x

Pinkunoizu – Verdensmusikalske collager

Pinkunoizu – Verdensmusikalske collager

Det er fire medlemmer fra Le Fiasko, der nu med Andreas Pallisgaard i rollen som sangskriver udgør den københavnsk-berlinske kvartet Pinkunoizu. De debuterer med det digitale album Free Time Volume One, gennem hvis hjerte flyder populærmusik fra verdensmusikalske årer. Tænk på Neil Young, Animal Collective eller Blurs Think Tank. Afrikanske og asiatiske sporer fra udlandsrejser og adopterede realoptagelser er integreret på albummet.

- Vi har orienteret os mod andre musikkulturer i de sidste to år. Det er i komplekst i den forstand, at man ikke skal falde ned i en koloniseringsopfattelse, men har respekt for musikken og fører det sammen, forklarer Andreas Pallisgaard fra en skrattende telefonforbindelse fra Berlin, mens han lister gamle trommemaskiner, delaypedaler, analoge keyboards og Niels Grøndahls (Under Byen, red.) violin og sav blandt instrumenterne.

- Det er en collagetankegang og sjovt at føre forskellige verdener sammen. Der er realoptagelser fra en Afrikarejse for to år siden, andre dele er kinesisk opera og ungarsk kor. Vi har haft tid til at lege med det i indspilningen for at gøre det levende. Teknisk er det en blanding af mange studieelementer, idet grundsporene er indspillet ud i ét, og derefter er det blevet dubbet og samplet, fortsætter han.

Resultatet af hvilket er, at debutalbummet faktisk kun har fire numre med en gennemsnitlig længde på ni minutter, men også at musikken bibeholder Pinkunoizu-grundgroovets time, der udgør pladens konceptuelle udgangspunkt.

- Tidsbegrebet går igen på alle mulige måder. Det mest åbenlyse eksempel er den udstrakthed, musikken har, når man hører det. Det skaber parallelle tidsfornemmelser. Normalt lever vi efter en meget ordnet opfattelse af tid, men i vores musik kan man tælle tiden på forskellig måde. Pludselig kan det føles enormt langsomt eller gå enormt stærkt. Jaleh Negaris trommespil har den her flydende fornemmelse, der står i kontrast til at spille efter click track, fordi click track frarøver trommeslageren sin egen time og følelse, fortæller sangskriveren.

Free Time Volume One veksler mellem det demonstrativt maskinelle og den flydende frie tid. Allerede til marts kommer andet album, der med One udgives som et fysisk dobbeltalbum af Morningside Records.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA