x

Interpol: Folk forventer som udgangspunkt, at vi er nogle dumme svin

Interpol: Folk forventer som udgangspunkt, at vi er nogle dumme svin

En torsdag aften i Vancouver indtog amerikanske Interpol spillestedet The Orpheum som premiere på første del af deres nordamerikanske tour. En meget veloplagt Sam Fogarino tog sig tid til et langt og meget personligt interview med GAFFAs udsendte. I interviewet kom Fogarino omkring sit anstrengte forhold til gruppens tidligere udgivelse "Our Love to Admire" (2007),  processen bag sidste år album "Interpol", bruddet med bassist og stilikon Carlos Dengler, bandets forhold til U2 og ikke mindst, hvordan det føles at have dannet skole for en generation af rockbands i jakkesæt.

Ved ankomsten til spillestedet The Orpheum bliver jeg fulgt backstage af Interpols road manager. Han beder mig vente uden for en af de mange døre, der fordeler sig på begge sider af den lange gang, vi befinder os i. Mens jeg står og tripper, kommer gruppens tre medlemmer skiftevis forbi. Sanger Paul Banks klædt som østeuropæisk gangster i joggingbukser, tanktop og smykker ud over det hele og guitarist Daniel Kessler i lang mørk Prada-frakke og upåklageligt velsiddende hår. Efter 10 minutters venten dukker Sam Fogarino op. Han giver pænt hånd og viser vej ind i det lille backstage-lokale, der skal danne rammen for den næste times interview.
Fogarino tager plads på en plasticstol og tænder en cigaret. Siddende der, rygende, iført sort skjorte  og Elvis-frisuren strøget tilbage ligner den nu 42-årige trommeslager en person, der er trådt lige ud af en Jack Kerouac-roman fra 1960'erne.

"Our Love to Admire" var en alt for fortænkt udgivelse

Sidste år udgav gruppen fra New Yorks Lower East Side deres fjerde studiealbum med titlen "Interpol" (2010). Et album, der modtog lunkne anmeldelser i USA. The Boston Globe skrev, at Interpol lød "som et band, der kæmpede for at huske, hvem de er". Spin Magazine mente, at bandet prøvede at rejse skyskrabere – men aldrig nåede længere end fundamentet.

Jeres seneste album fik en noget hård medfart i pressen, hvordan anskuer du udgivelsen – et comeback eller en tilbagevenden?

– Der er helt sikkert et element af en tilbagevenden til vores første udgivelser. Dog ville det jo være utopi at proklamere, at vi kunne vende tilbage til udgangspunktets naivitet fra sidst i 1990'erne – det er jo langt fra muligt med den erfaring, vi har nu. Dog har målet været at vende tilbage til det guitarbaserede udtryk. Daniels guitar skulle mikses frem igen og være det bærende i kompositionerne.

Tilbage i 2006 forlod Interpol Matador Records, selskabet, der havde udgivet deres to første studieudgivelser. I 2007 udkom gruppens tredje album "Our Love to Admire" på Capitol Records. "Our Love to Admire" blev, som første Interpol-album, indspillet i de legendariske Electric Lady Studios i New York med et kæmpe budget i ryggen.

– Det, vi gerne ville væk fra med sidste års udgivelse, var alt det, "Our Love to Admire" stod for. Det var en alt for fortænkt udgivelse, en udgivelse der bygger op uden at have nogen forløsning til sidst. Ikke nogen keyboards i sangskriverprocessen denne gang – vi ville tilbage til den simple guitar-tone , tilbage til et mere rent udtryk.

I er tilbage på Matador Records igen efter kun én udgivelse på Capitol?

– At være et lille hjul i så stor en maskine, som Capitol er, passede ikke så godt til os. De folk, vi skrev under med på Capitol, blev fyret, da ejerskabet skiftede hænder – både Capitol og Interpol fandt det bedst at slutte samarbejdet efter en udgivelse. Vi startede sådan set "Interpol"-udgivelsen på Capitol.

Var den kreative tilgang til sidste års udgivelse anderledes end tidligere?

– Faktisk ikke. Daniel og jeg mødes og arbejder med rytmer og harmonier. Derefter stødte Carlos til, som den, der skabte formen på de enkelte idéer – Carlos var vældig god til at skabe harmonier ud fra Daniels melodier. Til sidst tilslutter Paul sig med sang-harmonier og tekster – sådan har det altid været.

Nu er du jo nok ikke den rette at spørge, siden Paul skriver alle teksterne – men 100% af Interpols tekster er skrevet i første person, er det et bevidst valg?

– Ved at skrive på den måde giver Paul lytteren en illusion om, at sangen er biografisk. Dermed ikke sagt, at den ikke er. Paul hopper ind og ud mellem biografi og fiktion – en sang kan indeholde begge dele. Tidligere var jeg meget optaget af at holde styr på, hvornår det omhandlede Paul, og hvornår det ikke gjorde, men jeg er efterhånden holdt op med at spørge. Jeg kan relatere til meget af det, der udspiller sig i vores tekstunivers.

Paul synger i åbningsnummeret "Succes" på jeres seneste album: "I am a good guy" – er du en god fyr?

– Det bestræber jeg mig på. Jeg tror nogle gange, jeg er for optaget af at være en god fyr. Når man har succes, kan alt, man siger og gør blive tolket på forskellige måder – ofte forventer folk, at vi er nogle arrogante og dumme svin som udgangspunkt. Selv om jeg er træt og bare gerne vil tilbage i tourbussen efter et show, forsøger jeg at snakke med folk og give dem, hvad de gerne vil have – ellers vil det jo netop blive tolket som rockstjerne-arrogance. Mange folk har som udgangspunkt indstillingen, at du er et røvhul, fordi du spiller i et succesfuldt rockband. Men når alt kommer til alt, kan jeg jo kun være mig selv.

Interpol uden Carlos Dengler
Tilbage i 2004 fortalte Interpols bassist, Carlos Dengler, i et interview med New York-musikjournalisten Gregg La Gambina, at han ikke havde planer om at tilbringe resten af sit liv i et rockband. På dette tidspunkt var Dengler allerede så meget mere end bare bassist i Interpol. Han var for længst blevet et velkendt stilikon på New Yorks Lower East Side. Med sin konsekvente tøjstil og en frisure, der ville gøre ethvert Hitler Jugend-medlem misundelig, dannede han mode blandt en del unge New York-musikere. Han figurerede, som eneste Interpol-medlem, på forsiden af det stilbevidste New York-magasin URB. I 2007 skiftede Dengler pludselig stil. Håret var ikke vandkæmmet længere, men krøllet, og han havde tillagt sig overskæg. Den stramt siddende uniformslignende påklædning og militærstøvlerne var nu skiftet ud med lange duffel-frakker og Converse-sko. Samme år fortalte han Q Magazine, at han var træt af at blive genkendt alle vegne og nu ville være anonym igen. Carlos forlod Interpol efter indspilningen af sidste års album "Interpol".

Dette er jeres første tour uden Carlos, mærker I en forskel?


– Der er en stor forskel. Men Carlos havde ikke lyst til at være i et rockband med det, der følger med længere. At være i et band er jo ikke bare en form for indkomstmulighed, der følger så mange andre ting med – såsom hele repræsentations-delen. I begyndelsen var han okay med at turnere, da det hele jo var nyt og spændende for os alle sammen. Men de sidste par år han ikke villet turnere, og så er det jo vanskeligt at være i et band.

Var I klar over, at bruddet ville komme på et tidspunkt?

– Set i bakspejlet, ja. Ting han ville sige, og hvordan han ville reagere. Da vi begyndte indspilningerne til det seneste album, begyndte vores selskab at snakke om tour og promovering. Carlos gjorde det klart, at det gad han ikke snakke om, han forlod rummet, når emnet kom op. Vi prøvede længe at udtænke en mulighed, der ville gøre alle glade, men der var ligesom ingen løsning.

I tidligere interviews har I jo aldrig lagt skjul på, at had-kærligheds-forholdet mellem Carlos og Paul var en af drivkræfterne i Interpols kreative proces. Hvordan ser du næste Interpol-udgivelse uden Carlos?

– Det er et fair spørgsmål, og et spørgsmål jeg jo bliver nødt til at forholde mig til. Jeg bliver selvfølgelig nødt til at sige, at jeg tror, det ikke vil have indflydelse ud fra min tro på os tre nuværende medlemmer. Men uden Carlos vil det blive nødt til at blive en anden tilgang næste gang. Carlos var ikke nødvendigvis nogen super musiker, men han var et verdensklasse-anker og kunne bringe ti forskellige idéer sammen til en enhed. Uden ham, som en del af den skabende proces, vil der helt sikkert være elementer og idéer, der går tabt – om det færdige resultat bliver bedre eller dårligere, kan kun tiden vise.

Så der er ingen planer om at bringe ham ind i den kreative proces omkring næste album?

– Nej, sådan fungerer det ikke, enten er du med, eller også er du ikke.

På Interpols igangværende turné håndteres bassen i øvrigt af David Pajo, der blandt andet har spillet med Slint og Tortoise og udgivet soloplader under navne som Aerial M, Papa M og Pajo.

Fra Joy Division rip-offs til selv at blive ripped off

Hvad er forskellen på det Interpol, jeg så på et lille spillested i Camden Town, London tilbage i 2001, og det band, der går på scenen i aften, her 11 år senere – forskellen, hvis du skulle opsummere den med et ord?

– En del mere erfaring. Dengang var vi fire Joy Division-rip offs, der bare var fascinerede over at være i London, vi havde ingen idé om, hvad vi lavede. Det ord, jeg vil bruge, her 11 år senere, er: Ejerskab. Vi ved, hvad vi laver nu, vi ved, hvad vi står for, og hvor vi gerne vil tage det hen, giver det mening?

Har I stadig den sammen entusiasme her 11 år senere?

– Vi er her jo alle sammen, fordi vi gerne vil det, så ja. Selvfølgelig er vi mennesker som alle andre . Nogle gange er det lidt som dengang, du var barn og ikke ville i skole, din mor tvang dig, og når du så kom derop, var det jo helt okay.

Du siger, I var Joy Division rip-offs dengang, hvordan har du det med Interpol rip offs i dag. I har jo skabt en hel mode inden for rockmusikken med jeres jakkesæt?


– Folk giver os altid kredit for det med påklædningen, men det var faktisk ikke indkalkuleret overhovedet – selv om ingen tror på det, når jeg prøver at forklare tilfældigheden af det. Da jeg kom med i bandet, tilbage i 1997, var jeg medejer af en genbrugstøjforretning i New York. Jeg fik alt det her tøj smidt over disken hver dag og bestemte mig for at begynde at gå klædt i sorte jakkesæt hele tiden – tro mig, dengang var det langtfra Prada. Jeg var ung ukendt musiker og ville jo gerne skille mig ud fra de 1000 andre ukendte trommeslagere i New York. Da jeg mødte op til det første Interpol-show, vi skulle spille sammen, var de andre tre klædt i lignende tøj – det var faktisk aldrig noget, vi havde snakket om.

– Dengang gjorde vi alt for at lyde som Joy Division. Jeg kan jo kun være stolt af, at der er bands, der prøver at lyde som og ligne Interpol i dag, ellers ville jeg jo være lidt af en hykler. Jeg prøver ikke at tænke så meget på det, for det er stadig uvirkeligt og overvældende for mig. Da vi udgav "Turn on the Bright Lights" tilbage i 2002, havde vi været ovenud tilfredse, hvis den bare havde solgt 30.000 (i 2004 havde "Turn on The Bright Lights" solgt 300.000, red.) – det er for tidligt at stoppe og begynde at se på alle de ting.

Hvad er det næste for Interpol?

– Tour, tour og så lidt mere tour.

Hvordan var det at åbne for U2 gennem det meste af Europa? Pixies bekræftede i Q Magazine tilbage i 2004 rygtet om, at det at åbne for U2 var en af grundene til, at de splittede up?

– At spille i Europa er jo altid en fornøjelse. Europa har generelt en anden tilgang til kultur, end vi har i USA. Bare det, at der findes begrebet en kulturminister er jo fantastisk! I USA bliver man hurtigt glemt eller stemplet som et sell-out, når man opnår succes, specielt i New York. Jeg føler, at hvis man først har opbygget en fanbase i Europa, er de loyale. Kultur er generelt bare en mere inkorporeret del af jeres hverdag – i USA er det en eftertanke, noget sekundært, noget du kan beskæftige dig med, efter at du har lavet dine lektier.

– Jeg har kun gode ting at sige om U2. De er en virkelig god indikator for, hvordan man skal prøve at bevare begge ben på jorden. Den scene, de rejser rundt med, er jo kæmpe og giver publikum en illusion af noget overnaturligt. Faktisk er det hele centreret omkring en mini-scene, U2 har i midten af alt det storslåede. De forsøger stadig at være de fire venner fra Dublin, der spiller på en lille scene. De er meget gavmilde, vi havde hele scenen, deres lys og stor skærme. Hvis Interpol en dag skulle blive et larger than life-band som U2, hvilket jeg tvivler på, har jeg i hvert fald stået i lære hos de bedste, griner Sam Fogarino.   

 

Interpol spiller i KB Hallen i København 8. marts. Køb billetter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA