x

Crystal Castles: Vi var nærmest chokerede over at blive opdaget

Crystal Castles: Vi var nærmest chokerede over at blive opdaget

Onsdag aften spillede Crystal Castles i Store Vega i København. Kort før koncerten fangede GAFFA gruppens mandlige halvdel Ethan Kath backstage til en snak om deres musik, om musikbranchens død, inspirationskilder, punktegneserier og meget mere.

I optræder her i København i aften. Er I klar? Jeg kan forstå, at I har haft et uheld med en tekniker.

Ethan Kath: - Ja, vi har haft to uheld. Alice har brækket sin ankel, og en tekniker brækkede ryggen. Det er ret alvorligt.

Ja, det lyder alvorligt. Gør det dig nervøs op til koncerten?

- Jeg prøver ikke at tænke på det.

Hvordan går I til jeres koncerter? Med elektronisk musik spekulerer folk jo ofte på hvor meget, der er live, hvor meget, der er præprogrammeret og sådan. I benytter en del vocoderstemmer i jeres musik. Mimer I til disse live, eller hvordan?

- Vi mimer ingenting, det ville vi aldrig gøre. Vi spiller forskellige dele og laver også live-vocodere. På nogle numre skriger Alice mest i sin mikrofon, på andre synger hun vocoder.

Så I tilføjer live-dele oven på det præprogrammerede materiale?

- Jeg programmerer ikke ting live på scenen. Jeg er ikke god til det, så det ville gå galt. Backing tracks kommer fra min ottespors, som jeg også indspiller musikken på, så det er næsten mit studie, jeg har med på scenen. Men de dele, jeg selv spiller, forefindes ikke på backing tracks.

Det er rart at høre. Nogle gange går man til electronicakoncerter, hvor musikerne tydeligvis bare lader som om de spiller. Står man så selv på en af de første rækker, så kan man se, at der ikke engang er ledninger i maskinerne.

- Den slags folk burde bare optræde som dj's i stedet.

Ja, eller bare sende en cd.

- Ja.

Blander sig ikke i hinandens arbejde

Hvordan bliver numrene til? Komponerer og indspiller du al musikken, og så kaldes Alice ind for at lægge vokal på, eller er der mere tale om et samarbejde?

- Jeg indspiller musikken og herefter laver jeg en cd til hende med de instrumentale spor. Så skal jeg opstøve hende og stikke hende cd'en. Jeg stoler på hende og lader hende gøre, hvad hun nu finder på. Vi stoler på hinanden, hun stoler på, at jeg finder på noget godt musikalsk, og jeg stoler på hendes vokal-idéer. Vi blander os ikke i hinandens arbejde.

Du laver altså musikken og så byder hun ind med vokal. Hvad nu, hvis hun finder på en helt anden melodi til vokalen? Noget helt andet end du havde forestillet dig? Rækker tilliden også til det?

- Ja, for jeg kan altid lide det hun finder på.

Det er et godt udgangspunkt. I er jo fra Canada, og Canada synes at have en tradition for alternativ elektronisk musik.

- Vi mødte hinanden i Canada, men vi har ikke været der i seks år.

Så I ser ikke jer selv som forbundet til den canadiske scene med navne som Skinny Puppy, Frontline Assembly, etc.? Er I næste generation, eller har I ikke noget med den scene at gøre?

- Vi forlod den scene for mange år siden.

Ikke et 8-bit-band

Lad os tale lidt om 8-bit lyd i stedet, for det er jo en lyd, der blevet mere og mere udbredt i de senere år, især i undergrunden. Jeg har nogle gange spillet Rob Hubbard Commodore 64-klassikere som dj, hvor unge har danset rundt til musikken, til trods for at de ikke var født, da den blev lavet i sin tid. Hvorfor tror du at 8-bit lyden er så populær, også hos de unge?

- Jeg tror egentlig ikke vi er et 8-bit-band. Jeg har ikke rigtig fulgt med i 8-bit-scenen de senere år. Jeg lyttede en del til den slags omkring 2004 og 2005, men ikke så meget siden, så jeg ved faktisk ikke hvorfor den lyd er så populær, men det er da fint.

Så du bruger ikke maskiner som Gameboy, Commodore 64, etc., når du indspiller musik?

- Nej, det gør jeg ikke.

Det er lykkes for jer at slå igennem som alternativt band, hvilket efterhånden hører til sjældenhederne i dag, hvor musikindustrien bliver mere og mere konservativ. Hvad tror du er grunden til, at I nåede målet?

- Jeg tror ikke vi har nået målet. Det hele er en kamp, og dette år har været et af de mest stressede i hele mit liv. Jeg føler egentlig ikke at vi har opnået noget. Det er bare udfordring på udfordring.

Men det er vel dybest set også det, det hele handler om.

- Ja, det er jo derfor jeg er her i aften.

Ligeglade med musikindustrien

I forlængelse heraf – alle snakker altid om at musikindustrien er i forandring, eller ved at afgå ved døden. Men er det en industri, det overhovedet er værd at redde?

- Vi er ligeglade med musikindustrien. Vi dannede Crystal Castles fordi vi ønskede at lave musik af egen interesse, for vores egen skyld, så hvis en eller anden industri bukker under, så vil vi jo stadig lave vores musik. At andre mennesker så kan lide det vi laver er bare svineheldigt, men det var ikke derfor vi satte dette i gang.

Det er en bonus, som man kan håbe på.

- Vi havde ikke engang noget håb – vi var nærmest chokerede over at blive opdaget. Hvordan fandt de os overhovedet? Vi gjorde ikke opmærksom på os selv. Oprindeligt lagde jeg nogle numre ud på nettet til mine venner, mest fordi jeg ikke havde talt med dem i en lang periode, da jeg var helt manisk omkring min musik. Folk skrev til mig og spurgte om jeg var død. Efter et halvt år af den slags lagde jeg så nogle numre på nettet – jeg er ikke død, det her er hvad jeg har brugt min tid på. På en eller anden måde endte det med at en fyr i Nottingham hørte musikken, en dj ved navn Ricky Haley fra Liars Club, hvis du kender den? Han var altid på jagt efter ny og spændende musik, han kunne spille som dj. Han begyndte at spille vores musik, hvilket førte til, at en anden fyr ved navn Milo, fra London, som var i gang med eget pladeselskab, Merok, valgte at udgive os.

- På det her tidspunkt, omkring 2005, var Alice forsvundet fra jordens overflade. Jeg havde ikke set hende i over et halvt år. Jeg sagde til Milo, at han måtte godt udgive albummet, men at jeg ikke vidste, hvor Alice befandt sig, for hun hang ud med punk-BZ'ere, så hun flyttede hele tiden omkring. Jeg ledte efter hende som besat, hver eneste dag, besøgte de forskellige besatte bygninger, hvor punkerne holdt til.

- Efter flere måneder fandt jeg en skønne dag frem til hendes veninde, Rosa, som var i færd med at hærværke en bil på gaden. Fedt, tænkte jeg, det er jo Alices veninde! Jeg spurgte hende om hun vidste hvor Alice befandt sig, og hun svarede, at jeg skulle bare komme med til denne fest i aften, for der ville Alice også være at finde. Jeg tog med til festen, og der var så Alice, kronraget og med klap for det ene øje, for hun havde pådraget sig en øjeninfektion. Jeg spurgte hende om hun kunne huske de sange vi havde indspillet for længe siden, for nu ville et pladeselskab altså gerne udgive dem. Jaja, helt sikkert, svarede hun – hun troede tydeligvis ikke på mig. Så fortale jeg hende, at førstesinglen baserede sig på optagelser vi havde lavet med hende under lydprøver, og hun kunne slet ikke huske, at vi havde lavet lydprøver overhovedet. Vi havde været i et studie for at indspille "Love And Caring", "Xxzxcuzx Me", "Celestica", "Tell Me What To Swallow" og "Mother Knows Best", og lydprøver derfra blev brugt til det nummer, der endte som "Alice Practice". Hun havde glemt alt om det.

For det var bare lydprøver.

- Lige netop. Milo fik os så fløjet til London for at turnere med albummet, der var blevet udsolgt i løbet af bare nogle dage, og Alice havde endnu ikke fået det hørt. Så han gav os et par eksemplarer, men på vinyl, og vi havde jo ikke en pladespiller med på turné, så Alice kunne stadig ikke høre albummet!

Haha, det er en vidunderlig historie. Jeg er simpelthen nødt til at spørge dig om du kender Jaime Hernandez' punk-tegneserie, Love And Rockets, for din historie sender virkelig mine tanker i retning af Maggie og Hopey og hele den der punkscene med alle dens tilfældigheder.

- Ja, naturligvis. Alice er helt vild med Love And Rockets, du bør tale med hende om det.

Jeg tror ikke man er rigtig punk, hvis man ikke har været teenageforelsket i Hopey.

- Ja.

Punk møder New Order

Hvad for musik inspirerer jer som band?

- Vi lytter stort set udelukkende til punk fra de tidlige firsere – det er en lidt sjov vane vi har til fælles; vi samler på obskure udgivelser fra punkbands, som måske kun nåede at udsende en enkel 7" eller to. Så vi skal altid besøge mærkelige pladebutikker. Alle de elektroniske indflydelser hos Crystal Castles stammer fra samme gruppe, nemlig New Order, som jeg var helt besat af, da jeg var yngre. Da vi besluttede os for at gå videre med Crystal Castles, talte vi om vores inspirationskilder, og vi var enige om, at vi gad ikke lyde som alle de andre punkbands, så hvorfor ikke lave punkmusik, men med New Order-rytmer og lyde? Sådan endte vi med vores elektroniske lyd.

Og så er det vel også de instrumenter du spiller bedst, modsat f. eks. guitar, bas, etc.?

- Ja, men jeg spillede også i punkbands tidligere. Jeg var trommeslager i et politisk anarkist-punkband i syv år, derefter bassist, men så døde forsangeren. Jeg mødte Alice samme aften som han døde.

En mærkværdig tilfældighed.


- Vi spillede med det band i besatte bygninger, i kældre, etc. Det var virkelig trist, da han døde, forsangeren.

Ja, det kan jeg forestille mig. Sidste spørgsmål for i aften – hvor ser du Crystal Castles om fem-ti år? Har I specifikke planer for fremtiden?

- Vi tænker kun på nuet, ikke fortiden eller fremtiden.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA