x

Phono Festival, Odense Offentlige Slagtehuse, lørdag

Phono Festival, Odense Offentlige Slagtehuse, lørdag

Sidste dag til Phono 2010 startede endnu engang på den lille scene, hvor det var blevet den københavnske trio Papirs tur til at kæmpe med den notorisk uldne lyd. Forholdene var måske blevet lidt bedre end hidtil, men det var stadig langt fra optimalt, og da slet ikke når der var tale om nogle af de eneste, som spillede helt regulær livemusik af den slags, hvor det faktisk er afgørende at kunne høre hvad man laver. Gruppen spillede en art neo-krautrock, lidt lige som Pistol Disco om torsdagen, blot var der her noget mere at komme efter. Frem for blot at satse på at monotonien i sig skabte forløsning, tilføjede Papir masser af dynamik og variation i de lange svævende lydbilleder. Der var støjede crescendoer, ulmende underspillede passager og målrettet fremdrift, og selvom man ikke kan sige at der blev budt på noget der gik ud over stilens vedtagne rammer – vi befandt os hele tiden et sted mellem Ash Ra Tempel-agtig psykedelisk krautrock og nyere støjrock a la Godspeed You Black Emperor – så beviste Papir, at man ikke nødvendigvis behøver udfordre de stilistiske konventioner, hvis bare musikaliteten og samspillet er stærkt nok til at engagere lytteren.

Næste indslag på den lille scene, eller rettere neden for den, var den uannoncerede franskmand Aymeric Haineaux, som leverede en kort "lydkunst"-performance. Dette bestod i sin enkelthed af, at han lavede lyde i en mikrofon tilknyttet forskellige effektenheder. For det meste var der tale om tunge, monotone trommelyde lavet med munden – en art meget minimalistisk avant garde human beatbox kunne man vel kalde det – men der blev også plads til en passage med mundharmonika, hvilket trods alt nok var det mest interessante der foregik rent lydmæssigt. Alt i alt kom man ret hurtigt igennem hvad Haineaux havde af mikrofon-tricks, og seancen var i det hele taget betydelig mere gimmickagtig end interessant, men omvendt må man give ham, at han faktisk fik en stor del af publikum til at slå ring omkring sig og fascineret betragte løjerne. Således var det alt andet lige rart, at man stadig kunne opleve den slags lettere selvhøjtideligt lydgøgl på Phono, fuldstændig blottet for den mindste ambition om at være ungt, hipt og festligt. Blot en skam, at der heller ikke var så meget at komme efter rent indholdsmæssigt.

Den momentvise tilbagevenden til gamle Phono-dyder fortsatte med næste indslag, den danske electronica-excentriker Lamburg Tony, som var kommet med på et afbud fra Oscillators of Odense. Man kan så mene, at det ikke var så oplagt at erstatte hårdtpumpet electro-rock med hyperabstrakt eksperimentalmusik, men til gengæld var det næsten nostalgisk at se den helt klassiske laptop-koncert vende tilbage til Phono – en enkelt mand som stod fuldstændig ubevægelig og stirrede ned i en Apple-computer en hel koncert igennem, imens kantede elektroniske lyde blottet for melodi og rytme skar sig ud gennem højtalerne. Lamburg Tonys særkende har tidligere været, at han brugte ældre tracker-programmer til at lave sin musik, hvilket skabte en ganske original lyd der ikke rigtig faldt ind under de gængse electronica-normer. Dette særpræg var der desværre ikke helt så meget af denne aften, hvor der snarere blev budt på mere traditionel avant-tronica, hvor tunge blokke af rå, atonal digitalbas skurrede mod koldt afstemte knitrelyde. Der var bestemt dele af sættet der havde et karakteristisk Lamburg Tony-præg, men desværre også en del der virkede besynderligt tilfældigt og ufærdigt. Der blev ikke spillet noget fra hans album, Hip Hop Nation, så måske var det helt nyt materiale der blev præsenteret, stadig i udviklingsfasen, om end det kan være svært at bedømme med den slags musik.

Efter således at være startet i et alt andet end festligt regi, rykkede lørdagens program endelig ind i den store sal, hvor der nok engang skulle være dubstepfest. Denne gang var det i kraft af et soundclash, altså en konkurrence hvor to dubstep-crews på skift dyster om publikums gunst: Det Odenseanske La Cuchina Som Sistema mødte Revealomatic og JB fra det københavnske SKANK, og på mange måder var det, i hvert fald på papiret, et godt bud på en langt mere interessant og medrivende oplevelse end den arketypiske dubstep-dj, der blot runder alle de nyeste hits. Ved at inkludere toastere og unikke dubplates, samt ved i det hele taget at skulle imponere og kommunikere med publikum, kunne det have været et godt eksempel på, at dj-kultur kan være langt mere end blot at få folk på dansegulvet med noget de kender. På mange måder var soundclahset her da også det, blandt Phonos mange bud på genren, som adskilte sig mest fra den typiske opvisning i laveste fællesnævner-dubstep, men paradoksalt nok var det måske netop derfor, at det aldrig helt syntes at lette. På sin vis er det selvfølgelig prisværdigt, at de prøvede at præsentere flere forskellige bud på stilen, og det er selvfølgelig også en ren smagssag, når jeg personligt synes, at de house og UK funky-agtige ting der skulle vise alsidigheden, for det meste var dræbende kedelige, men i sidste ende så det desværre ud til, at en pæn del af publikum havde det ligesådan. Men måske det hele netop også skulle appellere til de indviede, som i forvejen lever sig helt ind i genrens mest dub-afledte soundsystem-traditioner. Dem syntes der trods alt også at være en del af på de forreste rækker, og det er måske også fint nok at der var noget til dem.

På en aften, som endnu ikke havde budt på noget virkelig overvældende, var der store forventninger til Lazer Sword, som man lidt håbede ville blive et højdepunkt a la Flogsta-folkene og Aavikko. Det blev det desværre ikke helt, selv om det bestemt var det mest interessante denne lørdag, såvel som det, der mest effektivt fik sparket en medrivende vekselvirkning med publikum i gang. Når Lazer Sword ikke helt levede op til forventningerne, så skyldtes det nok først og fremmest to ting: For det første var kun den ene halvdel, nemlig Lando Kal, dukket op, og hans minimalpumpede electro-funk kunne have vundet ved noget modspil fra den mere skæve og udsyrede stil hos Low Limit, Lazer Swords anden halvdel. For det andet havde han valgt at spille med en yderst minimal opsætning – en laptop, en mixer og en ekstern kontrolenhed – og selvom han lavede langt mere med disse elementer end f.eks. Litwinenko og Keatch dagen før, og dertil havde en prisværdig vilje til at interagere med publikum og gejle dem op med sin yderst entusiastiske tilstedeværelse, så syntes det stadig at begrænse hans udfoldelsesmuligheder noget. Han lagde ganske vist en del kreativitet i sine edits, breaks og små spontant tilføjede finurligheder, og i store dele af koncerten skabte han en virkelig original blanding af glitrende plastic-lyde og fascinerende oversynkoperede og så alligevel uimodståeligt rykkende beats, men andre gange virkede rytmerne mere ordinære, fastlåst i minimalistisk tomgang, imens et eller andet blev forberedt på laptoppen. I sidste ende var det samlede indtryk bestemt positivt, Lazer Sword præsenterede helt klart lørdagens mest spændende og originale musikalske vision, blot kunne det ikke undgå at være lidt frustrerende, at hans potentiale ikke for alvor syntes at blive forløst.

Som Lazer Sword var også den sidste optrædende, DJ Donna Summer, kørt i stilling som lidt af et hovednavn, men modsat Lazer Sword var der her ikke så meget tale om, at han måske ikke helt leverede det, man havde forestillet sig han kunne, man snarere at han slet og ret ikke leverede noget som helst. Spørgsmålet er, hvad der egentlig er at anmelde, når en "optrædende " kunstner blot starter et langt mix på sin lapop og så ellers danser rundt på scenen. Den afspillede musik? Den spredte sig da bestemt længere end de fleste andre af festivalens party-dj's, men er det nok til at være et hovednavn, at man har en bred smag? Den tekniske udførelse? DJ Donna Summer pillede lidt ved sin laptop undervejs, men ikke nok til at der foregik et egentlig live-mix, så man kan vel højst bemærke, at han havde sat tingene fint sammen hjemmefra. Sceneshowet? Ingen tvivl om at han lagde en ægte energi i at hoppe rundt og skabe sig tosset, men igen, det er måske lidt lidt at køre i stilling som den store finale. Der var stadig fest da Phono 2010 sluttede, men det var kun størrelsesforholdene der adskilte det fra en fest, der ret beset lige så vel kunne skabes hjemme i stuen med rigelig alkohol og en god pladesamling. Så imens man kun kan glæde sig over, at årets Phono-festival var en succes – publikumsmæssigt såvel som afviklingsmæssigt – så satte afslutningen desværre en meget tyk streg under, at det rent kunstnerisk nok har været den hidtil mest ujævne. Men fest, det var der.

Papir ****
Aymeric Haineaux **
Lamburg Tony ***
La Cuchina Som Sistema vs. Revealomatic & JB ***
Lazer Sword ****
DJ Donna Summer *
Samlet vurdering: ***


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA