x

Figurines - The Yes Men

Figurines - The Yes Men

Vær med på et glimtvis tilbageblik og mød en trio, der har kreeret så godt som rub og stub af deres nye album selv, og som efter 10 år på bagen fortsat har stor appetit på fremtiden.

– Hey there, this song is called Ambush.

Forsanger i Figurines, Christian Hjelm, adresserer et tætpakket og entusiastisk publikum på den legendariske Bovian Sex Club under Canadian Music Week i Toronto tilbage i 2006. Denne skribent står blandt publikum, og der er ingen tvivl om, at canadierne tager godt imod de fem jyske knægte på scenen.  Figurines har været tidligt ude, og har tilbragt rigtig mange timer, ikke mindst i USA, i turbilen mellem spillesteder over hele kontinentet.

– Jeg tror, at vi har spillet så godt som i alle stater i USA, vurderer guitarist Claus S. Johansen (der også har trakteret trommerne denne gang, red.) cirka fire år senere på Café Islands Brygge, da GAFFA møder trioen, i anledningen af  færdiggørelsen af bandes fjerde album Figurines,

Pitchfork Power

Tilbage i 2006 hed det aktuelle album Skeleton, en plade, der er blevet lidt af en indie-rock-klassiker med små, velskrevne, lette, guitarbårne sange, spillet med et skødesløst, punket "feel" med Christian Hjelms lyse, karakteristiske vokal i forgrunden. Et album, der gav bandet seriøst vind i sejlene ikke mindst takket været en ombejlet hjemmeside.

– Skeleton fik en rigtig god anmeldelse på pitchfork.com, og det fik publikum til at komme frem og tjekke bandet ud til koncerterne; det betød meget i USA og Canada, fortæller Christian.

I sommeren 2006 kunne bandet melde mere eller mindre udsolgt på deres turné i det nordamerikanske, og Figurines har, sådan med et slag på tasken, spillet 4-500 koncerter i bandets snart 10-årige levetid, heraf omtrent 100 i USA, og Skeleton, såvel som efterfølgeren When The Deer Wore Blue, har været udgivet på det nordamerikanske kontinent og i størstedelen af Europa, og har begge været fulgt op af intens turnévirksomhed.

– Vi har været så privilegerede at få lov til at opleve så meget i så ung en alder. Var der nogle, der havde fortalt os det, da vi var femten år gamle, havde vi aldrig troet det muligt, udtrykker keyboardmand Jens Ramon (der kom med i bandet på Skeleton-turnéen, red.) med et tilfreds smil, mens Christian og Claus samtykker med næven godt plantet om hver deres fadøl.

Sove på gulvet

Figurines er gået til stålet med ildhu og entusiasme, i studiet, på scenen og på landevejen. Der er blevet arbejdet, rejst, spillet og ofte festet igennem ud på de sene nattetimer. For mange et drømmeliv, men også et hårdt og opslidende arbejde, der kræver sin mand, specielt efter måneder på farten. Da overtegnede i sin tid var på landevejen med nordjyderne i Canada og USA, var der, for Figurines' vedkommende, blandt andet tale om samlet privat indkvartering i en mellemstor stue i Montreal, i Seattle næsten et rekordforsøg på, hvor mange mennesker man kunne proppe ind i et hotelværelse, og bandmedlemmerne fik lov til at slæbe på eget gear, og de lange afstande mellem spillestederne blev tilbagelagt i en "van" med alle sæder besatte og gearet proppet ind bagest i bilen. Sjovt, levende og eventyrligt, men også én potentiel "killer". – Man skal være en specielt støbning for at klare mosten. Du kan køre i to dage for at nå et spillested, og så har du 35 minutter til at levere varen, og det skal du bare kunne, siger Christian, og Claus fortsætter:

– Jeg sover gerne på hvilket som helst gulv, slæber gerne gear og sidder fastklemt i bilen på alenlange køreture, hvis vi kommer til klubber, hvor der er fulde huse med folk, der flipper ud til musikken, siger Claus, mens minderne tilsyneladende stryger tilbage til talrige anekdoter.

When The Deer Wore Blue

I 2006 kunne Figurines på det nærmeste gå på vandet. Der var succes på livefronten, Skeleton var højt værdsat, og Jens var ny i bandet, hvilket fik kreativiteten til at blomstre yderligere. Det tredje album, When The Deer Wore Blue fra 07 blev mere psykedelisk, eksperimenterende og keyboardorienteret end det spartanske udtryk på Skeleton. Et album, der ikke blev tilsvarende positivt modtaget på Pitchfork, hvilket kunne ses på besøgstallene.

– Det var ikke den bedste planlægning. I Danmark var der to år mellem Skeleton og When The Deer Wore Blue, men i USA kom de nærmest lige efter hinanden, det var ikke så smart. Der skulle have gået længere tid i mellem, mener Christian, og Jens supplerer: – Ja, pludselig var det meget hårdt arbejde. Chicago, New York og Seattle er altid fedt, men andre steder var det op ad bakke. Men senere gik det bedre. When The Deer Wore Blue har klaret sig godt siden hen, blandt andet fik vi lidt af et boost, da sangen The Air That I Breathe medvirkede i et afsnit af tv-serien Gossip Girls Der er ingen tvivl om, at When The Deer Wore Blue markerer en skillevej i Figurines' historie, fortæller Christian Hjelm:

– Vi prøvede nogle helt andre sider af os selv af på pladen, hvilket blandt andet var inspireret af det, som Jens havde at byde på. Vi gik noget væk fra de skarpskårne, punkede sange og blev mere psykedeliske og havde flere lange passager på pladen; det var der nok nogle, der lige skulle vænne sig til. Det var ikke alle, der var oppe på Skeleton, som fulgte trop, men vores erfaring er, at det er et album, der har vokset på mange, efter en del gennemlytninger (et ræsonnement, denne skribent kan tilslutte sig, red.), og det er en plade vi er glade for og stolte af, og som har klaret sig godt.

Røde tal

Et album kreeret af en kvintet, der i dag er reduceret til en trio. Succes eller ej, i pressemeddelelsen til det nye album bliver der ikke lagt skjul på, at der har været røde tal på bundlinien. Efterfølgende helligede keyboard- og basmand Mads Kjærgaard sig en uddannelse på Music Management, og trommeslager Krisitan Volden blev far og optaget på journalisthøjskolen, og pludselig var fem blevet til tre. Der var et tidspunkt, hvor de ikke vidste, om de havde et band, indrømmer Christian, men efter en lille pause tog han, Claus og Jens fat på instrumenterne, og trioen har siden selv skabt rub og stub af det, der nu foreligger som bandets fjerde album, som slet og ret har fået titlen Figurines.

Vi har gjort det

– Denne gang er vi gået tilbage til det udgangspunkt, vi havde, da vi startede bandet, og har fundet den gamle Figurines-ånd frem. Det har kun været os tre, der har stået for indspilningen af det hele, og det har været en meget stimulerende og kreativ proces. Vi har indspillet flere forskellige steder på vores eget lille gear, og har leget os frem til resultatet. Alle spiller nærmest på alle instrumenter; der har ikke været nogen definerede og begrænsede roller på forhånd. Vi er gået efter de gode og ligefremme melodier som i starten, men har også beholdt noget af det mere eksperimenterende og psykedeliske, som vi fandt frem på When The Deer Wore Blue. Det er en plade, der opsummerer bandet og dets udvikling, så det var meget passende bare at kalde den Figurines, ræsonnerer Christian, inden Claus tager over:

– Det, at vi har kunnet gøre det hele selv, har virkelig givet os blod på tanden og masser af selvtillid. Og så har det også været den billigste plade, vi har lavet.

I har opnået meget i karrieren, er I stadig lige ambitiøse?

– Vi er ved at være garvede i branchen og har oplevet både op- og nedture, men vi er stadig sultne på mere. Vi er stolte af at kunne sige, at "vi har gjort det", og vi bliver ved, fordi vi kan ikke lade være, understreger Christian.     


Med morgendagens stjerner som support

– Det er svært at pege på, hvad som har været den største oplevelse gennem de sidste ti år. Der har været så mange, men den turné, vi havde med Cold War Kids og tapes 'n tapes i 2006 i USA, var noget af et højdepunkt. Cold War Kids har senere fået et solidt gennembrud, men dengang var det dem, der åbnede, så var det os, hvor tapes 'n tapes spillede til sidst.  Det var simpelthen så fed en turné. Der kom masser af mennesker, og der var en "hype" omkring alle bands. Vi havde så godt som ingen fridage, det var bare en total fest.

Er det stadig speederen i bund og sex, drugs..., når Figurines tager på landevejen?

– Vi har da ikke holdt os tilbage og har fyret den af, men alt med måde. Vi er blevet ældre nu og ved bedre, hvad vi kan klare. Vi har nok en mere realistisk tilgang til livet i branchen og vil være mere inde over turnéplanlægning og så videre. Men vi har gå-på-modet og siger sjældent nej til de muligheder, der måtte byde sig. Vi har altid været "The Yes Men", afslutter Christian Hjelm med et veltilfreds smil.         



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA