x

Lucy Love – Dedikeret superbillionær

Lucy Love – Dedikeret superbillionær

Lucy Love er lidt deprimeret over at have mistet sin pung, da GAFFA møder hende og hendes faste samarbejdspartner Yo Akim i pladeselskabet Superbillion Records' lokaler på Christianshavn. Det er den slags små hverdags-kriser, som alle, også musikere med en stabil fanbase, tvinges igennem fra tid til anden. Månederne forinden har dog været mindre præget af hverdagens små sysler. De er gået med at turnere Europa tyndt og, imellem turene, at skrive og indspille opfølgeren til debuten Superbillion:

- I år har været specielt travlt. Vi lagde ud i januar med at spille til Eurosonic-festivalen, som var med til at lægge grunden for vores Europaturné i foråret. Vi var af sted for at spille to-tre dage hver tredje uge, og samtidig har vi jo lavet hele vores nye album, forklarer Yo Akim.

Superbilllion, som blandt andet tog udgangspunkt i basdrevne britiske genrer som dubstep og grime, var en ganske stor succes, men selv om man kunne tro, at det ville skabe et selvpålagt forventingspres hos den lille rapper med den store stemme, så har der slet ikke været tid til den slags præstationsangst, heller ikke selv om hun på opfølgeren Kilo i højere grad end før også bruger sin sangstemme:

– Vi var enige om, at plade nummer to skulle komme forholdsvis hurtigt, og vi nåede ikke at tænke over det. Vi gik bare i gang. De numre, jeg skrev til Superbillion, er skrevet over en lang periode, næsten to år, og så sker der altså noget nyt, når man ved, at den her plade skal være ude om ni måneder, så der var en eller anden energi dér. Jeg tror, Kilo, er den plade, jeg gerne ville lave fra starten af, men det krævede Superbillion at kunne lave Kilo. Jeg har selvfølgelig tænkt over, at folk godt kunne lide Superbillion, og at der var meget rap på den. Det tænkte jeg ret meget over. Jeg ville ikke synge på den første plade, for jeg syntes ikke, jeg sang godt nok. Sangen skal være lige så stærk som rappen, og det synes jeg, vi har opnået nu, forklarer Lucy Love.

Back to the roots

Lucy, som lyder det borgelige efternavn Siame, er født i Zambia og har en engelsk mor og en zambiansk far, men er vokset op i Danmark. Hendes familiebaggrund er et smukt billede på globaliseringens positive sider, men de rødder, der betyder mest for Lucys musik, er langt mere personlige.

– Min mor endte i Danmark, fordi hun blev gift med en dansker, som hun mødte i England, og så flyttede hun til Danmark. Så var hun så ikke sammen med ham mere, og så tog hun til Zambia og Etiopien, så min søster er halvt etiopier, det er lidt syret. Hun arbejdede for Ibis i Zambia, og da den kontrakt udløb, tog hun tilbage til Danmark. Hun kunne også være vendt tilbage til England. Hun troede før i tiden, at hun skulle tilbage på et tidspunkt, men det … Jeg tror mere, det er min mor og fars attitude til musik, som har påvirket mig. Ikke så meget min mor, måske, hun er faktisk ikke så musikalsk, men min far (DJ Ronnie Bass, som nummeret Daddy Was A DJ handler om, red.) har betydet rigtig meget. Min søster er også danser, så det har jo smittet af dér på en eller anden måde. Men jeg tror også, det handler om, at jeg var bevidst, da jeg var lille, om at jeg ville være kunstner, og det er jo ikke den nemmeste ting at blive. Det kræver en masse arbejde. Og dér fik jeg bare at vide: "Du er bedre end alle de andre, så det er bare fremad." Og det er helt klart sådan, jeg arbejder nu, og det er sådan, jeg tænker. Hvis jeg ikke selv synes, jeg er den bedste til det, jeg laver, så er der jo ikke nogen andre, der tror på det. Og så har jeg også fået den der perfektionisme, og det er det, som Poison også kan handle om. Den der perfektionisme kan være negativ, fordi jeg altid vil det her så meget. Jeg vil altid have så høj en standard, og det har jeg helt klart fået fra min familie. Hvis jeg skal gøre det, så skal jeg gøre det 100 procent, siger Lucy.

Gift i årerne, gift i hjertet

Samtalen på kontoret ved havnen er livlig. Ofte ender stemningen i rummet mere med at føles som en ivrig diskussion mellem nørder, der dyrker de sidste 30 års bas-musik fra især London. Lucy og Yo-Akim er tydeligvis inde i stoffet og ikke bange for at vise begejstringen for den musik, de elsker. En kærlighed, som næsten kan føles for voldsom til tider.

Poison er et centralt nummer på Kilo. Et nummer, som dykker ned i de negative energier, i selvhadet og selvdestruktionen. Det handler om at føle, at man har gift i blodårerne og i hjertet. Trangen til at lave det perfekte, og besættelsen af ens egen kunstneriske udfoldelse kan føre til en skarpt nedadgående humørspiral, når tingene ikke helt lykkes. Men det hele begyndte med ét ord.

– Det hele bundede i, at jeg synes, at ordet poison er rigtig fedt. Det er et meget tungt ord, og jeg er jo stor fan af ting, der er dark. Jeg synes bare, det er en fed indgangsvinkel. Det er lidt en sindstilstand, for man kan godt være ret deprimeret. Eller det kan godt være, at der er nogen, der er helt happy-go-lucky, men det er jeg sgu ikke altid. Det var for at repræsentere den side af Lucy Love, og så tænkte jeg: "Nu skal jeg være helt ærlig." Det er man selvfølgelig hele tiden, men man vælger jo ligesom sine ord. Jeg har bare prøvet at tage den så langt ud, som man overhovedet kunne. Det er et temmelig kraftigt standpunkt, og jeg står ved det, for der er det mørke, der. Jeg er en meget bekymret person. Jeg lever på en bestemt måde ud fra det, og jeg arbejder på en bestemt måde, for man går så meget op i det. Og hvis jeg ikke havde den der alt-eller-ingenting, så var det måske ikke blevet så perfekt, forklarer Lucy Love, mens hun med sit blik demonstrerer, at hun virkelig mener det, hun siger.

Føler du, at du blotter dig, når du rapper?
– Ja, der vil altid være nogle numre, hvor jeg har ramt helt rigtigt frem for nogle andre, men når det skal være lidt mere glad og up-tempo, så kræver det lidt noget andet, måske. Men jo, det synes jeg. Jeg håber, at folk forstår, at jeg mener det, jeg skriver, siger Lucy Love.

– Jeg synes jo lidt, at der ligger noget … Nogle gange kalder jeg det noget skrøbeligt, fordi jeg synes, Lucy hun er sej. Hun er værd at være fan af og se op til, fordi hun har nogle seje sider, men jeg synes jo netop, en af de der seje sider er, at hun kan skrive sådan en tekst. Når man har den side indbygget i sig, så synes jeg, der er noget ærligt over at kunne sige det. Det synes jeg faktisk er enormt positivt, supplerer Yo Akim.

– Jeg synes, det er sådan med musik, at det går op og ned. Alle dem, der kender mig, siger, at siden jeg begyndte at lave musik, har jeg bare været helt inde i det. Man kan være helt vildt nede, og så kan det være herrefedt at lave musik, så det er jo en del af det, og hvis det ikke havde været sådan, så havde det ikke været lige så spændende, desværre, forklarer Lucy.

Yo Akim:

Som fast producer og live-bagmand for Lucy Love er Yo Akim måske mest kendt for at være ham med grooveboxen i baggrunden, men Yo Akims musikalske dannelsesrejse begyndte allerede i senfirserne, da han som dedikeret reggae-fan tog på pilgrimsrejse til London:

– Jeg havde lange dreadlocks, og jeg kan ikke fatte, at jeg overlevede. Det har været i '83, og det var to år efter optøjerne i Brixton. Hvis man blev anholdt, fik man tæsk, men fordi jeg var fra Danmark, så skete det ikke for mig.

I London oplevede han på egen hånd, hvordan reggae- og sound system-kulturen fusioneredes med klubkulturen, som senere skulle føre til fødslen af genrer som jungle/drum 'n' bass, UK garage, 2-step, grime og dubstep.

Tilbage i Danmark indledte han en karriere som producer. Blandt andet er han en af mændene bag den legendariske DJ Hydepark-single Bus Nr. 8 (Legalisér), men han har også arbejdet sammen med folk som Savage Rose, Veto og Natasja. Sideløbende har han lavet teatermusik til stykker som Nøddeknækkeren, Vampyren Pjerrot og senest Menneskerobot, hvor Lucy Love også medvirkede.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA