x

Kings Of Leon – Vi har været pisseheldige

Kings Of Leon – Vi har været pisseheldige

På The Connaught Hotel i Mayfair i London afslutter man sine toiletbesøg med, at en velklædt herre tænder vandhanen, når man skal vaske hænder. Han tørrer tilmed gæstens våde fingre grundigt og ønsker ham en dejlig dag. Hotellet er så luksuriøst, at det svier i øjnene, der er detaljer i guld og skinnende overdådighed overalt. Og netop i dag er al luksuriøsiteten suppleret af fire rockrødder fra de amerikanske sydstater. Tre brødre og en fætter. Jeans, skæg, støvler og ølflasker. En dag med det ene trættende interview efter det andet har tæret på stemningen og det hele virker en kende stift og skabelon-agtigt. Samme spørgsmål, samme svar. Igen og igen.

– En smule kedeligt bliver det selvfølgelig i længden, fortæller en mærkbart nedslidt Matthew Followill. Men samtidig hører det sig jo også til, og vi er så småt begyndt at vænne os til, at folk interesserer sig for os.

Og interesserede, det er vi. Med det seneste album, "Only By The Night", og de massive singleudspil "Use Somebody" og "Sex on Fire", gjorde Kings of Leon et gevaldigt indhug i hitlisterne, hvorved alt de gør, pludselig er interessant stof for verdens musikmedier. De tre brødre Caleb, Jared og Nathan Followill –
– der som bekendt forlod det omflakkende liv med deres omrejsende United Pentecostal Church-prædikende far, lokkede deres fætter Matthew med sig og dannede et rockband – er lige siden debuten fra 2003 gået fra den ene stjernestund til den anden og fra succes til succes. Ingen er dog mere overraskede over succesen end bandet selv:

– Vi fatter ikke en brik af det, siger trommeslager Nathan Followill. Med det sidste album gjorde vi egentlig ikke noget, der var anderledes, end hvad vi plejer. Vi sammensatte en række sange, indspillede en plade, som vi selv kunne lide, og pludselig var vi et stort band. Vi var nok bare heldige, tror jeg.

- Der er mange, der tror, at vi målrettet gik efter at skrive hitsingler med "Only By The Night", fortsætter Matthew. Men det var den samme proces som altid, og det er nøjagtig den samme måde, vi har arbejdet med den nye plade på.

Det forskellige i helheden

Men selvfølgelig er der sket en hel del rent musikalsk, og det nye album starter, hvor "Only By The Night" sluttede. Der er således tale om episk guitarrock, "radiorock" om man vil, med sange der egner sig til at blive spillet på velvoksne stadionscener. Men påvirkningen fra bands som U2 høres nu endnu tydeligere, og The Edge-guitaren og Simple Minds-basgangene klinger afslørende blandt den grandiose lydmur. En antydning af Blue Velvet-twangguitarer flirter med gospelelementer, new wave-disco og strygere – alt sammen pakket ind i selvsikkert producerede popkostumer. At det handler om variation og alsidighed er både Matthew og Nathan rørende enige om.

– Vi har helt sikkert gjort en indsats for ikke at fokusere for meget på de enkelte sange, forklarer Nathan. I stedet for bevidst at forsøge at lave "store sange" og nye versioner af hitsingler var vores mål at lave et album – en hel plade, hvor man har lyst til at høre samtlige numre fra start til slut for at få det store billede med. Jeg håber naturligvis, at vi har nået det mål, så pladen ikke bare kaster et radiohit eller to af sig, der så kan blive spillet hver halve time, indtil folk begynder at brække sig, når de hører dem.

Matthew: – Jeg er ret sikker på, at det er lykkedes os at indspille vores mest forskelligartede album til dato. Dele af den kan være mørkere og mere dyster, mens andre indeholder elementer af tropiske strand-ting à la Bee-Gees. Samlet set det føles som en blanding af alt det, vi har lavet før, hvor folk sikkert vil genkende elementer fra de tidlige plader. Du kan finde blues og country-elementerne fra vores første år, det mere vanvittige fra "Aha, Shake Heartbreak", det alvorlige fra "Because Of The Times" og det mere poppede fra "Only By The Night".

Så kan man sige, at I har fundet inspiration hos jer selv?

– Måske, en lille smule, lyder det tænksomt fra Nathan. Det er klart, at man lader sig påvirke af, hvad man hører. Men meget af det vi hører, har vi faktisk ikke rigtig nogen kontrol over, eftersom vores ører lytter til de ting, der bliver spillet på diverse iPods til efterfester efter koncerterne. Og der er det de unge, der bestemmer. Hvis Caleb og jeg fik lov at bestemme, hørte vi sikkert bare gammelmands-country hele tiden, så vi er afhængige af, at Matthew og Jared holder os opdateret om, hvad der er nyt og interessant.

– Vi er på et punkt i vores karriere, hvor vi har den luksus at kunne gøre, lige hvad vi vil uden at skulle være nervøse for, om folk nu kan finde nok smarte referencer og troværdigheds-markører i vores musik, lyder det fra Matthew.

Fra ros til kritik

I kølvandet på "Only By The Night" er det langt om længe lykkedes for Kings of Leon at slå ordentligt igennem hjemme i Staterne. Hvor bandet tidligere primært blev dyrket i Eruropa og i særdeleshed Storbritannien med de første større udsolgte koncerter i London, spiller de nu på NFL-stadioner rundt omkring i hjemlandet.

Nathan: – Måske var det vores historie, som blev opfattet som mere eksotisk og spændende i England end derhjemme. Tre brødre med en religiøs baggrund, der spiller blues-rock er måske i virkeligheden bare ikke så interessant i USA? Desuden føles det som om, der er så mange flere, der gør, hvad vi gør hjemme i USA end i Europa, hvilket gør det meget sværere at bryde igennem. Faktisk har jeg ingen idé om, hvad der adskiller os fra tusindvis af andre bands. Vi har sikkert bare været pisseheldige.
 
Men selvom "Only By The Night" var bandets store offentlige gennembrud offentligt, selv derhjemme, så var det også det første album, der ikke blev modtaget med lutter roser og lovprisende ord. Pladen fik noget barsk kritik med på vejen, ikke mindst fra de tidligere så loyale britiske musikjournalister.
 
– Vores publikum voksede helt enormt med det sidste album, "siger Matthew. At vi så fik vi nogle sønderlemmende anmeldelser og et par beskyldninger om at have solgt ud føltes bare underligt. Men måske er det sådan, at så snart man har et par radiohits, så er man en sell-out? Helt ærligt, så orker jeg sgu ikke rigtig at bekymre mig om det.

Så hvad vil der ske med det nye album? Forventer I glødende anmeldelser?

Nathan: – Aner det ikke. Vi har igen – ligesom vi altid har gjort – turneret og turneret noget mere og skrevet sange, vi kan lide, mens der har været lydprøver. Selvfølgelig håber jeg, at folk kan lide det nye album, og vi er meget glade og stolte, og alt det der. Det ville være rart, hvis folk fortsætter med at bryde sig om, det vi laver, men – og jeg ved, det lyder som en fed kliché – men naturligvis skal vi primært gøre det for os selv og have det sjovt med det.

Så hvordan ser fremtiden ud? Hvor lang tid er der tilbage for Kings of Leon?

Matthew: – Jamen, jeg kan ikke se os gøre noget andet. Vi er nået til et punkt, hvor alting føles så let og naturligt, så jeg kan ikke forestille mig, at vi nogensinde vil lave andet end at lave plader og tage på tour.

Nathan: – Hvis jeg får lov at bestemme, fortsætter jeg gerne med bandet og musikken for evigt, måske med en pause hist og her. Jeg håber og tror på, at vi har en lang karriere stadig foran os. Du slipper ikke af med os lige foreløbig.
 

Det bliver i familien
Osmond, Herreys, The Corrs. Og Kings of Leon selvfølgelig. Broderbånd, familiebånd og familiebands. Godt eller skidt?

De fleste er selvfølgelig klar over at Kings of Leon er et familieband. I den spæde begyndelse bestod bandet kun af to brødre, men ret hurtigt blev endnu en bror trukket med ind i foretagendet, mens en fætter blev kidnappet. Eller sådan lyder historien i hvert fald. Diverse steder kan man læse sig til, hvordan Followill-brødrene tog deres fætter Matthew med på tour uden et ord til hans forældre:
 
Matthew: – Der er en vis sandhed i historierne, men jeg blev aldrig bortført i den forstand, at jeg ikke selv var med på det. I virkeligheden løb jeg nok egentlig bare hjemmefra…
 
Men hvordan er det at være fætter og skulle bruge så meget tid sammen med tre brødre?

– Det er helt fint. Det har temmelig meget at gøre med, hvordan vi voksede op, og det at vi var ganske rodløse og tvunget til at være så meget sammen, da vi var yngre. Vi er alle bedste venner, og eftersom vi aldrig rigtig har haft noget valg med hensyn til, hvorvidt vi har lyst til at være sammen, så ser vi selvfølgelig igennem fingre med de fejl og mangler, vi hver især har.

Men er sammenholdet mellem Caleb, Nathan og Jared tættere? Føler du dig nogensinde udenfor?

– Overhovedet ikke. Vi er familie, og vi har lavet så meget sammen, at vi nærmest er svejset sammen. Vi kommer alle sammen rigtig godt overens med hinanden.

Nathan: – Vi er ældre, mere modne og bedre mennesker nu. Søskendeslagsmål bliver trættende i længden. Vi er et team, og hvis der skal kæmpes, så gør vi det sammen mod andre. Der er intet at vinde ved at dræbe hinanden – vi har måttet erkende, at det ikke er meget konstruktivt i at have familiefejder, når man tilbringer hvert minut sammen.

Hvad er fordelene så?

Nathan: – Jeg tror, vi har stor fordel i at kende hinanden så godt. Vi behøver aldrig at gå på listesko omkring hinanden, og vi kan altid være brutalt ærlige. Der er ingen grund til at skjule, hvad vi føler. Der er ingen drama eller prætentiøst lort som: "guitarist og sanger taler ikke mere med hinanden, før guitaristen er mere med i videoen".

Matthew: – Selv musikalsk har det formentlig hjulpet. Selvom vores alder er noget forskellig, så tænker vi for det meste på samme måde, og det giver os mulighed for at tage genveje og gør, at vi ikke behøver at forklare så meget for hinanden. Kommunikationen er nemmere, simpelthen.

Jamen, hvad gør man så, når man bliver træt af sin bror eller sin fætter?

Matthew: – Du går ud af rummet og bider tænderne sammen. Du tilgiver og kommer videre. Og man tænker: "er det virkelig det værd at skændes og være nødt til at aflyse turnéen, bare fordi min bror er en idiot?" Vi har nået et punkt i vores karriere, hvor der er flere end bare os, der er afhængige af, at tingene kører. Vi har et stort crew og en masse mennesker omkring os. Skal jeg tage deres job fra dem, bare fordi jeg har pandet min bror én? Det er simpelthen for dumt, og jeg håber inderligt, at vi er vokset fra den slags nu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA