x

Phono Festival, Odense Offentlige Slagtehuse, fredag

Phono Festival, Odense Offentlige Slagtehuse, fredag

Fredag aften på Phono 2010 startede med en aflysning. Den svenske guitarimprovisator Stian Westerhus havde meldt afbud, og blev i sidste øjeblik erstattet af en dj, som spillede en blanding af Commodore 64-musik, wonky, avantgarde, og andre sære ting, og som derudover udmærkede sig ved at være undertegnede, hvorfor en videre anmeldelse nok bør undlades.

Første livenavn var den finske trio Aavikko, som samtidig viste sig at blive aftenens absolutte højdepunkt. Ofte forbinder man finsk musik med noget meget tungt og alvorligt, men her var der tale om det suverænt mest legende og overstadige man kom ud for hele festivalen igennem, og dertil et strålende eksempel på, at "festmusik" ikke nødvendigvis behøver være et hårdtpumpet club-mix. Festen kan lige så vel fungere i kraft af en musikalsk originalitet, der er så overrumplende og smittende, at alle øjeblikkeligt lader sig rive med, eller fordi de optrædende på en og samme tid er så overvældende gode til det de gør, og samtidig udtrykker en så sprudlende fornøjelse ved at gøre det, at publikum ikke kan andet end at dele begejstringen. Hos Aavikko fik man begge dele, et medrivende originalt musikalsk udtryk og tre musikere, som ikke bare var superdygtige, men tydeligvis også nød at optræde og sende deres glæde langt ud over scenekanten.  I et positivt feedback-loop gjorde publikums begejstring det endnu sjovere for Aavikko at spille, hvilket så gjorde publikum endnu mere begejstrede og så fremdeles. Faktisk skal man nok helt tilbage til Felix Kubins koncert i 2006 for at finde noget tilsvarende i Phono-regi.

På mange måder var Aavikkos barokke blanding af pulserende sequencer-bas, ekvilibristisk cirkus-trommespil, kølig Kraftwerk-elegance og hysteriske synth-melodier, selvfølgelig først og fremmest underholdende, og nogle ville måske sige, at musikken ikke havde så meget andet at byde på end sin egen hæsblæsende overflade. Til det kan man blot indvende, at Aavikko måske mest af alt beviste, at musikalsk kvalitet ikke nødvendigvis behøver ligge i de dybere lag, men lige så vel kan komme til udtryk i udadvendt energi og originalitet. Dette stemmer fint overens med, at det, gruppens stil mest af alt kan sammenlignes med, er en slags futuristisk krydsning af Add N to Xs garage-electronica og Rick Wakemans miskendte og rablende sindssyge disco-prog album Rhapsodies – musik, som netop er fantastisk i kraft af eksplosiv dynamik og skamløst overdrevne arrangementer. Den slags kan selvfølgelig godt falde til jorden hvis ikke der er nok konsekvens og stringens i afviklingen, men det var der så afgjort hos Aavikko. Det vidste alle i salen, om ikke andet så rent intuitivt, og de tre finner vil sandsynligvis være det, folk mest af alt vil huske og tale om, når de tænker tilbage på Phono 2010.

I skarp kontrast til Aavikkos udadvendte live-energi var næste mand på scenen et eksempel på den i elektronisk koncertsammenhæng alt for velkendte statiske laptop-løsning. Tyske Litwinenko var dybt optaget af sin skærm hele vejen igennem, højst suppleret af lidt knapt mærkbare justeringer af et par eksterne kasser, og helt konsekvent uden at man kunne se sammenhængen mellem musikken og det han måtte foretage sig på computeren. Koncerten bød på så mange spøjst indskudte samples, at man sagtens kunne forestille sig, at en del blev improviseret frem undervejs, men processen forblev fjern og rent hypotetisk nede fra salen, hvor man kun øjnede en hornbrillebærende nørd væk i sin egen verden. At Litwinenko engang har været østrigsk mester i breakdance var med andre ord ikke noget man kunne se på ham, men det kunne man så til gengæld på publikum, som ikke lod sig mærke med det manglende sceneshow, og i stedet selv kastede sig ud en række særdeles vilde dansemanøvrer, nogle mere imponerende end andre, men ikke desto mindre en prisværdig indlevelse i musikken, som i høj grad var baseret på hård elektronisk funk-rytmik. Foruden de bastante beats, som nok blev lige vel ordinære og komprimerede i det lange løb, bestod musikken af en lang række samples fra jazz, funk og electro, samt en del mere bizarre kilder. Det skabte ofte nogle virkelig skæve og fascinerende sammenstillinger, og således havde Litwinenko bestemt sine momenter, men desværre brugte han dem aldrig til at bygge noget sammenhængende op. Sættet kom meget til at fremstå som en parade af tilfældige samples uden anden ide eller formål end at blive vist frem. Litwinenko var ofte interessant, men aldrig forløsende.

Med Bulldogs kom der atter liv på scenen, om end ikke så meget i rent musikalsk forstand. Der var tale om live dubstep, hvilket i sig selv er ud over det sædvanlige i en genre hvor alle hovednavne først og fremmest er dj's, men der var så også mere tale om et show end om en koncert. Bulldogs produktioner var mestendels metervare-dubstep, om end der var nogle fine ting undervejs, et par virkelig gode numre samt en uventet passage i et mere drum'n'bass-agtigt tempo. Live-elementet var primært slået op på at der medvirkede en levende trommeslager, men det var i bund og grund ret begrænset hvad denne bidrog med, hvilket også siger sig selv i betragtning af stilens ekstremt minimale beats. For det meste lavede han ikke andet end at følge backingsporenes trommer, af og til suppleret af et enkelt fill eller anden ornamentik, og det skabte i korte passager lidt ekstra dynamik, men blev aldrig mere end en gimmick. Det samme kan man sige om den scratch som blev leveret af Bulldogs anden halvdel – det tilføjede langt mere energi end trommerne og indgik yderst overbevisende i helheden, men variationsmulighederne i tricket var i længden begrænsede. Det var snarere det, at den kutteklædte dj konstant var i bevægelse og interagerede med publikum, som løftede helheden og gjorde, at man om ikke andet var adspredt. På en festival med rigtig meget dubstep stod Bulldogs bestemt som de sjoveste repræsentanter, måske netop fordi de bevidst satsede på at udnytte genrens potentiale for at være sjov.

Belgieren Keatch sluttede fredagen af med endnu en laptop-baseret optræden, krydret med de sædvanlige små-edits fra et eksternt kontrolmodul, og uden at bevæge sig derud hvor der var nok live-element til, at der kunne opstå noget unikt eller uventet. Nu var der så i forvejen heller ikke så meget uventet i mandens musik, som for det meste bevægede sig inden for rammerne af standard-club-techno – rytmisk hårdtpumpet og gumpetungt og suppleret af aggressivt fræsende filterlyde, som hurtigt blev mere enerverende end virkningsfulde. Retfærdigvis skal det siges at han også formåede at inkludere mere spændende elementer i løbet af sættet, hvor både dubstep, acid og klassiske rave-lyde indgik i helheden. Ikke at det nogen sinde blev egentlig originalt, men han fik dog tingene til at hænge overbevisende sammen, modsat f.eks. Litwinenko, som havde nogle originale vinkler på tingene, men ikke rigtig skabte noget færdigt med dem. Således lykkedes det Keatch at holde festen i gang frem til lukketid, og det var vel også fint for dem som bare ville feste, men noget blivende musikalsk indtryk efterlod det bestemt ikke.

Samlet: ****

Aavikko *****
Litwinenko ***
Bulldogs ****
Keatch ***


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA