x

Zappas satiriske mesterværk

Zappas satiriske mesterværk

I anledning af, at Frank Zappa 21. december 2010 kunne være fyldt 70, bringer vi Torben Holleufers store artikel om Zappa og hans album "We're Only In It For The Money", der blev bragt som Klub GAFFA-tillæg, da albummet havde 40 års jubilæum i januar 2008.

Det var et brag af en plade, Frank Zappa (1940-93) og hans geniale mødre indspillede i New York i efteråret 1967. Efter to album, som ganske vist havde været kunstnerisk fremragende, men som også gav grå hår i hovederne på pladeselskabet, kom der nu en plade, der dels var en tyk satire på tidens store mesterværk fra The Beatles, og som spiddede den ungdomskultur, som udgik fra byen længere oppe ad vestkysten.

Nede på The Sunset Strip – hovedgaden i Hollywood – kunne klubejerne fortsat klø sig i hovedbunden og brokke sig, for hvad stiller man egentlig op med et band, som insisterer på at spille en musik, der får publikum til at lytte frem for at danse? Som får dem til at tænke frem for at give sig hen? Og som først og fremmest får dem til at glemme at bruge penge på sprut, fordi de enten er totalt chokerede eller i den grad får, så hatten den passer, når det gælder en oplevelse for alle sanser.

Det var musik, som fik Columbias berømte boss, Clive Davis, til at afvise at have noget med bandet at gøre med den berømte dom: No commercial potential – intet kommercielt potentiale. Det var en udtalelse, som omgående blev et mantra for Frank Zappa.

Det kontroversielle havde fulgt bandet helt tilbage til Mors dag i 1964, da de blev dannet. Bare navnet Mothers – eller rettere Muthers – som de hed oprindeligt, var anstødeligt i et land, hvor man var bornert over alle grænser. For i slangsproget blev "mothers" egentlig til "motherf", altså kort for "motherfucker", altså morknepper, og det kunne man ikke have. Først da man kom op på den anden side af 1970, kunne Frank Zappa begynde at kalde sine faste grupper for Mothers. Indtil da hed de The Mothers Of Invention. For at glæde de sarte sjæle på pladeselskabet.

En tid havde de været en slags bluesband og havde været en af de grupper, som dukkede op i klubberne The Trip og Whiskey A Go Go i kølvandet på The Byrds. Frank Zappa, som indtil da havde chokeret sine forældre og sit italiensk-amerikanske baggrundsmiljø med at klæde sig som en mexicansk rod, en af de såkaldte pachucos – en ting, han havde samlet op, da familien en kort overgang boede i San Diego, der ikke ligger langt fra den mexicanske luderby Tijuana – gik nu over til at klæde sig totalt grænseoverskridende, tydeligt inspireret af danseren Vito, som havde en trup, der dukkede op, hver gang de optrådte.

Det betød, at 35 tilskuere mødte op, hver gang de spillede, og gav sig til at danse udtrippede til en musik, ingen ellers kunne danse til, i de mest farvestrålende gevandter, og det blev faktisk siden anstødsstenen, da de delte plakat i Los Angeles og på Fillmore i San Francisco med Lou Reed og hans gruppe Velvet Underground. Her var der virkelig tale om a clash of civilizations.
Men mere om det senere.

Arresteret for porno
Frank Zappa havde nogle år før haft en skelsættende oplevelse, som for evigt fyldte ham med en seriøs skepsis over for det bestående samfund. Det var, da han blev sat i fængsel for at lave pornografiske lydbånd.

Efter at have haft en stribe orkestre fortrinsvis i området omkring byer som Ontario og Pomona, som i øvrigt også er Tom Waits' bagland, altså ude omkring den berømte motorvej Route 66, var Frank Zappa endt i sit eget studie, Studio Z, i forstaden Cucamonga. Her hang han ud med sin ven fra high school, Jim "Motorhead" Sherwood, og de var meget fattige, ligesom de var meget forskellige fra beboerne i den konservative tidligere landsby. Man havde aldrig set en freak i Cucamonga. Studiets vinduer var malet sorte, og her boede Zappa, hans kæreste og altså "Motorhead" totalt lukket af fra solens stråler.

Det lokale politi havde en provokatør, som udså sig Studio Z som sit næste job. Han præsenterede sig som bilsælger og bestilte et erotisk lydbånd, som Zappa og kæresten lavede samme aften under megen moro. Da betjenten kom næste dag, blev de arresteret for at lave båndet, og Zappa røg ind. Ren Voldsmose, hvis I spørger mig. Gudskelov havde han allerede haft et hit med sin elskede doo-wop-musik på den mexicanske hitliste og havde nogle penge til gode, og kunne komme ud på kaution. Men han endte i retten, og selv om dommeren var ved at omkomme af grin, da han hørte båndet, endte Zappa med at få seks måneders fængsel, hvoraf ti dage skulle afsones. Han tilbragte dem sammen med 44 andre i en uhyggeligt varm celle, hvor han forestillede sig monstrøse guitarakkorder af en kraft, der kunne smadre fængslets mure. Oplevelsen rystede hans tillid til systemet i en grad, så hans plader de næste mange år i den grad var fyldt med seksuelt provokerende tekster, stønnende piger og berømte linjer som den om Bobby Brown og hans golden shower, af katolske piger på afveje og jødiske prinsesser.  

Holdningen til politik gjorde, at Zappa så sig selv som en reporter, når han skrev tekster, og et af de mest fremragende eksempler på det var, da han sad og så de vilde uroligheder i Watts-ghettoen i Los Angeles i 1965 på flimmeren. Her havde politi forsøgt med en voldelig arrestation af en sort medborger, og det udviklede sig til en opstand, som varede seks dage, og hvor 34 blev dræbt. Og medførte en bølge af lignende opstande over hele USA. Og en mesterlig sang fra Zappas hånd, nemlig Trouble Every Day, som blev den direkte grund til, at produceren fra jazzlabelet Verve, Tom Wilson, tegnede kontrakt med Mothers Of Invention i den tro, at her var et politisk bluesband. Han skulle blive meget klogere, men til Wilsons ros var hans respekt for Zappa stor, da han kom over for at producere debuten Freak Out!. Da så han maestro Zappa dirigere et klassisk orkester i en særdeles udsyret komposition, som i den grad aftvang de klassiske musikeres respekt. Som en af cellisterne sagde: " Hey, vi skal virkelig spille. Denne beatnik har virkelig skrevet noget musik!" Og som Wilson efterfølgende sagde det:

"Frank gav den fuld Toscanini (italiensk dirigent 1867-1957, red.) og dirigerede dem sønder og sammen!"

Den begejstrede producer havde i mellemtiden fået pladeselskabet til at poste et større beløb ud. Her viste Frank Zappa, at han mente det alvorligt, hvad enten han gav sig hen i parodier over doo-wop-sange fra halvtredserne, kørte bluestemaer af eller realiserede sin passion for moderne komponister som Edgard Varèse (1883-1965), Igor Stravinsky (1882-1971) eller Charles Ives (1874-1954). Hører man efter især sidstnævnte og kompositioner som Central Park In The Dark (1906), er der en klar rød tråd til Zappas måde at blande klassisk musik med alskens lydeffekter, jazz, og hvad der nu faldt ham ind.

Frank kontra Lou
Det var ikke just, fordi de blaserte folk fra Andy Warhols berømte Exploding Plastic Inevitable i New York var imponerede over Frank Zappa og hans mødre, da de mødtes i Los Angeles. Mange år senere – nemlig i et dagbogsnotat fra juni 1983 – var relationerne mellem de to temmelig forskelligartede genier ikke blevet specielt varmere. Warhol dikterede følgende til sin dagbogsskriver Pat Hackett:

"Frank Zappa kom for at blive interviewet til vores tv-show, og jeg tror, at jeg efter interviewet hadede Zappa endda endnu mere, end da vi begyndte. Jeg husker, hvor ondskabsfuld han var mod os, da Mothers Of Invention spillede sammen med Velvet Underground – både på The Trip i Los Angeles og på Fillmore i San Francisco, tror jeg. Jeg hadede ham dengang, og jeg kan stadig ikke lide ham."

De koncerter, som Andy Warhol hentyder til, var nogle, som Zappas manager Herb Cohen satte op i foråret 1966. Her var rutinen den vante, nemlig at den produktive Zappa, hvis stærkeste drug var kaffe, konsekvent boede et separat sted, så han ikke behøvede at mikse for meget med musikerne og deres fester. Hvilket ikke lige var Velvet-drengenes stil. De kom fra New York, og der gik ikke lang tid, før de første spændinger kom på klubben The Trip i Los Angeles. Her delte de to grupper et månedlangt job, og man må huske, at ingen af grupperne endnu havde udsendt deres debutalbum, men også, at begge var produceret på samme selskab af samme producer, Tom Wilson. For nok stod Andy Warhol anført som producer af den berømte Velvet Underground and Nico-plade, men det eneste, han havde gjort, var at tegne det berømte cover med bananen samt sætte sin signatur på.

Der er siden blevet spekuleret over, hvorfor lige Andy Warhol og Lou Reed på den ene side og Frank Zappa på den anden blev så meget uvenner, som de faktisk blev. Måske var det, fordi de lignede hinanden så meget. I tilfældet Reed og Zappa begyndte de begge med at indspille doo-wop- og surfplader for uafhængige pladeselskaber, de havde kontrakt med samme selskab og havde fælles producer, og de var begge kontrolfreaks, hvilket i Reeds tilfælde betød, at waliseren John Cale snart forlod projektet. Faktisk var der så meget paranoia, at Reed eksempelvis var overbevist om, at Tom Wilson havde udsat udgivelsen af Velvet Underground-pladen, for at Freak Out! kunne komme først.

På scenen i Los Angeles gik der nærmest landskamp i den, hvor de lokale heppede på Mothers Of Invention og buhede ad Velvet Underground, hvilket fik Lou Reed til at udtale, om bandet fra Los Angeles og om vestkystgrupper generelt:

"De kan ikke spille, og de kan ikke komponere. Frank Zappa er den mest kedelige og talentløse musiker, der har levet. Faktisk er grupper som Jefferson Airplane og Grateful Dead de mest talentløse og kedelige, der nogensinde er dukket op".

Så var linjen ligesom trukket op mellem heroinhovederne fra New York og syrehovederne fra Vestkysten. Og det blev ikke bedre, da Zappa på scenen sagde følgende om Reed og hans folk:
"These guys suck!"
Jeg tror ikke, at oversættelse er nødvendig her.

Egentlig er det typisk og ærgerligt, at lige de to kulturer skulle støde sammen her. Okay, Mothers Of Invention var en kombination af klassisk avantgarde, doo-wop, bluesrock, tyk satire og store mængder af humor, mens Lou Reed på sin første plade diskede op med nogle af sine bedste sange, såsom Heroin, Venus In Furs, I'm Waiting For The Man og Femme Fatale, men han var altså ledsaget af den klassisk uddannede John Cale, som nok skulle have vide forudsætninger for at kunne følge med i, hvor lige The Mothers var henne, og i hele sit koncept og den satiriske latterliggørelse af det hvide amerikanske middelklasse-trip med hans Plastic People, tv-dinners og forstadsmentalitet havde og har Frank Zappa rigtigt meget tilfælles med Andy Warhol.

Faktisk kunne man langt hen ad vejen påstå, at lige Frank Zappa var en popkunstner på linje med Andy Warhol.

Indianeren i gruppen
We're Only In It For The Money er vidt og bredt regnet for Zappas første mesterværk, og det, der gør det så specielt i forhold til senere hovedværker som Hot Rats og Joe's Garage Parts 1, 2 & 3, er, at her fornemmer man, at der er tale om en hel gruppes interaktion, ligesom materialet har en friskhed, der er slående selv her 40 år senere. Frank Zappa var inde i en meget kreativ periode, og orkestrets disciplin og det faktum, at de øvede mange timer hver dag og fik fast løn fra Zappa, gjorde, at de var i topform og kunne spille hvad som helst. Og så havde de i de nye medlemmer, såsom keyboardspilleren og saxofonisten Ian Underwood og den erfarne pianist Don Preston, nogle folk, som Zappa kunne få til at spille hvad som helst på kommando.

Desuden var det rart med lidt luftforandring, selv om den i New York var temmelig forurenet i forhold til Californien. Frank og partneren Gail havde lige været hjemløse en tid, og han havde faktisk skrevet sit næste klassiske album, Lumpy Gravy, mens de boede på det sagnomspundne rockhotel, The Tropicana. Det var her, blandt andre Tom Waits siden boede i en årrække. Ligesom de indspillede albummet med en gruppe på 50 musikere og korsangere i studier, der tilhørte Capitol, det pladeselskab, som skulle udsende pladen, som var i Frank Zappas eget navn. En i øvrigt fantastisk kollage af stykker, som siden skulle blive en af ophavsmandens egne favoritter. Desuden fik han mulighed for at indspille orkester-bidder til den syrede afslutning på We're Only In It For The Money.

I New York flyttede de først på hotel, hvor Frank Zappa – der tillige havde en fortid som reklametegner – arbejdede på coveret til Absolutely Free – Mothers Of Inventions album efter Freak Out! Desværre var luften tyk af sod, og en god historie fra den tid var den om en af hans venner, nemlig Ken Weaver, trommeslager i den ligeledes dybt originale newyorkergruppe, The Fugs, som boede klods op ad en meget forurenende fabrik. Som en demonstration ville han hver dag pudse næse og sende indholdet i et brev til direktøren, og opfordrede alle i nabolaget til at gøre det samme.

Idéen med at lade pladeomslaget være en parodi på Beatles var fantastisk, og til det kom der formidabel hjælp i form af en tegner fra Philadelphia ved navn Cal Schenkel, som omgående flyttede hjem til Frank og Gail. Og som siden skulle tegne alle Zappas covere. Det samme gjaldt nogle af de andre lån fra tidens hits, som for eksempel Flower Punk, der sviner weekendhippien til og musikalsk er en opspeedet version af Jimi Hendrix' første store singlehit, Hey Joe. Og teksten er Zappa, når han er mest rammende. Hvad med denne sekvens (oversat til dansk):

Hey knægt, hvor skal du hen med den blomst i hånden?
Jeg skal op til San Francisco, for at være med i et psykedelisk band.
Hey knægt, hvor skal du hen med den sticker på din skjorte?
Jeg skal til rave og sidde og spille på mine bongotrommer i snavset.
(... og lidt senere):
Hey knægt, hvor skal du hen med de perler om halsen?
Jeg er på vej til psykiateren, så han kan hjælpe mig med at få nervesammenbrud.

Ud over coveret er den eneste ting, der minder om Beatles' Sgt. Pepper-plade det afsluttende klaver, som toner ud. Her driller Zappa bare. Ellers er det et sammensurium af de temaer, som han siden er blevet kendt for, først og fremmest hykleriet. Fra starten af pladen, hvor en stemme på Beatles-engelsk (Eric Clapton) spørger, om man er "hung up!", et af de typiske hippieudtryk, som omgående svares af et andet: Outtasite! Så kører jargonen i ren overflade. Vi kommer ind i en lydkollage, hvor stemmer hvisker og kommer frem til, at "han er inde i kontrolrummet lyttende til alt, hvad jeg siger … Hallo FRANK ZAPPA!" Det er et spil på Big Brother-samfundet og overvågning, men også på Zappas mani med at optage samtaler omkring sig og siden bruge dem i brudstykker i bedste beatnik-cutup-stil – altså hvor materiale bliver klippet i stykker og siden sat sammen tilfældigt.  

Så kommer vi til trommeslageren, der annoncerer, at han er "Jimmy Carl Black, og at jeg er indianeren i gruppen", fulgt af et fjoget grin. Og så er vi i gang. Sangene er – i modsætning til på de to foregående album – helt nye. Faktisk er meget af musikken taget fra instrumentale kompositioner, som bandet ville spille live. Derefter smed Frank Zappa teksterne på i studiet. Og hvilke tekster! Zappa var oprigtigt skuffet over ungdomsoprøret, som han mente solgte ud markedsført af musikblade som Rolling Stone – en holdning, han jo delte med San Franciscos egne originale hippier, der så deres kvarter blive overrendt og gjort kommercielt på ingen tid. Og set fra Los Angeles, som via Hollywood opfattede sig som straight business og derfor mere reel, var drømmen om San Francisco latterlig.

Så teksterne er efterfølgende et opgør med falske hippier, som "tager paryk på, tager til San Francisco, hænger ud med en gruppe, får fladlus og tager hjem igen".  Som den på mange måder ligesindede gonzojournalist Hunter S. Thompson (1937-2005) forventede Zappa sig andet af hippierne end at lade sig nøjes. Som han håner videre: "Jeg er egentlig bare et fjols, men tilgiv mig, for jeg er skæv".

Men det var nu ikke kun hippierne, der fik det glatte lag. Det gjaldt også politibrutalitet og ligegyldige forældre i forstads-Amerika, plastikmødre –og fædre, om hvilke Frank nådesløst sagde: "Someone said they made some noise / The cops have shot some girls and boys / You'll sit home and drink all night / They look too weird, it serves them right." Hvad fanden, strømerne skyder nogle kids, men de ser jo også mærkelige ud og har selv fortjent det. Et statement fra Zappa, som er i tråd med den følelse, som mange unge i modkulturen havde, og som forfatteren James Leo Herlihys beskrev således i sin bog fra 1971, Glorias Trip: "Vi er de folk, som vores forældre advarede os imod".

Eller hvad med den herlige The Idiot Bastard Son, om hvem Zappa fortalte, at "hans far er nazist i Kongressen i dag. Hans mor er en luder et sted i Los Angeles."

Og sådan bliver det ved. Musikken er særdeles kompleks, og Frank Zappa gør brug af alle virkemidlerne, fra doo-wop til Tin Pan Alley via syret kompositionsmusik til fantastiske parodier på psykedelisk rock. Samt altså en seriøs politisk stemme, der udtrykker skuffelsen over, at de ting, der gryede i de tidlige tressere og måske burde være blevet til mere, nu bare var blevet ødelagt af druk, reklame, regeringen, forældre, fjernsyn og ambivalens. Hvordan det, der skulle have været en modkultur, havde lav holdbarhed.

Det er en mesterlig plade. Ligesom den med en 30. plads på lp-hitlisten i USA og en Grammy i Holland nærmest blev et hit.
Godt gået af en plade med så kompromisløs kunst.
 
Groupierne
Man forbinder i høj grad Frank Zappa med groupierne, og specielt med hende, han opfandt, og som dukker op på både Freak Out!, Absolutely Free og We're Only In It For The Money. Jeg snakker naturligvis om Suzy Creamcheese. Som oftest spillet af Pamela Zarubica.
En af de mere specielle groupies i Franks verden var den formidable Cynthia Plaster-Caster. Frank Zappa fortæller i sin selvbiografi The Real Frank Zappa Book, hvordan vennen og kollegaen Eric Clapton i forbindelse med en koncert i Chicago i 1968, hvor Mothers Of Invention havde været opvarmningsband for Cream, inviterede ham med tilbage til sit hotel for at møde den selvbestaltede kunstner og hendes daværende partner. Frank Zappa beretter:

"Da vi ankom, fandt vi to piger, som sad i lobbyen. En af dem havde en lille kuffert med et ovalt papskilt limet på siden, hvor der stod "The Plaster-Casters of Chicago". Den anden havde en brun papirspose.

De sagde intet, men rejste sig bare og fulgte os ind i elevatoren og ind på værelset. Kuffert-pigen åbnede kufferten. Den anden åbnede posen. De tog nogle "statuetter" ud: "Her er Jimi Hendrix, og her er Noel Redding, og her er roadien fra…"

De satte dem på sofabordet og tog resten af deres gear ud – alt, hvad en person havde brug for til at lave gipsafstøbninger af den menneskelige pølse.

Vi tilbragte tre timer sammen med dem. Ingen af os meldte os som frivillige til at blive "foreviget".

Pigernes trip var, at en af dem havde en blanding af noget gipsagtigt materiale, som tandlæger bruger, mens den anden gav sig til at give rockstjernen et blowjob. Når hans erigerede lem nåede maksimum størrelse, trådte den anden til og lavede et aftryk. Siden ville de lave en gipsafstøbning, og på den måde fik de en samling, hvoraf den klart største stammede fra Jimi Hendrix".

Pigerne var en tæt del af den berømte GTO-gruppe (Girls Together Outrageously), som fik kontrakt med Franks label (under MGM/Verve) med det passende navn Bizarre. Ligesom de fik Franks manager, Herb Cohen, som altid kunne se en god forretning. Faktisk opbevarede han bronzeafstøbninger af Cynthias anselige samling i en del år, og hun måtte til sidst ty til en retssag mod ham for at få de spændende aftryk fra stjernernes lykkelige dag med de to piger fra Chicago tilbage. I et interview fra 2000 afslørede den stadig aktive Cynthia, at hun skam også havde The Whos afdøde trommeslager Keith Moons aftryk. Samt at rockgruppen Kiss dedikerede en sang til hende. Og at hun skam stadig var i gang med sin kunst. Men også hvordan det, der fra starten var et specielt og effektivt scoretrick, gik hen og blev noget, som stod i vejen for at få sex. Som Cynthia siger det i dag:

"Jeg endte altid med at røre massen op, mens min veninde oplevede alt det sjove!"

Laurel Canyon
Efter tiden i New York og indspilningen af We're Only In It For The Money i Apostolic-studiet blev det centrale sted for Frank Zappa og hans gruppe et stort træhus, som engang havde tilhørt cowboyskuespilleren Tom Mix, og som i øvrigt tidligere havde været forbundet via en tunnel med ejendommen på den anden side af gaden. Her havde den berømte udbryderkonge Harry Houdini (1874-1926) boet. Men i det eksklusive område umiddelbart nord for Hollywood boede Frank og hans kone Gail i de næste par år. Det var en enorm ejendom med en række grotter, og her kunne Zappa øve med en masse musikere, her boede coverdesigneren Cal Schenkel, ligesom der konstant var et rend af musikere og freaks. For selv om husets herre selv holdt sig fra stoffer og krævede, at hans musikere også koncentrerede sig om musikken, så var de dage i midt-tresserne orgiernes tid.

En af de mere tillokkende aspekter ved Los Angeles i forhold til som oftest tågede San Francisco er vejret. I Laurel Canyon var man i et veritabelt paradis oppe i bakkerne med udsigt over den ellers så smogfyldte by, og her fandt flere og flere musikere ud af, at der var fedt at være. Der var selvfølgelig de lokale grupper, som ud over Mothers Of Invention talte The Doors, Love, Buffalo Springfield og The Byrds, blandt mange andre, og snart kom mange flere til. Joni Mitchell lavede sit Ladies Of The Canyon-album, mens hun boede der og var kæreste med den tidligere Hollies-sanger, Graham Nash, og det var via en anden af scenens notabiliteter, Mama Cass Elliot, fra The Mamas And The Papas, at den jam kom i stand, som blev til den såkaldte supergruppe, Crosby, Stills & Nash, og som senere også talte den fra Canada kommende Neil Young.

Hippietrippet og drømmen om flowerpower gør Zappa effektivt op med på We're Only In It For The Money. Bare titlen. Paul McCartney havde faktisk været forbi området, og han var fascineret af den tidlige scene i San Francisco, som jo også var det sidste sted, The Beatles gav koncert. Men Zappas tese om, at The Beatles kun var ude på at jagte pengene, var nok ret uretfærdig og på deres efterfølgende såkaldte Hvide Album var specielt kompositionen Revolution No. 9 nok noget, som selv Zappa kunne have fundet på i et af sine mest dadaistiske øjeblikke.

Frank har siden fortalt, hvorfor han lige brugte Sgt. Pepper-coveret som skydeskive:
"Da jeg lavede den oprindelige parodi, var det for at pege på, at på det tidspunkt var Beatles ude på at lave penge. Alle andre troede, at de var Gud. Jeg syntes ikke, at det var korrekt. De var bare en god kommerciel gruppe".

Apropos Gud-tingen, så er der på et tidspunkt på albummet en stemme, som med umiskendelige engelsk røst siger "Gud. Jeg ser Gud!" Med vanlig sans for de små detaljer er det Zappas ven Eric Clapton, som i Cream-tiden netop var blevet berømt for en graffiti i London, hvor der simpelthen stod "Clapton is God". Nu brugte Zappa altså Gud selv på sin plade, og for at understrege ironien, så var netop Clapton den guitarist, som The Beatles inviterede til at spille med på deres kommende plade, nemlig i George Harrison-nummeret While My Guitar Gently Weeps. Guds veje er så sandelig uransagelige.

Det stak heller ikke dybere, end at Ringo Starr siden var med i Zappa-filmen 200 Motels (1971), og John Lennon og Yoko Ono medvirkede til den berømte koncert, som lukkede Bill Grahams koncertsted Fillmore East i juni 1971, og som dels blev til en meget sjofel og sjov plade med Frank Zappa and The Mothers med de gamle Turtles-sangere Mark Volman og Howard Kaylan (alias Flo & Eddie) i spidsen, og hvor det weirde samarbejde med Lennon og Ono kom med på deres plade Sometime In New York City.

I øvrigt sluttede musikernes eventyrlige tider i Laurel Canyon brat i 1969. Ugen før en del af dem tog til staten New York for at spille til Woodstock-festivalen, begik Charles Manson og hans gruppe de bestialske mord på skuespilleren Sharon Tate og hendes venner i et hus på Cielo Drive i nabokvarteret Beverly Hills. Det satte en dæmper på de lykkelige tider.
Hvorefter hippiedrømmen fik den sidste olie, da en tilskuer blev slået ihjel af Hell's Angels i Altamont i Californien i december.

En stjerne i rummet
Efter at Frank Zappa opløste Mothers Of Invention, kom der adskillige plader med materiale fra gruppen, og en del år senere er der efterfølgende kommet rigtigt meget. Lytter man til de plader, som kom umiddelbart efter, nemlig Burnt Weenie Sandwich (1970) og Weasels Ripped My Flesh (1970), er det ret tydeligt, hvorfor Frank Zappa havde behov for at få andre sparringpartnere. Specielt på den første begynder han at udvikle sig afgørende som den mesterguitarist, han siden skulle blive, og som kulminerede siden hen på albums som Shut Up'n Play Yer Guitar (1981) og Guitar (1988). Her var det kun de virkeligt skrappe, såsom Don Preston og Ian Underwood, som ville fortsætte i nogle af Zappas grupper. Til gengæld kom der en lang række nye musikere ind over, uden at jeg dog skal komme ind på det. Blandt dem guitar-esser som Steve Vai og Adrian Belew. Her blev det at spille med Frank Zappa regnet som en form for konservatorium.

De øvrige Mothers Of Invention begyndte i øvrigt i 1980 at optræde under navnet The Grandmothers, hvor kernen ville være Jimmy Carl Black, Bunk Gardner og Don Preston. Til koncerterne ville vi se dem præsentere Jimmy, og alle ville råbe "he's the indian of the group", og de ville så spille alle de klassiske numre. Zappa ville ikke have noget med dem at gøre, men han var der alligevel – i form af en dukke med den karakteristiske moustache på en stol ude til siden.

Trods en levetid på lige under 53 år er det forbløffende, så produktiv Frank Zappa var nede i kælderen i sit Utility Muffin Research Kitchen(UMRK), som var et af hans kælenavne for det førsteklasses studie, han drev under huset på Woodrow Wilson Drive. Her ville han arbejde uforstyrret nat efter nat, kæderygende og med den varme sorte kaffe inden for rækkevidde. Det var den benzin, der drev værket. Og faktisk er det et særdeles håndgribeligt minde.

Da Frank Zappa døde hjemme den 4. december 1993 omringet af Gail og deres fire børn, blev han efterfølgende lagt ned i kisten. Som hans datter Moon siden har sagt det:

"Vi lod som om, han var på vej på turné, og lagde hans espressomaskine, nogle cayennepebere og andre ting, han ville få brug for, ned i kisten…".

Derefter begravede de ham på den lille Westwood Village-begravelsesplads i en ikke-kristen ceremoni. Her bag højhusene på Wilshire Boulevard ligger han i en umarkeret grav midt på en græsplæne. Og det er jo Hollywood. Omkring ham finder man de jordiske rester af blandt andre Marilyn Monroe, Roy Orbison, Jack Lemmon og Burt Lancaster. Jeg kan godt lide tanken om, at arkæologer om mange år bare skal gå over plænen med en metalsøger. Så finder de espressomaskinen og dermed Frank.

Hans fans har været flittige siden og lobbyet kraftigt for hans minde. Der er et gen (ZapPa Proteus mirabilis) opkaldt efter ham. En fisk, en gople, en edderkop og sågar en lille planet et sted mellem Mars og Jupiter, som hedder Zappafrank.

Jeg ville give meget for at høre lige hans tørre og sardoniske kommentar til lige den detalje.
Men den må vi drømme om.

FRANK ZAPPA 1940-1993

1940: Frank Vincent Zappa (FZ) bliver født i Baltimore, Maryland. Faren er siciliansk indvandrer og arbejder som kemiker for den amerikanske hær. FZ er den ældste af fire børn. FZ er ofte syg, muligvis som følge af farens arbejde med giftgasser.

1951: Familien Zappa flytter til Californien, hvor de bor forskellige steder. Frank spiller på trommer som 12-årig. Han stifter bekendtskab med komponisten Edgar Varèse (1883-1965) og beslutter sig for at blive komponist ligesom ham. Komponerer sit første stykke i 1953.

1955: FZ bliver trommeslager i San Diego-gruppen The Ramblers, og derefter flytter familien endnu engang til Lancaster i Mojaveørkenen. FZ er på den tid optaget af doo-wop-musik, specielt pachuco-grupper fra det sydlige Californien, r&b og moderne orkestermusik. Han arbejder også med malerkunst og vinder en prestigefyldt pris.

1956: FZ møder Don Vliet, som siden smider et "Van" ind i midten og i øvrigt bliver mest kendt som Captain Beefheart. De spiller sammen i The Blackouts, hvor et andet medlem er Jim "Motorhead" Sherwood. Familien flytter igen til Ontario, en forstad til Los Angeles, og FZ får arbejde i et studie, som han siden overtager. Her laver de musik til Hollywood, samt til reklamer.

1965: FZ bliver arresteret og fængslet og danner derefter The Soul Giants med trommeslageren Jimmy Carl Black, sangeren Ray Collins og bassist Roy Estrada. De bliver til The Mothers of Invention (MOI). FZ har travlt med studere "vilde" kunstretninger som dada, situationister og surrealisme. Det inkorporeres omgående i FZ's udtryk. Han bruger desuden i vid udstrækning cut-up som teknik til at skabe lydkollager. FZ har begrænset succes med soundtracks til et par lavbudgetfilm. MOI bliver spottet af jazzplademærket MGM/Verve.

1966: MOI udsender det første album, Freak Out! (1966), som er rockens første dobbeltalbum, og som blandt andet rummer den flippede lydkollage Help I'm A Rock, den politiske kommentar Trouble Every Day og den sjove doo-wop-pastiche Go Cry On Somebody Else's Shoulder. Indspiller næste album på et døgn. FZ bor sammen med Pamela Zarubica alias Suzy Creamcheese i Laurel Canyon, hvor de snart er omringet af andre musikere. Blandt dem The Doors, Three Dog Night, The Byrds og Love. FZ møder sin kommende kone, Adelaide Gail Sloatman.

1967: FZ skriver Lumpy Gravy som en lydkollage for gruppe og klassisk orkester. Indspiller den over tre dage i marts i New York, hvortil hele gruppen plus Gail rejser. Udsender Absolutely Free, hvor guitarist Elliot Ingber er smidt ud. Til gengæld medvirker pianisten Don Preston og trommeslager – og Hell's Angels-medlemmet – Billy Mundi. Berømte sange er især Plastic People og Call Any Vegetable og den skærende satire America Drinks And Goes Home. Flytter med orkestret og Gail til New York, hvor der venter et job, og hen over sommeren lejer de Garrick-teatret, hvor de opfører Absolutely Free som musical. Gruppen får enorm opmærksomhed. Indspiller det næste album. Nyt medlem er keyboard- og saxofonspiller Ian Underwood. FZ gifter sig desuden med Gail, med hvem han får fire børn. I stedet for en ring får hun en kuglepen! Og føder en datter, som får det aparte navn Moon Unit.

1968: Udsender We're Only In It For The Money, som indspilles i New York. Udsender endvidere Lumpy Gravy (1968), som officielt kaldes en soloplade, ligesom doo-wop-hyldesten Cruising With Ruben & The Jets kommer i slutningen af året.

1969: MOI udsender musikken til en planlagt film, Uncle Meat. FZ producerer endvidere et mesterværk, Captain Beefhearts Trout Mask Replica. FZ udsender desuden endnu et lille mesterværk, fusionsjazzskiven Hot Rats. FZ opløser MOI.

1970: Udsender to albums med MOI med optagelser fra årene 1967-69, nemlig Burnt Wheeny Sandwich og Weasels Ripped My Flesh. Derefter kommer pladerne i en lind strøm både fra soloartisten FZ og fra grupper, der fortsat bærer navnet The Mothers, og som med tiden bliver en slags rugekasse for talent, eksempelvis keyboardspilleren George Duke og guitaristerne Adrian Belew og Robert Fripp.

1993: Stadig på toppen dør Frank Zappa af prostatakræft. Med i graven får han sin espressomaskine. Han har i skrivende stund over 70 album ude, og familien varsler flere på vej. De gamle medlemmer af MOI har på det tidspunkt rejst verden tynd med orkesteret The Grandmothers. Ligesom FZ's søn Dweezil Zappa turnerer med farens repertoire.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA