x

GAFFA-Prisen – Trentemøllers takketale

GAFFA-Prisen – Trentemøllers takketale

Tillykke med GAFFA-Prisen. Hvad er din reaktion, og hvordan vil du takke læserne, som har stemt på dig?

– Jeg er super-taknemmelig, det er fedt at få en pris af musikelskere i landet, fra folk ude i marken. Det gik faktisk først op for mig i dag, at det er sådan, det hænger sammen. Det viser, at min musik er nået ud, det er bare ekstra fedt.

Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra et musikalsk perspektiv?

– Fire udsolgte koncerter i Store Vega var lidt af et højdepunkt, og så har vi været ude på noget af en Europaturné, 23 koncerter, en ny by hver aften, og mange steder var der udsolgt, selvom vi spillede mandag og tirsdag. I Paris spillede vi for eksempel for 2500 mennesker. Vi har været syv mand på scenen, så ingen dj-stil, og egentlig meget mindre elektronisk end tidligere. Vi har en stærk bandfølelse og et godt sammenhold.         

Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra et musikalsk perspektiv?

– Jeg er ikke så opdateret, så det er svært at sige. Jeg synes, at det har været et rigtig godt år for dansk musik, Figurines, Efterklang, Sleep Party People, Chimes & Bells og mange andre. Det er første gang, at folk lyder som sig selv og ikke som udenlandske forbilleder.         

Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra et personligt perspektiv?

– Jeg må nævne Europa-turen igen; at folk bare mødte op, som de gjorde.         

Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra et personligt perspektiv?

– Jeg er en positiv dreng og skal fandeme ikke brokke mig over noget som helst. Jeg kan leve af at spille musik, det er et privilegium og en fornøjelse.     

Hvad skal du lave i 2011?

– Jeg skal på tur med bandet i marts til USA, blandt andet til South By Southwest, og så har vi jobs i Mexico og Brasilien. I juni er der flere jobs i USA. Så skal jeg producere en indie-pige-pop-elektronisk-lo-fi-konstellation, som hedder Darkness Falls. Det er rigtig sjovt at stå lidt i baggrunden på et projekt, det nyder jeg virkelig. Så har jeg lavet en bytteaftale med U.N.K.L.E. De remixer et af mine numre, og jeg remixer et af deres.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA