x

Teitur - Et spørgsmål om at gi' slip

Teitur - Et spørgsmål om at gi' slip

Der er noget berusende, overvældende og sentimentalt over flere af Teiturs sange, ofte båret af hans indtrængende, lyse, og alligevel fyldige vokal. Tag for eksempel albummet Stay Under The Stars (for fire år siden fast inventar på GAFFA-kontorets anlæg) og hør numre som Don't Want You To Wake Up og You Get Me, og det er svært ikke at falde hen i en melankolsk døs. Samme fine tone rammer Teitur nu flere steder på aktuelle Let The Dog Drive Home, i sange som for eksempel Waverly Place og Betty Hedges, et album, der ganske enkelt handler om at gi' slip, lade sig rive med og lade tilfældet råde.

– Det ligger i titlen Let The Dog Drive Home. Det handler om at slippe kontrollen, flyde med og stole på, at det hele ordner sig. Jeg kan godt lide, at man ikke aner, hvad der sker.

I åndelige sammenhænge refereres et ræsonnement som ovennævnte ofte til  at "give slip og lade Gud tage over". Teitur adresserer da også de høje magter på pladen, mest tydeligt i albummets anden skæring, God, I Have So Many Things To Tell You.

– Jeg er hverken kristen, muslim eller buddhist, men jeg tror helt sikkert på, at Gud findes. Det er et noget kompliceret emne at snakke om; jeg tror på den gode Gud, ikke en ond kraft, der vil straffe os. Sangen er oprindelig skrevet til en film om én, der lider af Aspergers syndrom (en variation inden for autismespektret, red.) og om mangel på empati. Jeg tænker, at rigtig mange mennesker brænder inde med enormt mange følelser, og at manges liv ville være utroligt meget bedre, hvis de kunne tale med Gud.

Empati

Hvem det mere præcist er, som Teitur kommunikerer med i denne henseende, skal være usagt i denne sammenhæng, men man fornemmer en form for kontakt. Der er noget magisk og dragende over færingens tone, og empatien fejler ikke noget. Faktisk er Teitur noget rystet, da GAFFA møder ham denne sensommerdag på Nørrebro. Dagen før var han ude at høre vennerne I Got You On Tape. En ganske fremragende koncert, ifølge denne fortællings hovedperson, men efterspillet var alt andet end glamourøst.

– Efter koncerten kom der er en blodig og forslået mand løbende med kniv i hånden mod os og råbte ting som "I wanna kill". Folk fra stedet fik ham holdt på afstand med mikrofonstativer, og hvad de ellers kunne finde, og det endte til sidst med, at han faldt baglæns ud over en trappe og lå nærmest livløs; han kunne kun bevæge den ene hånd.

Mandens videre skæbne er denne skribent ukendt, og Teitur erkender, at han føler sig ganske rystet over gårsdagens begivenheder. Det er dog ikke værre, end at han kan samle sig om at fortælle om sit dugfriske album. En , det har taget år at forberede, men kun lidt over en uge at indspille. Typisk for Teiturs arbejdsproces. Musikken florerer konstant, og det store arbejde ligger i forberedelsen.

– Jeg skriver musik hele tiden og kan blive inspireret af hvad som helst. Det kan være, mens jeg går en tur, er i naturen, når jeg befinder mig i mit hus på Færøerne, sidder i turbussen, er i New York eller som i dag på Nørrebro. Alt kan være inspirerende, og jeg kan altid arbejde. Jeg skriver om de ting, der rammer mig, og det kan være mange ting. Vi har alle billeder, små film, blandt andet fra barndom og opvækst, inde på nethinden; de små filmsekvenser får jeg typisk omsat til sange.

Fascination

Let The Dog Drive Home kunne ellers godt lyde som en skive, der har taget sin tid at få indspillet. Der er hverken sparet på strygere eller store arrangementer i det hele taget.

– Det meste har jeg selv tænkt igennem, men har også haft folk til at hjælpe mig med at systematisere de mange indtryk, først og fremmest min ven Tróndur Bogason (endnu en driftig færing,  red.). Det tog ni dage at indspille pladen, og vi havde nok i alt omkring 30 mennesker i studiet.

Hvad har været dine ambitioner med pladen, og er de blevet indfriet?

– Ja, det er de. Først og fremmest sidder jeg tilbage med en følelse af varme over projektet, en følelse af overblik, ro og overskud. Musik for mig er først og fremmest drevet af ren fascination, og glæden ved at spille – og være kreativ – sammen med andre.

Stjernernes udvalgte

Der er ikke meget flashy rockstar over den ydmyge og dygtige popsnedker, som sidder undseligt i et hjørne på The Laundromat denne eftermiddag, men skinnet bedrager. Vi har at gøre med en seriøst hårdtarbejdende herre i showbizz. Fem album, er det blevet til siden 2003, og fra 2004-2008 spillede Teitur i omegnen af 700 koncerter i 20 lande. I Danmark har mesterværket Stay Under The Stars solgt guld, og vi har taget færingen til os som en af vore egne og tildelt ham (nationale) DMA-statuetter for henholdsvis "bedste sanger" (Stay Under The Stars) og "bedste singer-songwriter-udgivelse" (The Singer). Teitur åbnede i 2008 den officielle del af Roskilde Festival, og han har opført The Singer i Operaen i København med eget band, DR's Vokal Ensemble og DR's kammerorkester. Senest har The Singer fået forrygende anmeldelser i blandt andet England, og forventningerne til Let The Dog Drive Home, der udkommer i hele Europa, er store. Men allerede på debuten havde toneangivende udlændinge spottet, at der var noget ganske særligt i gære, hvilket har medført, at stjerner som Aimee Mann, Rufus Wainwright og John Mayer (der til Esquire Magazine udtalte, at Teiturs debutalbum Poetry & Aeroplanes var et af de bedste inden for de sidste fem år) har lovprist den beskedne færing og taget ham med på tur.

– Det har været spændende oplevelser. Rufus var sjov og mega cool. Han lavede grin med min garderobe, eller mangel på samme. Han havde det ene outfit hængende i sin garderobe efter det andet, og jeg stod bare dér i mine cowboybukser og min T-shirt. Aimee Mann sagde ikke så meget, men hun stjal min Bob Dylan Don't Look Back-dvd (her taler vi så om kriminalitet af den mere seriøse skuffe, red.), og John Mayer var bare superfed. En rigtig stjerne, men også meget nede på jorden. Jeg fandt ud af, at langt størstedelen af hans crew var gamle venner, skolekammerater og så videre. Det syntes jeg var ret sympatisk.

You Get Me

Så er der de stjerner, som selv har arbejdet med Teitur eller har taget hans sange under egen kærlige behandling. Han har co-skrevet Choux Pastry Heart med Corinne Bailey Rae fra hendes selvtitulerede debutalbum, som har passeret de fire millioner solgte eksemplarer, og senest har italienske Mina samt Seal, sidstnævnte over to omgange, givet sig i kast med den formidable ballade You Get Me.

– Mina er lidt af en berygtet legende i Italien, hun har indspillet i en årrække og er kendt for at barbere sine øjenbryn af og så videre. Egentlig ville de have oversat sangen til italiensk, men det kunne de ikke få til at fungere, så i stedet blev det til en duet med hende og Seal på engelsk. Seal har så valgt også selv at indspille sin egen version af sangen, som kommer på hans nye plade.

En sang, der i sin tid var medvirkende til Teiturs brud med Universal, hvor hans debutalbum udkom.

– Jeg kunne ikke med den A&R-ansvarlige på selskabet. Hun kunne for eksempel ikke lide You Get Me, og så forstod jeg, at jeg måtte videre (Teitur dannede selskabet Arlo & Betty Recordings med sin manager, red.).

Det kan være, at hun gik glip af en potentiel guldfugl, men så dukkede der pludselig en dame op.

– Hun fik senere signet Lady Gaga, tilføjer Teitur med et skævt smil.


De personlige favoritter

Ud over at arbejde med sin egen musik er Teitur, ikke overraskende, stor kulturforbruger i øvrigt. GAFFA fik, efter et par forsøg, presset et par personlige favoritter ud af ærmet på ham

– Jeg hører jo al mulig musik. Skal jeg nævne nogen, kan et bud være Igor Stravinsky (klassisk russisk komponist, dirigent, 1882-1971, red.), og så elsker jeg de gamle Stax-plader. Et bud på den bedste nogensinde kunne være Pet Sounds (Beach Boys' og Brian Wilsons uopslidelige epos fra 1966, red.), og så er jeg en stor beundrer af Arvo Pärt (estisk, minimalistisk, klassisk komponist født 1935, red). Dostojevskij og Virginia Wolff er fantastiske forfattere, og en film som Goodfellas og tv-serien Dexter rangerer højt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA