x

The Black Angels – Syrerock, religion og Roky Erickson

The Black Angels – Syrerock, religion og Roky Erickson

Inden koncerterne i sidste uge havde Austin, Texas-bandet The Black Angels aldrig spillet headlinershows på dansk grund; opvarmningstjanser for både Black Rebel Motorcycle Club og Wolfmother var det blevet til, men torsdag og fredag stod kvintetten øverst på plakaten på Voxhall i Århus og på Christianias udsolgte Loppen. Og dét endda med det fortrinlige, tredje album "Phosphene Dream" i bagagen.

Mellem soundcheck og aftensmad mødte GAFFAs udsendte tre femtedele af bandet – hhv. frontmand Alex Maas, guitarist Christian Bland og trommeslager Stephanie Bailey – i Loppens graffitiovermalede backstagerum med charmerende brune sofaer og et brummende køleskab.

Maas i rollen som den venlige udadvendte herre med hovedet gemt under sin kasket, Bland som den ivrigt snaksalige sidemand og den mindre interesserede Bailey, der lå og sms'ede i en anden sofa under interviewet. Black Angels åbnede Europa-turnéen med koncerten i Århus, og op til København-koncerten havde rygterne kørt om, at en publikummer blev smidt ud fra Voxhall dagen forinden, fordi han blev ved med at hoppe op på scenen for at hylde bandet. Christian Bland uddyber:

– Yeah, det var fedt med ham gutten, der hoppede op på scenen. Jeg tror nu ikke, at han blev smidt helt ud. De hev ham vist bare ned fra scenen. Det var under en af de sange, hvor jeg ikke spiller guitar, så jeg havde maracas i hænderne, som jeg prøvede at give ham. Det lykkedes ikke helt. Gigget på Voxhall var desuden perfekt. Dét spillested har en virkelig god lyd.

Men hvad er det med Danmark – hvorfor har I aldrig spillet headlinershows her? Jeg har læst, at I er gode venner med Raveonettes, så der må da kunne arrangeres et eller andet ad den vej?

– Der var vist ingen, der kendte os på disse kanter, før vi turnerede sammen med Black Rebel Motorcycle Club og The Black Keys. Det var vores måde at etablere os i Europa på. Jeg er ikke sikker på, at vi hentede nogen fans under vores opvarmningsgigs for Wolfmother. Billetterne var vist også så dyre, at de af vores fans, der gerne ville have været til koncerten, formentlig ikke havde råd. Vi så i øvrigt aldrig noget af overskuddet fra de billetpriser, griner Alex Maas.

– Det kunne faktisk være virkelig fedt at lave noget med Raveonettes. Vi har spillet en række koncerter med dem i Staterne, og det har været virkelig sjovt. Måske vi skulle sigte efter at spille i Den Grå Hal, ligesom vi gjorde med Black Rebel…

Det sjette medlem

I modsætning til mange af deres jævnaldrende kollegaer, der praktiserer 60'ernes psykedeliske rock, så får man indtrykket af, at Black Angels koncentrerer sig mere om selve kompositionerne, og kun skruer op for larmen, når det er nødvendigt, ikke fordi det "påkræves" inden for genren. Man kunne derfor forestille sig, at det tager længere tid at arbejde sangene færdige, end det tager at finde på riffene omkring – altså selve sangens skelet. Men det er faktisk først i forbindelse med det aktuelle album "Phosphene Dream", at bandet for alvor har arbejdet sangene igennem, inden indspilningsprocessen, påpeger Stephanie Bailey og løsriver sig fra sms'erne:

– Inden vi gik i gang med indspilningerne, var vi i Los Angeles for at præ-producere pladen. Vi jammede over forskellige idéer og fokuserede virkeligt på at stramme sangene så meget som muligt op. Det hjalp os en del, da vi endelig skulle indspille, og vi sparede en del tid i studiet.

For mig er "Phosphene Dream" jeres mest fokuserede og stramt sammensatte plade til dato, men også den, hvor der er flest overlays og forskellige guitareffekter…

– Jeg vil give dig ret – det er klart vores mest kompakte plade, og ja, vi har gang i en masse forskellige ting hele vejen igennem. Det skyldes også, at vi for første gang arbejdede sammen med produceren Dave Sardy (Oasis, Jet, Black Mountain m.fl.), som har et skarpt øre for detaljen…, siger Maas og bliver afbrudt af Bland:

– I starten var jeg var lidt bekymret over, at en udefra skulle komme og dreje vores musik i en anden retning med en håndfuld fikse idéer; jeg var især bange for, at vi ville ende med et overproduceret værk, men når alt kom det alt, så var de idéer, han diskede op med, nærmest identiske med dem, vi selv ville have fundet på. "Overproducere" er altid et fyord, men jeg vil også sige, at det Dave bidrog med var en slags "idéudveksling". Han blev det sjette medlem af Black Angels for en stund.

Black Angels og religion

En anden ting, man lægger mærke til ved "Phosphene Dream" er, de skarpere politiske tekster, og hvor Maas tidligere sang i allegorier, er det ret tydeligt i en ret hård antireligøs sang som "True Believers", at han ikke er særlig begejstret over verdens mange religioner og verdensbefolkningens tendens til at underkaste sig disse…

– Det er svært at tro på noget som helst – de forskellige religioner taler om det samme og modsiger samtidig hinanden. For mig handler "True Believers" om fordomsfrihed, en "true believer" er en, der kan se sagen fra flere sider og ikke sætter sig på tværs ved at tilbede én af religionerne. For det er dét, der skaber spændingen i verden i dag – absolutismen og hele "Vi har altid ret"-dogmet. Jeg mener, der er sgu ingen, der altid har ret, siger Christian Bland.

Hvad med sangen "Sunday Afternoon"? For mig lyder den som en rimelig åbenlys hyldest til 13th Floor Elevators, og I kommer jo også fra Austin ligesom Roky Erickson og hans band?

– Det er ingen hemmelighed, at vi er kæmpe fans af 13th Floor Elevators, og at netop "Sunday Afternoon" er en anerkendelse af dette, vedkender Bland. Vi har faktisk også turneret som backingband for Roky, og det var en vild, men lærerig oplevelse for os. Det at spille covernumre, særligt 13th Floor Elevators, har lært os en masse om, hvordan man bygger en sang op. For eksempel er der i vores nye sang "Bad Vibrations" et sted, hvor vi går fra langsomt tempo til hurtigt med overdrive. Dét er direkte inspireret af 13th Floor Elevators-sangen "Roller Coaster", som vi spillede med Roky.

– Vi fandt aldrig rigtig ud af, om han havde hørt vores musik eller om han kunne lide den, for den sags skyld. Roky er lidt sin egen. Man har ikke sagt for meget, hvis man siger, at hans karriere primært styres af hans manager – Roky lever i sin helt egen verden, så mit gæt er, at han ikke rigtig er ordentlig kontakt med nutidens musikscene. Jeg ved, at han godt kan lide at trisse rundt derhjemme og spille klaver, men det er stensikkert, at musik er en slags terapi for ham, og derfor er det i hvert fald ikke bare et dollarforetagende, hans manager har kørende, forklarer Alex Maas videre.

Backing for Roky Erickson

Netop tjansen som backingband for Roky Erickson var ved at afføde det mest 13th Floor Elevators-lydende album, han har lavet siden dengang. I hvert fald ifølge Black Angels selv. Men det endte med at blive et andet Austin-band, nemlig Okkervil River, der bakkede Erickson op på hans første soloplade i lang tid, "True Love Cast Out All Evil", som udkom i foråret. Når man spørger ind til dette, fornemmer man hos Black Angels en vis form for bitterhed, især fra Alex Maas' side:

– Da vi indspillede med Roky gik vi efter at fange 13th Floor Elevators-udtrykket så præcist som muligt. Du ved, signaturlyden med electric jug osv. – lige fra hoften, med nosser og det hele. Men pladeselskabet var tydeligvis ude efter en mere sikker americana-lyd, lidt middle of the road-agtigt. Jeg har hørt rygter om folk, der mente, at vores musikalske evner ikke var tilstrækkelige eller ikke passede til Roky. Jeg mener, vi er jo bare et full-on fuzzrock-band, mens Okkervil River er noget mere tekniske, men altså, jeg har optagelser fra dengang, hvor vi indspillede med ham, og – helt ærligt – det lyder som 13th Floor Elevators…

– Under de koncerter, vi spillede med ham, fokuserede vi meget på 13th Floor Elevators-materialet. Det backingband han havde før, The Explosives, spillede kun to Elevators-sange, "You're Gonna Miss Me" og "Splash 1", men vi ville gerne spille de fem første sange fra "The Psychedelic Song of…". Da vi så skulle øve sangene med Roky, gik det hurtigt op for os, at han slet ikke kunne huske de sange, han ellers selv skrev i sin tid, så vi måtte sidde og føre ham igennem melodier og tekster på et nodeark, men det var en fantastisk oplevelse at overvære ham vende tilbage til de sange, som han havde glemt. Som sagt, så har vi gemt de optagelser, og de er fantastiske. Måske forærer vi dem væk på nettet en dag. Vi indspillede ti sange med ham – fem med band og fem akustisk – og jeg tror, at fire-fem af dem kom med på Okkervil-pladen, tilføjer Bland, inden Maas kommer med endnu et lidt fornærmet udfald:

– Jeg hørte et interview med frontmanden fra Okkervil (Will Sheff, - Red.) i radioen den anden dag, hvor han fortalte, at det var hans idé at indspille med Roky. Og dét er i hvert fald løgn. Han fik det til at lyde som om, det var hans idé at indspille disse gamle sange, som Roky havde haft liggende på hylden længe. Jeg er hundrede procent sikker på, at managementet har kontaktet Okkervil River fuldstændig på samme måde, som de kontaktede os i sin tid, og de har garanteret snakket med mange andre bands. Men altså – no hard feelings – det var sikkert det rigtige valg, i hvert fald når nu de gik efter den der americana-lyd, som vi ikke ville kunne levere.

– Til gengæld var vi heldige nok til at nå at indspille en live-dvd af en koncert, vi spillede med Roky i Los Angeles, og den udsender vi senere i år. Vi åbnede for Roky, samtidig med at vi så spillede som backingband for ham, og vi har lige fået clearet skidtet fra hans management, så det er sikkert, at dvd'en kommer snart. Vi spiller de fem 13th Floor Elevators-sange og en masse af hans soloting, blandt andre "Two Headed Dog" og "Night of the Vampire", siger Maas.

Andre nye psykedeliske bands?

Efter dén spændende nyhed syntes det på falderebet nærliggende at spørge Black Angels efter et par anbefalinger til GAFFAs læsere på opkomlinge inden for den nye generation af syrerockbands, som de sorte engle selv tilhører. Alex Maas kommer med sine bud:

– Jeg vil helt sikkert anbefale Tame Impala fra Australien – uovertruffen psykedelia med Beatles-agtige vokaler. Tjek også Psychic Ills fra New York. De er superfede. Clinic er ikke rigtig nye, mange kender dem sikkert, men jeg vil alligevel give dem en anbefaling med på vejen, siger Alex Maas og overlader den sidste anbefaling til Christian Bland:

– De er ikke rigtigt psykedeliske, men jeg vil i hvert fald anbefale Dum Dum Girls. Deres plade ("I Will Be", - Red.) er især interessant, fordi Richard Gottehrer har produceret den og været med til at skrive sangene. Han er en kendt sangskriver fra 60'erne, der blandt andet står bag "My Boyfriend's Back" og senere har han produceret for både Blondie og vores venner i Raveonettes. Kender du ikke "I Want Candy"?, siger Bland og begynder at nynne melodien til sangen.

– Jeg kan godt lide Scout Niblett. Hun er mit idol. Sidst jeg så hende live, havde hun trommeslageren fra Burning Brides med. Det var virkelig suverænt. Og så stod hun dér med paryk og sikkerhedsvest på, liver Stephanie Bailey pludselig op, inden aftensmaden kalder og Black Angels går ind i de endelig forberedelser til koncerten på Loppen…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA