Love Shop om "Frelsens Hær" sang for sang

Love Shop om "Frelsens Hær" sang for sang

I dag udgiver Love Shop alias Jens Unmack og Henrik Hall deres første album i syv år, "Frelsens Hær". Det første album uden guitaristen, medsangskriveren og produceren Hilmer Hassig, der omkom ved en trafikulykke i 2008. Her giver vi ordet til sanger og primær sangskriver Jens Unmack (th.), der fortæller om albummet, nummer for nummer:

REDNINGSKLAR -

Forløbersingle og en af de første sange der kom til i februar da skrivearbejdet begyndte. Når jeg hører den nu, kan det føles som versene og dets guitarfigurer må være blevet inspireret af The Stone Roses'  snigende "I Wanna Be Adored", men sådan husker jeg det nu ikke. Vi fik lavet et mix af sangen i Hansa Studios i Berlin i slut-august af svenske Michael Ilbert, før vi var sikker på at Søren Mikkelsen i Medley skulle mixe hele albummet. Et sequencerstærkt og effektivt mix, det fra Berlin, men ikke helt så stemningsfuldt. Får mange spørgsmål om den "misambulance" i sangen - er ikke så fandens dybt ment.

IKKE LANGT HERFRA -

Vi sloges længe i studiet med at få den her til at makke ret, og det var først til allersidst, da Mikkel (Damgaard, keyboardspiller og producer, red.) fandt på oktav-bassen i versene, at kabalen ligesom gik op. Da havde sangen været flere faser og identitetskriser igennem, ikke mindst sidst på sommeren, da den lød som en tilbagelænet popschlager med bløde "Wicked Game"-guitartemaer. De blev fyret og det stive hvide beat kom op at stå igen. En frugtbar inspiration var i stedet Empire Of The Suns "We Are The People", som Mikkel, Henrik og jeg alle synes lyder fantastisk med de der drivende sprøde akustiske guitarer.

VINDEN SOM BLÆSTE -

En sang der starter udelukkende med akustisk guitar og sang, men ender et helt andet sted godt fire minutter senere, da begravet i store bølger af vibrerende synths. Den spænding, mellem det luftige akustiske og opspændte elektroniske findes adskillige steder på albummet. Vi tænkte det kunne være fordelagtigt både at udfordre den traditionelle rockproduktion, samt det ofte lige så konservative lydunivers inden for elektronisk musik.

DRØMMESLOTTET -

Mikkel kom med musik til denne sang; Henrik, han og jeg lavede dens melodi. Tog lang tid at ramme ind med de rigtige ord, som jeg til gengæld synes er faldet heldigt ud. Fremhæves skal også både guitarguirlander og kor i de ordløse omkvæd, hvoraf sidstnævnte i mine ører positivt lyder som en hilsen til Håkan Hellström. Kan godt lide, man kan høre hvad et band holder af, i musikken på dets plader. Hvilket da i øvrigt i den grad kendetegner Håkans egen musik.

DE ELSKENDE -

En helt stille sang i allerførste mini-demo. Derefter endnu en demo, der vel mest lød som aftenskoleudgave af "Heroes", IKKE elegant. Men akkorder og toner ville heldigvis mere, som Mikkels nu meget anderledes produktion heldigvis highlighter. Titlen "De Elskende" var på fra starten, lød dramatisk og skæbnesvanger. Måske "Heroes" også var inde over her, for de sporlys på himlen i teksten emmer mere end bare lidt af Berlin og dens "standing by the wall", gør de ikke? Meget guitar på dette track, men ingen mere saliggørende end Jens Hellemanns himmelsøgende toner i omkvædene.

LYSET ER FOR DIG -


Igen her clashet med de summende synths i chorus og så de mere guitarbløde akustiske vers. Først en gennemført langsom sang, men noget trak i anden retning, så jeg lavede en tekst med mange ord, der i travlt sunget sangmelodi kunne videregive et indtryk af tempo og urgency. Versene er tre snapshots af liv på vej. Og der er en hilsen til Nørrebros elektroniske nattevægter i det sidste af dem.

TUNNELEN FOR ENDEN AF LYSET -

Mikkel står bag dette åndehul af et kort instrumentalnummer, som en slags efterspil til "Lyset Er For Dig".

DU BESTEMMER NU -

Henrik kom med dette klassiske popnummer, i stil slet ikke langt fra helt tidlig Love Shop. Jeg sang den først alene i studiet, men vi fandt hurtigt ud af, Henrik lød langt bedre på sangens vers, så pludselig havde vi en duet oppe at køre. Ikke den første i bandet dog - Henrik og jeg delte også mikrofon på Go!'s "Fan Star".

MÄDCHENCLUB -

Heftigt universskift her. "Mädchenclub" er ikke noget "seriøst" nummer, men mere et frikvarter uden ord, inden det går løs igen på den anden side. Er selv ret hooked på de rivende rytmeguitarer, der nemt kunne være en hyldest til Talking Heads' "Remain In Light". Og Thomas Risells basfigur, der rammer nummeret ind, skal nævnes for ren standhaftighed - ved ikke om han selv hører hvor meget New Order der er i den. Og discotrommerne der pumper og klavertemaets luftighed og eurosequencernes himmel og Heinrichs harpe som et såret dyr og vocoderstemmen der får leget sin Kraftwerk. Et ret vildt og underholdende track, skal jeg selv sige det...

DIT EGET SELVMORD -

Vi havde denne sang indspillet med Phil Spector-agtige trommer, men fandt ud af den står stærkest uden dem. Mikkel har lavet et ret opfindsomt minimalt keyboardarrangement, der hjælper dets stemning af afsked og fortrydelse og desillusion godt på vej. En stor lille moderne ballade.

FESTER I DANMARK -


Sangen vi skrev til touren i november sidste år. Vi ville have en ny sang med, så der ikke skulle være den usynlige, men massive grænse mellem dengang før og så nu, vi var sammen igen. Det var også vigtigt for os at sangen skulle have en umiddelbarhed, der kunne gøre den spiselig for alle de koncertgængere, der i sagens natur ikke ville kende den i forvejen. På den måde en usædvanlig produktorienteret sag i sin fødsel. Da vi begyndte med alle de nyere sange i år, var "Fester i DK" skubbet i baggrunden, faktisk havde vi længe kun den tarvelige gamle 09-demo. Det var først da sangen fik de endelige trommer og Mika (Vandborg, red.) hittede chorusguitar på i september, at den pludselig lød som et track der uden tvivl skulle med på pladen. Henrik har i øvrigt skrevet det brusende C-stykke her.

MEMORY BABE -

Klassisk Love Shop at slutte med et stort nummer, gående ud på lang outro. Min oprindelige demo slog egentlig tonen an okay, men havde et omkvæd der bare var alt for ordinært. Vi spurgte Henrik om ikke han ville tage det med hjem og komme tilbage med noget meget bedre i stedet, og det må man sige han har gjort. Endnu en sang hvor kontrasterne spiller op mod hinanden.  De mørke, nærmest sortklædte vers og så omkvædets forløsende melodik og lyse spil. For ikke at tale om Mikkels luftigt arrangerede keyboards i den outro. "Memory Babe" var længe min egen arbejdstitel til albummet, men hverken Henrik eller Mikkel tændte på den, så vi fandt på noget andet...

Jens Unmack om albumtitlen "Frelsens Hær":
– Vi finder som oftest i Love Shop vores albumtitler nede i teksterne, det gælder også denne, der er hentet fra "Drømmeslottet" ("Hvis du vil slås / gør det for os / frelsens hær i livet..."). Det er to gode ord op mod hinanden, som i vores plades forbindelse intet som helst har at gøre med den religiøse organisation, som også bærer dem.

Læs et længere interview med Love Shop her.

Hør fem af de nye sange fra "Frelsens Hær" her.








 







 



   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA