fra sidste år at trække på, så spillede han udelukkende nyt materiale, og han kunne da også bagefter afsløre, at der allerede er et nyt album på vej. De nye numre virkede lidt mere energiske og danseorienterede end hidtil, uden at de af den grund manglede Savios svulmende og detaljemættede kompositionsstrukturer eller hans forvredne kærlighed til klassisk electro-funk. Musikken var propfuld af ideer, udflippede melodifragmenter og farverigt syntetiske lyde, men samtidig betød denne ekstremt velafstemte kompleksitet så også, at der ikke var voldsomt meget plads til at lege med de musikalske strukturer. Savio afviklede koncerten fra en enkelt Akai-sampler, suppleret af en række eksterne effektenheder, og imens dette gav ham mulighed for at løsne lidt op undervejs, så fornemmede man stadig, at numrene ikke kunne afvige voldsomt meget fra deres forprogrammerede opbygning. Det ændrede selvfølgelig ikke ved, at der var tale om en helt igennem overbevisende musikalsk oplevelse, blot kunne man måske godt have ønsket, at det, som koncert betragtet, havde bevæget sig lidt mere ud i det ukendte.

Lydbilledet og den kompositoriske opbygning var meget det samme hos Joxaren som hos Daniel Savio, men dog alligevel med noget bedre plads til at variere numrene undervejs. Dette skyldtes til dels, at Joxaren simpelt hen afviklede sin musik fra en bredere og mere blandet maskinpark, og til dels, at hans musik var lidt mere minimal og underspillet, således at der var bedre plads til at fylde nyt på og bygge tingene op fra bunden. Numrene var således knap så komplekse som Savios, men til gengæld endnu mere hårdtrykkende, med en mesterlig brug af synkoperet tomrum til at skabe voldsom spænding og fremdrift. Dertil havde Joxaren så meget kontrol over hvad han lavede, at han have plads til at kaste sig ud i en del gummiagtigt forvredne men alligevel yderst funky dansetrin, såvel som et par lettere forrykte synthsoloer, og fremstod i det hele taget som ikke så lidt af en showmand. Det eneste man måske kunne brokke sig over, hvis man virkelig skal finde noget, kunne være, at det paradoksalt nok var næsten for perfekt. Både Joxaren og Daniel Savio præsenterede arketypisk skweee i absolut topform og tog publikum med på en svimlende og syret karruseltur, men de bevægede sig ikke for alvor ud i det helt ukendte, hvor numrene overskred de strukturer man er vant til. Det gjorde Limonious, aftenens sidste Flogsta-navn, til gengæld.

Typisk skweee svælger i funklende lyde og melodiske ideer, en uhæmmet glæde ved den elektroniske musiks potentiale for det bizarre og syntetiske, men samtidig også sat ind i en voldsomt effektiv ramme, hvor de ekstreme synkoperinger og abrupte melodistumper hele tiden falder på den helt rigtige måde, så alting samler sig til en perfekt afbalanceret helhed. Hos Limonious blev denne balancegang imidlertid opløst, rytmerne var kantede og snublende helt ud i det abstrakte, og den underspillede melodiske opbygning fulgte vanvittigt kringlede mønstre, som samtidig strittede mod rytmerne på en dybt fascinerende, uorganisk måde. Det var ganske enkelt avant garde-electro i verdensklasse, vildt futuristisk og så alligevel med den for skweee så karakteristiske humor og legende tilgang. Dertil var Limonious også den af de tre, der kastede sig ud på det dybeste vand i livesituationen – mange af numrene blev pillet ned til deres mindste bestanddele, på randen af opløsning, for så pludseligt at blive tilføjet svulmende melodiske udbrud eller fræsende lydinfernoer. Det var tit på randen af tomgang, men stadig med lige præcis den rette mængde skæve små detaljer, således at resultatet blev dybt fængslende snarere end enerverende. Limonious beherskede sine virkemidler suverænt og leverede en unik musikalsk vision, et højdepunktet i det højdepunkt som var Flogsta-showcasen.

Skweee-koncerternes overrumplende iderigdom og originalitet var selvsagt svær at følge op på, men tingene blev ikke ligefrem nemmere af, at næste navn, engelske I.D., var en forholdsvis ordinær hipster-party-dj. Han leverede varen ganske solidt, og folk festede, men der blev ikke ligefrem budt på overraskelser undervejs. Stilen bestod primært af ting i området af nyere club-musik, med elementer af minimaltechno, dancehall og house, samt selvsagt et længere passage med dubstep – en genre, hvor man faktisk må give I.D., at hans smag var mere bred og interessant end så mange andres. I sidste ende var det dog svært at blive helt begejstret, for hvor man bestemt kan komme ud for dj's som kan noget helt unikt – enten ved at sætte ting sammen på en måde som åbner alle mulige nye perspektiver, eller ved bare at spille en stor mængde helt fantastisk musik som man ikke anede eksisterede, som f.eks. Felix Kubin har gjort de gange han har spillet som dj på Phono – der var I.D. snarere en håndværker. Tingene passede godt sammen og rykkede, det var alt sammen uhyre effektivt, og folk gik amok på dansegulvet, men der var intet som gjorde det til en fascinerende oplevelse, intet som var uventet og som man kunne tage med sig, og selv om man ikke havde hørt de specifikke numre der blev spillet, så var der alligevel ikke som sådan noget man ikke havde hørt før.

Festen fortsatte med næste navn, nemlig Nero, der stod annonceret som festivalens hovednavn. I programmet blev duoens optræden også omtalt som en koncert, men det var kun den ene halvdel der dukkede op, og han optrådte kun som dj. Faktisk gik han op og overtog pulten fra I.D. i en så glidende overgang, at man slet ikke opdagede det, hvis man ikke direkte holdt øje med scenen. Modsat I.D. holdt Nero sig i overvejende grad til ren dubstep, hvilket selvfølgelig også var hvad han var hyret til, men han varierede dog af og til udtrykket med en gang hårdtpumpet moderne drum'n'bass. Igen var effektivitet nøgleordet, og folk festede videre imens lyden blev presset til det yderste. Normalt vil man jo sige, at netop en genre som dubstep vinder voldsomt meget ved at blive hørt på at stort anlæg, men her var alting så meget oppe i det røde felt at mange detaljer forsvandt, og numrene faktisk huskedes som lydende bedre hjemme i stuen snarere end omvendt. Det så dog ikke ud til at genere publikum, og bedømmer man en dj på hans evne til at få folk til at flippe helt ud, så var Nero nok lige netop den kæmpe succes, som Phono havde satset på med den mere party-orienterede ende af programmet. Men om tre timers uafbrudt clubmusik spillet af dj's så var den optimale måde at udnytte aftenens prime time på, det er nok en anden sag.

Smycken ***

Pistol Disco ***

Daniel Savio *****

Joxaren *****

Limonious ******

I.D. ***

Nero ***

Samlet vurdering: ****


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA