x

Divine Comedy – Cool og krukket i en niche for sig selv

Divine Comedy – Cool og krukket i en niche for sig selv

I år er det 20 år siden, en belæst ung mand fra Nordirland trådte ind på den musikalske scene, og imens resten af verden iførte sig skovmandsskjorter og kastede sig ud i grunge, begyndte han at kombinere pop- og kammermusik med kække melodier, litterære tekster og strygere, masser af strygere.

Den opskrift er Neil Hannon ikke vaklet meget fra siden, og et par måneder tilbage udsendte Divine Comedy, bandet som Hannon er synonym med, deres tiende album, "Bang Goes The Knighthood". Den bedrift er den krukkede frontmand egentlig ganske tilfreds med:

- Jeg er ret stolt af mig selv, og det jeg har nået. Nogen måler succes i salgstal eller størrelsen på steder, de har spillet. Jeg har altid været glad for ideen om en lang karriere, for når nu musik er det, jeg elsker, ikke pengene og berømmelsen – selv om lidt af disse da også er rart - så er det da skønt at ramme et rundt tal som ti, siger en veloplagt Neil Hannon til GAFFA og understreger hurtigt, at han ingen ambition har om at stoppe nu.

Et lykkeligt brud
Det nye album er Divine Comedys første i tre år og det første efter bandets brud med pladeselskabet EMI, der samlede bandet op i slutningen af 90'erne efter Divine Comedys største kommercielle succes til dato, albummet "Fin De Siécle". Men Hannon savner på ingen måde pladeselskaberne, tværtimod.

- Det er lyksaligt, rent paradis. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gjorde det noget før. Økonomisk er det selvfølgelig usikkert, men det er befriende at kunne gå i studiet, uden at der står nogen og ånder dig i nakken eller skulle tigge om penge fra andre. Jeg kan grundlæggende gøre, hvad fanden jeg har lyst til og kun være begrænset af mine egne idéer, hvilket er rart, fortæller Hannon, der sikkert nåede at sætte grå hår i hovedet på en del pladeselskabsfolk, med et par album uden megen af den mere kommercielle klang, der satte Divine Comedy på det musikalske landkort i slutningen af 90'erne.  

Farvel til ridderkorset
Historisk har Divine Comedys albumcovere ofte været cool og distancerede billeder af Neil Hannon iført jakkesæt og solbriller, men ikke denne gang. Det nye album er prydet af Hannon kun iført bowlerhat, butterfly og pibe i skumbad med en labrador!

- Det er et forsøg på at illustrere titlen og inspireret af lumre engelske komedier fra 60'erne og 70'erne, hvor der altid var en politiker eller en skoleinspektør, der på et tidspunkt blev opdaget i et kosteskab sammen med en svensk au pair med bukserne nede om hælene – farvel til det ridderkors! Det handler om de laster og dekadente ting, succesfulde folk tyer til og sætter deres rygte og karriere på spil for, fortæller Hannon med slet skjult hentydning til folk som Formel 1-bossen Max Moseley, der i 2008 blev afsløret som deltager i S&M-orgier.   

Den perfekte…
Divine Comedy har tidligere forsøgt at skabe den perfekte kærlighedssang, men har denne gang udvidet repertoiret på nummeret "The Perfect Banker", som er et ganske atypisk nummer for Hannon. Han var nemlig vred, da han skrev det.

- Jeg er normalt et meget roligt menneske, men finanskrisen og idéen om at hele befolkninger skal betale for fejl begået af ganske få idioter, grådige idioter, der stadig får udbetalt enorme lønninger og kæmpe bonusser, gjorde mig virkelig vred. Og så er det da rart at have en enkelt protestsang på repertoiret,  fortæller Hannon, der har formået at vride en elegant popsang ud af krisen; et nummer, der starter med det ydmyge spørgsmål "Can anyone lend me ten billion quid?"

En aften med Neil Hannon
Den 23. oktober spiller Neil Hannon i Lille Vega som del af en turne, der ifølge ham selv varer "fra oktober til Dommedag" og bringer ham til Danmark for første gang siden en optræden på Roskilde Festival tilbage i 1999. Koncerten bliver uden band. Det vil sige Neil Hannon og et klaver og ind imellem en guitar, ikke andet.

- For det første er det jo billigere. Nej nej, spøg til side, der er flere gode grunde. For det første er alle de nye numre komponeret på klaver, hvilket jeg normalt ikke gør, så de er grundlæggende klaversange og fungerer rigtig godt på den måde. For det andet, er det den måde mange af mine store idoler optræder på live. En af mine største koncertoplevelser er fra Randy Newman på netop den facon, fortæller Hannon og lover, at han faktisk kan spille de fleste af sine ældre sange i dette format. Faktisk har den nedbarberede opsætning fået Neil Hannon til at se med andre øjne på sit opus:

- Det er lidt spøjst, for jeg holder meget af næsten alle mine numre, men når jeg ser tilbage, er jeg mindre tilfreds med måden, mange af dem er indspillet på. Der er skræmmende megen forskel på at skrive en god sang og så få den til at lyde godt optaget. Jeg har jo haft nogle latterligt store musikalske idéer, og det er ikke altid, det har været muligt at føre dem ud i livet, som jeg havde tænkt, indrømmer Hannon, der, hvis han kunne have lave en ting fra sin 10-album lange karriere om, ville have haft flere strygere på konceptalbummet "Promenade".

- Det, og så ville jeg gerne have sunget mere rent, på alle mine album, lyder det koket fra manden, der nu gennem 20 år har holdt den sofistikerede fane højt for genren chamberpop.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA