x

Veto – Hvis vi forstærker alt hører vi intet

Veto – Hvis vi forstærker alt hører vi intet

Den 14. februar udkommer Vetos tredje album, Everything Is Amplified. Det følger op på det knap tre år gamle Crushing Digits. Uden den stramme styring, der kendetegnede indspilningerne af forgængeren, har bandet denne gang taget sig god tid og bevidst gået i mange forskellige retninger. Tekstmæssigt byder albummet på politisk substans til den opmærksomme lytter, og GAFFA har fået lov at høre grundigt nærmere hos manden bag, bandets frontfigur Troels Abrahamsen.

Den 30. oktober holdt Daily Show-værten Jon Stewart en mindeværdig tale i Washington. Den afrundede den stort anlagte begivenhed, The Rally To Restore Sanity And/Or Fear, som han og kollegaen Stephen Colbert havde planlagt som rationelt betinget modstykke til den tiltagende irrationalitet, som man har kunnet bevidne i de amerikanske nyhedsmedier. Den irrationalitet, der gør, at medierne konsekvent er ivrigere efter at beskæftige sig med de skikkelser, der kan råbe højest, snarere end dem, der har de bedste argumentatoriske kort på hånden. Hovedessensen af sit budskab serverede Stewart med de følgende ord: "If we amplify everything, we hear nothing".

Blandt de transatlantiske tilhørere var Troels Abrahamsen. Stewarts pointe gjorde et stort indtryk på ham, og selv om de mediemæssige tilstande i Danmark ikke er noget nær så grelle som i USA, så var der alligevel en klar parallel at spore i de samfundsmæssige tendenser. Og ikke kun i mediebilledet oplever man denne forstærkning. Den ligger ifølge Troels også i måden, folk taler til hinanden på, og i tendensen til ofte at gå helt i den ene eller den anden grøft rent holdningsmæssigt – så vel som i forsøget på markant at udtrykke sin personlighed via det, man siger, gør og iklæder sig.

Det var de samme tendenser, som Troels var i færd med at beskrive i tekstmaterialet til det kommende Veto-album, og da han fornemmede det tematiske overlap, kunne albummet også nemt navngives: Everything Is Amplified. Her fortæller han om sine politisk ladede tekster, om sit syn på fædrelandet – og allerførst om at vende tilbage til Veto og påbegynde indspilningsarbejdet på en helt ny måde.

Inden det egentlige arbejde gik i gang, mødtes I efter nogle måneders adskillelse i Kashmirs studie for at genopdage lysten til at indspille. Hvor hurtigt genopdagede i den lyst?

– Med det samme. Men det, vi så skulle finde ud af, var så, hvad det lige skulle være for en plade, vi skulle lave, og det tog lidt længere tid. Stemningen var både meget opløftet og forvirret, fordi vi havde tullet rundt i vores egne verdener i et stykke tid. På den forrige plade havde vi udstukket en retning fra starten, men det havde vi ikke med denne her. Og det har vi nok stadig ikke! Det er lidt filosofien bag pladen, at hvor Crushing Digits var lidt mere stramt styret, så har vi prøvet en hel masse ting af her. Og det har vi netop gerne villet.

Du har kaldt det sundt, at et af numrene er blevet revideret op til fem gange. Men er der ikke også et frustrationselement i det?

– Jo, da. Et enormt et. Men vi har haft god tid denne gang. Det har vi ikke nødvendigvis haft de andre gange, så nu bestemte vi os for, at vi skulle have lov til at gå i mange forskellige retninger.

I fik lidt opmærksomhed for ikke at have holdt kortene så tæt ind til kroppen denne gang, men i stedet lægge en smagsprøve ud til jeres fans via Facebook undervejs i processen. Hvordan påvirker den løbende respons fra folk jer?

– Det er jo ikke en brugerundersøgelse af pladen. Tanken var, at vi ville tage noget af det pres af, der ligger i at skulle udgive en plade, for selvfølgelig er der et pres. Det er jo noget, man skal præsentere, som man har brugt lang tid på. Men man kan også gøre det sværere for sig selv ved at sidde og holde på det, og så lige pludselig sige "værsgo, så må I godt se tegningen!".

Hvad er det, set med realistiske briller, absolut bedste, der kan ske for jer i forbindelse med udgivelsen af albummet?

– Realistisk set? Satans! Jamen, det er jo, at folk anerkender, at albummet er et led i en proces, og at vi ikke er et band, som har nogen intentioner om at lave en mesterværksplade og så lægge os til at dø. Vi har intentioner om at udgive mange plader, som kan alt muligt, og som udvider vores horisonter – og forhåbentlig også horisonterne hos dem, der har lyst til at lytte til det. Og så håber jeg, at vi ret hurtigt kommer i gang med at lave en ny plade. Vi har allerede snakket om at begynde nu, så det ikke bliver den dér med at lave plade, ude at spille, lave plade, ude at spille.

De intetanende forbrugsmonstre
 

Der er en del angstprægede temaer, der går igen i sangene – en følelse af at være i transit, af at vågne op og falde i søvn, og om at forsøge at komme videre. Når du synger om de ting, er det så en rolle, du tager på dig, eller er det et 1:1-billede af dig selv?

– Det er i højere grad et 1:1-billede. Selvfølgelig forfiner man det lige lidt, så det ikke bare lyder som en sindssyg mand, der står og snakker. Men teksterne kommer jo af noget, som jeg har tænkt eller følt eller oplevet, og de kommer jo som regel inde i studiet sammen med musikken. De handler om ting, som optager mig, og nogle bekymringer, som jeg har, og som handler om, at det kan være svært at finde mening i sådan en egoistisk verden, som den jo på mange måder er. Vi står lige nu med nogle problemer, som vi til dels selv har skabt, og som generationer før os har skabt, og som bunder i produktionen og forbruget og alt, hvad de ting medfører. Vi har alle mulige forudsætninger for at gøre noget ved de ting gennem vores intellekt og fornuft og moral. Men vi evner bare ikke at gå ind i en kollektiv modus og rent faktisk ordne dem, selv om der jo er en masse tiltag til at samle verden. Men det er som om, at der er også for mange af dem. Der er for mange uvigtige sager i verden.

Sune Wagner har talt om, hvordan han især med Psyched Up Janis skrev i første person flertal på vegne af sin generation. Er det også det, du gør, når du bruger det "vi" og "os", som fylder ganske meget i teksterne?

– Jeg ved ikke, om det er noget generationsmæssigt, for det handler jo ikke kun om min egen generation. Det handler om alle de mennesker, der er levende nu. Og jeg formoder, at der er en gruppe af mennesker, der gerne vil have noget rationalitet og en fremsynethed, der strækker sig ud over kun at tænke i fire år ad gangen –  og det er dén gruppe, jeg er en del af.

Hvor bevidst er du om det "vi"?

– Det er jeg faktisk ikke særlig bevidst om. Går det op for mig nu. Det er ikke et forsøg på at være protestsanger på vegne af en generation, men måske mere en måde at gøre mig selv til en del af den gruppe, som jeg håber er der.

Bliver du bekræftet i, at den findes?

– Ja, men der er også nogle gange nogle, der skriver, at "du skulle fandeme hellere holde dig til at lave musik end at snakke om politik!" – hvor jeg bare har det sådan altså: "fuck dig".

Hvordan modarbejder det kunstneriske abstraktionsniveau dit behov for at få formidlet de ting, du har på hjerte? I den kunstneriske formidling bliver tingene jo som oftest sagt mindre klart, end de ellers ville blive det.

– Jeg synes faktisk ikke, at de modarbejder hinanden. Men det er jo sådan et æstetikspørgsmål. Hvis du kigger på nogle af de protestsange, der blev skrevet i 60'erne, 70'erne og 80'erne, så kan man sige, at budskabet er vægtet lidt højere end det musikalske udtryk. Versefødder var noget, man tog lidt let på, for man skulle jo altså lige have fortalt om denne her revolution. Og der er nogle sange, som jeg simpelthen ikke kan holde ud at høre på, fordi de er så forcerede. For eksempel den dér med "jeg står op om morgenen og går hen på mit job..." (Sangen Om Merværdi af Jesper Jensen, red.) Jeg kunne godt bare stille mig op på en scene og sige "fight the power" og så gå ned igen. Men det er jo ikke sjovt. Og jeg forstår godt, hvad du mener – at budskabet kan blive mudret i musikken, men det synes jeg faktisk ikke, det gør. I hvert fald ikke, hvis man gider at tage sig tid til at lytte til musikken. Og jeg synes, det er vigtigt, der også er noget at tænke over, som ikke er så ligetil. At der er nogle billeder, som giver folk lyst til at lytte.

I Spun synger du om at føle sig stolt, uden at vide, hvad det er, man er stolt af. Hvordan er du kommet på det?

– Jeg var inde på et forum for udlændinge i Danmark, der for eksempel arbejder som direktører eller ingeniører for en eller anden virksomhed. Det var sådan et generelt forum, hvor man kunne få lidt hjælp til at finde ud af, hvor man kan få danskundervisning, og hvordan man gør med skatteregler og børnepasning og sådan nogle ting. Og det var ekstremt interessant at læse om, hvordan udlændinge talte med hinanden om danskere. Den generelle holdning var, at vi er sådan et lidt intetanende folkefærd, som bare går rundt og tænker "ej, men det går nok", mens vi samtidig er meget stolte af vores moral og etik og så videre. Men jeg synes, det er blevet meget sværere at være stolt af at være dansk, når man kommer til udlandet – og det kom virkelig meget til udtryk på det forum, hvordan vi jo ligner nogle idioter! Alligevel går vi rundt og bærer fanen højt og udstiller bronzefigurer i udlandet, som er fuldstændigt ligegyldige, og som ikke fortæller noget som helst om, hvad det er for et land, vi er.

Når du så får sådant et indblik i, hvordan andre folk ser os, føler du dig så truffet?

– Ja, selvfølgelig. Jeg føler mig ekstremt truffet. Jeg er lige så meget et forbrugsmonster som "the next guy". Og jeg får lyst til at tage nogle ting op til revision i forhold til de værdier, jeg har – hvor kommer de fra, og hvorfor tænker jeg, som jeg gør? Og det er jo det, Spun handler om. At der i mine øjne er sket et ekstremt skred i løbet af de sidste 15 år, som man ikke bare kan tilskrive vores kære regering, men som også handler om hele opsvinget i 90'erne. Det er jo 50'erne om igen – "nu går det bare skidegodt!" – og så glemmer man lidt, at der også er mennesker ved siden af, som man skal tænke på og passe på, når man sidder dér med sit fjernsyn og alt sit pis og lort.

Hvad er det så, i samme sang, som du hellere vil dø end drikke en dråbe af?

– Det er den zeitgeist, der gør, at man lige så stille bliver lullet ind i en mentalitet, som man egentlig ikke bifalder, men som man ikke lægger mærke til, at man bliver lullet ind i. Det er ekstremt ubehageligt at vågne op og så finde ud af, at man tænker på en bestemt måde, fordi man er den del af et bestemt samfund. At ens tanker ikke nødvendigvis er ens egne, men i stedet nogen, som man har fået ind med morgenmaden i rigtig lang tid.

At kunne forklare noget komplekst med få strøg

Jeg tænker, at titlen If Else er en reference til programmering, hvor man eksekverer visse kommandoer, såfremt visse tilstande er enten sande eller falske. Det er jo i sig selv en rammende metafor for selve livet. Er det sådan, du anskuer det?

– Det er mere tænkt i forhold til selve den binære tankegang, hvor alt enten er sort eller hvidt eller sandt eller falsk. Der er så mange ting i vores liv og vores beslutninger, som bliver baseret på noget absolut i stedet for det nuancerede. Som når Ole Sohn og Claus Hjort skal stå og give hver deres garanti til boligejerne – altså hvad fanden har de gang i? Ole Sohn kan ikke stå og sige, at han vil give sådan en garanti, for han ved ikke, hvordan verden ser ud om fem år, eller om ti år, når de forhåbentlig er kommet til magten. Alting er så enten-eller-agtigt.

Du har fortalt om, hvordan du er bange for, at dine tekster bliver for fortænkte, hvis du anstrenger dig for at være poetisk. Betyder det, at du har en skuffe fuld af mislykkede metaforer?

– Ja! Men jeg prøver på at undgå at sidde og kigge tilbage på dem og tænke "ah, jeg kan godt lige bruge dén her – det var faktisk et meget godt billede med det hus dér!". Sagen er, at de gange, jeg selv synes, at jeg bedst har ramt hovedet på sømmet, så har det været med de tekster, der har taget et kvarter at skrive. Eller ti minutter, eller fem minutter. Som bare er kommet af sig selv. Det er som regel også de korteste tekster. Det må vel være det, alle folk forsøger på, når de laver kunst – at kunne forklare noget komplekst med så få strøg som muligt. Og det lykkes nogle gange. Og det lykkes som regel, hvis man lige er "in the mood" og lige rammer det rigtige tidspunkt. Andre gange går man så rundt om den varme grød, i stedet for at sige, hvad man mener.

Hvilke andre sangskrivere er du især begejstret for?

– Jeg sidder ikke og lytter til andre folks tekster. Jeg er ikke på den måde interesseret i poesi. Jeg har svært ved at sige, at jeg kommer ud fra et "strungiansk" verdensbillede eller sådan et eller andet. Jeg har det bare sådan, at jeg jo må skrive det, som jeg synes er ærligst og rigtigst. Og hvis det så rimer, så er det jo bare dejligt!

Men der må vel per definition være nogle sangskrivere, du synes bedre om end andre?

– Joh, men det er som regel dem, som er lidt nogle røvhuller. Og som er sjove at lytte til. Der er for eksempel en masse Cake-numre, som jeg synes er vildt sjove. Jeg bryder mig ikke nødvendigvis specielt meget om musikken, men der er nogle sjove ting i tematikkerne. Men det er jo en helt anden genre end den, jeg befinder mig i.

Du har ikke nogen, du identificerer dig med eller er blevet inspireret af?

– Nej. Og det er ikke for at være cocky, eller fordi jeg gerne vil stå på min egen lille pæl. Men jeg synes ikke, at det er fedt, det dér med at sidde med en flaske rødvin og sin lille bog og skrive digte.

Ser du skævt til dem, der gør?

– Nej, det gør jeg ikke. Folk må fuldstændig selv om, hvordan de skriver deres tekster, og hvad der virker. Men hvis det skal forceres frem, når jeg laver noget – og det gælder også selve musikken, eller hvis jeg nu skulle male et billede – så er det måske ikke det værd. Så er det måske bedre bare at lade være. Jeg har det bedst med, at de ting, jeg skriver, kommer et andet sted fra, end den håndværksmæssige del af min hjerne. Jeg er jo ikke ordsmed eller Klaus Rifbjerg, og det er ikke det, det handler om for mig. Det skal gerne være noget, jeg umiddelbart føler.

--

 

Mark om Troels' soloridt

I tiden, der er gået siden Crushing Digits, har Troels haft travlt med at udgive hele to album i sit eget navn. Det drejer sig om henholdsvis WHT fra 2009 og BLCK fra 2010. Men hvad synes Veto-kollegaen Mark Lee (guitar og synth) egentlig om, at frontfiguren tager på et sådant soloridt?

Mark: – Det har da været fedt. Troels har så meget musik i sig, og han har haft tid til at lave den, mens vi andre har haft et arbejde og et studie at beskæftige os med. Men det er også fedt for bandet, fordi der har været noget omtale omkring Troels, som holder os i live.

Hvad synes du om det, Troels har lavet?

Mark: – Det er jo en helt anden genre, end det, som vi har gang i. Men jeg kan godt lide det. Meget af det. Noget af det. Der var lige en blip-blop-periode, jeg ikke var så vild med!

Troels: – (stor latter) "And you can quote me on that!" Fair enough!

Har I andre i bandet været bange for, at han ikke ville vende tilbage?

Mark: – Nej, overhovedet ikke. Jeg har i hvert fald ikke været i tvivl om det. Der sker jo noget, når vi er sammen, som jeg er temmelig sikker på ikke sker, når Troels laver noget selv. Og vi er jo mange om processen, som byder ind med ting, hvor jeg går ud fra, at Troels meget sidder alene med sit eget – og så er det jo kun hans retning, der kommer til udtryk.

Troels, i forbindelse med solopladerne, fortalte du om, hvordan du nød at have den "dømmende magt" over musikken. Blev du i nogen grad forvænt i forhold til at have magt?

Troels: – Nej, og det er heldigvis en vekselvirkning, for efter to år, hvor jeg havde fået lov til selv at bestemme det hele, så var det meget rart at komme ind i en bandsammenhæng igen, hvor man ikke bestemmer så meget. Det tror jeg er lige så sundt som det andet.

Har du kunnet mærke forskel på Troels, efter han så er vendt tilbage til bandet, Mark?

Mark: – Den helt store forskel er jo, at han er blevet dygtigere bag computeren. Den erfaring kan man virkelig mærke. Og man kan også mærke, at han har nogle nye idéer og prøvet nogle ting, som vi kan drage nytte af i bandet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA