x

Mixtape: Ibrahim Electric

Mixtape: Ibrahim Electric

Den københavnske trio, som blev dannet i 2002, har netop smidt deres sjette album på gaden. Og det går fortsat over stok og sten for tre sprudlende instrumentalister og komponister, der kaster sig rundt i et fusionsjazz-udtryk, hvor det er et yndet træk at smelte surf, psykedelisk beatmusik og afro sammen i numrene.

Ibrahim Electric består af Hammond-organisten Jeppe Tuxen, el-guitaristen Niclas Knudsen og trommeslageren Stefan Pasborg, som alle tre har en baggrund i jazzmusikken og har fundet anerkendelse i hver deres andre sammenhænge. Stefan Pasborg har blandt andet spillet med sin gamle læremester Alex Riel, samt udenlandske verdensstjerner som Tomasz Stanko, Ray Anderson og John Tchicai og udforsket grænserne med sit eget Pasborgs Odessa 5. Jeppe Tuxen har blandt sine jazzekskurser også spillet med i Rasmus Nøhrs band, mens Niclas Knudsen såmænd også har en grammy på cv'et for sit spil på Hans Ulriks "Jazz And Mambo" og udgivet to soloplader.

Som Ibrahim Electric har de tre spillet koncerter i mere end 20 lande fordelt på fire kontinenter. Royal Air Maroc er opkaldt efter det marokkanske flyselskab, et andet international rejsemål, hvor bandet har givet koncerter.

I forlængelse af egen udgivelse har GAFFA bedt Ibrahim Electric lave et mixtape, som har inspireret dem som band.

Mixtape: Ibrahim Electric

Vores fem grundspor. Uden disse 5 tracks, havde Ibrahim Electric ikke mødt hinanden!

Booker T & the MG's: Green Onions (1962)

Dette track er jo legendarisk... Ingen grund til den store præsentation! Det swinger for sindsygt, og er samtidigt rå og catchy instrumental-musik.

http://www.youtube.com/watch?v=_bpS-cOBK6Q

Coltrane: My Favorite Things (1961)

Vi har alle tre altid været fascineret af Coltrane-kvartetten fra 60'erne med Jimmy Garrison, McCoy Tyner og Elvin Jones.

De formåede at skabe magi sammen...Og, dette er et af deres tidligere - og lidt poppede - numre, hvor de virkelig vrider alt, hvad de kan ud af de få akkorder.

http://www.youtube.com/watch?v=iQsvMf8X0FY

Doors: Break On Through (1967)

Legendarisk track. De fleste kender til dette nummer, så der er ikke brug for den store præsentation her heller. Det som smittede os ved dette track, er energien som der ligger bag hvert en tone, hvert et slag, og hvert ord der bliver spillet og sunget. Det er virkeligt tydeligt at høre, at dette er fire mænd der brænder igennem for dét de gør!

http://www.youtube.com/watch?v=3dLAv0NklTg

Jimmy McGriff: All About My Girl (1962)

Dette nummer blev spillet til den absolut første jam de tre musikere i Ibrahim Electric havde sammen i foråret 2002. Et klassisk orgel-jazz riff, der aldrig uddør! - skrevet af én af kongerne fra orgel-funkjazz!

http://www.youtube.com/watch?v=qRhheQDYCtk

Tony Williams Lifetime: Emergency (1969)

Dette track var en af grundende til at Ibrahim Electric blev dannet for otte år siden. Nummeret blev indspillet i overgangsperioden mellem jazz-jazz og fusions-jazz'en, og Tony Williams' gruppe Lifetime, med samme roller som i Ibrahim Electric, formåede at sparke jazz'en i nye retninger. Igen, det som er den primære inspiration for os her er selve energi-overskuddet, som dette bliver leveret med. Der bliver spillet for liv og død.

Ibrahim Electrics musik har selv taget en anden drejning, men essensen og energien fra Lifetime med John McLaughlin (guitar), Larry Young (Hammond B3) og Tony Williams (trommer) skinner stadig igennem til Ibrahim Electric-koncerter!

http://www.youtube.com/watch?v=Aq3LEC0T3Fw&feature=related

Royal Air Maroc udkom den 8. oktober. Du kan fange Ibrahim Electric på deres Danmarksturné følgende steder:

26/11 @ Sønderborghus, Sønderborg
27/11 @ Studenterhuset, Aalborg

02/12 @ Train, Århus
03/12 @ Dexter, Odense
04/12 @ Lille Vega, København


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA