De Eneste To – Dualistisk dynamik

De Eneste To – Dualistisk dynamik

De er Simon Kvamm og Peter Sommer. De er både hårde og bløde fyre, og de står sammen som Gud og Fanden. Med lys og mørk stemme synger de om livet og døden og om egoisme og næstekærlighed. De rummer den kæphøje selvsikkerhed og samtidig en dyb tvivl på sig selv. Og de elsker alle nuancerne, der gemmer sig mellem de dualistiske modstillinger. De er De Eneste To.

Historien om De Eneste To er historien om venskabet mellem Simon Kvamm og Peter Sommer, som har kendt hinanden i snart et årti. At de to skulle lave musik i fællesskab, trods deres store succes som henholdsvis frontmand for Nephew og solist, har ligget i kortene i årevis, og som de to har lært hinanden bedre at kende, er det kun blevet tydeligere, hvor ens de så på alskens aspekter af livet, både i og udenfor musikkens verden.

Når duoen den 11. oktober sender deres selvbetitlede debutalbum på gaden, er det resultatet af tre års samarbejde, som i første omgang er foregået pr. e-mail mellem Skanderborg og Frederiksberg, hvor Peter og Simon hver især bor. Derefter har de to parter fortsat arbejdet i henholdsvis San Francisco og i Saybias studie ved Køge, inden de primære indspilningssessions fandt sted i et sommerhus ved Bovbjerg Fyr i fællesskab med Simons lillebror Stefan og Árni Bergmann.

Mageligt til rette i sofaen i Simons stue tænder de to 35-årige hovedpersoner for fortællelysten og giver et indblik i deres på én gang nuancerede og dualistisk prægede univers.

Peter, du har beskrevet jeres fælles univers som et sted, du bare har lyst til at blive lige nu. Hvilket geografisk sted har du været, der har fået dig til at tænke det samme – "lad mig blive her"?

Peter: – Det må være, da vi var i sommerhus ved Vesterhavet og indspillede den største del af pladen, og jeg så kørte ind til Lemvig for at købe noget god mad, mens jeg vidste, at det her musik, som jeg er medunderskriver af, var ved at blive lavet. Dét var et dejligt sted at stå og købe et stykke lammekølle.

Simon: – Jeg kan heller ikke andet end at hive det sommerhus ved Bovbjerg Fyr frem. At være dér sammen med Peter, min bror og Arni og så kun være i musikken en uge i træk – kun afbrudt af, at man lige kaster sig i Vesterhavet og så får sig en lille krabask bagefter. Den måde at glemme sig selv på samtidig med, at man er fælles om musikken. De to elementer synes jeg er meget energigivende til resten af livet. Det peakede især til sidst på ugen, da vi fredag nat hørte alt, vi havde lavet i løbet af ugen, mens vi drak og røg, så det kraftedeme sang i kadaveret fire dage efter! Det at danse rundt dér, helt forladt i et sommerhus – det var priceless!

Musik er den stærkeste kommunikationsform

Har I fået hinanden til at synge på bestemte måder på kommando, nu hvor I kender hinandens stemmer ganske godt?

Simon: – Ja, det vil jeg da helt klart sige. På den måde har vi da produceret på hinanden og skubbet hinanden derhen, hvor vi ikke selv vidste, vi var gode eller ikke lige kunne komme hen.

Føles det så mere som en effekt end et udtryk?

Peter: – Jeg vil håbe, at det egentlig er begge dele. Det er jo ret naturligt, at når vi synger, som vi gør – min stemme er fra naturens side lidt dybere end Simons – at vi så bruger det som effekt. At de to ting står overfor hinanden.

Simon: – På Det Var Det Der Slog Dig Da Du Faldt synger Peter en form for dom over det, jeg synger, og det forsøgte jeg at få ham til at synge endnu mere ondt og besk. På samme måde i Hvem Springer Du For, hvor jeg lavede et lidt obsternasig eller hovski-snovski udtryk – Paul Banks fra Interpol møder en tidlig Lars HUG – men så bad Peter mig om at tage filteret væk, hvilket jeg ikke lige selv havde tænkt på.

Blev du stødt over det?

Simon: – Nej, men det er en underlig ting at snakke om, for det bliver jo sådan lidt, "nå, kan du ikke lide min måde at synge på? Synes du, min tegning er grim?!" Men jeg tror egentlig forfængeligheden er ret meget væk, når vi siger noget til hinanden.

Peter: – Vi har ikke brugt vores tidligere ting som referencer – "du siger nej tak her – men sådan gjorde jeg jo i alle de dér sange!"

I har nævnt, at I har "talt en del om, hvad musik gør ved os, gør ved mennesker og hvad vi gerne vil bruge os selv til i den musik, vi selv laver". Hvis vi nu tager det én ting ad gangen: Hvad gør musik ved jer?

Simon: – Det gør, at jeg ikke føler mig alene. At jeg kan føle, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her. Det tror jeg, kunst generelt kan gøre – jeg er bare ikke så interesseret i så mange andre kunstformer. Det er musik, og så film og tv.

Peter: – Jeg synes helt klart, musik er den stærkeste kommunikationsform, der findes, fordi den er så præcis, og så alligevel hører folk den så forskelligt.

Dermed er I også inde på, hvad det er, den gør ved mennesker som sådan.

Simon: – Ja, den binder folk sammen og kommunikerer.

Peter: – Den er fandeme elegant. Den slår altså teaterstykket et par gange, vil jeg sige!

Og hvad vil I så gerne bruge jer selv til i den musik, I selv laver?

Simon: – Det er at stille det, som vi nu har i hovedet og i maven, frem – det er så to hoveder og to maver – til fri afbenyttelse. "Er der nogen, der kender det her?" – det spørger vi om i det, vi sender pladen ud – "så værsgo at være med til at dele det!". Når man skriver en sang, er det jo et forsøg på, at formidle en følelse, der både rummer noget tyggegummi, som man kan tygge på med det samme, og noget, man kan tænke videre over. Det sætter jo ikke kun ord på en stemning – forhåbentlig kan det også generere og katalysere noget videre.

Se mig, hjælp mig, forstå mig


Hvor meget fylder det i skriveprocessen, at sangene også skal være vedkommende for andre? Der er jo nok mange kunstnere, der opererer ud fra, hvordan de bedst formidler præcis, hvordan de selv har det – og ikke nødvendigvis tænker så meget på modtagerne.

Simon: – Det har vi netop snakket en del om. At vi ikke rigtig forstår dem, der siger, "jeg laver faktisk mest musik for mig selv". For hvor er kommunikationen så? I sin grundessens er musik jo, som vi ser det, noget, der kommunikerer. Det er noget, man sender ud – men ikke ud i intetheden. Hvorfor fanden skulle man så optage det på en plade, så det kan afspilles andre steder? Hvorfor ikke bare sidde hjemme i stuen?

Peter: – Jeg tror, der er mange, der ikke vil indrømme det, men jeg tror meget musikere og forfattere har det sådan, at de har noget, som de gerne vil have tjekket af – om der er andre, der også ser det sådan. Om det overhovedet spejler sig. "Se mig, hjælp mig, forstå mig!" Sådan tror jeg dybest set det er, selv om det er svært at sige og nemt kommer til at lyde forkert. Men den ting tror jeg ligger i menneskets natur – når jeg henvender mig til dig med min musik, så vil jeg kommunikere med dig. Og hvis man ikke synes, at modtageren er lige så vigtig, så skulle man bare holde det i sit eget hjem. Men vi vil gerne kommunikere, og gerne med rigtig mange. Og det er også et ønske, jeg hele tiden har haft med det, jeg selv har lavet.

Der er en evolutionær teori om, hvorfor kunst overhovedet eksisterer, fremført af psykologen Geoffrey Miller, som lyder, at grunden til, at kunst overhovedet er opstået, er at man vil demonstrere sin "intellectual fitness", som han kalder det. Kan I nikke genkendende til det?

Peter: – Ja, lige præcis, for man vil jo gerne demonstrere sit overblik over en eller anden lille given situation i det, vi kalder livet. Og jeg kan godt lide, når en sangskriver siger mig noget i sin måde at se noget på, i sin tone og i sin tekst. "Gutten har sgu overblik over et eller andet dér!" Og det er jo meget beroligende, at der er nogen, der kan servere det overblik for én. Så det kan jeg sgu sagtens følge. Det giver ret god mening – også.

Som I synger, så har alle en fortid, og karrieremæssigt er det naturligvis en fordel for jer, at I allerede er to aldeles kendte ansigter. Men i hvilken grad føler I det som en belastning?

Simon: – Du kan skrive mit navn på GAFFA.dk i en eller anden sammenhæng – og så dukker de første femten hadefulde brugerkommentarer jo op. På dén måde er det en belastning. Der er folk, der har besluttet sig for en eller anden holdning til os hver især som personer, og nogen er meget fast besluttede på en negativ holdning. Det, der er en formildende omstændighed, er, at man ved, det er de samme 20-30 sørgelige eksistenser, der sidder og kommenterer alting. Du ved, Suppedasen41 og hvad fanden, de ellers hedder.

Peter: – Hvorfor lukker I ikke bare det lort? Kan du ikke få din boss det? Det forstyrrer kun.

Simon: – Og det er sgu ikke kun fordi, det er hate. Det er også det at læse om en ny Radiohead-plade og så lige slutte med at scrolle ned: "Hey, fedt! Glæder mig!" og så en smiley. Det gør ikke godt for noget!

Peter: – Luk lortet, eller også gør vi det fandme på et tidspunkt!

Rammer indlæggene dig på nogen måde, Simon, eller er det bare en distraktion?

Simon: – Det rammer, hvis man går ind i det. Så derfor forsøger jeg ikke at gå ind i det. Jeg holder mig fra at læse fora, fordi det er steder – i hvert fald på GAFFA – hvor man anonymt kan stille sig frem og ikke kaste med lagkage, men med fæces. Og der bliver kastet meget fæces i min retning.

Peter: – Fæces-book.

Simon: – Jeg gider bare ikke at stikke hovedet op og få det fæces i ansigtet. Jeg kan godt tørre det af, og det gør mig egentlig ikke så meget, men hvorfor gøre det, når jeg kan lade være?

Hvorfor tror du, den stemning er opstået?

Simon: – Fordi folk ikke kan håndtere det, når der er nogen, der er gode til alting.

Glæder du dig til at læse kommentarerne til dén udtalelse?

Simon: – Ja, jeg vil sidde klar med otte friske køkkenruller til at tørre mig i fjæset med!

Peter: – Men altså, der er sikkert nogle Nephew-fans, der vil blive skuffede over det her, og måske også nogle af mine, men jeg har det selv rigtig godt i det, og så er det det, jeg forholder mig til. Man sender en plade ud, og så vil man gøre det på den bedst mulige måde til flest mulige mennesker.

Det østjyske Matador-spil

I har tidligere fortalt historien om, hvordan I mødtes, da du, Simon, som journaliststuderende gerne ville lave et indslag med Superjeg – men kan I fortælle lidt mere om det egentlige indtryk af hinanden? Var det brødrekærlighed ved første blik?

Simon: – Jeg tror det var en fornemmelse af bølgelængde. Indslaget, jeg skulle lave, var vinklet i fordel til det, at man gennem musik kan føle, at man kender nogen. At man kunne være venner med den, der har skrevet det. Og så mødtes vi, og så viste det sig, at præmissen blev fuldstændig opfyldt.

Peter: – På det tidspunkt var jeg ikke blevet interviewet så sindssygt mange gange, og jeg kendte ikke til Simon personligt, men jeg kendte til Nephew og havde derigennem en fornemmelse af, hvem han var. Men jeg kan huske, at da han så sad i en stol over for mig, så blev det lynhurtigt til en samtale, hvor man havde en fornemmelse af, at vi havde en masse tilfælles. Det var interessant at dele ens opfattelse af, hvad en sang skal bruges til, og det er noget af det, vi er gode til at snakke om. Hvad er sangens indre? Hvad skal den gøre? Hvordan får vi gjort det mest effektivt og præcist? Du nævnte brødrekærlighed, og det er noget lignende det.

I har lavet sjov med, at jeres projekt kunne afføde bøsserygter. Hvad siger det om vilkårene for den platoniske kærlighed i dag?

Simon: – De må jo være ret gode, for det har ikke affødt så mange bøsserygter! Den er blevet gjort til skamme, den frygt – som jo egentlig heller ikke var så stor. Men jeg tror, vilkårene er meget gode – at man godt kan sige, man er venner, og at man holder af hinanden. Men nu må vi se!

I synger om at være Østjylland Dreaming, og Skanderborg og Silkeborgs postnumre nævnes flittigt i forbindelse med jer. Hvad betyder jeres provinsielle ophav for jer?

Simon: – Det er jo vores Matador-spil, og på spillepladen står der 8660 og 8600, og der står Ry og Slesvigvej – i modsætning til Gl. Kongevej og hvad der ellers står i det rigtige Matador-spil. Men det er ikke fordi, vi vil fremhæve, at vi er derfra, hvor vi er – eller provinsen over for storbyen. Det handler mere om at gå konkret til værks og bruge de steder, hvor vi har gået rundt, cyklet rundt, festet rundt, tudet rundt og hvad vi ellers har gjort. For det tror vi på gør det mest muligt identificerbart.

Så det er så at sige det gode, gamle råd – "write what you know"?

Simon: – Ja, det kan man godt sige. What else is there to do?

Peter: – Skal jeg lige tage den på dansk et øjeblik? Der er sikkert også nogen af dem, vi talte om før, der vil sige "ej, nu skal der snart ikke være mere om Silkeborg og Skanderborg og Østjylland og pis og lort!". Men skulle jeg holde op med at skrive om det? Det findes jo lige så meget i mig nu, som det gjorde for fem år siden. Det er meget, meget vigtigt for mig, hvad der skete i barndommen, for de indtryk, man har fået dengang er så ultrastærke, at det ligesom er den værktøjskasse, man har at gøre med. Og hvis nogen vil spørge, om jeg ikke kan vægte det lidt mindre, så nej – det er jeg sgu ikke klar til. Nogle af de dér nederlag og sejre og forelskelser var så store, og de bliver ikke som sådan mindre.

Simon: – Det sker på 3-4 sange, at vi tager op, hvad vi kommer fra og er rundet af, men jeg vil da påstå, at handlingsforløbet i en sang som Morten – en ven, man var meget tæt med, som pludselig tog et eller andet skifte og flyttede væk og blev til en person som man slet ikke kender mere – vil man jo også kunne genkende, hvis man er fra alle mulige andre steder, også hvis man er fra en storby. Så for mig at se er det ganske enkelt ikke så vigtigt.

At være hård og blød på samme tid

Peters tekstunivers i Superjeg, har du, Simon, sagt, "ramte nøjagtigt, hvordan jeg selv havde det med dit og dat og så på verden". Er der nogle konkrete tekstbidder, du kan huske, som fik dig til at tænke "det er sådan, jeg også har det"?

Peter: – Åh, der er så mange, Simon!

Simon: – Der er den sang, hvor du synger "jeg kan ikke elske tiden, før den er gået", der – som jeg opfatter det – handler om at have det svært med at sætte pris på nuet. At man kun kan forstå ting bagudvendt. "Hvad var det egentlig, jeg oplevede lige dér?" Det var et element, som jeg syntes var utrolig godt set, og som jeg virkelig kunne nikke genkendende til. Og da vi så begyndte at have samtaler nogle år efter – i branderter rundt omkring i det danske musikmiljø, og da vi begyndte at ringe sammen og diskutere ting – så handlede det meget om det med både at være hård og blød, hvis man skal sige det lidt overforenklet. Jeg har altid selv haft det svært med for megen følsomhed, og i gymnasiet trak jeg altid mig selv væk fra det, der var lidt for meget rundkreds og krammeri og røren ved hinanden hele tiden. Alt det dér lange hår og sweaterne. Uf! Jeg kunne slet ikke have med det at gøre, men det har nok været lidt knudeagtigt, hvis man kan sige det sådan. Samtidig følte jeg mig meget sårbar og rørstrømsk, hvilket jo slet ikke går overens med at være en hård banan. Og dén kamp har vi fundet i hinanden.

Peter: – Vi har også fundet en enighed om, hvad der er en sang. Du ved, hvis man går hen ad gaden og oplever et eller andet – "okay, det dér, det er en sang". Ved andre musikere vil man kunne pege på noget og sige "det dér er fandme ikke en sang! At stå og lave en kop kaffe, det er bare ikke en sang!".

I har sagt, at I i jeres samarbejde har fungeret som skolelærere, der af og til har måttet bede om en udredning af betydningen af et vers eller en sætning. Har der været nogen ting, der var så uforklarlige, at de helt måtte udelades?

Simon: – Ja, men jeg kan ikke lige komme med eksempler, for de ligger jo dybt nede i skraldespanden. Vi har haft pegepinden fremme og så har peget på en linje, som den anden har skrevet, og man så har spurgt, hvad der egentlig er hoved og hale i den. Så har den måttet stå sin prøve og er så enten blevet i sin form, blevet slebet til, eller måske røget helt ud.

Peter: – Vi har begge to smidt voldsomt mange linjer væk.

Simon: – Nogen gange er det også sket, at den ene har skrevet noget som en skabelon, og den anden så har syntes, at det var pishamrende fedt. I Aftenbøn for eksempel, hvor Peter lavede nogle vers, som bare var ment som noget, man kunne bygge videre på. Vi lavede en demovokal på nummeret med en Robotizer (en slags vocoder, red.), som i vores univers var lidt en underlig idé. Men den syntes jeg var så fed, at vi ikke skulle arbejde videre med den – vi endte faktisk også med at beslutte os for at bruge demooptagelsen på pladen. Det var svært at gentage den umiddelbarhed – den måde, det hele lige faldt på. Så nogle gange handler det også om, at andre øjne har kunnet se – ja, genialiteten havde jeg nær sagt – i det, der kommer ud af den anden som første bud.

Apropos, så bed jeg mærke i linjen "vi står sammen som Gud og Fanden" fra Østjylland Dreaming. Det er jo ikke just de bedste venner. Hvad er tanken bag den?

Peter: – Begge dele er jo repræsenteret i mange situationer. Man kan ikke sige det ene, uden at sige det andet. Og de gør hinanden gode – hvad ville Gud være uden Fanden, og hvad ville Fanden være uden Gud?
Simon: – Så kan man selv bedømme hvem, der er hvem.

Tro og sandhed

Piller det noget af poesien ud af tekstmaterialet, når det har skullet forklares?

Simon: – Ja, der er jo en grund til, at det bliver sunget med musik omkring sig. Det er jo en anden måde at sige noget på, end når man bare skal forklare noget. Når man ser Smagsdommerne, så er der altid sådan nogle som Sørine Gotfredsen, der altid starter med budskabet – "hvad kunne vi lære af det?" Hun vil snævre det ind og sige "det var dét her, man fik ud af dét". Og hvis man kan sammenfatte det i én linje – "nu har vi lært, at vi skal være gode ved hinanden" – så synes hun, det er ritti' godt. Så er det lige meget, om det egentlig var stinkende dårligt udført. Men hvis man ikke lige kan trække en bestemt morale ud af et kunstværk, så er det bare noget lort. Selv om det måske rykkede godt og grundigt i sjælen og satte et eller andet udefinerbart i gang. Man skal altid kunne komme ned til den bundlinje – og det synes jeg jo er en forkert måde at anskue tingene på, som man nok kan høre. Og på samme måde med en sang kan det være svært at sige "det her er en sang om...", og så kommer der lige én sætning. Det skal ikke koges ned på den måde. Det er en sang, der kredser om et eller andet. Til vores koncerter forsøger vi at dyrke den klassiske disciplin – "den næste sang handler om..." – for det er sgu meget fedt at få sat scenen lidt, men der er forskel på dét, eller på at have en samtale om en sang, og så det at opsummere den i én sætning.

I De Gode Gamle Dumme Unge synger I "vi kan ikke besejres, for vi kæmper ikke". Hvor kom inspirationen til den linje fra?

Peter: – Jeg så et eller andet indslag i TV-Avisen om nogle forkølede pædagoger inde foran Christiansborg, som stod med deres hjemmelavede bannere, helt trætte og helt forblæste – "vi kan ikke besejres!" – men det er spørgsmålet om, hvordan vi egentlig kæmper, der er det operative i den sanglinje. Den siger jo noget om danskheden, dybest set. Og vores generation. "Vi kan ikke besejres – hey, hvem tog kaffe med? Og er der nogen, der har bagt kage?" Det er dét, der provokerer mig.

I samme sang er der linjen: "Guderne skal vide alt det, vi ikke ved – og sige, at sandheden findes derude et sted". Tror I, den gør det?

Peter: – Ja, jeg tror, den ligger i det, at du går og vender alle stenene. Dét er sandheden. Jeg tror ikke, at man bare kan vende én sten, og så er sandheden på dén.

Simon: – Jeg tror på, at det netop er guderne, der skal vide det – hvorvidt der overhovedet er en sandhed. Begreber som "sandheden" og "døden" skal overlades til en instans, der er større end mennesket. Gud, som jeg tror på i mit personlige liv.

Er Gud så blot en poetisk metafor, der som sådan ikke repræsenterer en egentlig tro? Eller er det Gud som i "Gud"?

Simon: – På det punkt tror jeg, vi er lidt forskellige. For mig er det ikke en poetisk metafor. Det er en kristen Gud.

Peter: – For mig handler det mere om følelsen af rigtigt og forkert – om sandheden i én selv. Men det er sgu svært at snakke om i et musikblad, hvordan man har det med tro. Hvordan det guddommelige er repræsenteret i ens liv. Jeg konstaterer bare, at det er der på en eller anden måde. Det at vende stenene, som jeg nævnte før, er der noget guddommeligt i, som giver mig mod og mening, og det er egentlig rigeligt for mig.

Føler I, der er et almenmenneskeligt mål, I skal nå?

Peter: – At have det godt. Jeg forsøger virkelig at gøre det bedste for at have det godt hver dag. Men jeg tror slet ikke på de dér akser længere – at et mål er noget, der er dérfra og dértil. Det handler meget mere om "lige nu" – det er lige nu, der er målet. Det er det, jeg sigter efter i hvert fald. Og det at dygtiggøre sig. Og det mål er der jo hele tiden.

Simon: – Jeg tror på, at man skal erkende sin magtesløshed og overlade noget af sit ansvar til højere instanser, for eksempel Gud. Men ja, man skal blive dygtigere til det, man gør. Gøre sig umage. Og man skal opføre sig ordentligt. Det tror jeg er målet. Eller det, det handler om i hvert fald.

Man skal opfylde sit potentiale?

Simon: – Ja, det kan man godt sige.

Peter: – Man skal i hvert fald ikke spilde det. Vi har lige snakket om, hvordan selv de ting, som man ved er gode for én, kan være svære at komme i gang med. Og det er ikke kun klichéen med løbeturen. Der er mange ting, som man ved, at hvis man gør sådan og sådan i løbet af en dag, så får jeg det rigtig godt – men alligevel kan man ikke bare lige gøre dem. Og det er sgu egentlig ret interessant i forhold til éns livscyklus og fremskred.

Simon: – Samtidig er der også nogle ting, man ved, man kan gøre, som vil gøre det godt for nogle andre – og som man også kan blive bedre til at huske at gøre.

I har ikke lyst til at dø, synger I – men er I også bange for at dø?

Simon: – Ja. Hvis man har det fuldstændig roligt med døden som begreb og alt, hvad den indbefatter, så forstår jeg det ikke helt – "det gør mig og rolig og glad at tænke på, at jeg skal dø!" Men jeg går ikke og har dødsangst og tænker egentlig ikke særlig meget på døden, og i den grad, jeg gør, tænker jeg ikke "åh, tabu! Ind under gulvtæppet!"

Peter: – Den fylder heller ikke så meget hos mig, men jeg tænker nogle gange på, hvordan det vil være at være måske 75 år og vide, at nu fylder den meget. Og så spekulerer jeg på, hvad man mon ville ønske, man havde gjort, når man så sidder dér? Sådan kan jeg godt tænke, og det er vel at forholde sig til døden i sit liv. Jeg er sikker på, at jeg er ked af det, når jeg skal væk. Det tror jeg vil fylde mig med sorg. Men jeg tror også på, at det er sådan, det skal det være.

Simon: – Det skal ikke sløres, at det er sørgeligt. At man er ked af det, og at dem, man dør fra, er kede af det. Jeg har svært ved den dér med, at det skal gøres til en glædelig begivenhed.

Peter: – Nu talte vi om Gud og Fanden før, og jeg sagde, at den ene ville være lidt en "fluffy guy without the other one". Det er jo det samme med livet og døden dybest set.

Simon: – Sangen Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø tager netop udgangspunkt i alle de ting, man gerne vil. Al den sult, man har på livet – alt det liv, man synes, man skal leve, og det man skal prøve og have gjort. Den dér fornemmelse af, at man bare vil snuse hele livet ind. Den ville jo ikke være der, hvis der ikke var et punkt, som livet gik til. Det er også derfor omkvædslinjen kan virke lidt morbid midt i en glad sang, men det er jo den modsætning, som det at have lyst til at leve spiller op imod. Det er, at en dag skal man ikke leve. Hvis man levede herfra og til evigheden, så tror jeg ikke, man havde den følelse, som sangen beskriver. "Jeg skal også nå at se Vietnam! Og har ikke smagt den dér slags brød endnu! Og der er en ny bar, som vi må invitere nogen ned på!" Alle de dér ting.

Kan man formulere det sådan, at døden holder jer i live?

Simon: – Ja. Det er da ret godt formuleret, synes jeg.

Gode spørgsmål og sjove udsagn

Hvem Springer Du For kan tolkes som et udtryk for en umiddelbar næstekærlighed, hvor man gerne bare vil have, at folk ikke volder skade på sig selv eller ligefrem tager deres eget liv. Tror I på, at sådan en umiddelbar næstekærlighed findes generelt i folk?

Peter: – Du får lige et dobbeltsvar. Jeg tror, den er der, fordi folk får det godt med sig selv af at hjælpe andre. Men jeg tror også, folk har noget uegennyttigt i sig. Jeg tror ikke kun, det ene er tilfældet hos ret mange mennesker. Men jeg tror satme også, der er mange, der kun hjælper nogen, fordi de selv får noget ud af det – og det er jo fint nok. Systemet virker. Hertil og meget, meget længere.

Simon: – Vi har faktisk ændret titlen fra Vi Springer For Dig til Hvem Springer Du For, og det synes jeg siger meget godt, hvad den også handler om – nemlig sådan en form for prikken: "Hey, selv om jeg ikke kender dig – dig, der står dér på broen med Det Elektriske Barometer-makeup løbende ned ad kinderne – så vil jeg godt vædde med, at der er alle mulige mennesker i dit liv, som du glemmer, og som gerne vil springe for dig og hjælpe dig! Og kunne du ikke selv hjælpe nogen?" Sådan en venlig, men bestemt prikken på skulderen. Og når vedkommende så er kommet ned fra gelænderet – smæk! Lige en lussing! "Hvad fanden! Prøv lige at komme i gang, din fucking egoist!" For det er der jo også i selvmord – en ynkelig egoisme.

Peter: – Det er sikkert den bedste kur for én, der har forsøgt at begå selvmord, at få lov til at tale en anden fra det.

Simon: – Ét liv reddet, én selvtillid boostet.

Peter: – Og én Gud sat op. Gud materialiseret i ét menneske i et sekund ved at redde et liv.

Er det korrekt, at Vejlebroen i sangen egentlig var Golden Gate Bridge?

Simon: – Det er fuldstændig korrekt. Det var dér, den snak opstod, på grund af de telefoner, som Peter lagde mærke til. "There is hope – make the call". Og det handler sangen så om, men vi konverterede det til Vejlebroen, fordi det er en bro, der er mere rodfæstet i os, selv om Golden Gate er fascinerende og eksotisk.

I synger også om det at få børn (Simon har en datter på 3½, Peter en søn, der er et år ældre, red.). Hvad er den største erkendelse, I har nået gennem det at blive forældre til de små stykker liv?

Simon: – Jamen, jeg synes, jeg er gået fra at have et følelsesspektrum, der er gået fra at have sådan cirka en majskolbes længde – sur og træt i bunden og glad og lykkelig i toppen – til at det nu er en porres længde. (Madmetaforerne kom som erstatning for de ikke hørbare, illustrerende gestikulationer, red.) Man rummer simpelthen flere følelser, end man troede, man gjorde. Og det er så forpulet svært at forklare nogen, der ikke er forældre, hvorfor de skal tage at blive det. Det kan jo aldrig sættes på ord, og der er kun argumenter imod. Man kan sige "det er bare så dejligt bare at vågne op til sådan en lille størrelse, der kommer op i sengen til én" – men man kan se på dem, der hører det, at de tænker, "fuck, hvor irriterende – man ligger dér og sover, og så kommer der en eller anden idiot og kravler op i sengen". Det er dødsdømt på forhånd at kommunikere mellem de to racer – dem, der har børn, og dem, der ikke har. Så jeg kan ikke sige det bedre end med majskolbe- og porrebilledet!

Hell Yeah rummer samme kombination af selvsikkerhed og tvivl, som man kan finde alskens andre steder i dine tekster, Simon – ikke mindst i Igen & Igen &. Er det en fair læsning af dig, at det er de to ting, du i høj grad er sat sammen af? Altså kombinationen af en nærmest kæphøj selvsikkerhed på den ene side og så en ganske dyb tvivl på dig selv og det, du foretager dig på den anden?

Simon: – Ja, det er meget rigtigt.

Hvad tror du, den er opstået ud af?

Simon: – Jeg er jo et produkt af to mennesker, så det er vel meget naturligt, at jeg rummer de kombinationer af følelser. Men jeg ved ikke hvem, der repræsenterer hvad. Men jeg tror, det er en grundlæggende kamp i mig – og i de fleste mennesker, tror jeg faktisk. Jeg tror da også, den er i dig, Peter – et fuldstændigt storhedsvanvid og sådan en grundtvivl.

Tror du fuldt og fast på selvsikkerheden, når den kommer til udtryk?

Simon: – Ja, for jeg bringer også tvivlen til torvs – som den fuldstændigt realistiske og konkrete følelse, som den jo er. Så der er ikke noget af det, der er italesat, som ikke findes.

Peter: – Nogle gange er man i tvivl, og andre gange er man slet ikke. For eksempel hvis du stiller dig op på en scene – det er ikke det smarteste sted at stå og være alt for meget i tvivl. Men når du sidder og skriver en sang, er det meget godt at kunne anerkende, at man også har den tvivl og ikke bare fejer den væk. Nu laver vi jo nogle sange, som prøver at få det hele med, sådan som vi talte om det før – der skal både være Gud og Fanden og liv og død, så hvorfor skulle der ikke også både være kæphøjheden og tvivlen? Når man kan konstatere, "that's a song", så er det jo fordi en situation rummer noget modstridende. Og når jeg ikke kan lide musik, er det tit, fordi det netop ikke rummer det modstridende. Fordi det bare er "chewing gum" eller bare er tvivl og tvivl og tvivl. Jeg synes ikke, det er beåndet, for sådan opfatter jeg ikke selv livet. Og jeg ved, at jeg har ret, ikke?

Der er mange dualistiske ting, der kommer til udtryk.

Peter: – Fuldstændig. Men "dualisme" er jo et fattigt ord, fordi der er de her milliarder af millioner af nuancer, som man bare må acceptere også er der.

Simon: – Men det er ikke et forkert ord at bruge i den her sammenhæng. Det er en paraply over sammenstillingerne af nuancerne. Det er jo også det, der ligger i, at vi overhovedet har kaldt os De Eneste To. Det handler ikke kun om os to, men også om de to sider, der kan være i alting. Jeg er fyldt af den her fuldstændigt urokkelige selvtillid på en musikscene, men kan samtidig også fyldes helt af en grundtvivl, hvis jeg scroller ned i GAFFA-forum'et og læser det ene hadefulde indlæg efter det andet! Men det sjove er, at sangen Hell Yeah jo er sådan én, der også en lille smule forholder sig til det, at vi to – der nu kommer fra det, vi kommer fra – har lavet det her band og den her musik. Den spørger, om vi er konger for en dag eller bare kegler i et spil? Styrer vi det, eller lader vi os bare trække rundt? Det er det ene spørgsmål efter det andet!

Peter: – Men forhåbentlig bare gode spørgsmål. Og sjove udsagn! Det er det, sådan en sang er. Og det er vel to okay ting at have i en sang?

Simon: – Ja, især en sang, man kan hoppe til!




De (eneste) to måneder i San Francisco

Det, der var tænkt som en oplevelsestur til San Francisco med børnene og de bedre halvdele, gik hen og blev en afgørende periode for De Eneste To. Uden at have så meget at tage sig til kom de i ny og næ til at brygge lidt på en sanglinje eller en akkordrundgang, og da de så også havde studietid i Radical House syd for byens downtownområde, endte de to måneder i starten af 2009 med i høj grad at forme den musikalske proces for projektet. Det var første gang, de to var i studiet sammen, og det gav dem mulighed for at se hinanden an. Oplevelsen blev dog præget af den, ifølge Simon, "praktisk talt uduelige" studietekniker, Chuck, som var "en kopi af The Dude fra The Big Lebowski" med en forkærlighed for udtrykket "it's rad!". Det gjorde imidlertid ingen skade, da det så gav Peter og Simon frihed til at udforske studiet på egen hånd.
Undervejs fik de to et hverdagsliv i byen med hvad, det rummede af park- og sporvognsture og hyppige besøg til morgenmadsrestauranten The Pork Store Café. At opholde sig i byen som noget andet end blot turist gav dem et grundigt indblik i den, og begejstringen var stor hos begge parter.

Simon: – Det er et sted, der har sat sig i os som mennesker. Den virker jo nærmest velsignet, den by. Der er virkelig liberalt – på den gode måde. Der er frisind, og homomiljøet omkring The Castro er interessant, fordi det er et udtryk for hvor højt, der er til loftet. Der bliver bare åbnet op og accepteret, hvilket jo er en kvalitet ved USA, som man tit overser, fordi man kigger på, hvad vi importerer fra Hollywood af skønhedsidealer, Botox og silikone og alt sådan noget.

Peter: – Når man kommer til San Francisco og aldrig har været i USA før, som jeg ikke havde, så får man virkelig et slag. Da jeg sad med min bedste kammerat i bilen på vej væk fra det studie og hørte vores demo, og vi så kørte gennem San Francisco om natten (i øvrigt det klip, der blev lagt ud på bandets website, red.) – så kunne alt lade sig gøre. Jeg kunne blive verdens største rockstjerne og vælte alle af pinden. Så fik man sgu sit skud USA, og dem holder jeg sgu alligevel med på mange punkter, når folk herhjemme hidser sig op over konspirationspis og sådan noget. Der er mange mærkelige ting ved det land, men der er også nogle ting, som vi selv ikke er nået ret langt med i forhold til dem.

Ved et absolut tilfælde stødte denne artikels forfatter i øvrigt ind i de to hovedpersoner i San Francisco. Midt inde i en burrito-bid på ét blandt aldeles mange taqueria'er i Mission-distriktet trådte Peter og Simon ind ad døren med henholdsvis en guitar og en computer i favnen. Ført an af en måbende Simon, som undertegnede tidligere havde interviewet, trådte de to herrer nærmere og fortalte om deres igangværende projekt, som de netop holdt frokostpause fra.

Det, turen var rigest på i forhold til De Eneste To, var idéer til sange, som der efterfølgende blev arbejdet videre på, og det eneste fra Radical House, der er endt på det endelige album, er den vibrafon, man kan høre på Hvem Springer Du For.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA