x

Cee Le Green - Fjerde forsøg på et førstehåndsindtryk

Cee Le Green - Fjerde forsøg på et førstehåndsindtryk

Halloween havde i den grad sat sit præg på Amsterdam, og midtbyen bød på spøgelseshuse, pariserhjul og alle mulige andre former for gejl, som de udklædte lokale kunne underholde sig med sidste weekend i oktober, hvor GAFFA havde taget turen til Holland for at tale med Gnarls Barkley-sangeren Cee Lo Green, der er aktuel med sit tredje soloalbum The Lady Killer. Men den ellers så udklædningsglade sanger tog dog ikke del i den gamle amerikanske tradition hverken dagen inden eller på dagen, hvor GAFFA mødte ham henslængt på en lille sofa på et hotel i byens museumsdistrikt. Vi var inden mødet blevet advaret om, at den diminutive sanger havde taget del i byens natteliv natten før, og den trætte sanger blev faktisk helt overrasket over at få at vide, at det var blevet tid til den importerede højtid.

– Vi gik ud og fik nogle drinks i går. Amsterdam er altid så levende og fornøjelig, at jeg faktisk helt havde glemt, at det var en "helligdag". Men nu giver det mere mening, at der var så meget gang i den, siger sangeren i en tone, der afslører både forundring, og at han underdriver antallet af drinks. 
I sin tid som sanger i Gnarls Barkley har man ellers kunnet opleve nu 36-årige Thomas DeCarlo Callaway klædt ud som alt fra Pedro fra Napoleon Dynamite og Wayne Campbell fra Wayne's World til Darth Vader, Clark Kent og Dr. Gonzo fra Fear And Loathing In Las Vegas samt mange andre farverige personer. Men der var ikke gjort helt så meget ud af påklædningen denne gang. Den tømmermændsramte sanger var iført en løs, hvid trøje, stribede postkasserøde polyester basketshorts, meget store solbriller og en guldkæde, og liggende på sofaen mindede han mest om en væltet Buddha-statue. Han ikke så meget som satte sig op i løbet af interviewet, hvor han dog både var morsom, venlig og velovervejet, når han skulle svare på spørgsmålene. En del af dem handlede naturligt nok om sangen Fuck You!, der pludselig dukkede op på nettet med en tekst, der i hvert fald i USA kan beskrives som kontroversiel, hvilket Green naturligvis godt er klar over.

– Vi skrev den for at generere good ol' fashioned shock value, siger sangeren med et stort grin, inden han retter sig selv. – Der var faktisk ikke nogen egentlig grund. Mange har spekuleret i, om den er selvbiografisk, men det er bare en fiktiv historie om at prøve sig frem med kvinder. Vi har alle prøvet at ville have en og miste en, så når du hører sangen, kan du lade din underbevidsthed arbejde, så man fjerner sig fra historien og sige fuck you til hvem eller hvad, der irriterer dig på et givent tidspunkt.

Censur var ingen hindring
Cee Lo Green indrømmer dog, at det ikke giver meget mening at have en sang med den titel som en single i USA og England, men siger samtidig, at det ikke var på grund af pres fra pladeselskabet, at der blevet lavet en censureret version.

– Jeg ved faktisk ikke, hvad vi tænkte på, griner sangeren. – Pladeselskabet var hele tiden meget entusiastisk omkring sangen, mens jeg selv var både for og imod undervejs. Det var jo lettere at gå ud fra, at det ikke ville fungere. Så vi var forberedt på, at det ikke ville gå godt ved at lave en anden version og den officielle version af videoen. 
Der blev lavet en version med titlen Forget You, men det var den ucensurerede version og ikke mindst internetvideoen, der først skabte opmærksomhed omkring Fuck You!, da den ramte YouTube i august måned.
Den simple video blev lynhurtigt et kæmpehit, formodentlig fordi den i sin simpelhed fremstod langt mere original end dyre videoer normalt gør:

– Vi syntes, sangen havde en syng-med-kvalitet som for eksempel en sang fra Grease, og vi tog ikke os selv for seriøst, så det virkede bare som en fin og simpel tilgang til at introducere folk for sangen. Så der var oprindeligt ikke mere i det end det. Men samtidig er det også alt, for du får kun én mulighed for at give et førstehåndsindtryk, så jeg er glad for, at det virkede.

Førstehåndsindtryk har der ellers været nok af i Cee Los karriere, siden han i 1995 debuterede sammen med Atlanta-kvartetten Goodie Mob, som sangeren forlod igen i 1999 under indspilningerne til gruppens tredje album. Herefter kom to soloplader, inden Cee Lo i 2003 mødte Brian "Danger Mouse" Burton, hvilket førte til dannelsen af Gnarls Barkley. Via singlen Crazy blev millioner verden over introduceret til Greens unikke stemme, og han gik på ganske kort tid fra respekteret hiphopper til regulær popstjerne. Sangen slog download- og hitlisterekorder, og selvom duoens efterfølgende album ikke var nær så succesfuldt, kunne de to musikere formodentlig have redet Crazy-bølgen mange år endnu. Men i stedet har Cee Lo taget en pause fra de mange udklædninger og springer nu for anden gang ud som sig selv, men denne gang foran et langt større publikum. Men ironisk nok har Green med The Lady Killer ikke lavet "sin mest personlige plade nogensinde", hvilket ellers ofte er meldingen fra solister med et par plader på bagen.

– Ser man bort fra Fuck You!, så er alt omkring temaer og tone det mest velovervejede, jeg nogensinde har lavet. Men for en gangs skyld ville jeg ikke tages personligt, jeg ville være et helt nyt skinnende produkt. Musikken har en cinematisk kvalitet, og jeg ville have, at folk skulle kunne se den. Så for mig var det med denne plade som at lave soundtracket til en film.


Old school musik med new school musikere
For at opnå dette allierede Green sig blandt andet med Bruno Mars (der som solist hitter med You The Way You Are, og som har skrevet Billionaire til Travie McCoy og Nothin' On You for BoB), Ben H. Allen (der som producer har arbejdet sammen med Deerhunter og Animal Collective), Salaam Remi (der producerede sange på begge Amy Winehouse-plader) og Paul Epworth (der satte gang i sin karriere ved at producere debutplader for The Futureheads, Maxïmo Park og Bloc Party). Det er med andre ord en imponerende gæsteliste, men hvorfor lave en Motown-inspireret plade med en flok knægte, når man eksempelvis kunne have allieret sig med mesteren, Quincy Jones?

– For at være ærlig, så havde jeg ikke tænkt på det, men det ville faktisk ikke være nogen dårlig idé. Det ville slet ikke være nogen dårlig idé, siger han tænksomt, inden han rykker sig lidt i sofaen for at komme tættere på diktafonen. – Så Mr. Jones, hvis du læser med…, siger han og fortsætter: – Motown-tingen virker åbenbart for mig. Det var ikke engang noget, jeg bevidst forsøgte at gå efter, for jeg lavede i hvert fald 70 sange til dette album, og det var noget af en opgave at skulle koge det ned til 14 sange, fortæller sangeren, der måtte aflyse en planlagt koncert samme aften, da der var problemer med at få samlet bandet, men som samtidig håber at kunne turnere i Europa i 2011.

Cee Lo Greens næste projekt
Den anden halvdel af Gnarls Barkley har i disse dage travlt med at turnere med Broken Bells, producere for U2 samt indspille med sin femte duo, Rome, så hans fokus er tydeligvis ikke på et tredje Gnarls-album, og selvom Cee Lo har lovet, at de vil lave et tredje album, kommer det ikke til at ske foreløbig.

– Jeg tænker ikke engang på Gnarls Barkley, hvis jeg ikke er sammen med Danger Mouse. Men jeg vil sige, at jeg skriver meget, og nogle gange tænker jeg også, at en sang kunne være god for en anden kunstner. Men på det seneste har det eneste, jeg har indspillet, været ting, som blev lavet for at komme med på denne plade. Det næste projekt er Goodie Mob. Det er det, jeg har lyst til at gå i gang med. Jeg er begyndt at arbejde lidt på det her og der, men jeg har gået og ventet på en mulighed for at kunne give det al min opmærksomhed. Og det kan jeg nu, hvor The Lady Killer er derude, og I kan gøre med den, hvad I har lyst til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA