x

Thulebasen - Porten til fremtiden

Thulebasen - Porten til fremtiden

- Vi kan godt lide noget, der er anderledes, lidt skørt, fortæller Thulebasens guitarist Nis Bysted, da han en sen aftentime ringer for at invitere til interview og kaffe en anden aftentime senere på ugen.

- Hvis vi skulle vælge mellem noget, der er skørt eller ikke er skørt, så ville vi nok altid vælge det skøre, fortsætter han sætningen fire aftener senere i en lejlighed på Vesterbro.

Tager man skørt i sin dobbelte betydning som det alternative og det skrøbelige, matcher det den københavnske trio Thulebasens sprælske og bevidsthedsudvidende bud på en moderne rockskive.

- Vi begyndte at spille sammen og give koncerter, inden vi havde øvet overhovedet. Vi spiller ikke impro, som man normalt forstår det, for vi prøver at spille rigtige numre og finde frem til en gængs form. Til sidst begynder det at lyde som noget, der er meningen. Vi spiller ikke samme sang, men vi spiller den, som vi husker den, og dermed har den nogle genkendeligheder, forklarer Nis Bysted.

Thulebasen nåede at turnere i halvandet år (med Thread Pull i Europa og Oh No Ono herhjemme) uden at have egentligt sangmateriale. I stedet optog de deres koncerter og forsøgte at memorere små dele og spille dem igen og igen. En original og helt igennem besværlig metode.

- Hvis det er lidt besværligt, så skubber man grænserne for sig selv, tilføjer trommeslager Felia Gram-Hanssen.

 

Formfuldendt

- Det er ikke improvisation, som man kender det fra jazzen, for der er ikke nødvendigvis en form. Vi bliver ved med at forsøge at spille samme numre, og de udvikler sig stadigvæk. Det var først, da vi begyndte at indspille pladen, at numrene blev låst fast i de versioner, som nu er udgivet, fortsætter Nis Bysted, der sammen med bassist Niels-Kristian Eriksen har mikset albummet i en efterhånden langtrukken proces.

- Det at lave en eksperimenterende form, betyder ikke, at det skal være formløst. Vi går sindssygt meget op i, at der skal være en form, som har et groove, riff og mange kendetegn fra rocken, som man kan føle. Det udvikler sig til at handle om vores energi sammen, fordi vi gerne vil være et rigtigt gammeldags band, selvom vi ikke er det, siger guitaristen.

- Hvorfor er vi ikke det?, indskyder Felia Gramm-Hanssen.

- Fordi der ikke er nogen af os, der ved, hvad det vil sige at være i et rigtigt band, siger Nis Bysted.

- Hvad er så et rigtigt band? Det har aldrig undret mig, når jeg læser de der bandbeskrivelser, spørger Niels Kristian Eriksen.

- Det er nogen, som har været sammen og arbejdet med musik i fem år mindst, som ikke er et projekt eller en gruppe af forskellige mennesker, fortæller Nis Bysted.

- Man kan måske godt være forskellige mennesker. Vi har ikke gået i folkeskole sammen eller stået i et surt øvelokale i årevis. Vi kendte ikke hinanden som teenager, men musikken er noget af det, vi har fælles, siger Felia Gramm.

- Vi har også den tilgang, at vi tør stille os op og spille noget, ikke at være perfektionister, ikke at være bange for at gøre noget, der er vovet, pinligt eller forkert. Vi tænker mere over, hvordan musikken føles, end vi tænker over, hvordan det ser ud udefra, forklarer Niels Kristian Eriksen.

Bandet har overtaget interviewerrollen.

- Det er første gang, vi rigtigt har snakket om pladen til nogen anden. Sådan rigtigt, sat os ned og snakket om den over en kop kaffe, fortæller Felia Gramm.

 

Stalkervenner

I virkeligheden har Thulebasen udgivet et album før, Guitar Wand fra 2008, der var Nis Bysteds soloprojekt, så derfor betragter de Gate 5, som kommer senere i denne måned som deres debutalbum; selvom guitarspillet på de to album bærer mange af de samme signaturer.

Nis Bysted er tidligere guitarist i Düreforsög, der åbnede Roskildes Orange Scene i 1997. Bandet nåede at udgive tre studiealbum, heraf debuten Knee fra 1997, der bevægede sig mellem eksplosiv alternativ rock og komplekse metalgenrer. I dag er han halvdelen af pladeselskabet og koncertarrangør Escho (Goodiepal, KLoAK, Mit Nye Band, iceage).

Niels Kristian Eriksen (KLoAK) medvirker på bas og elektronik, mens Felia Gram-Hanssen (Harpies, Skammens Vogn) spiller trommer.

- Nis og jeg kender hinanden fra Düreforsög og Kloak, som eksisterede samme tid. Jeg flyttede til København, og det var nogle af de eneste mennesker, jeg kendte, og vi havde musikken til fælles, så inden længe begyndte vi at spille sammen, fortæller bassisten.

Omvendt var Nis Bysted mega-KLoAK-fan, siden han hørte deres første kassettebånd.

- Det var det vildeste overhovedet. Jeg kendte dem ikke, men jeg forstod dem med det samme. Det var et instant wow. Felia så jeg spille med Harpies, og hun var bare den vildeste trommeslager, fortæller Bysted.

- Jeg har også kendt Niels og Nis på afstand længe uden at have turdet at sige hej til dem. Jeg var en Escho-stalker som mange andre. Jeg kan huske, jeg engang bestilte en plade og fik en personlig mail fra Nis, og det var bare det vildeste, fortæller trommeslageren.

- Hvis der er noget, man rigtigt godt kan lide, så stalker man det. Eller man er i hvert fald meget draget af det, forklarer Nis Bysted.

 

Små scener

Thulebasen startede som trio i 2008, hvor Phono Festivalen i Odense var en af de første jobs, som bandet flere gange har vendt tilbage til. Langt de fleste af de improviserede koncerter er nemlig optaget. Siden har de spillet koncerter i det meste af Europa: Tyrkiet, Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Irland og England.

- Vi har arrangeret koncerter i mange år gennem Escho og har musiker- og bookervenner, som har inviteret os til at spille. Det var en af hovedidéerne fra begyndelsen, at vi skulle kunne spille hvor som helst og når som helst ("Taxi Driver", 1976, red.), fortæller Nis Bysted.

- Vi har sagt ja til alt. Vi har spillet alle mulige shows. På scener på størrelse med det her køkken (hvor en brusekabine fylder en tredjedel af de 7 kvdm., red.). Det giver nogle begrænsninger for musikken, men også muligheder, fordi vi er nødt til at at spille musik på andre instrumenter, fortsætter Eriksen, mens han gætter på rummets størrelse fra sin siddeplads på køkkenbordet.

- Irland var det vildeste sted at spille. Vi spillede på en pub midt i ingenting ude på landet, hvor der var et baglokale, der var lånt ud til en fest med 200 mennesker. Vi har spillet på en gammel elstation, på gallerier og skibe. 90 procent af vores koncerter har været uden for spillestederne, hos folk der selv arrangerer koncerterne. Det var befriende. Spillesteder har fede lydanlæg, men alt andet er meget trivielt på et spillested, mener Felia Gramm-Hanssen og Nis Bysted.

 

Koncertfond

Hvordan har I lavet jeres improvisationer om til et album?

- Det er en fond af koncerterne, som er kogt ned. Vi har forsøgt at spille de her numre i mange forskellige situationer, ryddet op i det og samlet det i ni bunker. Det har været meget besværligt og meget rodet, fortæller Niels Kristian Eriksen.

- Vi har virkeligt prøvet at finde frem til vers-omkvæd, og så er der nogle former, der er kommet automatisk. Men pladen er ikke klippet sammen i produktionen. De klip, der er, er meget store som collager. Det meste er indspillet i one-takes, fortæller Bysted.

Det er indspillet over fire studiedage på et år. Og mikset på fire uger i det seneste halve år.

Skal man kunne høre processen?

- Nej, mand. Det er ligegyldigt. Det skal være sådan, som når man lytter til alt andet musik. Vi går også sindssygt meget op i musik selv, og vi forsøger at skabe noget med den metode, som vi selv ville lytte til, fortæller Nis Bysted og Niels Kristian Eriksen.

Thulebasen har også afprøvet flere idéer i produktionen, hvilket også har involveret en række albumgæster: Marie Eline Hansen fra Traening, Kim LAS, Jannis Noya Makrigiannis fra Choir Of Young Believers, Vagn Olson, Anders Jørgen Mogensen fra KLoAK og Thorsten S. Høeg.

- Vi skulle for eksempel have en saxofon med, som er et seriøst dangerous instrument i rockmusik. Vi har truffet valg, som ikke var indlysende, som var lidt farligt. Et andet vigtigt i at spille i et band er at gøre noget som det at invitere vores venner med på pladen, fortæller Felia Gramm-Hanssen.

- Thorsten S. Høeg anser jeg som den her legendariske jazzmand (også avantgarde og punk. Høeg var blandt andet med i Sods i en kortere periode, red.). Han har hjulpet mig og lært mig så meget om musik. At have ham med på pladen ville være en hilsen, og hans linje blev indspillet i første forsøg. Så grinte han og smuttede igen, fortæller Nis Bysted.

Singlen Raga Gemini (hør den i bunden af artiklen, red.) har været noget af det hurtigste at lave.

- Den kom af sig selv og fik bare den form ved et tilfælde. Den er kort, og vi tog mange takes af sangen, men den ville kun fylde tre minutter, og vi endte med at bruge det første take, fortæller trioen.

 

Usikkerhedsmomenter

Til sidst blev miksingen ret hektisk. Sådan går det vel, når man tager en besværlig vej.

- Det har været én af sygdommene ved pladen, at den har været umulig at gøre færdig. Vi bliver aldrig helt færdig med den, fortæller Bysted.

- Hele processen har været en korrespondance. Vi har lært at spille sammen, men vi har også alle tre lært noget nyt. Nis har ikke sunget før. Niels, som er guitarist, har ikke rigtigt spillet bas. Og jeg har spillet trommer i fem år, men jeg har aldrig fået undervisning og kunne ikke særligt meget, før jeg begyndte at spille med Thulebasen, tilføjer Felia Gram-Hanssen.

Instrumentparken tæller desuden gamle trommemaskiner, pedaler og effektmaskiner.

- Det bobler ud over det hele og giver et andet element, end hvis vi spiller vores ting straight. Det skal ikke rode, men give glasur. Der er noget klang, men mest effekter. Desuden er alle de elektroniske elementer meget selvstændige. De kan finde på at opføre helt forskelige fra gang til gang, og det er med til at fucke det op for os. Vi kan godt lide det der usikkerhedsmoment.

 

Hvad så med fremtidsrocken

...som I skriver i pressemeddelelsen...?

- Vi vidste godt, at du ville spørge om det med fremtidsrock, når vi nu har skrevet det. Fremtiden er et flydende skib forankret i fortiden. Idealet skal altid være en fremtid, som man ikke kender. Vi vil gøre det vildere, end det er nu. Tage et skridt længere ud, fortæller Thulebasen.

- Der er mange referencer til grunge og postpunk, som ikke er specielt fremtidsagtige. Men metoden og formen er speciel, og meget af det har vi fundet i produktionen, fortæller Niels Kristian Eriksen.

- Mange referencer fører tilbage, men det bliver altid twistet i fremtiden. Det kan godt være, at det med fremtidsrock er en lam ting, men det betyder bare, at indgangsvinklen er, at vi kan gøre nye helt andre ting, og hvis det er spændende, så er der et perspektiv derud, fortæller Nis Bysted.

- Ligesom i halvtredserne og tresserne havde man den her tid med spaceage. Man havde fornemmelsen af, at alt ville gå amok. Man troede, at ti år efter, vi landede på månen, så ville vi bo deroppe og alt ville være fantastisk. Bilerne ville flyve. Vi kan drikke grønt slim og blive helt vildt sunde. Den der glæde og energi over, at man hele tiden kan komme videre. Vi kan ikke sige, hvad det er, fordi det allerede ville blive fortid, når vi kender det, uddyber Felia Gram-Hanssen.

- Fremtiden er...

Gate 5 udkommer den 21. februar på Escho (vinyl) og Tambourhinoceros (cd).

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA