x

Devendra Banhart – et barn er født

Devendra Banhart – et barn er født

Håret er langt, skægget filtret og tøjet belagt med perler. Sådan tager Devendra Banhart sig ud til trods for, at kalenderen siger 2004. Og forvirringen bliver ikke mindre, når øret møder hans musik. For nok ligner den 23-årige amerikaner med de venezuelanske aner noget, der er faldet ud af San Francisco omkring 1969, men hans knirkende blues- og folksværtede sangforedrag minder mest om noget, der kunne være optaget i en faldefærdig rønne i 1930’ernes USA.

Første gang verden kunne måbe ad Banharts sært fortidige udtryk var, da han udsendte albummet "Oh Me Oh My" i 2002. Siden da har han yderligere begejstret og forundret med ep’en "The Black Babies" fra 2003 og "Rejoicing In The Hands", som udkom tidligere på året. Og Banharts kreative åre er bestemt ikke løbet tør midt i den stadig tiltagende lovprisning. Slet ikke. Han er nemlig allerede aktuel igen med albummet "Nino Rojo".

– Jeg ved godt, det er lidt hurtigt, jeg er vendt tilbage, ler Banhart, da GAFFA under sig over den usædvanlige produktivitet. Men jeg har bare haft et stort kreativt overskud i den senere tid. Derfor fødes mine børn med ganske korte mellemrum.

Nye træk
Og Banhart omtaler gang på gang sine udgivelser som børn. For ham er Nino Rojo således barnet af forgængeren "Rejoicing In The Hands".
– "Nino Rojo" betyder "lille rødhåret barn", og det er præcis, hvad albummet er. Det er nemlig barnet af de erfaringer, jeg gjorde med min forrige udgivelse. Derfor har de to plader en del lighedstræk. Men det nye har også sine helt egne kendetegn. Sådan som du sikkert også ligner dine forældre uden at være en kopi. Og på "Nino Rojo" udgøres de nye træk af en mere varieret brug af instrumenter.

Men Banharts nye melodier er ikke kun rundet af en flittig brug af blandt andet piano. Flere steder spiller virkelighedens lyde med i form af knirkende stole, syngende fugle og fjerne samtaler.

– Jeg er faktisk meget glad for alt dét, som har sneget sig med på "Nino Rojo", fortæller Banhart. For mig er det nemlig vigtigt, at et album afspejler den stemning og det sted, det er lavet. Lydene tilfører udtrykket en ærlighed, som er vigtig for mig.

Banhart er nu godt klar over, at hans ord om ærlighed lægger sig faretruende tæt op af alle tiders største singer/songwriter-kliché.
– Jeg ved godt, at snakken om ærlighed giver folk brækfornemmelser. Men det er ikke desto mindre vigtigt for mig at være ærlig. Så kan det godt være, at de dér "se-nu-har-jeg-skidt-i-bukserne-igen"-sangskrivere har misbrugt begrebet ærlighed, men det er altså ikke mit problem.
Og Banharts sange virker ærlige. Fulde af lys og glæde. Men under de skønne melodier løber en mørk understrøm. Hans stemme synes at klinge af en udefinérbar sorg, et uudtalt tab.

– Det er rigtigt, at jeg gemmer på nogle traumer, som siver ud i min vokal, om jeg vil det eller ej. Men det er svært for mig at tale om årsagen til det. Det er nu heller ikke så vigtigt, for ethvert menneske lider jo, ikke? Mit beskedne håb er bare, at min stemme kan trøste. At den kan fortælle lytterne, at ingen er alene med smerten …

Sin egen
Og arbejdet med sindets smertepunkter er ifølge Banhart det eneste, der knytter ham til den alternative country-genre, han ofte indskrives i.
– Jeg ser mig ikke som en del af den scene, folk som Will Oldham og Iron & Wine repræsenterer. Jeg elsker musikken, men ser ikke megen lighed. Kun i den kamp, vi alle kæmper mod sjælens dæmoner. Ellers bilder jeg mig selv ind, at jeg er i min egen lille tidslomme …

Og det er Banhart. Nærmere bestemt i en fortidig tidslomme. Han griner højt, da han bliver konfronteret med mistanken om, at han er havnet i den forkerte tid.
– Nej, jeg tror hverken, jeg hører til i 30’ernes blues-miljø eller i 60’ernes folk-bevægelse. Min musik er måske ikke tidstypisk, men jeg tror, det er præcis derfor, den taler til folk. For hvem gider egentlig det tidstypiske, når det er lig med Britney Spears?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA