x

White Lies: Den svære toer var lettere end debuten

White Lies: Den svære toer var lettere end debuten

Sidste gang nærværende medie talte med White Lies, var for præcis et år siden, hvor trioen netop havde vundet GAFFA Prisen som årets nye udenlandske navn. Men hvad er der sket siden dengang? Forsanger og guitarist Harry McVeigh fortæller:

– Der er sket rigtig meget. Vi har færdiggjort vores andet album, og det må næsten være årets største bedrift. Vi har arbejdet rigtigt hårdt på det album og er endt med at have et album, som vi selv er meget sikre på og stolte over. Derudover har vi spillet en masse koncerter, blandt andet steder, vi aldrig har spillet før, såsom Mexico og Rusland. Vi har også spillet på en del sommerfestivaler, blandt andet Skive Festival, som var rigtig fedt. Så der er sket en del, men vi har også haft tid til at holde lidt fri, hvilket har været ret befriende, for på dette tidspunkt sidste år var vi ret udkørte oven på to lange års konstant turné. Så det var godt for os at holde et par måneder fri og samtidig have tid derhjemme til at skrive og indspille det nye album.

I har tidligere udtalt, at I følte jer pressede til at udsende en hurtig albumopfølger på debuten, men albummet ligger allerede klar, så helt hæmmede har I vel ikke været?

– Vi havde det faktisk ret godt med at skrive det nye album, og det føltes på en eller anden måde bare rigtigt. Jeg tror faktisk, det var lettere at skrive dette album, end det var at skrive debuten. Det var i hvert fald mindre stressende, for da vi lavede det første album, var vi kun omkring 19 år. Dengang havde vi en fantastisk tid, hvor der blev skrevet under på en pladekontrakt, og det blev fejret med en masse fester og drinks med en masse vigtige mennesker fra pladebranchen.

- Hele den side af pladebranchen er i bund og grund noget opblæst lort, men vi lod os rive med. Kort tid efter blev vi smidt ind i et studie og blev bedt om at indspille vores debut, og det var dér, vi tænkte: "Shit, nu er det faktisk alvor, og vi må hellere lave noget, der er godt". Det var i sig selv stressende, for vi vidste ikke rigtigt, hvordan man lavede en plade. Vi var jo bare unge og naive og vidste ikke rigtigt, hvad vi kunne forvente os af indspilningsprocessen, og det var hårdt og stressende.

– Jeg tror også, det afspejler sig i musikken på den første plade i forhold til den nye. For efter to års turne var vi rystet godt sammen, og vores pladeselskab forventede, at vi tog et halvt års pause, inden vi gik i gang med plade nummer to. Men vi holdt kun fri i to måneder og gik straks i gang med at skrive. Så vi var på ingen måde pressede af pladeselskabet, det eneste pres, vi følte, var grundet vores egne forventninger om at lave et mere ambitiøst og spændende album end debuten. Og det synes jeg er lykkedes.

- Vi havde al den tid, vi skulle bruge, og vi havde mulighed for at lave lige nøjagtigt det album, vi selv ønskede at lave. Vi skrev cirka en sang hver tredje dag, og efter fem uger havde vi nok sange til at gå i studiet. Så det var slet ikke lige så nervepirrende, som vi havde forestillet os, for det var faktisk ret let og sjovt at lave den plade. Jeg er ret sikker på, at det er sådan, det skal føles at lave en ny plade. Vi har et af de bedste job i verden, så hvorfor ikke nyde det?

En dannelses- og opdagelsesrejse udi musikken

I har på begge jeres plader arbejdet sammen med Alan Moulder, der tidligere har arbejdet sammen med store navne som Depeche Mode, Smashing Pumpkins, Interpol, Placebo, The Killers og Nine Inch Nails, men hvad er jeres favoritalbum, han har været involveret i?

– Uden tvivl The Fragile (1999) med Nine Inch Nails. Det er en af de bedst lydende plader, jeg nogensinde har hørt. Alan har selvfølgelig også lavet mange andre fantastiske ting, men jeg lyttede især til The Fragile, inden vi gik i studiet og lavede det nye album med ham som producer.

Er det overhovedet muligt som musikinteresseret at arbejde sammen med ham og ikke bare bruge al studietiden på at udfritte ham om detaljer om alle de artister, han har arbejdet sammen med?

– Jeg skulle faktisk virkeligt tage mig sammen for ikke at bruge al vores tid på at spørge ham om netop The Fragile-albummet. Så jo, helt klart. Heldigvis er Alan meget åben over for den slags spørgsmål, og han fortalte da også nogle fantastiske historier, men jeg tør ikke genfortælle dem her. Jeg skal lige sige, at vi ikke rigtigt vidste, hvem han var, da vi arbejdede sammen med ham på vores debutalbum, så det var rart at få muligheden for at arbejde med ham igen, for siden hen har vi fundet ud af, hvor mange fantastiske plader han har været med til at lave.

Sidste år udtalte du, at du det år havde hørt mere ny musik, end du havde præsteret hele dit liv. Så hvilke navne udskilte sig, og hvilke har været med til at inspirere det nye album?

– Der er simpelthen så meget, der har inspireret det nye album, men det er svært at komme med nogle specifikke bud på, hvad det præcis er. Efter debuten udkom, tjente vi for første gang penge, og det første, musikere gør, når de begynder at tjene penge, er at bruge pengene på musik. Så uden skam i livet kan jeg godt afsløre, at jeg har brugt flere penge på musik de seneste to år, end jeg sammenlagt har brugt på noget andet i mit liv. Da jeg var 14-15 år, lyttede jeg til elektronisk musik, og passionen for den genre har jeg genoplevet på det seneste.

- Jeg har faktisk lyttet meget til Trentemøller, og det er virkeligt fantastisk, alt det, han har lavet. Jeg har også prøvet at udfordre mig selv og har derfor lyttet en del til musik, som jeg aldrig tidligere har haft et forhold til. Så jeg har for eksempel lyttet til en del metalmusik, hvilket jeg aldrig tidligere har givet en chance. Så de seneste par år har virkeligt været som en dannelses- og opdagelsesrejse udi musikken. Nu jeg tænker over det, så har Tears For Fears, Spiritualized og Talk Talk faktisk været en stor inspiration for os alle tre på det nye album.

Hvilke metalbands har overrasket dig positivt?

– Opeth fra Sverige er fantastiske. Black Breath er jeg også vild med, selvom de ikke spiller noget, der er synderligt originalt, men det er bare fucking god musik. Mastodon, Sepultura og selvfølgelig Slayer er jeg også vild med.  

Velmodtaget i Skandinavien
I har spillet i Danmark hele otte gange, hvorfor tror du, jeres musik er blevet så velmodtaget netop her?

– Jeg tror, at folk i Danmark og faktisk også i resten af Skandinavien har lidt den samme mentalitet som folk i England. Og da vi jo er britiske og spiller meget britisk musik, taler vores musik meget tydeligt til vores landsmænd og bliver samtidig velmodtaget af især folk i Skandinavien. Vi er ikke ærkebritiske på samme måde som Oasis, men vi har en melankoli, der kendetegner både England og Skandinavien. Vi elsker også at vende tilbage og spille i Danmark, for vi har altid spillet gode koncerter der.

I har blandt andet remixet The Kissaway Trail, er der andre danske bands, I holder af?

– Jeg tror faktisk, der er en del, for vores managers kone er dansk, så vores manager plejer altid at spille en masse ny dansk musik for os. Så jeg er overbevist om, at der er en del danske bands, jeg kan lide, men jeg er bare ikke klar over, om de er danske eller ej. Der er dog et band, som jeg faldt for, sidste gang vi var i Danmark, og jeg tror, de er danske. For vi var med i et dansk radioprogram i efteråret, og i det program blev der spillet et nummer med nogle, der hed I Got You On Tape, og det var virkelig en fantastisk smuk, men også anderledes popsang.

Slutteligt, hvor vil du helst være, i studiet eller på scenen?

– Det er svært at stille de to op mod hinanden, for det er virkelig to forskellige verdener. Det er nok lidt en kliché, men når man har brugt rigtig lang tid i studiet, så er der ikke det, man hellere vil end ud og spille live og vice versa. Lige nu kan jeg i hvert fald næsten ikke vente med at komme ud og spille live.

Epilog: Og prisen går til...
Sidste år vandt I som sagt GAFFA-Prisen for årets bedste nye internationale navn. Hvem synes du fortjener den pris for 2010?

– Jeg er virkelig blevet vild med et newyorkerband, der hedder Violens, og det siger jeg ikke bare fordi de også er vores venner. Men de fortjener virkeligt at få prisen som årets nye udenlandske navn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA