x

The Psyke Project og As We Fight laver bandfællesskab

The Psyke Project og As We Fight laver bandfællesskab

De to danske metalbands The Psyke Project og As We Fight (billedet) slår sig sammen i projektet med navnet Ebola, der blandt andet udmønter sig i fællesturnéer og et splitalbum. Københavnske The Psyke Project og oprindeligt Fredericia-bandet As We Fight har repræsenteret hardcore metal-genren på hver sin måde gennem de sidste 10 år med en stribe udgivelser. I første halvdel af 00'erne spillede de flere koncerter sammen, og nu er de også rent musikalsk vendt tilbage til det hårdtslående udgangspunkt og kommet tættere på hinanden. I slutningen af 2010 præsenterede de således et samarbejde, som netop nu bliver realiseret i studiet.

Splitalbummet, der udkommer den 21. marts, kommer til at indeholde fem numre fra hvert band, og i foråret tager hardcore-bands'ene på en kort dansk-europæisk turné.

– Vi er to bands, der har haft sideløbende karrierer gennem de sidste ti år. Vi har flirtet med forskellige genrer, men er nu vendt tilbage til et fælles udgangspunkt. Efterhånden har udgivet nogle plader og var kommet til et punkt, hvor vi skulle spørge os selv: "skal vi bare lave endnu én af dem her?", eller om vi skulle gøre noget anderledes og prøve at udfordre formatet, fortæller bassist Søren Hvidt fra As We Fight, der uddyber, at Ebola bliver en fælles platform, som ikke har nogen slutdato.

– Det er klart, at pladebranchens tilstand og mulighederne på de digitale platforme har været en medvirkende faktor til projektet, fortsætter han.

Albummet udgives i begrænsede oplag i de fysiske udsendelser, blandt andet på dobbelt 10-tommer vinyl, hvor The Psyke Project og As We Fight altså spytter en seperat ep hver i puljen, mens der bliver en form for samarbejde mellem de to bands på livesiden.
                           
Du kan følge de to bands i studiet og øveren på GAFFA.tv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA